Mindanao

Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 stod Danmark tilbage som en forkrøblet europæisk småstat. Det eneste, der var tilbage af fordums storhed, var de nordatlantiske besiddelser og de vestindiske øer. Færøerne var integreret i kongeriget som et amt. Island havde allerede på dette tidspunkt en vis grad af politisk selvstændighed, der blev udbygget i de følgende årtier. Grønland og de vestindiske øer derimod var kolonier. Der foregår en diskussion om den økonomiske værdi for Danmark af disse kolonier, som er for omfattende til at blive refereret her. Dette købmandsregnskab er heller ikke lige så afgørende som den omstændighed, at man dengang betragtede fjerne landområder og de ’vilde’ folk, der beboede dem, som gyldige handelsobjekter.

USA købte Alaska af Rusland i 1867, hvilket i øvrigt gør USA til en tættere nabo til Rusland end Danmark er. Beringstrædet er væsentligt smallere end afstanden fra Bornholm til Kaliningrad. Allerede fra 1850erne havde der været tale om et muligt salg af de danske kolonier i Caribien til amerikanerne. Det blev fremsat også i 1867, men det strandede i den amerikanske kongres. I 1902 var det lige ved at gå igennem igen, men denne gang mislykkedes det på grund af modstand i Landstinget, den danske rigsdags daværende andetkammer.

I 1907 blev Maurice Francis Egan af præsident Theodore Roosevelt udnævnt til amerikansk ambassadør i København. Egan skrev den 20. september 1910 et brev til det amerikanske udenrigsministerium med et forslag, der indebar amerikansk overtagelse af både Grønland og De dansk vestindiske øer til gengæld for den filippinske ø Mindanao. Det var et temmelig ugenerøst tilbud, eftersom Mindanao på dette tidspunkt var genstand for flere forskellige parters krav. Amerikanerne havde få år før erobret Filippinerne – og Cuba – fra Spanien, så der var tale om omstridt territorium.

Men det var heller ikke tanken fra Egans side, at Danmark skulle forblive fjernøstlig koloniherre, for Danmark skulle ifølge hans forslag have retten til at mageskifte Mindanao med Nordslesvig. Tyskland havde i forvejen en række kolonier i Fjernøsten.

Fra amerikansk side var der nok tale om, at man hellere så en udvidelse af tysk indflydelse i en i forvejen uregerlig del af Stillehavet end en tysk overtagelse af nogle øer i USA's egen baghave. De dansk vestindiske øer lå lige i sejlruten til og fra den nyligt åbnede Panamakanal. Amerikanerne måtte imidlertid nøjes med lidt mindre end Egan havde håbet på. Resultatet af hans bestræbelser blev, at den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing som en tillægsdeklaration til salget af de dansk vestindiske øer, underskrevet den 4. august 1916, ikke havde noget at indvende imod, at den danske regerings udstrakte sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland. Den erklæring er et væsentligt folkeretligt grundlag for det dansk-amerikanske mellemværende om Grønland – for så vidt amerikanerne stadig anerkender folkeretten. De vestindiske øers overdragelse til USA, kendt som ’transfer day’, fandt sted den 31. marts 1917. Mindre end en uge senere gik USA ind i 1. Verdenskrig. Godt halvandet år senere sluttede krigen med Tysklands nederlag, der muliggjorde Nordslesvigs forening med kongeriget, mens Grønland forblev under dansk overhøjhed.

(Kristeligt Dagblad 23. januar 2026. Redaktionen valgte en anden rubrik.)

