Valg af gadenavne er politik videreført med andre midler

I dag skal politikerne i København afgøre, om byen skal have en Palæstina Plads. Diskussionen minder om, at valg af gadenavne ikke er nogen uskyldig affære, men også historisk set er et spørgsmål om politiske valg.

Københavns ældste gader inden for voldene afspejler for manges vedkommende en funktion. Nørregade går mod nord. I Farvergade lå farverierne, og i Badstuestræde lå badstuerne. Det var først efter voldenes fald i 1850erne, at byen kunne brede sig med lange anlagte strøg mod nord og vest. To af de længste gader fik navn efter hhv. en general og et slag fra Treårskrige 1848-50, nemlig Ryesgade, der er opkaldt efter general Olaf Rye, der faldt ved udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849, og Isted, der var åsted for det sidste store slag i krigen, som danskerne vandt. Men også nederlagene er der blevet plads til. Blandt de mange sønderjyske steder, der er mindet i Vesterbros gadenavne er Dybbølsgade, Dybbølsbro og den tilhørende station en erindring om det forgæves forsvar af Dybbøl skanser i foråret 1864.

Gader og veje er ofte opkaldt efter personer. I kartoffelrækkernes parallelle gader er det guldaldermalere. I ligestillingens navn har der været efterspurgt flere gader opkaldt efter kvinder, som man unægtelig skal lede efter i det københavnske gadebillede. En af de nyere er Kirsten Walthers Vej i Valby, ikke så langt fra Clara Pontoppidans Vej eller Bodil Ipsens Vej. Skuespillerinder er i høj kurs. Stumfilmstjernen Asta Nielsen har fået et stræde lige ved Nordisk Films studier. Generelt vælger kommunen navne, der kan samle bred enighed. Da det for et par år siden i det nye ’statsministerkvarter’ ved Islands Brygge på Amager blev foreslået, at også Erik Scavenius (statsminister 1942-43, formelt helt til 1945) skulle have en gade opkaldt efter sig, blev det opgivet, fordi det var for kontroversielt. 

Indtil 1958 fungerede det, der nu hedder Israels
Plads, som Københavns Grønttorv.
(Københavns Museum)

København er rig på stednavne med reference til lande og byer i store dele af verden. Norge lagde i mange år navn til byens måske fornemste gade, der nu kendes som Bredgade. Den nuværende Norgesgade finder man på det inderste Amager sammen med gader opkaldt efter bl.a. Sverige og Finland. Længere ude ved Kastrup er Afrika tydeligt til stede med blandt andet Ugandavej, Angolavej, Kamerunvej, Zambiavej og Algiervej. Egypten har både Ægyptensvej, Suezvej, Kairovej og Nilensvej. Også Arabien, Syrien og Persien har en vej på Amager sammen med Kina, Japan, Formosa, Ceylon og Siam. Europæiske lande er også rigt repræsenterede, dog ikke Ukraine med mindre man medtager Lemberggade, opkaldt efter en storby i det Østrig-Ungarske imperium, der nu kendes som Lviv.

Da det gamle grønttorv i Københavns centrum i oktober 1968 blev omdøbt til Israels Plads, var det en afspejling af den næsten udelte sympati for Israel blandt danskerne på dette tidspunkt. Den formelle anledning var 25-året for jødernes flugt til Sverige, og i en forstad til Jerusalem blev en plads samtidig opkaldt efter Danmark. I årene, der fulgte, blev den danske opinion mere delt i forholdet til Israel. Store dele af venstrefløjen sympatiserede med den palæstinensiske og arabiske part i den mellemøstlige konflikt, og efterhånden som konflikten er skærpet, er også danskerne i tiltagende grad blevet delt på spørgsmålet, så forslaget om at navngive en plads efter Palæstina kan næppe kaldes ukontroversielt. Det vil derfor være en opgivelse af det hidtidigt gældende konsensusprincip i stednavnepolitikken i København at trumfe forslaget igennem, når Borgerrepræsentationen i dag skal stemme om forslaget, der derefter bliver sendt i høring.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2024)

Hvorfor skal det være så grimt?

Da Tidewater Oil i slutningen af 1950erne planlagde raffinaderiet i Kalundborg, forelagde en af de danske arkitekter på opgaven en beplantningsplan for byggeriet ved Lerchenborg for firmaets ejer, J. Paul Getty. Getty svarede ”Well, mister, we are building af refinery, not a park!”

