Uterlighed på Fejø

Mens diskussionen om Thomas Bobergs beskrivelse af Fejø fortsætter, kan vi kaste blikket 100 år tilbage, da en anden forfatter, Achton Friis, beskrev øen. Han beskrev faktisk de fleste af de beboede danske småøer i trebindsværket ”De Danskes Øer”, der udkom i årene 1926-1928. Friis var uddannet kunstmaler og deltog i ”Danmarksekspeditionen” til Grønland 1906-08 som tegner. Han ønskede at tage på flere opdagelsesrejser til fjerne mål, men Jeppe Aakjær fik ham overbevist om, at det var en bedre idé at besejle de danske småøer. Det gjorde han så helt systematisk tre somre i træk. Værket vandt stor udbredelse og står endnu i mange hjem. Men det skal bestemt læses med de historiske briller på. Friis var barn af sin tid og for eksempel optaget af den fysiske antropologi, en biologiserende forståelse af menneskets natur. ”Menneskenes Typer, racemæssigt set, aflokker ham let Betragtninger”, som Kristeligt Dagblads anmelder skrev. De mange nærmest fotografiske portrætter, han tegnede af øboerne, har karakter af fysiognomiske studier.

I september 1922 kom Friis til Fejø i Smålandshavet, og han strøede om sig med vurderinger. Kirken er gammel og fin, men ”mishandlet med Restaureringer” og landskabet ”virker forstemmende på Sindet”. Øen havde dengang to kroer, der ifølge Friis var ivrigt besøgt af ungdommen, ”der her som andre Steder maaber i Biografteatrene eller gribes af Dansedelirium, naar blot en Grammofon spiller en Negermelodi – ganske som i vor fortrinlige, højt kultiverede Hovedstad.” Eftersætningen skal forstås ironisk.

Friis tegnede også et portræt af en ældre mand, en af øens ædle vilde, ”en ret utilgængelig og kantet Mand, tavs som Graven, men af en egen, stejl Skønhed, stræng som en nordamerikansk Indianer i sine Træk med den mærkelig tilbagefaldende, høje Pande og med det stolte, stille Smil. Jeg har set adskillige af denne Type her paa Øen.”

Friis noterede sig, at øens præst netop var blevet afhentet af sin provst og en politibetjent, fordi han var under anklage for sædelighedsforbrydelser. Det var nu ikke injurier fra Friis’ side, for præsten blev faktisk senere idømt 4 måneders fængsel for at have forgrebet sig på nogle konfirmander, et vidnesbyrd om, at sådanne sager faktisk blev taget alvorligt dengang.

Det følgende forår genoptog Friis sin ekspedition og besøgte blandt andet Agersø i Storebælt. Det siges, at man på øen endnu bærer nag mod ham, og det er der ikke noget at sige til, for han har ikke meget godt at sige om den og dens beboere. Kirken på Agersø brød han sig slet ikke om. Den var ham som et ”Tredjerangs-Biografteater.” Bønderne på øen havde ifølge Friis i indretningen af deres boliger mistet forbindelsen med den gamle almuekultur og erstattet den med uskønt ”tysk Fabriksarbejde”. I de fleste hjem fandtes der, ifølge Friis, ”saa godt som intet, der kan tilfredsstille de simpleste Krav til Skønhed.” Godt var det ifølge Friis dog, at øen for en menneskealder siden havde fået fast dampskibsforbindelse til Skælskør, for samkvemmet med omverdenen blev dermed øget, og det satte en stopper for den indavl, der ellers havde ført til degeneration på øen.

Johannes Larsen fulgtes med
Achton Friis på hans rejse i det
danske arkipelag. Her hans tegning
af en allé på Agersø. SMK

Det er ikke kun tiden, der er løbet fra Achton Friis. Hans grundindstilling må allerede i hans samtid have stødt folk fra sig. Han var selv fra en landsby på Djursland og ville tydeligvis gerne give indtryk af en rustik djærvhed, men han savnede solidariteten med de øboere, hvis verden han beskrev. Bøgerne er skrevet med flanørens lune og verve. Blikket kom imidlertid umiskendeligt udefra, og hans tekst kan kun være skrevet af en, der ikke havde tænkt sig at vende tilbage til hverken Agersø eller Fejø.

(skrevet til denne blog i december 2025)