I disse uger fører en beboer på Fejø sag mod forfatteren Thomas Boberg ved retten i Nykøbing Falster, fordi fejøboen mener sig ufordelagtigt udstillet i Bobergs roman Insula. Sagsøger er ganske vist anonymiseret i romanen, men hans advokat anklager Boberg for at gøre brug af "bevidst ineffektiv pseudonymisering", som man kunne læse i avisen i lørdags. Boberg påberåber sig på sin side den poetiske licens: ”Hvis du ikke kan få lov til at skrive en syret, lyrisk roman, så kan vi lige så godt sløjfe det hele. Det er den kunstneriske ytringsfrihed, der er på spil. Intet mindre."
I kunstbranchen opfattes den kunstneriske frihed generelt som trumf, og omstændighederne bekræfter kunstnerne i denne opfattelse. En ansat på Kunstakademiet er sluppet godt fra at stjæle et stykke inventar fra sin arbejdsplads – en buste af Frederik V – og smide det i Københavns havn, fordi kunstnerisk frihed. En elev fra samme akademi, Jens Haaning er tilsvarende sluppet ustraffet fra at stjæle en halv million kroner i kontanter fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg, fordi kunstnerisk frihed. Der er ikke noget at sige til, at Thomas Boberg tager en injuriesag med ro, når andre kunstnere med samme argument som hans har undgået straf for hærværk og tyveri.
Når disse konflikter handler om forholdet mellem kunsten og omverdenen, kan kunstnerne og de tilhørende institutioner forene sig i højstemte underskriftindsamlinger til fordel for den kunstneriske frihed imod omverdenens manglende forståelse for kunstneres juridiske immunitet.
Ikke sjældent opstår konflikten imidlertid mellem repræsentanter for kunstnerstanden selv, og så har vi for alvor balladen. Det gælder helt aktuelt forfatterne Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg, der skændes om, hvem der kan påberåbe sig ejendomsret til hvis historie.
De har begge udgivet velanmeldte romaner, som har det til fælles, at den kemiske fabrik Cheminova på Harboøre Tange udgør rammen om deres fortællinger. Mygind anklager Blæsbjerg for at have stjålet en historie, som hun fortalte ham, mens de havde en affære. Samtidig bruger hun netop denne affære som et element i sin egen roman. Det er en intim afsløring, der næppe har stemt Blæsbjerg venligt.
Den slags sager er ikke noget nyt. Nøgleromanen er en veletableret genre. For fire år siden rettede Leonora Christina Skov i en roman beskyldninger for seksuel chikane mod en unavngiven men letgenkendelig person fra den kreative branche. Der er mange flere eksempler. Litteraten Rikke Andersen Kraglund gennemgår i en artikel fra 2021, ”Karaktermord i 10’ernes danske skønlitteratur” i tidsskriftet Passage en række tilfælde. Dem er der ikke blevet færre af, eftersom stadig flere forfattere benytter sig af genren autofiktion, selvbiografier, der sejler under skønlitterært bekvemmelighedsflag.
I 2011 faldt der dom i Østre Landsret. En forfatter, der dengang kaldte sig Das Beckwerk blev frikendt for at have krænket en filminstruktørs privatliv ved at udstille ham i en roman. Filminstruktøren tog i øvrigt siden navneforandring og skabte blandt andet en dokumentarfilm, der var et åbenlyst partsindlæg i en anden litterær strid.
Das Beckwerk, der nu kalder sig Madam Nielsen, endte nogle år senere i en konflikt med ingen andre end Thomas Boberg. Boberg frygtede at ende som en figur i en roman af Nielsen. Måske som en forebyggende foranstaltning gjorde han i en af sine egne romaner Nielsen til en figur, der ikke tog sig ud til sin egen fordel, og det blev Nielsen naturligvis noget brøstholden over.
Dommen fra Østre Landsret tillader en forfatter at forvandle andre menneskers virkelighed til stof. Dermed kan en forfatter appellere til en endog ret skimlet nyfigenhed på en juridisk uangribelig måde, fordi kunstnerisk frihed. En forfatter kan trække på virkelighedens legitimitet uden at lade sig forpligte af det ansvar, der følger med at færdes i andre menneskers virkelighed og rapportere fra den, herunder afsløre intime detaljer og komme med beskyldninger om alt fra kritisabel adfærd til kriminelle handlinger, fordi kunstnerisk frihed.
Nu må vi se, hvad retten i Nykøbing Falster kommer frem til. Der er i spørgsmål om anstødelighed og privatlivets fred løbet en del vand i åen siden 2011. Men man kunne jo også overveje, om ikke skønlitterære forfattere som Thomas Boberg bare skulle blive bedre til faktisk at opdigte ting? Altså skrive rigtig fiktion og ikke trække på denne trælsomme virkelighed, som vi andre færdes i. Så slap de jo for sager af denne karakter.
(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2025. Forkortet af redaktionen og rubrikken ændret.)