Uterlighed på Fejø

Mens diskussionen om Thomas Bobergs beskrivelse af Fejø fortsætter, kan vi kaste blikket 100 år tilbage, da en anden forfatter, Achton Friis, beskrev øen. Han beskrev faktisk de fleste af de beboede danske småøer i trebindsværket ”De Danskes Øer”, der udkom i årene 1926-1928. Friis var uddannet kunstmaler og deltog i ”Danmarksekspeditionen” til Grønland 1906-08 som tegner. Han ønskede at tage på flere opdagelsesrejser til fjerne mål, men Jeppe Aakjær fik ham overbevist om, at det var en bedre idé at besejle de danske småøer. Det gjorde han så helt systematisk tre somre i træk. Værket vandt stor udbredelse og står endnu i mange hjem. Men det skal bestemt læses med de historiske briller på. Friis var barn af sin tid og for eksempel optaget af den fysiske antropologi, en biologiserende forståelse af menneskets natur. ”Menneskenes Typer, racemæssigt set, aflokker ham let Betragtninger”, som Kristeligt Dagblads anmelder skrev. De mange nærmest fotografiske portrætter, han tegnede af øboerne, har karakter af fysiognomiske studier.

I september 1922 kom Friis til Fejø i Smålandshavet, og han strøede om sig med vurderinger. Kirken er gammel og fin, men ”mishandlet med Restaureringer” og landskabet ”virker forstemmende på Sindet”. Øen havde dengang to kroer, der ifølge Friis var ivrigt besøgt af ungdommen, ”der her som andre Steder maaber i Biografteatrene eller gribes af Dansedelirium, naar blot en Grammofon spiller en Negermelodi – ganske som i vor fortrinlige, højt kultiverede Hovedstad.” Eftersætningen skal forstås ironisk.

Friis tegnede også et portræt af en ældre mand, en af øens ædle vilde, ”en ret utilgængelig og kantet Mand, tavs som Graven, men af en egen, stejl Skønhed, stræng som en nordamerikansk Indianer i sine Træk med den mærkelig tilbagefaldende, høje Pande og med det stolte, stille Smil. Jeg har set adskillige af denne Type her paa Øen.”

Friis noterede sig, at øens præst netop var blevet afhentet af sin provst og en politibetjent, fordi han var under anklage for sædelighedsforbrydelser. Det var nu ikke injurier fra Friis’ side, for præsten blev faktisk senere idømt 4 måneders fængsel for at have forgrebet sig på nogle konfirmander, et vidnesbyrd om, at sådanne sager faktisk blev taget alvorligt dengang.

Det følgende forår genoptog Friis sin ekspedition og besøgte blandt andet Agersø i Storebælt. Det siges, at man på øen endnu bærer nag mod ham, og det er der ikke noget at sige til, for han har ikke meget godt at sige om den og dens beboere. Kirken på Agersø brød han sig slet ikke om. Den var ham som et ”Tredjerangs-Biografteater.” Bønderne på øen havde ifølge Friis i indretningen af deres boliger mistet forbindelsen med den gamle almuekultur og erstattet den med uskønt ”tysk Fabriksarbejde”. I de fleste hjem fandtes der, ifølge Friis, ”saa godt som intet, der kan tilfredsstille de simpleste Krav til Skønhed.” Godt var det ifølge Friis dog, at øen for en menneskealder siden havde fået fast dampskibsforbindelse til Skælskør, for samkvemmet med omverdenen blev dermed øget, og det satte en stopper for den indavl, der ellers havde ført til degeneration på øen.

Johannes Larsen fulgtes med
Achton Friis på hans rejse i det
danske arkipelag. Her hans tegning
af en allé på Agersø. SMK

Det er ikke kun tiden, der er løbet fra Achton Friis. Hans grundindstilling må allerede i hans samtid have stødt folk fra sig. Han var selv fra en landsby på Djursland og ville tydeligvis gerne give indtryk af en rustik djærvhed, men han savnede solidariteten med de øboere, hvis verden han beskrev. Bøgerne er skrevet med flanørens lune og verve. Blikket kom imidlertid umiskendeligt udefra, og hans tekst kan kun være skrevet af en, der ikke havde tænkt sig at vende tilbage til hverken Agersø eller Fejø.

(skrevet til denne blog i december 2025)