I år kan det fælles, nationale betalingskort, Dankortet, fejre sin 40 års fødselsdag som elektronisk betalingskort. Kortet blev indført som et initiativ fra landets pengeinstitutter, der ønskede at skabe et alternativ til checken, som var meget omkostningstung. Derudover var der begyndende konkurrence fra udenlandske kreditkortselskaber og ikke mindst fra de såkaldte kontokort, der blev udbudt som betalings- og ikke mindst kreditkort af bl.a. handelsstandsforeninger, benzinstationer, rejseselskaber, indkøbscentre og stormagasiner. Det var på et tidspunkt, da det var normalt, at både varige og flygtige forbrugsgoder – møbler, tæpper, hårde hvidevarer, radio og fjernsyn, rejser o.s.v. – blev købt på afbetaling.
Dankortet blev introduceret i 1983 af det til formået oprettede selskab PKK, Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab. Betaling blev i begyndelsen afviklet med en såkaldt fluesmækker, der ved hjælp af karbonpapir tog et aftryk af kortet, hvis betalingsoplysninger var trykt i relief. Den betalende skulle derefter verificere transaktionen med sin underskrift. Men planen var, at kortet skulle fungere elektronisk. I udgangspunktet var det tænkt som både et købe- og kreditkort, men det endte som et rent betalingskort, i dag kaldet et debetkort, og det blev derfor ikke en umiddelbar konkurrent til de mange eksisterende afbetalingsordninger.
Der var en omfattende debat om Dankortet, der foragteligt blev kaldt ’plastikpenge’. Det vakte bekymring hos Danske Bankfunktionærers Landsforening, der frygtede, at selvbetjening og automatisering ville koste arbejdspladser. Den frygt viste sig ubegrundet. Andre stillede spørgsmålet, om det ville medføre det pengeløse samfund? Når det ikke længere var nødvendigt med kontanter eller checks, hvad ville det så gøre ved økonomien? Var der en risiko forbundet med at skabe et betalingsmiddel med monopollignende status? Hvordan sikrede man sig imod svindel med det nye betalingsmiddel? Kritikken kom både fra de klassiske kapitalismekritikere på venstrefløjen og fra dem, der var bekymret for de frie markedskræfters velfærd.
 |
| Annonce i Bornholms Tidende 28. juni 1985 |
Der var fra begyndelsen også heftig diskussion mellem aktørerne – detailhandelen, pengeinstitutterne og forbrugerne – om hvem der skulle betale for omkostningerne. Forbrugerrådet mente, at udgifterne måtte afholdes af den rationaliseringsgevinst, som bankerne høstede i kraft af afviklingen af checkhæfterne. Forbrugerne endte med at slippe for at betale gebyr.
I efteråret 1984 blev Vejle og Helsingør forsøgsbyer for de elektroniske betalingsterminaler i detailbutikkerne. Men allerede tidligere på året var de såkaldte pengeautomater til brug for kontanthævninger blevet introduceret rundt omkring i landet, blandt andet i Nykøbing Falster og Bjerringbro. Den Aalborgbaserede kæde af benzinstationer Metax var blandt de første med elektronisk betaling med dankortet. Det betød også, at danskerne for første gang blev introduceret for pinkoden, et begreb der dog først slog igennem nogle år senere.
Samtidig skulle forbrugerne vænne sig til andre nyskabelser som stregkoder på varerne, og med nye elektroniske kasseterminaler kunne butikkerne også tilbyde udspecificerede købskvitteringer, der mere præcist angav varens navn og pris.
Allerede i 1985 var der udstedt ca. en halv million dankort. I 1987 kunne direktøren for det, der nu hed Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, Jens Christian Lorenzen, med stolthed meddele, at der var udstedt 820.000 dankort, der i løbet af året ville blive brugt i alt 20 millioner gange i de 22.000 forretninger, der tog imod dankort på det tidspunkt, eller i de 150 udendørs hæveautomater, ”DK-Kontanten”. I 2013 oversteg antallet af dankortbetalinger for første gang en milliard. I 2015 blev den kontaktløse funktion introduceret.
Dankortet er stadig i dag en af de vigtigste betalingsformer, men har fået konkurrence fra ikke alene andre betalings- og kreditkort, men også løsninger som Mobile Pay. Historisk set er det interessant, at ældre teknologier relativt sjældent forsvinder helt, når nye kommer til. Når det handler om betalingsløsninger, er det påfaldende, at antallet af kontanter i cirkulation fortsat er meget højt. Butikker er stadig forpligtet af Lov om betalinger til at modtage kontanter, og nogle befolkningsgrupper har af forskellige grunde vanskeligt ved at anvende de elektroniske betalingsformer, så i den almindelige handel udgør kontantbetalinger ifølge Nationalbanken stadig cirka en tiendedel. Det er dog den almindelige mistanke, at den relativt store mængde kontanter i omløb især anvendes i den sorte økonomi.
(Skrevet til denne blog, nov. 2024)
