Da Tidewater Oil i slutningen af 1950erne planlagde raffinaderiet i Kalundborg, forelagde en af de danske arkitekter på opgaven en beplantningsplan for byggeriet ved Lerchenborg for firmaets ejer, J. Paul Getty. Getty svarede ”Well, mister, we are building af refinery, not a park!”
Det udtrykker for så vidt meget klart den moderne industris forhold til æstetikken. Der er intet.
Da J.Th. Lundbye levede, havde æstetikken sin naturlige plads øverst i værdihierarkiet. Da herskede der en erklæret alliance mellem det nyttige, det gode, det sande og det skønne. Det handlede om harmoni.
 |
| Novos produktionschef Michael Hallgren taler ved afsløringen af det ene af to kunstværker i Kalundborg den 4. sept. 2024. I baggrunden Novos fabrik og et glimt byggepladsen, hvor der er investeret for 65 mia kroner. (eget foto) |
Det betød for eksempel, at H.C. Ørsted kunne iagttage sammenhængen mellem magnetisme og elektricitet som et udtryk for den store sammenhæng i skaberværket. Den praktiske indebyrd af iagttagelsen overlod han til andre at drage nytte af.
Efter 1850 brød guldaldersyntesen sammen. Videnskaben holdt op med at tro på, at videnskabelig sandhed havde noget med skønhed at gøre. Det betød også kolossale fremskridt. Vi fik penicillin og insulin, der kunne kurere sygdomme, som man indtil da bare døde af. Og de meget længere liv blev også meget rigere liv. Det er vi mange, der har nydt godt af. Det havde, viste det sig imidlertid, omkostninger for miljø og klima. Men prisen var også grimhed.
Det er interessant nok tydeligst i kunsten selv. Efter 1850 brød realismen frem. Det var den retning i kunsten, der insisterede på, at det sande var sandt, også selv om det ikke var smukt eller harmonisk. Det var på mange måder et nødvendigt opgør, fordi Guldalderen havde en tendens til at idyllisere, det som man kalder Biedermeier. Det er ligegyldig harmoni. Klingklang.
Kunsten blev alliancefri. Nogle forsøgte sig med at gøre denne frihed programmatisk: kunsten for kunstens egen skyld: ”L’art pour l’art”. Andre har søgt nye alliancer, ikke mindst med det politiske: klassekamp, køn, klima, antikapitalisme, postkolonialisme. Kunsten forsøger sig med et ’budskab’. Det er en dagsorden, som også kunstens kuratorer i vid udstrækning har overtaget.
Sjovt nok har politiske aktivister også købt den præmis, at kunst siger noget om samfundet. Det er blevet en trend at forøve hærværk på kunst for at gøre opmærksom på en eller anden politisk dagsorden.
Men pointen er, at prisen for æstetikkens opgør med det skønne i sagens natur blev, at ting holdt op med at være smukke. Kunst i dag handler sjældent om skønhed. Det værste man kan sige om et moderne kunstværk eller en bygning er: ”Nej, hvor er det pænt!” Moderne kunst vil gerne være provokerende, udfordrende, grænseoverskridende, debatterende, men ikke pænt, for Guds skyld ikke pænt.
Det være så, hvad det være vil, så længe det blot handler om, hvad folk vælger at hænge på deres vægge. Dér hvor æstetikkens brud med skønheden bliver vedkommende for alle, ja, direkte anmassende, er i arkitekturen. For den kan ingen se bort fra. Man kan ikke tage husene ind om natten. 1920ernes modernisme mente, at fortidens byggerier var forløjet ’maskekunst’. Man kunne også kalde det realismens forsinkede gennembrud i byggekunsten, for nu skulle bygningerne holde op med at lyve. De skulle afspejle sandheden, vel at mærke den konstruktive sandhed. Jeg siger ikke, at alt, der derefter blev bygget, er grimt, men jeg siger bare, at skønheden holdt op med at være et bærende princip.
Og så er vi tilbage hos J. Paul Getty. Det er velkendt, at Getty brugte de mange penge, som han tjente på at udvinde og raffinere olie, på at skabe et museum i Californien, The J. Paul Getty Museum, en af de fornemste kunstsamlinger i verden.
På samme måde kan man iagttage, hvordan Novo som virksomhed har skabt en af de største kunstsamlinger i Danmark. ”Vi har så meget kunst, at bagtrappen til et af vores lagerrum i Bagsværd rummer flere værker af Carl-Henning Pedersen end Ribe Domkirke,” som en ledende medarbejder engang sagde til mig. Og fonden bag virksomheden sponsorerer en række kunsthistoriske projekter.
Man kan ikke lade være med få den mistanke, at Novos sponsorering af kunst – som f.eks. tilskuddet til de to skulpturer, der er blevet afsløret i dag – er en slags aflad. Det er jo synd at sige, at Novos produktionsfaciliteter har gjort noget som helst godt for Kalundborgs skyline. Eller sagt mere ligefrem – i realismens ånd: Hvorfor skal det være så grimt?
(Indlæg i forbindelse med afsløringen af to skulpturer ved Helix Lab og Absalon Campus Kalundborg den 4. sep. 2024)
