Amalienborgrunden

For første gang siden Dronning Margrethes abdikation skal der dannes en ny regering. Kongens rolle i regeringens dannelse er beskrevet i Grundlovens § 14: ”Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.” Det er en formulering, der har overlevet siden Junigrundloven fra 1849. Dengang skulle ordlyden tages mere bogstavelig. Ikke at kongen kunne vælge sine ministre uafhængigt af den politiske kontekst, men han havde faktisk den udøvende magt, således som det stadig står anført i den nugældende grundlovs § 3. Det betød, at kongen kunne vælge en regering, der ikke nød opbakning i Rigsdagen, hvad Christian IX, der blev konge i 1863, også gjorde i de første fire årtier af sin regeringstid.

Fra 1870erne arbejdede partiet Venstre for indførelsen af parlamentarisme, altså at regeringen skulle dannes ud fra det parlamentariske flertal, som Venstre tilfældigvis også sad inde med. Christian IX bøjede sig for det politiske pres i 1901 og udpegede den første Venstre-regering. Det kaldes ’Systemskiftet’, men det betød ikke, at parlamentarismen blev indført fra den ene dag til den anden. Både Frederik VIII, der var konge fra 1906 til 1912, og efterfølgeren Christian X forstod sig selv som politiske aktører med afgørende indflydelse på regeringsdannelsen. Den politiske kultur, der omgav dem, bekræftede dem i høj grad i denne tro. Det egentlige brud skete i påsken 1920, da Christian X udløste en forfatningskrise, idet han afskedigede regeringen Zahle uden at der var konstateret et flertal imod regeringen i Folketinget. Det er en af de mest omdiskuterede episoder i Danmarks historie. At den ikke førte til indførelsen af republik, skyldes i høj grad Thorvald Stauning, der etablerede en aldrig nedskrevet aftale mellem statsoverhoved og regeringschef. Den går ud på, at statsministeren står som garant for monarkiet, så længe monarken holder sig ude af politik. Det er den ordning, der består endnu i dag.

Parlamentarismen, der blev grundlovsfæstet i 1953, indebærer, at ingen regering kan sidde med et folketingsflertal imod sig. Det kræver efter et valg en sondering, som vi i et halvt hundrede år har kaldt en dronningerunde. Den ældste forekomst af begrebet er fra regeringsdannelsen i 1975, altså dronning Margrethes tidligste år som monark. Hvem der fandt på det, vides ikke, for interessant nok brugte man ikke begrebet ’kongerunde’ om den samme proces i Frederik IX’s tid.

Den er en sjælden gang blevet kaldt Amalienborgrunden. Selv om monarken i dag ikke har nogen politisk magt, spiller Amalienborgrunden stadig en vigtig rolle, for den giver regeringsdannelsen en scenografi og en koreografi. Den giver processen form, leder politikerne ud af Christiansborgs korridorer og opfordrer dem til i få ord at gøre deres synspunkt gældende om den kommende regeringsdannelse.

I praksis betyder det, at repræsentanter fra alle partier i rad og følge møder i audiens hos kongen på Amalienborg, hvor de fremsætter deres ønsker og krav, og kongen vil på det grundlag anvise, hvem der skal forestå forhandlingerne om en ny regering. Processen er ikke beskrevet i nogen særskilt lovgivning. Den er baseret på erfaring, sædvane og konduite. Kongen er rådgivet af sin kabinetssekretær, typisk en erfaren jurist med omfattende indsigt i statsforfatningsret, og det sker i tæt koordination med statsministeriets departementschef. Det politiske ansvar påhviler i overensstemmelse med princippet om ministeriel kontrasignatur den afgående statsminister, der i overgangen fungerer som leder af et forretningsministerium. Monarken har selvfølgelig ingen politisk indflydelse, men tilvejebringer i kraft af Amalienborgrunden en nødvendig platform for den afgørende proces, som regeringsdannelsen udgør. Det er ikke kun en formel opfyldelse af Grundlovens ordlyd. Den har historisk set vist sig at være et tjenligt instrument i det parlamentariske demokratis tjeneste.

(Kristeligt Dagblad 25. marts 2026)