Det udtrykker for så vidt meget klart den moderne industris forhold til æstetikken. Der er intet.

Da J.Th. Lundbye levede, havde æstetikken sin naturlige plads øverst i værdihierarkiet. Da herskede der en erklæret alliance mellem det nyttige, det gode, det sande og det skønne. Det handlede om harmoni.

Novos produktionschef Michael Hallgren taler 
ved afsløringen af det ene af to kunstværker i
Kalundborg den 4. sept. 2024. I baggrunden
Novos fabrik og et glimt byggepladsen, hvor
der er investeret for 65 mia kroner.
(eget foto)

Det vil sige, at hvis noget var sandt, var det også godt og smukt. Eller hvis noget var smukt, var det også sandt og godt. Det var ikke kun kunsten, der abonnerede på den opfattelse. Også videnskaben troede på værdien af skønhed.

Det betød for eksempel, at H.C. Ørsted kunne iagttage sammenhængen mellem magnetisme og elektricitet som et udtryk for den store sammenhæng i skaberværket. Den praktiske indebyrd af iagttagelsen overlod han til andre at drage nytte af. 

Efter 1850 brød guldaldersyntesen sammen. Videnskaben holdt op med at tro på, at videnskabelig sandhed havde noget med skønhed at gøre. Det betød også kolossale fremskridt. Vi fik penicillin og insulin, der kunne kurere sygdomme, som man indtil da bare døde af. Og de meget længere liv blev også meget rigere liv. Det er vi mange, der har nydt godt af. Det havde, viste det sig imidlertid, omkostninger for miljø og klima. Men prisen var også grimhed.

Det er interessant nok tydeligst i kunsten selv. Efter 1850 brød realismen frem. Det var den retning i kunsten, der insisterede på, at det sande var sandt, også selv om det ikke var smukt eller harmonisk. Det var på mange måder et nødvendigt opgør, fordi Guldalderen havde en tendens til at idyllisere, det som man kalder Biedermeier. Det er ligegyldig harmoni. Klingklang. 

Kunsten blev alliancefri. Nogle forsøgte sig med at gøre denne frihed programmatisk: kunsten for kunstens egen skyld: ”L’art pour l’art”. Andre har søgt nye alliancer, ikke mindst med det politiske: klassekamp, køn, klima, antikapitalisme, postkolonialisme. Kunsten forsøger sig med et ’budskab’. Det er en dagsorden, som også kunstens kuratorer i vid udstrækning har overtaget.

Sjovt nok har politiske aktivister også købt den præmis, at kunst siger noget om samfundet. Det er blevet en trend at forøve hærværk på kunst for at gøre opmærksom på en eller anden politisk dagsorden.

Men pointen er, at prisen for æstetikkens opgør med det skønne i sagens natur blev, at ting holdt op med at være smukke. Kunst i dag handler sjældent om skønhed. Det værste man kan sige om et moderne kunstværk eller en bygning er: ”Nej, hvor er det pænt!” Moderne kunst vil gerne være provokerende, udfordrende, grænseoverskridende, debatterende, men ikke pænt, for Guds skyld ikke pænt.

Det være så, hvad det være vil, så længe det blot handler om, hvad folk vælger at hænge på deres vægge. Dér hvor æstetikkens brud med skønheden bliver vedkommende for alle, ja, direkte anmassende, er i arkitekturen. For den kan ingen se bort fra. Man kan ikke tage husene ind om natten. 1920ernes modernisme mente, at fortidens byggerier var forløjet ’maskekunst’. Man kunne også kalde det realismens forsinkede gennembrud i byggekunsten, for nu skulle bygningerne holde op med at lyve. De skulle afspejle sandheden, vel at mærke den konstruktive sandhed. Jeg siger ikke, at alt, der derefter blev bygget, er grimt, men jeg siger bare, at skønheden holdt op med at være et bærende princip.

Og så er vi tilbage hos J. Paul Getty. Det er velkendt, at Getty brugte de mange penge, som han tjente på at udvinde og raffinere olie, på at skabe et museum i Californien, The J. Paul Getty Museum, en af de fornemste kunstsamlinger i verden.

