På køkkenet og i præstegården

Eftersom Kristeligt Dagblads redaktion har adressen ’Vimmelskaftet 47’, formodede jeg indtil for et par år siden, at avisen har til huse ’i Vimmelskaftet’. Det skrev jeg i en tekst, som imidlertid af en redaktør i huset blev rettet til ’på Vimmelskaftet’. Vedkommende redaktør er en særdeles kompetent sprogbruger, så det affødte en længere diskussion om forholdsords rette anvendelse med særligt henblik på adresseangivelser i Københavns indre by. Jeg kan ikke sige, at redaktøren og jeg er nået til en egentlig enighed, men vi er på den anden side heller ikke uvenner.

Historisk set er det et ret interessant spørgsmål, hvornår man siger ’i’ eller ’på’. På mange studenterkollegier taler man stadig om, at noget eller nogen befinder sig ’på køkkenet’. Bor man i et hus, er noget eller nogen naturligvis ’i køkkenet’. Der er tilsvarende forskel på, om man er opvokset ’på en bondegård’ eller ’i en præstegård’, selv om stadig flere taler om at bo ’på en præstegård’. Der er ikke noget at sige til, at dansk er et vanskeligt sprog at tilegne sig for udlændinge.

Tilbage til hovedstadens adresser og de tilhørende præpositioner, hvad enten det er vejene ’på’ Frederiksberg eller gaderne ’i’ København. Ønsker man at fremstå sært kværulantisk og gammelagtig, er få emner antagelig mere velegnede end dette. Det er vanskeligt at få især unge mennesker til at interessere sig for, at det overhovedet skulle være et problem at sige andet end ’på’, hvad enten det er ’på Store Kannikestræde’, ’på Gammel Kongevej’, ’på Bredgade’ eller ’på Smallegade’. Men der er ikke desto mindre tale om en ret betydelig forskydning i sprogbrugen fra da jeg annammede den københavnske geografis nomenklatur i det forrige årtusindes sidste årtier til i dag. 

Kristeligt Dagblad 27. sept. 1924

Sprogforskeren Pia Jarvad skrev i 1976 en artikel om netop denne anvendelse af ’i’ og ’på’. Hun konstaterede dengang, at alt med -vej som regel var ’på’, mens -gade var ’i’. En anden regel var imidlertid, at forholdsordet afhang af opfattelsen af strækningens udstrakte og rumlige karakter. Er den bred og afgrænset af lav bebyggelse, vil ’på’ oftere blive anvendt, mens et mere sluttet gaderum kalder på anvendelsen af ’i’. Det hedder f.eks. ’på Valby Langgade’. Det forhindrer ikke, at man færdes ’på’ den meget smalle Værnedamsvej eller ’i’ den noget bredere Smallegade. Der er altså tale om en relativ bestemmelse således, at man kan færdes ’på gade og vej’, eller at man som barn i storbyen kan lege ’i gården’ eller ’på gaden’. 

Imidlertid skal en tredje faktor ifølge Jarvad også tages i betragtning, nemlig strækningens betydning som færdselsåre. Det hedder f.eks. ’på Købmagergade’, mens de mindre betydningsfulde sidestrøg omtales som ’i Møntergade’ eller ’i Klareboderne’. Gader opkaldt efter verdenshjørnerne omfattes derfor oftere af ’på’ end af ’i’, fordi de førte ud og ind ad byens porte og derfor var at regne som hovedstrøg. Så en relativt smal gade omgivet af høje bygninger kan godt være ’på’, hvis den er flittigt trafikeret (”Der bor en bager på Nørregade etc.”). Det er nok også forklaringen på, at Kristeligt Dagblad har til huse ’på Strøget’, der er den historiske hovedfærdselsåre mellem hovedstadens østre og vestre del, hvoraf Vimmelskaftet udgør en del.

Den variation mellem ’på’ og ’i’, som Pia Jarvad iagttog for 50 år siden, er for store deles vedkommende forsvundet. Man kan se det som et beklageligt tab af fortrolighed med byens rum og historie. Men man kan også se det som en relativt omkostningsfri forenkling af en i forvejen uigennemskuelig kompleksitet, ikke mindst for de udlændinge, der i forvejen kæmper med forholdsordene, når de forsøger at tilegne sig dette, vort umulige modersmål.

(Kristeligt Dagblad den 21. sept. 2025. Avisen valgte en anden rubrik)

Haralda

Det er glædeligt, at den fine, nyanlagte plads ved klosteret i Roskilde skal opkaldes efter Roskilde Biblioteks første bibliotekar, senere overbibliotekar Haralda Poulsen. Det er blot besynderligt, at man har valgt at kalde pladsen Haraldas Plads som om hun ikke havde noget efternavn. Denne form for kammeratlighed på historisk afstand forekommer malplaceret. Hun får jo ikke pladsen opkaldt efter sig, fordi hun var nogens veninde, men fordi hun var overbibliotekar, og som sådan blev hun naturligvis altid omtalt ved sit fulde navn.

(Læserbrev i Dagbladet, 21. sept. 2025)

Overbibliotekar Haralda Poulsen ekspederer
ved udlånsskranken ca. 1930.
Historisk Årbog for Roskilde Amt 2015

Har sjældne sprogblomster fortjent at uddø?

