Historien er ikke slut

Sidste år udkom professor Rasmus Mariagers bog om Den kolde Krigs kulturhistorie, "Sjælekampen", hvis konklusion er, at danskerne og Danmark i årtierne efter Anden Verdenskrig blev så tæt forbundet med USA, at vi blev ’ameridanere’, som han skriver. Pointen er, at den transatlantiske forbindelse ikke kun handlede om sikkerhedspolitik og økonomi, krudt og kugler, stål og kryolit. Der var tale om et værdifællesskab. Bag alt det støv, som konflikterne mellem venstre- og højrefløjen kunne hvirvle op, var der en bred enighed om, at græsset nok var betydeligt grønnere på denne side af Jerntæppet. De, der var uenige i den udlægning, repræsenterede et forsvindende mindretal.

Fjender fremkalder naturligvis konflikt, men også noget andet, som er ganske efterspurgt, nemlig entydighed. Ved Muren Fald i 1989 blev vi frataget den luksus, som Den kolde Krigs binære forståelsesramme også var. Sagt på en anden måde blev vi tvunget til at forstå, hvem vi er og hvad vi vil, uden at have den kommunistiske verden at spejle os i.

To fortolkninger bød sig til, og de var begge amerikanske. Den første skyldtes en dengang yngre embedsmand af japansk herkomst, Francis Fukuyama (f. 1952), der i tidsskriftet The National Interest i sommeren 1989 offentliggjorde en artikel med den dristige konklusion, at historien nærmede sig sin afslutning, ”The End of History”. Med de kommunistiske regimers sammenbrud sporede han en universel drift i retning mod markedsøkonomi og det liberale demokrati, for det er det eneste samfundssystem, der kan tilfredsstille alle menneskers grundlæggende trang til frihed og anerkendelse. Når alle lande har nået den styreform, vil der ikke længere opstå konflikter, og historien vil dermed gå i stå.

Det foranledigede Samuel Huntington (1927-2008), der også havde været Fukuyamas vejleder på Harvard, til at formulere et svar, hvis hovedpointe var, at det ikke var politiske ideer, der var hoveddrivkraften i international politik, men derimod kulturen. Han delte verden op i 9 civilisationer eller kulturkredse og forudså, at de alvorlige konflikter i verden ville opstå på grænsen mellem disse, ”Civilisationernes sammenstød”, som også var titlen på den bog, der udkom i 1996.

Begge stod de i modsætning til den skole i studiet af udenrigspolitik, som kaldes den realistiske, altså at udenrigspolitik først og fremmest er drevet af økonomiske interesser og sikkerhedspolitiske kalkuler. Både Huntington og Fukuyama lagde vægt på værdiernes betydning, men på en markant forskellig måde. Mens Fukuyama grundlæggende tænkte liberalt, appellerede Huntington især til mere konservative gemytter.

Det kom inden for få år til at stå klart, at Huntington var tættere på en forståelsesmodel, der var svarede til udviklingen end Fukuyama. Hvor meget man end ville ønske, at Fukuyama har ret, kan man ikke tage for givet, at markedsøkonomi og demokrati er en så attraktiv model, at alle vil stræbe efter den. I det, som Huntington betegner som henholdsvis den ortodokse eller slaviske og den muslimske civilisation, blev autokrati og/eller religiøs fundamentalisme den dominerende styreform. Interessant nok karakteriserede Huntington Ukraine som delt mellem den vestlige og den ortodokse civilisation, men konkluderede, at Rusland og Ukraine er ”den vigtige kerne, der kan skabe enhed i den ortodokse verden”. Netop i spørgsmålet om Ukraine fik Fukuyama ret, fordi ukrainerne kæmper for deres ret til at være et europæisk land med europæiske værdier.