På samme måde kan man iagttage, hvordan Novo som virksomhed har skabt en af de største kunstsamlinger i Danmark. ”Vi har så meget kunst, at bagtrappen til et af vores lagerrum i Bagsværd rummer flere værker af Carl-Henning Pedersen end Ribe Domkirke,” som en ledende medarbejder engang sagde til mig. Og fonden bag virksomheden sponsorerer en række kunsthistoriske projekter.

Man kan ikke lade være med få den mistanke, at Novos sponsorering af kunst – som f.eks. tilskuddet til de to skulpturer, der er blevet afsløret i dag – er en slags aflad. Det er jo synd at sige, at Novos produktionsfaciliteter har gjort noget som helst godt for Kalundborgs skyline. Eller sagt mere ligefrem – i realismens ånd: Hvorfor skal det være så grimt?

(Indlæg i forbindelse med afsløringen af to skulpturer ved Helix Lab og Absalon Campus Kalundborg den 4. sep. 2024)

Ikke-muslimsk islam

Sagen om Koran-forskeren, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, der hænges ud som islamofob på et amerikansk universitets hjemmeside, giver anledning til at kaste et historisk blik på forholdet mellem religion og videnskab, nærmere bestemt forholdet mellem en konfessionelt bundet tilgang til religion og en ikke-konfessionel. Den danske religionsforsker Jesper Petersen har sammen med en svensk kollega, Anders Ackfeldt introduceret begrebet ’ikke-muslimsk islam’, som bygger på den iagttagelse, at der foruden de varianter af islam, der praktiseres af muslimer, også findes billeder af islam, der ’produceres’ af ikke-muslimer, herunder af Thomas Hoffmann, som de kritiserer for at være uvidenskabelig. Ackfeldt og Petersen er heller ikke selv muslimer, og det accentuerer spørgsmålet om udenforståendes muligheder for at forstå. Kan ikke-muslimer overhovedet gøre krav på at have forstået islam?

Videnskabeligt betragtet er den anden side af dette spørgsmål, hvordan man tilvejebringer objektiv viden? Altså hvordan man sikrer, at den viden, der fremlægges som sand, ikke er subjektiv, det vil sige påvirket af de interesser og værdier, som præger den, der fremlægger den viden? Er det f.eks. diskvalificerende for en islam-forsker selv at være muslim?

I den protestantiske tradition findes der en parallel til dette spørgsmål i tilsynekomsten af kirkehistorie som videnskabelig disciplin. På de universiteter, der uddanner teologer, det vil i Danmark sige Aarhus og København, gælder, at videnskabelige principper altid har forrang. Det vil sige, at det teologiske studium tilvejebringer indsigt i kristendommen uden at forkynde samme.

Sådan har det ikke altid været. Kirkehistorie havde som disciplin indtil det 18. århundrede et entydigt konfessionelt præg. Her stod modsætningsforholdet mellem de protestantiske kirker og den romersk-katolske skarpt, og det var kirkehistoriens opgave at bevise, at den anden part tog fejl. Et afgørende brud dermed skyldtes blandt andre Gottfried Arnold (1666-1714), der tilstræbte at skrive upartisk, og Johann Lorenz Mosheim (1694-1755), for hvem det nok i højere grad lykkedes. Det upartiske blev et ideal, som også Holberg som kirkehistoriker hyldede. Holberg var nu systemets mand, om man så kan sige, så selv om han ikke fortav sine modstanderes synspunkter, var der ingen tvivl om, hvor han selv stod.

J.L. Mosheim

Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet var under enevælden bundet til både staten og Den augsburgske Konfession, men var ikke kun en præsteskole. På fakultetet trivedes ikke mindst sprogvidenskaberne. Den senere biskop over Sjællands Stift Frederik Münter dyrkede som professor i København arkæologien og palæografien, tydningen af gamle indskrifter. I porten til Bispegården ved Frue Plads i København kan man stadig se Münters lapidarium, et lille udsnit af hans samling af sten.

I anden halvdel af det 19. århundrede blev kirkehistorien som disciplin for alvor præget af den historisk-kritiske skole. Det blev for meget for ikke mindst Indre Mission. Berømt er daværende formand for IM Vilhelm Becks ord på et møde mellem professorer og kirkefolk i København i 1896, hvor han mente, at professorerne ikke var ærbødige nok over for Bibelen: ”Jeg kunde godt lide at spørge Universitetsprofessorerne, om de læse deres Bibel paa Knæ. Saa vare de vist ikke saa kritiske. Nu vil man ved Universitetet hovmesterere Biblen; det er, fordi de ikke læse den paa Knæ.”