Jeg har en forkærlighed for sjældne ord og vendinger. Mine kuldslåede redaktører på avisen bemærker rutinemæssigt om mit sprog, at det er lidt gammeldags. Det gør de naturligvis ud fra den betragtning, at en tekst er til for at blive forstået af den almindelige læser. Det er dem meget om ikke at støde læserne bort. ”Det er der da ingen der forstår, Jes!” sagde en af dem til mig om en tekst, hvori ordet ’venalitet’ indgik. Mit svar var, at så kan de slå det op. Den helt fortryllende grundige Ordbog over Det danske Sprog (ODS), der i papirudgaven er på 28 bind, er frit tilgængelig på nettet. Og hvis læserne ikke kan finde ud af at slå op i en ordbog, må de tage skade for hjemgæld.

Selvfølgelig er der ord for fænomener, som ikke længere findes. Smørlykke tror ingen rigtig længere på. Det var i det gamle landbosamfund betegnelsen for det held, der var påkrævet for en vellykket smørkærning. Det kunne man sikre sig f.eks. ved hjælp af en sebedeje, en tordensten, i dag bedre kendt som forstenet søpindsvin. Grundtvig fik i foråret 1811 udskrevet en recept på dyvelsdræk, der blev betragtet som virksomt imod bl.a. dårlige nerver. Det er en harpiks udvundet af en skærmplante, der er hjemmehørende i bl.a. Iran. 

Moderne medicin er heldigvis nået lidt længere i dag, men medikamenterne har væsentligt kedeligere navne med enkelte påfaldende undtagelser. Lægemidlet ’Gangiden’ virker afførende. ’Propiden’ har den modsatte virkning.

Mange nutidige fænomener har navne, som de færreste kender. Har man valgt at tilbringe sommeren 2025 på landet i Danmark, er der på grund af den megen regn lejlighed til at studere fænomenet lejesæd, altså korn- eller frøafgrøder, der er lagt ned af hård nedbør. Den vindskibelige sommerhusejer er naturligvis altid opmærksom på sine vindskeders tilstand. Og når aftenen falder på, finder man gerne stunder til at nyde det borgerlige tusmørke.

De fleste sprogbrugere tænker som mine redaktører på sproget som en dynamisk størrelse, hvilket jo ikke er forkert, men på den anden side heller ikke er en fyldestgørende karakteristik, fordi man dermed tager for givet, at sproget med tiden bevarer sin styrke, sin bredde og dybde, bare på en ny måde.  Den grundlæggende antagelse er, at der sker en stadig berigelse af sproget. Det sker med en uudtalt accept af, at sproget samtidig udsættes for en sanering, der indebærer, at ord og vendinger løbende tages ud af brug, fordi de betragtes som ’forældede’.

Selv er jeg skeptisk over for de fleste fornyelser, fordi de som regel og i stadig stigende grad består af tankeløse anglicismer, misforståede forholdsordsforbindelser og det, der er værre. Et af problemerne er, at den sproglige bevidsthed er i aftagende, herunder ikke mindst grundlæggende kendskab til grammatik. Når jeg diskuterer ønsket om at blive omtalt med særlige pronomener med unge mennesker, efterlades jeg med den klare mistanke, at de ikke rigtig er klar over, hvad et stedord overhovedet er. Jeg har forsøgt mig med følgende udfordring: ”Hvis du kan fortælle mig, hvad det personlige pronomen i 2. person ental akkusativ er, vil jeg gerne diskutere spørgsmålet med dig.” Spørgsmålet blev taget ret ilde op. Det var muligvis også en unødvendig anstødelig tilgang til samtalen, må jeg indrømme.

For at vise min gode vilje til fornyelse har jeg dog optaget ’surlten’ i mit ordforråd, en oversættelse af det engelske ’hangry’, altså at være i dårligt humør fordi man har sprunget et måltid for meget over. Bortset fra enkeltstående tilfælde som dette, må de fleste berigelser af sproget komme fra det sproglige forråd, som vi så uforsigtigt har smidt i skarnkassen. Men det sker kun i begrænset omfang.

Bliver man i den økonomiske metafor, kan man sige, at vi med åbne øjne indrømmer, at sproget hele tiden bliver fattigere. Vi har taget af hovedstolen i en sådan grad, at de fleste i dag antagelig betragter ODS som en museumskatalog (ja, katalog kan godt være fælleskøn.) snarere end som et forråd af sproglig rigdom, som blot venter på at blive oparbejdet. Men hvis vi nu ser på sproget som et økosystem, anskueliggør det udfordringen med større klarhed. Er vi parate til at lade sprogblomster uddø med den ene begrundelse, at de er sjældne?

Hvis sproget ikke skal svinde ind til et funktionelt minimum, må og skal vi holde fast i, at ’forældede’ ord og vendinger pr. definition kun er forældede, hvis de ikke længere bliver bragt i anvendelse. Så det er bare med at komme i gang. Arbejdsredskaberne ligger på den åbne hånd. Hvis man ikke bryder sig om ordbøger, kan man finde guld i litteraturen. Skønlitteraturens klassikere kan man oplede på ethvert folkebibliotek. Selv er jeg glad for Pontoppidan, vel at mærke Knud Pontoppidan, psykiater og bror til ham med romanerne. De var begge fremragende stilister. Og nu må jeg vist hellere se at få en bid brød.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2025. Avisens rubrik varierede lidt.)