Sagen om Koran-forskeren, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, der hænges ud som islamofob på et amerikansk universitets hjemmeside, giver anledning til at kaste et historisk blik på forholdet mellem religion og videnskab, nærmere bestemt forholdet mellem en konfessionelt bundet tilgang til religion og en ikke-konfessionel. Den danske religionsforsker Jesper Petersen har sammen med en svensk kollega, Anders Ackfeldt introduceret begrebet ’ikke-muslimsk islam’, som bygger på den iagttagelse, at der foruden de varianter af islam, der praktiseres af muslimer, også findes billeder af islam, der ’produceres’ af ikke-muslimer, herunder af Thomas Hoffmann, som de kritiserer for at være uvidenskabelig. Ackfeldt og Petersen er heller ikke selv muslimer, og det accentuerer spørgsmålet om udenforståendes muligheder for at forstå. Kan ikke-muslimer overhovedet gøre krav på at have forstået islam?
Videnskabeligt betragtet er den anden side af dette
spørgsmål, hvordan man tilvejebringer objektiv viden? Altså hvordan man sikrer,
at den viden, der fremlægges som sand, ikke er subjektiv, det vil sige påvirket
af de interesser og værdier, som præger den, der fremlægger den viden? Er det f.eks.
diskvalificerende for en islam-forsker selv at være muslim?
I den protestantiske tradition findes der en parallel
til dette spørgsmål i tilsynekomsten af kirkehistorie som videnskabelig
disciplin. På de universiteter, der uddanner teologer, det vil i Danmark sige
Aarhus og København, gælder, at videnskabelige principper altid har forrang.
Det vil sige, at det teologiske studium tilvejebringer indsigt i kristendommen
uden at forkynde samme.
Sådan har det ikke altid været. Kirkehistorie havde som disciplin indtil det 18. århundrede et entydigt konfessionelt præg. Her stod modsætningsforholdet mellem de protestantiske kirker og den romersk-katolske skarpt, og det var kirkehistoriens opgave at bevise, at den anden part tog fejl. Et afgørende brud dermed skyldtes blandt andre Gottfried Arnold (1666-1714), der tilstræbte at skrive upartisk, og Johann Lorenz Mosheim (1694-1755), for hvem det nok i højere grad lykkedes. Det upartiske blev et ideal, som også Holberg som kirkehistoriker hyldede. Holberg var nu systemets mand, om man så kan sige, så selv om han ikke fortav sine modstanderes synspunkter, var der ingen tvivl om, hvor han selv stod.
J.L. Mosheim
Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet var
under enevælden bundet til både staten og Den augsburgske Konfession, men var
ikke kun en præsteskole. På fakultetet trivedes ikke mindst sprogvidenskaberne.
Den senere biskop over Sjællands Stift Frederik Münter dyrkede som professor i
København arkæologien og palæografien, tydningen af gamle indskrifter. I porten
til Bispegården ved Frue Plads i København kan man stadig se Münters lapidarium,
et lille udsnit af hans samling af sten.
I anden halvdel af det 19. århundrede blev
kirkehistorien som disciplin for alvor præget af den historisk-kritiske skole.
Det blev for meget for ikke mindst Indre Mission. Berømt er daværende formand
for IM Vilhelm Becks ord på et møde mellem professorer og kirkefolk i København
i 1896, hvor han mente, at professorerne ikke var ærbødige nok over for
Bibelen: ”Jeg kunde godt lide at spørge Universitetsprofessorerne, om de læse
deres Bibel paa Knæ. Saa vare de vist ikke saa kritiske. Nu vil man ved
Universitetet hovmesterere Biblen; det er, fordi de ikke læse den paa Knæ.”
I det 20. århundrede blev Det teologiske Fakultet i
København kendt for at huse repræsentanter for den såkaldte Københavnerskole,
der gik og går endda meget kritisk til værks over for Det gamle Testamente som
kilde. De mener, at det meste af det såkaldte historiske stof i virkeligheden
er mytisk. Det har ikke mindst fundamentalistiske kristne og ortodokse jøder
taget ganske fortrydeligt op. Det viser, at der er en lang tradition for, at
det ikke er Det teologiske Fakultets opgave at bekræfte nogen i deres tro eller
at understøtte bestemte trossamfund i deres selvforståelse.
(Kristeligt Dagblad 13. aug. 2024. Avisen valgte en anden rubrik)