Mindetavle, Plöck 50,
Heidelberg. Fukuyama
bygger sine overvejelser
på de tanker hos
Hegel, der kaldes
anerkendelsens dialektik.
(eget foto)

Fælles for Huntington og Fukuyama er deres forståelse af, at USA og Europa udgør en enhed bygget på et fasttømret værdifællesskab, for Huntington betinget af et fælles kulturelt og religiøst fundament, for Fukuyama bestemt af en overordnet enighed om den politiske og økonomiske ramme. Sådan blev det også forstået af langt de fleste. Uanset om man havde et liberalt, konservativt eller socialdemokratisk syn på politik, uanset om den amerikanske præsident hed Reagan, Bush, Clinton eller Obama, var der ingen tvivl om, at den transatlantiske forbindelse bestod med NATO som den væsentligste institution og handelssamkvemmet som motoren. I 2019 overhalede USA Tyskland som Danmarks vigtigste handelspartner. 

I amerikansk selvforståelse er De forenede Stater – med et billede hentet fra Bjergprædikenen – den strålende by på bjerget, hvis lys kastes ud på verden. Det er et billede, som ikke alle i hele verden kan genkende, men for os har de stærke bånd til USA medvirket til, at næsten alle nulevende danskere i hele deres voksenliv har levet i fred, frihed og en stadig voksende velstand, og USA er blevet verdens mægtigste og rigeste land med et demokrati forankret i stærke politiske institutioner - troede vi. På ganske få uger er der sået tvivl om stort set alt, der har båret den transatlantiske forbindelse, USA's placering i hele verden, ja den amerikanske stat selv. Institutioner, alliancer, traktater, aftaler, loyalitetsbånd smuldrer. Af skytsherren på bjerget er der blevet en anløben og troløs krejler. Historien slutter ikke i kedsomhed, som Fukuyama spåede. Den fortsætter.

(Kristeligt Dagblad 6. marts 2025)

Brændte broer

I forlængelse af sikkerhedskonferencen i München deler fortolkningerne af amerikansk udenrigspolitik sig i to. Den ene siger, at Trump bare i rene ord siger til europæerne, hvad vi har vidst hele tiden. Vi har sovet i timen. Vi har kørt på frihjul. Nu må vi også tage os sammen. Den anden siger, at det er noget nyt.

Jeg hælder mest til den anden fortolkning. Det har - også før Trumps første embedsperiode - stået klart, at USA retter stadig mere af sin opmærksomhed mod Stillehavet, og at den atlantiske alliance derfor bliver af mindre betydning og at Europa skal stå for stadig mere af sin egen sikkerhed. Den tanke blev forstærket af Ruslands krigsførelse. Så vidt er det rigtigt, at Trump bare påpeger det indlysende.

Men det er først og fremmest nyt, fordi den amerikanske regering også brænder sine broer på en måde og i en hastighed, der ikke alene er til ugunst for USA's allierede, men også for USA selv. Det hænger sammen med, at Trump ikke tænker i reciprocitet. For ham er alle relationer et nulsumsspil. I økonomisk forstand gør det ham til merkantilist eller kameralist. Sikkerhedspolitisk er han isolationist. Når USA indtil nu har garanteret vores sikkerhed, er det ifølge Trump noget, som USA har foræret os uden at få noget igen. Vi skylder ham noget. Vi skal 'betale' mere til NATO. 

USA er verdens rigeste og mægtigste land. Alene af den grund er det absurd at ville gøre landet 'great again'. Jeg ved godt, at det har noget at gøre med den indenrigske fordelingspolitik, som Trump selvfølgelig ikke har tænkt sig at gøre noget ved, tværtimod.  Så lad det ligge.

USA er blevet rig og mægtig på grund af militær overlegenhed i kombination med alliancer og et internationalt system af organisationer og traktater (Bretton Woods, NATO, FN, NAFTA osv.), der på den ene side har garanteret, at USA altid var den førende magt, men på den anden side også har sikret, at det har været mere attraktivt at være med i klubben end ikke. Det amerikanske imperium var "an empire by invitation", som Geir Lundestad kaldte det. Det har sikret, at dollaren altid er penge værd og at USA altid har fået sin vilje, hvor det var afgørende. Hvis kineserne forsøger at møve sig ind på en lufthavn i Grønland eller telenettet på Færøerne, ringer Washington til København og siger, at det er en dårlig idé og vupti er kineserne ude. Tag ikke fejl. Amerikanerne havde en interesse i at være de overlegne. Det var aldrig meningen, at danskerne skulle opstille et troværdigt forsvar af Grønland, for det ville anfægte amerikansk overlegenhed. Sådan fungerede det.

Systemet var baseret på, at en aftale er en aftale. Derfor var forskydningen fra Atlanten til Stillehavet så træg, for det handlede ikke mindst om ikke brænde broerne til Europa. Det er kun et par år siden amerikanerne demonstrerede, at de kan landsætte et Himars-batteri på Bornholm. Så blev man lidt tryggere. Europa, herunder ikke mindst Italien, Frankrig og Spanien, har ganske rigtigt været ganske fodslæbende, når det har handlet om at overtage større dele af ansvaret for egen sikkerhed. Deres bidrag til Ukraine har fx været helt utilstrækkelige. Af en eller anden grund har alle været enige om i den anledning at skælde ud på Tyskland, for det kan man jo bare gøre.

Bortset fra de omfattende konsekvenser for europæisk sikkerhed er Trump-regeringen i færd med at undergrave fundamentet for det amerikanske imperium. Garantierne, aftalerne, traktaterne, alliancerne må indtil videre betragtes som ugyldige. Den amerikanske regering er ikke længere den ædle skytsherre fra den strålende by på bjerget, men en mafiøs plattenslager fra Manhattan, hvis princip er at tage røven på folk eller deromkring. Det er begyndelsen på slutningen af det amerikanske imperium, hvis I spørger mig. At han dertil temmelig konsekvent går Putins ærinde, gør det bare endnu værre - ja egentlig fuldstændig uforståeligt.

Jeg synes, at det er interessant, at gruppen af Trump-Versteher i hans af encyclopædisk ukendskab til alting prægede ordsalat stadig leder efter tegn på den geniale plan, der må ligge derinde et sted under hentehåret. Mig forekommer det at være det pureste idioti. Han handler på det samme instinkt, der har kørt hans virksomheder bankerot flere gange uden at han blev klogere. Han spiller mikado med en forhammer, matador med en løvblæser, stratego med en møggreb. Han løber i nærmeste bogstaveligste forstand storm mod demokratiet.

"Jamen, han gør jo op med woke, Jes!" siger du. Ja, det svarer vel omtrent til, at han brænder dit hus ned til grunden og trøster dig med, at han har reddet dine næstbedste grydelapper ud af ruinerne.

De sidder i Tokyo, Seoul, Taipei og overvejer, om det i lyset af amerikanernes mulighed for at afdrage på deres statsgæld ikke er på tide at sælge ud af amerikanske statsobligationer, og i Frankfurt tæller de på knapper, om et støtteopkøb kan svare sig. I den norske oliefond overvejer de, om det med udsigt til en mere lukket amerikansk økonomi er klogt at være så eksponeret mod Wall Street.

Og næste gang de ringer fra Washington og beder København om en tjeneste, kan det være at vi begynder at overveje, om det kan svare sig at tage telefonen eller måske ligefrem ringe til nogle andre?

Så ja, det er nyt. Det er et forræderi mod det system, der har forsynet os med mere frihed, fred og rigdom end nogensinde før, og amerikanerne mest af alle. Det tragiske er som sagt, at Trump antagelig ikke aner, hvad han har gang i. 

Men så skal vi altså til at lære det på den hårde måde. Vores sønner skal aftjene værnepligt. Vi skal leve i en krigsøkonomi og opbygge nye alliancer. Vores pensionsopsparinger bliver væsentlig mindre værd. Bornholmerne kan ikke længere sove trygt.

(Facebook-opslag 15. feb. 2025. Indledningen er justeret)

Hotel Bayerischer Hof anno 1841 i München, hvor 
den årlige sikkerhedskonference finder sted.
Fra hotellets hjemmeside.

Margarine

 Margarinens genkomst

Flere produkter, der skal erstatte smør, er i de seneste år blevet markedsført under betegnelser som ”Vegan Block”, ”Organic Block” eller ”smørbar plantebaseret”. De er et af en hel bølge af nye produkter, der er målrettet forbrugere, som enten er veganere eller ikke ønsker at understøtte kvægbrug af hensyn til klimaet. Men nye er de ikke, for der er bare tale om veganske versioner af det klassiske industriprodukt margarine. Medicinsk Museion i København satte i efteråret en lille særudstilling op om margarinens historie.

Margarine eller kunstsmør, som det også blev kaldt, blev opfundet af en fransk kemiker, Hippolyte Mège-Mouriès, i 1870. Hovedingrediensen var planteolier, men også oksetalg, hval- eller svinefedt kunne indgå sammen med syrnet skummetmælk. Margarine vandt vid udbredelse som surrogat for det dyrere smør.

I Danmark var den aarhusianske købmand Otto Mønsted pioner. Han var allerede en betydningsfuld eksportør af smør, da han i 1883 grundlagde Danmarks første margarinefabrik i sin hjemby. Det vakte en del uro blandt bønder, der opfattede den billigere margarine som en ublu konkurrent til ægte smør, og spørgsmålet fik hurtigt politisk bevågenhed.

I det vigtigste opslagsværk for detailhandlere, Meyers Vareleksikon, kan man om margarine læse om den omfattende lovgivning, der regulerede produktionen, distributionen og mærkningen af margarine. For at forhindre forfalskning af smør ved opblanding var det f.eks. påbudt at tilsætte sesamolie til margarinen, fordi den var relativt let at spore også i små mængder, når uhæderlige købmand forhandlede blandingsprodukter. Dertil kom en bekymring for befolkningens ernæringstilstand, så det blev lovpligtigt at tilsætte vitaminer.

Sidenhen udbyggede Mønsted produktionen med fabrikker ved Manchester og London i England. Han ejede også en fabrik i Rusland, der dog blev beslaglagt efter den russiske revolution. Han blev styrtende rig og var Aarhus Kommunes suverænt største skatteyder. I 1899 flyttede han til København, hvor blandt andet en plads og et kollegium er opkaldt efter ham. Han opførte den store villa, der nu er Ruslands ambassade. Hans Margarine solgtes dog stadig under varemærket OMA, et anagram for Otto Mønsted, Aarhus. Mønsted anså ikke margarinen som en konkurrent til ægte smør. Hans hensigt var, at hele Danmark skulle spise margarine, således at det gode danske smør kunne gå til eksport og dermed være en indtægtskilde for nationen.

I 1912 blev der ifølge Danmarks Statistik konsumeret godt 41 mio. kg. margarine i Danmark eller godt 14 kg. pr. indbygger, hvoraf langt størstedelen var indenlandsk produceret. Ikke mindst bønderne efterspurgte kunstsmør. Samme år eksporterede Danmark 85 mio. kg. smør, så for så vidt forbruget af margarine erstattede smørret, holdt Mønsteds forudsigelse stik.

Otto Mønsted var også en pioner inden for reklame. Firmaet fortsatte også efter stifterens død i 1916 med at gå forrest i markedsføringen. Berømt er den film, som skuespilleren Liva Weel indspillede i 1936, hvor dansk revys grande dame stegte koteletter i rigelig OMA margarine, mens hun sang ørehængeren ”Lad det boble”. En anden dygtig købmand var Carl Schepler, der markedsførte en margarine under navnet ”Irma”, som siden også blev navnet på den kæde af butikker, han grundlagde.

Den danske margarineproduktion blev udsat for udenlandsk konkurrence efter 1945 i form af blandt andet den store fødevarekoncern Unilever, hvis ophav i øvrigt skyldes fusionen mellem en britisk sæbefabrik og en hollandsk margarineproducent. Unilever trængte ved opkøb ind på det danske marked og forsøgte at opnå monopol, men fik stadig konkurrence af især margarinefabrikken Alfa, der var blevet grundlagt i Vejen i 1897. I 1970erne og 1980erne blev Johnny Vang-Lauridsen kendt som ”margarinedronningen”, fordi hun repræsenterede det danskejede Alfa Margarine over for Unilevers dominans på markedet, men hun måtte i 1995 strække våben i det, der blev kendt som ”Margarinekrigen”.

Udsnit af rubrikannoncerne i Slagelse-Posten 1901. 

Siden gerådede margarine i vanry som produkt, især på grund af indholdet af transfedtsyrer, der bliver betragtet som skadelige. Danmark gik enegang i EU ved at indføre en lov om begrænsning af transfedtsyrer i 2004. Margarine har siden tabt markedsandele. Et blandingsprodukt af smør og margarine, som tidligere faktisk ville være at betragte som en forfalskning, har dog været en bastion for kunstsmørret på markedet for fedtstoffer til husholdningen. Ellers har danskerne vænnet sig til at bruge planteolier i madlavningen. Til de hårdnakkede margarinetilhængere, der gerne går over åen efter vand, tilbyder fødevareindustrien ”flydende margarine”.  Den suverænt største producent af mejeriprodukter, Arla, er nu også gået ind på det veganske marked med et smøragtigt vegetabilsk produkt, altså plantemargarine, under det klassiske varemærke for smør ’Lurpak’.

(k.dk, 4. feb. 2025)

Ubberup Højskole

I december måned blev det meddelt, at Ubberup Højskole ikke længere har det nødvendige grundlag for at videreføre driften, der indstilles fra årsskiftet. Dermed lukker en af Sjællands gamle højskoler kort tid efter sin 125 års fødselsdag. Den blev indviet den 15. oktober 1899, og dens første forstander var cand.theol. Jannik Lindbæk (1862-1909). Det var imidlertid ikke ham, der grundlagde skolen. Det var en anden cand.theol., Axel Jørgensen (1871-1950). Det var ham, der havde købt Asminderups forhenværende fattiggård i Værslev sogn med henblik på at oprette en højskole, som han ønskede at kalde Bøgebjerg Højskole efter den høje bakke, der ligger mellem skolen og Ubberup Valgmenighedskirke. Han havde engageret arkitekten Thorvald Bindesbøll til at tegne skolens øvelseshus, altså gymnastiksal, der er en arkitektonisk perle.

Mindestenen over Jannik Lindbæk
på højskolen betegner ham som
skolens grundlægger.

Jørgensen måtte imidlertid ”paa Grund af Sygelighed opgive sin Plan”, som det hed. Jørgensen var homoseksuel, og det blev dengang opfattet som en sindssygdom, så han blev indlagt på sindssygehospitalet i Middelfart. Han gjorde siden karriere som boheme og kunstner under navnet Axel Jarl. I mange år var han helt skrevet ud af højskolens historie, indtil den fortjenstfulde lokalhistoriker Palle Bruun Olsen for nogle år siden genopdagede hans rolle og betydning.

Det mest almindelige dengang var, at højskolerne om vinteren havde karle, som man sagde, og om sommeren piger. Lindbæk gjorde imidlertid Ubberup til en højskole kun for piger, altså unge kvinder. Lindbæk kom selv fra en stilling som forstander for Vældegaard Kvindehøjskole i Gentofte. I 1939 blev skolen omdannet til en forskole for sygeplejeelever i samarbejde med Dansk Sygeplejeraad. Tilsvarende forskoler fandtes også i bl.a. Børkop, Rødkilde, Testrup, Faarevejle og på Bornholm.

I 1970erne overgik Ubberup til at blive en almen folkehøjskole. Ved årtusindeskiftet nærmede skolen sig igen sundhedssektoren, idet den specialiserede sig i ernæring og overvægt. En serie af dokumentarudsendelser, ”Livet er fedt”, på TV2 gjorde skolen og flere af dens elever landskendte, og serien dannede baggrund for en bredere samfundsdebat om den rolle, som kropsvægt spiller for vores syn på sundhed. På den måde har Ubberup Højskole sat sit varige præg på den fortsatte diskussion om, hvad det gode liv er.

Jannik Lindbæks gravsten
på Ubberup Valgmenigheds
kirkegård ved Kalundborg
(eget foto)

Denne diskussion har fået nyt liv af den bemærkelsesværdige succes, som Novo Nordisk har fået med sine slankepræparater. Den medicinske genvej til vægttab har gjort det let for mange at opnå et alment accepteret kropsideal. Men denne genvej har måske også annulleret en diskussion om, hvorfor netop dette kropsideal er fremherskende, en diskussion, som også Ubberup Højskole var med til at tage.

Jannik Lindbæk døde kun 47 år gammel i 1909. Han blev begravet på Ubberup Valgmenigheds kirkegård. Herfra er der omtrent en kilometer til en af  Danmarks største byggepladser, udvidelsen af Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg, en samlet investering på mange milliarder kroner. Skoven af byggekraner kan ses fra kirkegårdens dige. Man kunne jo håbe, at en brøkdel af disse midler blev kanaliseret ind i en diskussion om, hvad det gode og sunde liv er. Den tidligere fattiggård og Thorvald Bindesbølls smukke øvelseshus, Ubberup Højskole, er ikke noget dårligt sted at indlede den drøftelse.

(k.dk, 23. dec. 2024)

Universitetsansatte har også ytringsfrihed

Anders Klostergaard Petersen skriver i sit indlæg om den underviser på teologi, der er imod kvindelige præster, at hans bibelsyn strider mod det videnskabelige syn på Bibelen, som bør være enerådende på universitetet. Fakultetet bør have endog meget røde øren over at have ansat pågældende, mener Petersen.

Nu kommer det selvfølgelig an på, hvad vedkommende underviser helt præcist har sagt. Men hvis det handler om, at underviseren personligt er imod kvindelige præster, har hverken han eller fakultetet gjort noget som helst forkert. Alle universitetsansatte har præcis den samme ret som alle andre til at mene og tro, hvad de vil. Der udøves ikke sindelagskontrol ved ansættelser, og ingen kan eller må afskediges alene på grund af deres overbevisning. Dertil kommer, at universitetsansatte har den samme ytringsfrihed som alle andre. Noget andet er, at ikke alt, der er tilladt, gavner. Det kan af didaktiske hensyn være klogt at ave sin lyst til at ventilere private synspunkter, men der er f.eks. intet personalepolitisk til hinder for, at en underviser i teologi, historie, astrofysik eller evolutionsbiologi tror på en skabende og opretholdende gud.

Det er klart, at undervisningen ikke må være forkyndende, hverken politisk, religiøst eller på anden måde, og så skal den naturligvis leve op til videnskabelige standarder og de krav, der i øvrigt stilles i studieordningen. Men underviseren må derudover have alle de politiske og religiøse holdninger, der er tilladt i samfundet i øvrigt.

(Debatindlæg i Kristeligt Dagblad 12. dec. 2024)

Samtaleværelset

Mie Mørkebjergs gruppeportræt af 30 væsentlige, kvindelige politikere er skabt til Samtaleværelset på Christiansborg. Opdraget var at tilvejebringe en pendant til Herman Vedels gruppeportræt af de 30 mænd, der stod bag grundlovsrevisionen i 1915, som gav kvinder valgbarhed og stemmeret til Rigsdagen. Mørkebjergs værk har fået en god modtagelse, mest fordi det hilses velkomment allevegne fra, at der nu gives mere plads til kvinder i Christiansborgs portrætsamling. Anmelderne er lidt mere runde i vendingerne, når det handler om billedets kvaliteter som repræsentativt kunstværk. 

Man kan diskutere udvalget af kvinder, for det kan man jo altid. De nulevende er overrepræsenterede. Mindst tre af de portrætterede hænger allerede på Christiansborg (Helle Thorning Schmidt, Pia Kjærsgaard og Nina Bang) Og hvis man fouragerer lidt i det glimrende værk Kvindebiografisk Leksikon, dukker de fraværende, betydningsfulde kvinder op. Hvor er den konservative Erna Sørensen, den radikale Grethe Philip, kommunisten Inger Merete Nordentoft, socialdemokraten Edel Saunte eller Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti?

Portrætligheden eller genkendeligheden på Mørkebjergs billede er ganske god. Man kan se, hvem det forestiller, men det er kun alt for tydeligt, at kunstneren har brugt fotografiske forlæg. Når det handler om de afdøde, er der ikke noget valg. Det bliver særlig tydeligt i portrættet af Nina Bang, der i sammenligning med de øvrige portrætterede nærmest fremstår i sort/hvid. 

Man kan omvendt også indvende, at billedet er meget spraglet, fordi kunstneren har gjort meget ud af at individualisere politikernes klædedragt i form og kulør. Det er en skarp kontrast til de øvrige gruppeportrætter i Samtaleværelset. Mændene er i henhold til tidens skik på de ældre billeder klædt ens i mørkt tøj, så opmærksomheden drages mod deres ansigter. Man kan spørge, hvad budskabet egentlig er, når et gruppeportræt af kvinder i så høj grad kommer til at handle om deres valg af påklædning? Drejer det sig om individualitet og frigørelse fra normerne eller om at kvinder stadig skal bedømmes på deres ydre fremtoning?

 

https://www.ft.dk/da/aktuelt/tema/samtalevaerelset_2022

Det virker som om Mørkebjerg har arbejdet individuelt med hver af de portrætterede, de fleste i hel- eller halvfigur, hvorpå de er blevet sat sammen i en todimensionel collage. Det afspejles også i lyssætningen, eller rettere fraværet af samme. Skyggerne falder hid og did for så vidt de kan identificeres. Der er ingen fornemmelse af orientering. Det må retfærdigvis nævnes, at det er en kritik, der også kan rettes mod Johannes Nielsens portræt af grundlovskommissionen af 1946 også i Samtaleværelset. 

Eftersom de fleste af de portrætterede i Mørkebjergs gruppeportræt aldrig har mødt hinanden i virkeligheden, er der åbenlyst tale om en fiktion, men så meget desto større var muligheden for at komponere rummet frit. Den mulighed er ikke blevet grebet. Der er antydninger af en tredje dimension i sceneriet, men mere som på et dukketeater end i et egentligt samtaleværelse.

(k.dk 19. nov. 2024. Et enkelt ord er rettet og avisens rubrik var en anden)

Dankortet

I år kan det fælles, nationale betalingskort, Dankortet, fejre sin 40 års fødselsdag som elektronisk betalingskort. Kortet blev indført som et initiativ fra landets pengeinstitutter, der ønskede at skabe et alternativ til checken, som var meget omkostningstung. Derudover var der begyndende konkurrence fra udenlandske kreditkortselskaber og ikke mindst fra de såkaldte kontokort, der blev udbudt som betalings- og ikke mindst kreditkort af bl.a. handelsstandsforeninger, benzinstationer, rejseselskaber, indkøbscentre og stormagasiner. Det var på et tidspunkt, da det var normalt, at både varige og flygtige forbrugsgoder – møbler, tæpper, hårde hvidevarer, radio og fjernsyn, rejser o.s.v. – blev købt på afbetaling.

