For første gang siden Dronning Margrethes abdikation skal der dannes en ny regering. Kongens rolle i regeringens dannelse er beskrevet i Grundlovens § 14: ”Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.” Det er en formulering, der har overlevet siden Junigrundloven fra 1849. Dengang skulle ordlyden tages mere bogstavelig. Ikke at kongen kunne vælge sine ministre uafhængigt af den politiske kontekst, men han havde faktisk den udøvende magt, således som det stadig står anført i den nugældende grundlovs § 3. Det betød, at kongen kunne vælge en regering, der ikke nød opbakning i Rigsdagen, hvad Christian IX, der blev konge i 1863, også gjorde i de første fire årtier af sin regeringstid.
Fra 1870erne arbejdede partiet Venstre for indførelsen af parlamentarisme,
altså at regeringen skulle dannes ud fra det parlamentariske flertal, som
Venstre tilfældigvis også sad inde med. Christian IX bøjede sig for det
politiske pres i 1901 og udpegede den første Venstre-regering. Det kaldes
’Systemskiftet’, men det betød ikke, at parlamentarismen blev indført fra den
ene dag til den anden. Både Frederik VIII, der var konge fra 1906 til 1912, og
efterfølgeren Christian X forstod sig selv som politiske aktører med afgørende
indflydelse på regeringsdannelsen. Den politiske kultur, der omgav dem,
bekræftede dem i høj grad i denne tro. Det egentlige brud skete i påsken 1920,
da Christian X udløste en forfatningskrise, idet han afskedigede regeringen
Zahle uden at der var konstateret et flertal imod regeringen i Folketinget. Det
er en af de mest omdiskuterede episoder i Danmarks historie. At den ikke førte
til indførelsen af republik, skyldes i høj grad Thorvald Stauning, der
etablerede en aldrig nedskrevet aftale mellem statsoverhoved og regeringschef.
Den går ud på, at statsministeren står som garant for monarkiet, så længe
monarken holder sig ude af politik. Det er den ordning, der består endnu i dag.
Parlamentarismen, der blev grundlovsfæstet i 1953,
indebærer, at ingen regering kan sidde med et folketingsflertal imod sig. Det
kræver efter et valg en sondering, som vi i et halvt hundrede år har kaldt en
dronningerunde. Den ældste forekomst af begrebet er fra regeringsdannelsen i
1975, altså dronning Margrethes tidligste år som monark. Hvem der fandt på det,
vides ikke, for interessant nok brugte man ikke begrebet ’kongerunde’ om den
samme proces i Frederik IX’s tid.
Den er en sjælden gang blevet kaldt Amalienborgrunden. Selv
om monarken i dag ikke har nogen politisk magt, spiller Amalienborgrunden
stadig en vigtig rolle, for den giver regeringsdannelsen en scenografi og en
koreografi. Den giver processen form, leder politikerne ud af Christiansborgs
korridorer og opfordrer dem til i få ord at gøre deres synspunkt gældende om
den kommende regeringsdannelse.
I praksis betyder det, at repræsentanter fra alle partier i
rad og følge møder i audiens hos kongen på Amalienborg, hvor de fremsætter
deres ønsker og krav, og kongen vil på det grundlag anvise, hvem der skal
forestå forhandlingerne om en ny regering. Processen er ikke beskrevet i nogen
særskilt lovgivning. Den er baseret på erfaring, sædvane og konduite. Kongen er
rådgivet af sin kabinetssekretær, typisk en erfaren jurist med omfattende
indsigt i statsforfatningsret, og det sker i tæt koordination med
statsministeriets departementschef. Det politiske ansvar påhviler i
overensstemmelse med princippet om ministeriel kontrasignatur den afgående
statsminister, der i overgangen fungerer som leder af et
forretningsministerium. Monarken har selvfølgelig ingen politisk indflydelse,
men tilvejebringer i kraft af Amalienborgrunden en nødvendig platform for den
afgørende proces, som regeringsdannelsen udgør. Det er ikke kun en formel
opfyldelse af Grundlovens ordlyd. Den har historisk set vist sig at være et
tjenligt instrument i det parlamentariske demokratis tjeneste.
(Kristeligt Dagblad 25. marts 2026)
