Jeg har en forkærlighed for sjældne ord og vendinger. Mine kuldslåede redaktører på avisen bemærker rutinemæssigt om mit sprog, at det er lidt gammeldags. Det gør de naturligvis ud fra den betragtning, at en tekst er til for at blive forstået af den almindelige læser. Det er dem meget om ikke at støde læserne bort. ”Det er der da ingen der forstår, Jes!” sagde en af dem til mig om en tekst, hvori ordet ’venalitet’ indgik. Mit svar var, at så kan de slå det op. Den helt fortryllende grundige Ordbog over Det danske Sprog (ODS), der i papirudgaven er på 28 bind, er frit tilgængelig på nettet. Og hvis læserne ikke kan finde ud af at slå op i en ordbog, må de tage skade for hjemgæld.
Selvfølgelig er der ord for fænomener, som ikke længere findes. Smørlykke tror ingen rigtig længere på. Det var i det gamle landbosamfund betegnelsen for det held, der var påkrævet for en vellykket smørkærning. Det kunne man sikre sig f.eks. ved hjælp af en sebedeje, en tordensten, i dag bedre kendt som forstenet søpindsvin. Grundtvig fik i foråret 1811 udskrevet en recept på dyvelsdræk, der blev betragtet som virksomt imod bl.a. dårlige nerver. Det er en harpiks udvundet af en skærmplante, der er hjemmehørende i bl.a. Iran.
Moderne medicin er heldigvis nået lidt længere i dag, men medikamenterne har væsentligt kedeligere navne med enkelte påfaldende undtagelser. Lægemidlet ’Gangiden’ virker afførende. ’Propiden’ har den modsatte virkning.
Mange nutidige fænomener har navne, som de færreste kender. Har man valgt at tilbringe sommeren 2025 på landet i Danmark, er der på grund af den megen regn lejlighed til at studere fænomenet lejesæd, altså korn- eller frøafgrøder, der er lagt ned af hård nedbør. Den vindskibelige sommerhusejer er naturligvis altid opmærksom på sine vindskeders tilstand. Og når aftenen falder på, finder man gerne stunder til at nyde det borgerlige tusmørke.
De fleste sprogbrugere tænker som mine redaktører på sproget som en dynamisk størrelse, hvilket jo ikke er forkert, men på den anden side heller ikke er en fyldestgørende karakteristik, fordi man dermed tager for givet, at sproget med tiden bevarer sin styrke, sin bredde og dybde, bare på en ny måde. Den grundlæggende antagelse er, at der sker en stadig berigelse af sproget. Det sker med en uudtalt accept af, at sproget samtidig udsættes for en sanering, der indebærer, at ord og vendinger løbende tages ud af brug, fordi de betragtes som ’forældede’.
Selv er jeg skeptisk over for de fleste fornyelser, fordi de som regel og i stadig stigende grad består af tankeløse anglicismer, misforståede forholdsordsforbindelser og det, der er værre. Et af problemerne er, at den sproglige bevidsthed er i aftagende, herunder ikke mindst grundlæggende kendskab til grammatik. Når jeg diskuterer ønsket om at blive omtalt med særlige pronomener med unge mennesker, efterlades jeg med den klare mistanke, at de ikke rigtig er klar over, hvad et stedord overhovedet er. Jeg har forsøgt mig med følgende udfordring: ”Hvis du kan fortælle mig, hvad det personlige pronomen i 2. person ental akkusativ er, vil jeg gerne diskutere spørgsmålet med dig.” Spørgsmålet blev taget ret ilde op. Det var muligvis også en unødvendig anstødelig tilgang til samtalen, må jeg indrømme.
For at vise min gode vilje til fornyelse har jeg dog optaget ’surlten’ i mit ordforråd, en oversættelse af det engelske ’hangry’, altså at være i dårligt humør fordi man har sprunget et måltid for meget over. Bortset fra enkeltstående tilfælde som dette, må de fleste berigelser af sproget komme fra det sproglige forråd, som vi så uforsigtigt har smidt i skarnkassen. Men det sker kun i begrænset omfang.
Bliver man i den økonomiske metafor, kan man sige, at vi med åbne øjne indrømmer, at sproget hele tiden bliver fattigere. Vi har taget af hovedstolen i en sådan grad, at de fleste i dag antagelig betragter ODS som en museumskatalog (ja, katalog kan godt være fælleskøn.) snarere end som et forråd af sproglig rigdom, som blot venter på at blive oparbejdet. Men hvis vi nu ser på sproget som et økosystem, anskueliggør det udfordringen med større klarhed. Er vi parate til at lade sprogblomster uddø med den ene begrundelse, at de er sjældne?
Hvis sproget ikke skal svinde ind til et funktionelt minimum, må og skal vi holde fast i, at ’forældede’ ord og vendinger pr. definition kun er forældede, hvis de ikke længere bliver bragt i anvendelse. Så det er bare med at komme i gang. Arbejdsredskaberne ligger på den åbne hånd. Hvis man ikke bryder sig om ordbøger, kan man finde guld i litteraturen. Skønlitteraturens klassikere kan man oplede på ethvert folkebibliotek. Selv er jeg glad for Pontoppidan, vel at mærke Knud Pontoppidan, psykiater og bror til ham med romanerne. De var begge fremragende stilister. Og nu må jeg vist hellere se at få en bid brød.
(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2025. Avisens rubrik varierede lidt.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar