Fordi kunstnerisk frihed

I disse uger fører en beboer på Fejø sag mod forfatteren Thomas Boberg ved retten i Nykøbing Falster, fordi fejøboen mener sig ufordelagtigt udstillet i Bobergs roman Insula. Sagsøger er ganske vist anonymiseret i romanen, men hans advokat anklager Boberg for at gøre brug af "bevidst ineffektiv pseudonymisering", som man kunne læse i avisen i lørdags. Boberg påberåber sig på sin side den poetiske licens: ”Hvis du ikke kan få lov til at skrive en syret, lyrisk roman, så kan vi lige så godt sløjfe det hele. Det er den kunstneriske ytringsfrihed, der er på spil. Intet mindre." 

I kunstbranchen opfattes den kunstneriske frihed generelt som trumf, og omstændighederne bekræfter kunstnerne i denne opfattelse. En ansat på Kunstakademiet er sluppet godt fra at stjæle et stykke inventar fra sin arbejdsplads – en buste af Frederik V – og smide det i Københavns havn, fordi kunstnerisk frihed. En elev fra samme akademi, Jens Haaning er tilsvarende sluppet ustraffet fra at stjæle en halv million kroner i kontanter fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg, fordi kunstnerisk frihed. Der er ikke noget at sige til, at Thomas Boberg tager en injuriesag med ro, når andre kunstnere med samme argument som hans har undgået straf for hærværk og tyveri.

Når disse konflikter handler om forholdet mellem kunsten og omverdenen, kan kunstnerne og de tilhørende institutioner forene sig i højstemte underskriftindsamlinger til fordel for den kunstneriske frihed imod omverdenens manglende forståelse for kunstneres juridiske immunitet.

Ikke sjældent opstår konflikten imidlertid mellem repræsentanter for kunstnerstanden selv, og så har vi for alvor balladen. Det gælder helt aktuelt forfatterne Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg, der skændes om, hvem der kan påberåbe sig ejendomsret til hvis historie.

De har begge udgivet velanmeldte romaner, som har det til fælles, at den kemiske fabrik Cheminova på Harboøre Tange udgør rammen om deres fortællinger. Mygind anklager Blæsbjerg for at have stjålet en historie, som hun fortalte ham, mens de havde en affære. Samtidig bruger hun netop denne affære som et element i sin egen roman. Det er en intim afsløring, der næppe har stemt Blæsbjerg venligt.

Den slags sager er ikke noget nyt. Nøgleromanen er en veletableret genre. For fire år siden rettede Leonora Christina Skov i en roman beskyldninger for seksuel chikane mod en unavngiven men letgenkendelig person fra den kreative branche. Der er mange flere eksempler. Litteraten Rikke Andersen Kraglund gennemgår i en artikel fra 2021, ”Karaktermord i 10’ernes danske skønlitteratur” i tidsskriftet Passage en række tilfælde. Dem er der ikke blevet færre af, eftersom stadig flere forfattere benytter sig af genren autofiktion, selvbiografier, der sejler under skønlitterært bekvemmelighedsflag.

I 2011 faldt der dom i Østre Landsret. En forfatter, der dengang kaldte sig Das Beckwerk blev frikendt for at have krænket en filminstruktørs privatliv ved at udstille ham i en roman. Filminstruktøren tog i øvrigt siden navneforandring og skabte blandt andet en dokumentarfilm, der var et åbenlyst partsindlæg i en anden litterær strid.

Das Beckwerk, der nu kalder sig Madam Nielsen, endte nogle år senere i en konflikt med ingen andre end Thomas Boberg. Boberg frygtede at ende som en figur i en roman af Nielsen. Måske som en forebyggende foranstaltning gjorde han i en af sine egne romaner Nielsen til en figur, der ikke tog sig ud til sin egen fordel, og det blev Nielsen naturligvis noget brøstholden over.

Dommen fra Østre Landsret tillader en forfatter at forvandle andre menneskers virkelighed til stof. Dermed kan en forfatter appellere til en endog ret skimlet nyfigenhed på en juridisk uangribelig måde, fordi kunstnerisk frihed. En forfatter kan trække på virkelighedens legitimitet uden at lade sig forpligte af det ansvar, der følger med at færdes i andre menneskers virkelighed og rapportere fra den, herunder afsløre intime detaljer og komme med beskyldninger om alt fra kritisabel adfærd til kriminelle handlinger, fordi kunstnerisk frihed. 

Nu må vi se, hvad retten i Nykøbing Falster kommer frem til. Der er i spørgsmål om anstødelighed og privatlivets fred løbet en del vand i åen siden 2011. Men man kunne jo også overveje, om ikke skønlitterære forfattere som Thomas Boberg bare skulle blive bedre til faktisk at opdigte ting? Altså skrive rigtig fiktion og ikke trække på denne trælsomme virkelighed, som vi andre færdes i. Så slap de jo for sager af denne karakter.

(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2025. Forkortet af redaktionen og rubrikken ændret.)

Politisk vold

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fået hemmelig adresse. Årsagen er ikke blevet specificeret, men det sker lige efter en højlydt og aggressiv demonstration målrettet statsministeren lige ved hendes bopæl har fundet sted. Kommentatorer kalder truslen mod vore politikere en forråelse af den ellers så fredelige, danske, politiske kultur, et tema som også statsministeren tog op i sin tale ved Folketingets åbning.

Men der er fortilfælde, også af en temmelig grov karakter, ikke blot i Mellemkrigstiden, der for eksempel kan opvise hele to revolverattentater mod den mangeårige socialdemokratiske minister K.K. Steincke, foruden et betydeligt voldsberedskab blandt den politisk vakte ungdom. Det førte næsten rutinemæssigt til voldelige sammenstød mellem forskellige partiers ungdomsorganisationer i forbindelse med demonstrationer.

I nyere tid er de voldsomme optøjer i forbindelse med Verdensbankens møde i København i 1970 berømte. Slumstormerbevægelsen, der siden blev til BZ-bevægelsen, organiserede sig fra slutningen af 1970erne, og de opbyggede forbindelser til ligesindede ikke mindst i tyske storbyer. Politiets forsøg på at rydde besatte huse kunne udvikle sig til regulære gadekampe, mest i København og Aarhus. 

Natten til den 9. september 1986 blev overborgmester Egon Weidekamps (S) privatbolig på Tuborgvej i København oversprøjtet med maling, en rude blev knust, og gerningsmændene smed stinkbomber ind i rækkehuset, hvor fru Weidekamp var alene hjemme. Politiet kaldte det ualmindelig groft hærværk. Kristeligt Dagblads lederskribent kædede begivenheden sammen med en række terroraktioner, der i den seneste tid havde fundet sted i Stockholm, Paris, Køln, Istanbul og Karachi. Man formodede, at hærværket mod Weidekamps hjem var forøvet af unge fra BZ-bevægelsen, der var utilfredse med, at et hus, som de havde besat, stod for at skulle ryddes. Kristeligt Dagblads lederskribent stillede spørgsmålet, hvornår en aktion som denne ville ende med et dødeligt udfald? Det kunne måske ”åbne øjnene for, at den BZ-romantik, der så længe har haft mediernes overbærende interesse, har sine grundlæggende træk til fælles med den store verdens blodige terror.” Lederskribenten havde antagelig også mordet på Olof Palme tidligere samme år i tankerne.

I de seneste årtier er en del anslag mod danske lands- og lokalpolitikere kommet til offentlighedens kendskab. Intet tyder på, at de har forbindelse til international terrorisme. Ikke desto mindre ligner det et mønster, at så relativt mange føler, at politisk uenighed retfærdiggør voldelige angreb på politikere.

I oktober 1998 blev tre medlemmer af Ribe Amtsråd udsat for brandattentater. Amtsborgmester Laurits Tørnæs (V) måtte sågar reddes ud af sit hjem af brandvæsenet. I 2003 indtraf den nok mest kendte episode, da to aktivister kastede maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) på Christiansborg som protest mod regeringens udenrigspolitik. I juni 2005 blev integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) udsat for et brandattentat, der førte til, at hendes bil og carport udbrændte. En ukendt gruppe, der protesterede mod regeringens flygtninge- og asylpolitik, tog ansvaret. 

I december 2022 blev der smidt et kanonslag ind i borgmester i Rebild Kommune Jesper Greths (V) carport. I marts 2023 blev der begået hærværk mod en bil tilhørende gruppeformand for Venstre i Ballerup Kommunes byråd, Mikael Wandel. Både Greth og Wandel har mistanke om, at der var tale om politisk motiverede anslag. I august sidste år blev en polsk mand dømt for et voldeligt overfald på statsminister Mette Frederiksen. I maj i år blev en mand bevæbnet med en kniv og peberspray anholdt foran justitsminister Peder Hummelgaards (S) hjem. Den 14. november i år er en mand sigtet for chikane mod Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S).

(Kristeligt Dagblad 18. nov. 2025)

Hvad er demokrati?

Statsministeren citerede i Folketingets åbningstale Hal Kochs bog ”Hvad er demokrati?” fra 1945. Bogen er blevet en klassiker i det danske demokratis selvforståelse. Men hvad var baggrunden for bogens tilblivelse?

Hal Koch, født 1904, var en relativt ung professor i kirkehistorie, da han i efteråret 1940 blev landskendt på en række forelæsninger om Grundtvig. De var en del af den nationale vækkelse, der fejede hen over landet efter den 9. april samme år. Den i denne sammenhæng mest påfaldende omstændighed ved dem er, at Hal Koch ikke omtalte demokratiet med et eneste ord.

Hal Koch var en meget efterspurgt
taler ved folkelige møder under krigen.
Nationalmuseet.

 Som følge af sin pludselige berømmelse blev Hal Koch valgt til formand for Dansk Ungdomssamvirke, en paraplyorganisation for de fleste ungdomsorganisationer, herunder næsten alle partiernes ungdomsafdelinger. Dermed blev han også draget tæt ind i ledende politiske kredse. Han blev en loyal, men også kritisk støtte af samarbejdspolitikken, der således også dannede erfaringsgrundlaget for hans tanker om demokratiets natur.

”Verden er pludselig vågnet op og har til sin forbavselse set, at den er blevet demokratisk,” skrev Hal Koch i 1945. Pointen var ikke, at det var demokratiske stater, der havde vundet krigen – Sovjetunionen var som bekendt blandt de allierede – men at demokratiet som ideal for, hvordan magten fordeles og udøves i en stat, blev eneherskende. Enhver politisk bevægelse, der ønskede at blive opfattet som legitim, måtte som minimum iscenesætte sig selv som demokratisk, fordi den totalitære tanke havde mistet appel. Det førte til en omfattende diskussion i offentligheden af, hvad demokrati egentlig er for en størrelse. Hal Koch diskuterede ivrigt med, og hans bog er i virkeligheden en sammenskrivning af hans bidrag til denne diskussion.

Tre hovedsynspunkter gjorde sig gældende i diskussionen. For det første blev det især hævdet fra venstrefløjen, at social retfærdighed var en forudsætning for politisk retfærdighed, og derfor stod økonomisk udligning for dem som en central politisk værdi. For det andet var der forestillingen om, at et demokrati måtte have velunderbyggede institutioner og stærke juridiske rammer. Det blev f.eks. hævdet af juraprofessor – og socialdemokrat – Alf Ross. Endelig var der det synspunkt, som Hal Koch hævdede, nemlig at et demokrati ikke er et demokrati, hvis det ikke er beboet af demokrater. Derfor er et demokratisk styre ikke noget, man skaber en gang for alle. Det er en livsform, der skal genopdages og genvindes af hver generation.

De tre hovedsynspunkter opstilles somme tider som modsætninger. For eksempel er mange blevet efterladt med det indtryk, at der foregik en offentlig debat mellem Hal Koch og Alf Ross. Det var ikke tilfældet. De var ret enige om det meste. Faktisk mente Hal Koch også, at gode institutioner og social retfærdighed var nødvendige forudsætninger for en demokratisk samfundsordning, men de var ikke tilstrækkelige.

Når Hal Kochs tanker om demokrati stadig kan vække så stærk genklang i dag, skyldes det, at han satte ord på den forståelse af politik, som voksede ud af besættelsen. Politikerne med de konservative, Venstre, de radikale og Socialdemokratiet i spidsen var fuldstændig klar over, at de blot få år før havde grebet til midler, der målt på en demokratisk standard så rigtig skidt ud. Men de havde været enige om det. Forbuddet mod og interneringen af kommunisterne i sommeren 1941 var et af de tydeligste eksempler. Men også retsopgøret efter krigen blev ført med ufine midler, herunder ikke mindst lovgivning med tilbagevirkende kraft.

For at opnå politisk legitimitet søgte politikerne en andel i den allierede sejr, som kun den aktive modstand retfærdigvis kunne gøre krav på. Til det formål skabtes et begreb, passiv modstand, som ikke alene politikerne, men også store dele af vælgerne kunne identificere sig med. Hvis den knyttede hånd i lommen også kunne være udtryk for at byde fjenden trods, kunne næsten alle med oprejst pande tage del i sejren. 

Derfor kan man også sige, at politikerne i 1945 indgik en stiltiende pagt bygget på lige dele historieforvanskning og anløben praksis. Hal Koch var blandt de første og mest højlydte kritikere af den omstændighed, at politikerne løb fra ansvaret for samarbejdspolitikken på denne måde. Det blev imidlertid også Hal Koch, der leverede nogle af de mest prægnante formuleringer til fortællingen om dansk demokrati siden da. 

Et af Hal Kochs kerneeksempler er historien om en kommunalbestyrelse bestående af to grupper, et flertal bestående af syv medlemmer og et mindretal på fire. Flertallet kan med lethed få sin vilje, men er det demokratisk, at mindretallet aldrig får et ben til jorden? Nej, mente Hal Koch. Demokratiet bygger ikke på afstemninger, men på samtale.

Hal Kochs billede på det retfærdige demokrati blev om ikke bærende så dog retningsgivende for det arbejdende folkestyre, det som vi kalder konsensusdemokratiet, hvor langt de fleste af Folketingets beslutninger træffes af brede flertal. Man taler sig til rette og lytter til oppositionen, eller man lader i det mindste som om. Hver eneste statsminister siden 1945 er kommet fra et af de fire gamle partier. Det er måske for meget sagt, at den stærke konsensuskultur bygger på en fælles bevidsthed om at have båret ansvaret for samarbejdspolitikken. Men man skal ikke undervurdere politikernes historiske bevidsthed. Anders Fogh Rasmussen forsøgte at ændre den fortælling i 2003, da han som den første statsminister tog afstand fra samarbejdspolitikken. Men han kunne stadig ikke løbe fra, at hans eget parti stod inde for den førte politik under krigen.

Resultatet af konsensusdemokratiet er et samfund med stærke institutioner, omfattende økonomisk udligning og en stærk demokratisk bevidsthed. De seneste års skærpede krisebevidsthed har flere gange bragte krigens tid i en kun alt for levende erindring. Det skærper også bevidstheden om, at et demokrati for at beskytte sig selv mod sine fjender kan skubbes ud til grænsen af sin egen bæreevne – og ud over den. Erfaringerne fra krigens tid er ikke blevet uaktuelle.

(Kristeligt Dagblad 11. okt. 2025. Avisen valgte en anden rubrik og en redigeret indledning.)

På køkkenet og i præstegården

Eftersom Kristeligt Dagblads redaktion har adressen ’Vimmelskaftet 47’, formodede jeg indtil for et par år siden, at avisen har til huse ’i Vimmelskaftet’. Det skrev jeg i en tekst, som imidlertid af en redaktør i huset blev rettet til ’på Vimmelskaftet’. Vedkommende redaktør er en særdeles kompetent sprogbruger, så det affødte en længere diskussion om forholdsords rette anvendelse med særligt henblik på adresseangivelser i Københavns indre by. Jeg kan ikke sige, at redaktøren og jeg er nået til en egentlig enighed, men vi er på den anden side heller ikke uvenner.

Historisk set er det et ret interessant spørgsmål, hvornår man siger ’i’ eller ’på’. På mange studenterkollegier taler man stadig om, at noget eller nogen befinder sig ’på køkkenet’. Bor man i et hus, er noget eller nogen naturligvis ’i køkkenet’. Der er tilsvarende forskel på, om man er opvokset ’på en bondegård’ eller ’i en præstegård’, selv om stadig flere taler om at bo ’på en præstegård’. Der er ikke noget at sige til, at dansk er et vanskeligt sprog at tilegne sig for udlændinge.

Tilbage til hovedstadens adresser og de tilhørende præpositioner, hvad enten det er vejene ’på’ Frederiksberg eller gaderne ’i’ København. Ønsker man at fremstå sært kværulantisk og gammelagtig, er få emner antagelig mere velegnede end dette. Det er vanskeligt at få især unge mennesker til at interessere sig for, at det overhovedet skulle være et problem at sige andet end ’på’, hvad enten det er ’på Store Kannikestræde’, ’på Gammel Kongevej’, ’på Bredgade’ eller ’på Smallegade’. Men der er ikke desto mindre tale om en ret betydelig forskydning i sprogbrugen fra da jeg annammede den københavnske geografis nomenklatur i det forrige årtusindes sidste årtier til i dag. 

Kristeligt Dagblad 27. sept. 1924

Sprogforskeren Pia Jarvad skrev i 1976 en artikel om netop denne anvendelse af ’i’ og ’på’. Hun konstaterede dengang, at alt med -vej som regel var ’på’, mens -gade var ’i’. En anden regel var imidlertid, at forholdsordet afhang af opfattelsen af strækningens udstrakte og rumlige karakter. Er den bred og afgrænset af lav bebyggelse, vil ’på’ oftere blive anvendt, mens et mere sluttet gaderum kalder på anvendelsen af ’i’. Det hedder f.eks. ’på Valby Langgade’. Det forhindrer ikke, at man færdes ’på’ den meget smalle Værnedamsvej eller ’i’ den noget bredere Smallegade. Der er altså tale om en relativ bestemmelse således, at man kan færdes ’på gade og vej’, eller at man som barn i storbyen kan lege ’i gården’ eller ’på gaden’. 

Imidlertid skal en tredje faktor ifølge Jarvad også tages i betragtning, nemlig strækningens betydning som færdselsåre. Det hedder f.eks. ’på Købmagergade’, mens de mindre betydningsfulde sidestrøg omtales som ’i Møntergade’ eller ’i Klareboderne’. Gader opkaldt efter verdenshjørnerne omfattes derfor oftere af ’på’ end af ’i’, fordi de førte ud og ind ad byens porte og derfor var at regne som hovedstrøg. Så en relativt smal gade omgivet af høje bygninger kan godt være ’på’, hvis den er flittigt trafikeret (”Der bor en bager på Nørregade etc.”). Det er nok også forklaringen på, at Kristeligt Dagblad har til huse ’på Strøget’, der er den historiske hovedfærdselsåre mellem hovedstadens østre og vestre del, hvoraf Vimmelskaftet udgør en del.

Den variation mellem ’på’ og ’i’, som Pia Jarvad iagttog for 50 år siden, er for store deles vedkommende forsvundet. Man kan se det som et beklageligt tab af fortrolighed med byens rum og historie. Men man kan også se det som en relativt omkostningsfri forenkling af en i forvejen uigennemskuelig kompleksitet, ikke mindst for de udlændinge, der i forvejen kæmper med forholdsordene, når de forsøger at tilegne sig dette, vort umulige modersmål.

(Kristeligt Dagblad den 21. sept. 2025. Avisen valgte en anden rubrik)

Haralda

Det er glædeligt, at den fine, nyanlagte plads ved klosteret i Roskilde skal opkaldes efter Roskilde Biblioteks første bibliotekar, senere overbibliotekar Haralda Poulsen. Det er blot besynderligt, at man har valgt at kalde pladsen Haraldas Plads som om hun ikke havde noget efternavn. Denne form for kammeratlighed på historisk afstand forekommer malplaceret. Hun får jo ikke pladsen opkaldt efter sig, fordi hun var nogens veninde, men fordi hun var overbibliotekar, og som sådan blev hun naturligvis altid omtalt ved sit fulde navn.

(Læserbrev i Dagbladet, 21. sept. 2025)

Overbibliotekar Haralda Poulsen ekspederer
ved udlånsskranken ca. 1930.
Historisk Årbog for Roskilde Amt 2015

Har sjældne sprogblomster fortjent at uddø?

Jeg har en forkærlighed for sjældne ord og vendinger. Mine kuldslåede redaktører på avisen bemærker rutinemæssigt om mit sprog, at det er lidt gammeldags. Det gør de naturligvis ud fra den betragtning, at en tekst er til for at blive forstået af den almindelige læser. Det er dem meget om ikke at støde læserne bort. ”Det er der da ingen der forstår, Jes!” sagde en af dem til mig om en tekst, hvori ordet ’venalitet’ indgik. Mit svar var, at så kan de slå det op. Den helt fortryllende grundige Ordbog over Det danske Sprog (ODS), der i papirudgaven er på 28 bind, er frit tilgængelig på nettet. Og hvis læserne ikke kan finde ud af at slå op i en ordbog, må de tage skade for hjemgæld.

Selvfølgelig er der ord for fænomener, som ikke længere findes. Smørlykke tror ingen rigtig længere på. Det var i det gamle landbosamfund betegnelsen for det held, der var påkrævet for en vellykket smørkærning. Det kunne man sikre sig f.eks. ved hjælp af en sebedeje, en tordensten, i dag bedre kendt som forstenet søpindsvin. Grundtvig fik i foråret 1811 udskrevet en recept på dyvelsdræk, der blev betragtet som virksomt imod bl.a. dårlige nerver. Det er en harpiks udvundet af en skærmplante, der er hjemmehørende i bl.a. Iran. 

Moderne medicin er heldigvis nået lidt længere i dag, men medikamenterne har væsentligt kedeligere navne med enkelte påfaldende undtagelser. Lægemidlet ’Gangiden’ virker afførende. ’Propiden’ har den modsatte virkning.

Mange nutidige fænomener har navne, som de færreste kender. Har man valgt at tilbringe sommeren 2025 på landet i Danmark, er der på grund af den megen regn lejlighed til at studere fænomenet lejesæd, altså korn- eller frøafgrøder, der er lagt ned af hård nedbør. Den vindskibelige sommerhusejer er naturligvis altid opmærksom på sine vindskeders tilstand. Og når aftenen falder på, finder man gerne stunder til at nyde det borgerlige tusmørke.

De fleste sprogbrugere tænker som mine redaktører på sproget som en dynamisk størrelse, hvilket jo ikke er forkert, men på den anden side heller ikke er en fyldestgørende karakteristik, fordi man dermed tager for givet, at sproget med tiden bevarer sin styrke, sin bredde og dybde, bare på en ny måde.  Den grundlæggende antagelse er, at der sker en stadig berigelse af sproget. Det sker med en uudtalt accept af, at sproget samtidig udsættes for en sanering, der indebærer, at ord og vendinger løbende tages ud af brug, fordi de betragtes som ’forældede’.

Selv er jeg skeptisk over for de fleste fornyelser, fordi de som regel og i stadig stigende grad består af tankeløse anglicismer, misforståede forholdsordsforbindelser og det, der er værre. Et af problemerne er, at den sproglige bevidsthed er i aftagende, herunder ikke mindst grundlæggende kendskab til grammatik. Når jeg diskuterer ønsket om at blive omtalt med særlige pronomener med unge mennesker, efterlades jeg med den klare mistanke, at de ikke rigtig er klar over, hvad et stedord overhovedet er. Jeg har forsøgt mig med følgende udfordring: ”Hvis du kan fortælle mig, hvad det personlige pronomen i 2. person ental akkusativ er, vil jeg gerne diskutere spørgsmålet med dig.” Spørgsmålet blev taget ret ilde op. Det var muligvis også en unødvendig anstødelig tilgang til samtalen, må jeg indrømme.

For at vise min gode vilje til fornyelse har jeg dog optaget ’surlten’ i mit ordforråd, en oversættelse af det engelske ’hangry’, altså at være i dårligt humør fordi man har sprunget et måltid for meget over. Bortset fra enkeltstående tilfælde som dette, må de fleste berigelser af sproget komme fra det sproglige forråd, som vi så uforsigtigt har smidt i skarnkassen. Men det sker kun i begrænset omfang.

Bliver man i den økonomiske metafor, kan man sige, at vi med åbne øjne indrømmer, at sproget hele tiden bliver fattigere. Vi har taget af hovedstolen i en sådan grad, at de fleste i dag antagelig betragter ODS som en museumskatalog (ja, katalog kan godt være fælleskøn.) snarere end som et forråd af sproglig rigdom, som blot venter på at blive oparbejdet. Men hvis vi nu ser på sproget som et økosystem, anskueliggør det udfordringen med større klarhed. Er vi parate til at lade sprogblomster uddø med den ene begrundelse, at de er sjældne?

Hvis sproget ikke skal svinde ind til et funktionelt minimum, må og skal vi holde fast i, at ’forældede’ ord og vendinger pr. definition kun er forældede, hvis de ikke længere bliver bragt i anvendelse. Så det er bare med at komme i gang. Arbejdsredskaberne ligger på den åbne hånd. Hvis man ikke bryder sig om ordbøger, kan man finde guld i litteraturen. Skønlitteraturens klassikere kan man oplede på ethvert folkebibliotek. Selv er jeg glad for Pontoppidan, vel at mærke Knud Pontoppidan, psykiater og bror til ham med romanerne. De var begge fremragende stilister. Og nu må jeg vist hellere se at få en bid brød.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2025. Avisens rubrik varierede lidt.)

Valggeometri

I USA pågår der en strid om, hvordan valgene til de repræsentative forsamlinger afvikles. Det handler om det, der kaldes ’gerrymandering’, et udtryk af lidt usikkert ophav, der handler om arrondering af valgkredse, således at et parti uforholdsmæssigt favoriseres. Amerikanerne benytter stadig i overvejende grad et valgsystem, der bygger på flertalsvalg i enkeltmandskredse. Landet er sammensat af valgdistrikter, og hvert distrikt stiller med en repræsentant. Kun de stemmer, der er faldet på vinderen af det pågældende distrikt, bliver omsat i politisk indflydelse. Stemmerne på den tabende part bliver dermed spildt. Den myndighed, der bestemmer, hvordan disse valgdistrikter sammensættes, har derfor en enorm indflydelse på valgets udfald. Reglerne i USA er forskellige fra delstat til delstat.

Museumsinspektør på Museum Sønderjylland, Rene Rasmussen, har for nylig gjort opmærksom på et parallelt historisk eksempel på, hvad man dengang på dansk kaldte valggeometri. Da Slesvig efter 1864 blev preussisk, blev slesvigerne også del af det, der fra 1867 først blev det nordtyske forbund og fra 1871 det tyske rige. Begge dele var mere demokratiske end deres eftermæle oftest lader forstå, og det gav altså et – ganske vist begrænset – udvalg af slesvigerne stemmeret til de kompetente forsamlinger. Ved det første valg i februar 1867 blev Slesvig delt i fire valgdistrikter, der gav valg til to dansksindede og to tysksindede repræsentanter. Den ene dansker blev valgt i en sikker kreds, der omfattede store dele af det nordligste Slesvig, mens den anden blev valg i en kreds, der omfattede Flensborgs udvidede opland, der var blandet dansk og tysk, samt Sundeved og Als, der var stort set rent dansk. Det var nok til at give flertal til den danske kandidat. De to øvrige kredse i Vest- og Sydslesvig gav valg til tyske repræsentanter. Ved et valg senere samme år, havde preusserne imidlertid slået Sundeved og Als sammen med det nordligste Slesvig. Det gav et selvfølgeligt valg til en dansk kandidat i den kreds, mens der blev valgt tyske kandidater i både den reviderede Flensborgkreds og i den vest- og sydslesvigske kreds. Dermed var den danske repræsentation i Slesvig reduceret fra 50 til 25 %, alene på grund af en teknisk ændring af valgdistrikter.

Valgdistrikstsinddelingen februar 1867, 
Gengivet efter Vilh. la Cour, Sønderjyllands Historie, Bd. 5, 1933

Valggeometri er et fænomen, der trives bedst i et system, der bygger på binære valg, altså valg mellem blot to muligheder, først og fremmest i form af flertalsvalg i enkeltmandskredse som det også var tilfældet i Slesvig. Det var det system, som også blev indført i Danmark i 1848. Det er et system, der kun vanskeligt indrømmer en tredje mulighed adgang til politisk repræsentation. Det har indtil i dag været meget tydeligt i for eksempel britisk politik, hvor de konservative og arbejderpartiet skiftevis har domineret, mens alternative partidannelser har været henvist til statistroller, selv om de ikke sjældent sammenlagt har fået mange stemmer på landsplan.

Valgdistrikstsinddelingen august 1867, 
Gengivet efter Vilh. la Cour, Sønderjyllands Historie, Bd. 5, 1933

I Danmark har vi siden 1915 haft forholdstalsvalg. Tanken bag dette princip er at tilvejebringe så bred en repræsentation som mulig og at reducere stemmespild og sørge for, at så mange af vælgernes synspunkter nyder retvisende repræsentation i den lovgivende forsamling. Valgsystemerne er løbende blevet raffineret, men det er stadig ikke uden problemer. Spærregrænsen på to procent til folketingsvalgene udgør for eksempel en kilde til stemmespild. Hvis et parti opnår 1,99 % af stemmerne, er de spildte. Ved kommunalvalg kan partier dog indgå tekniske valgforbund, der reducerer dette spild.

I forbundsrepublikken Tyskland er spærregrænsen på 5 %. Det medfører i sagens natur et større stemmespild end i Danmark og dermed også et større demokratisk problem. Interessant nok er nationale mindretal undtaget fra denne bestemmelse. Det betyder, at det parti, der repræsenterer både det danske og det frisiske mindretal i Slesvig-Holsten, Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, har opnået repræsentation ikke alene i Landdagen i Kiel, men også i Forbundsdagen i Berlin, selv om de har fået mindre end 5 % af stemmerne.

(Kristeligt Dagblad 26. aug. 2025. Enkelte redaktionelle ændringer og rubrikken var en anden.)