Dankortet blev introduceret i 1983 af det til formået oprettede selskab PKK, Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab. Betaling blev i begyndelsen afviklet med en såkaldt fluesmækker, der ved hjælp af karbonpapir tog et aftryk af kortet, hvis betalingsoplysninger var trykt i relief. Den betalende skulle derefter verificere transaktionen med sin underskrift. Men planen var, at kortet skulle fungere elektronisk. I udgangspunktet var det tænkt som både et købe- og kreditkort, men det endte som et rent betalingskort, i dag kaldet et debetkort, og det blev derfor ikke en umiddelbar konkurrent til de mange eksisterende afbetalingsordninger.

Der var en omfattende debat om Dankortet, der foragteligt blev kaldt ’plastikpenge’. Det vakte bekymring hos Danske Bankfunktionærers Landsforening, der frygtede, at selvbetjening og automatisering ville koste arbejdspladser. Den frygt viste sig ubegrundet. Andre stillede spørgsmålet, om det ville medføre det pengeløse samfund? Når det ikke længere var nødvendigt med kontanter eller checks, hvad ville det så gøre ved økonomien? Var der en risiko forbundet med at skabe et betalingsmiddel med monopollignende status? Hvordan sikrede man sig imod svindel med det nye betalingsmiddel? Kritikken kom både fra de klassiske kapitalismekritikere på venstrefløjen og fra dem, der var bekymret for de frie markedskræfters velfærd.

Annonce i Bornholms Tidende
28. juni 1985

Der var fra begyndelsen også heftig diskussion mellem aktørerne – detailhandelen, pengeinstitutterne og forbrugerne – om hvem der skulle betale for omkostningerne. Forbrugerrådet mente, at udgifterne måtte afholdes af den rationaliseringsgevinst, som bankerne høstede i kraft af afviklingen af checkhæfterne. Forbrugerne endte med at slippe for at betale gebyr.

I efteråret 1984 blev Vejle og Helsingør forsøgsbyer for de elektroniske betalingsterminaler i detailbutikkerne. Men allerede tidligere på året var de såkaldte pengeautomater til brug for kontanthævninger blevet introduceret rundt omkring i landet, blandt andet i Nykøbing Falster og Bjerringbro. Den Aalborgbaserede kæde af benzinstationer Metax var blandt de første med elektronisk betaling med dankortet. Det betød også, at danskerne for første gang blev introduceret for pinkoden, et begreb der dog først slog igennem nogle år senere.

Samtidig skulle forbrugerne vænne sig til andre nyskabelser som stregkoder på varerne, og med nye elektroniske kasseterminaler kunne butikkerne også tilbyde udspecificerede købskvitteringer, der mere præcist angav varens navn og pris. 

Allerede i 1985 var der udstedt ca. en halv million dankort. I 1987 kunne direktøren for det, der nu hed Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, Jens Christian Lorenzen, med stolthed meddele, at der var udstedt 820.000 dankort, der i løbet af året ville blive brugt i alt 20 millioner gange i de 22.000 forretninger, der tog imod dankort på det tidspunkt, eller i de 150 udendørs hæveautomater, ”DK-Kontanten”. I 2013 oversteg antallet af dankortbetalinger for første gang en milliard. I 2015 blev den kontaktløse funktion introduceret.

Dankortet er stadig i dag en af de vigtigste betalingsformer, men har fået konkurrence fra ikke alene andre betalings- og kreditkort, men også løsninger som Mobile Pay. Historisk set er det interessant, at ældre teknologier relativt sjældent forsvinder helt, når nye kommer til. Når det handler om betalingsløsninger, er det påfaldende, at antallet af kontanter i cirkulation fortsat er meget højt. Butikker er stadig forpligtet af Lov om betalinger til at modtage kontanter, og nogle befolkningsgrupper har af forskellige grunde vanskeligt ved at anvende de elektroniske betalingsformer, så i den almindelige handel udgør kontantbetalinger ifølge Nationalbanken stadig cirka en tiendedel. Det er dog den almindelige mistanke, at den relativt store mængde kontanter i omløb især anvendes i den sorte økonomi.

(Skrevet til denne blog, nov. 2024)