I det 20. århundrede blev Det teologiske Fakultet i København kendt for at huse repræsentanter for den såkaldte Københavnerskole, der gik og går endda meget kritisk til værks over for Det gamle Testamente som kilde. De mener, at det meste af det såkaldte historiske stof i virkeligheden er mytisk. Det har ikke mindst fundamentalistiske kristne og ortodokse jøder taget ganske fortrydeligt op. Det viser, at der er en lang tradition for, at det ikke er Det teologiske Fakultets opgave at bekræfte nogen i deres tro eller at understøtte bestemte trossamfund i deres selvforståelse.

(Kristeligt Dagblad 13. aug. 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

Afviklingen af de europæiske diktaturer

Hvis man regner hele Østblokken med, levede omtrent halvdelen af europæerne i begyndelsen af 1974 i et diktatur eller det, der ligner. Men så skete der noget. Den 24. juli 2024 er 50-året for det græske militærdiktaturs fald. Det står midt imellem to andre vigtige 50-års jubilæer i moderne europæisk historie. Det ene var Nellikerevolutionen i Portugal i april, og næste år er det 50 år siden general Franco i Spanien døde. Det var tre tildragelser i en lang række af begivenheder, som vi til sammen kan kalde afviklingen af de europæiske diktaturer. Det begyndte med Nazitysklands nederlag i 1945 og kulminerede med Murens fald 44 år senere.

1974 er ellers ikke et år, der i almindelighed bevares i venlig erindring.  Oliekrisen eksponerede den vestlige økonomis afhængighed af energi fra Mellemøsten. Set fra 2024 er det interessant at iagttage, at det førte til et ønske om at indgå aftale med alternative leverandører. Der var bare ikke så mange at vælge imellem. Udvindingen af olie og gas i Nordsøen var kun i sin vorden, de el-producerende vindmøller ligeså. Paris underskrev en aftale med Moskva om levering af sovjetisk naturgas. Også det statsejede, danske energiselskab, DONG, fik en aftale igennem om levering af i alt 130.000 tons fyrings- og fuelolie fra Sovjetunionen. 

Afslutning af det græske militærdiktatur skete som et resultat af en krig. Den 20. juli 1974 landede tyrkiske tropper på Cypern. Forud var gået en lang konflikt mellem øens græske flertalsbefolkning og det tyrkisktalende mindretal. Den tyrkiske invasion fulgte på en mistanke om, at militærjuntaen i Athen ville indlemme Cypern i den græske stat. Det førte på græsk side til, at dele af det græske militær pressede militærjuntaen til at vige pladsen for en civil regering.

Afviklingen af diktaturerne i Portugal, Spanien og Grækenland fulgte forskellige spor, men de var hver især led i en proces mod en stadig stærkere konsolidering af den demokratiske retsstat som norm i Europa. 

I Vesttyskland var forbundskansler Willy Brandt gået forrest i en økonomisk tilnærmelse til Sovjetunionen. Hans ”Ostpolitik” var bygget på et princip om ”Wandel durch Handel”, forandring gennem handel. Logikken lå fra et tysk perspektiv på den åbne hånd. Skabelsen af EF/EU byggede simpelthen på det princip, at økonomisk integration skaber fredeligt samarbejde. Det var et princip, der i 1974 var blevet bekræftet af erfaring. Vesttyskland var på færre end 30 år forvandlet fra et ruineret diktatur til en velstående og demokratisk stat takket være den økonomiske og politiske integration med de tidligere fjender, først og fremmest Frankrig.

Den 1. oktober 1973 åbnede den første direkte gasrørledning fra Sovjetunionen til Vesttyskland og i kraft af et forstærket samarbejde de følgende år blev Sovjetunionen og siden Rusland Tysklands væsentligste leverandør af fossil energi. Imens fortsatte den økonomiske og politiske integrationsproces i Vesteuropa.

I 1981 blev Grækenland medlem af EF (EU) og i 1986 Spanien og Portugal. Den nyligt afdøde norske historiker Geir Lundestad har anvendt begrebet ’Empire by Invitation’ om USA’s allianceopbygning efter 2. Verdenskrig. Det begreb kan også anvendes om EU’s rolle i europæisk historie i de seneste 50 år. 

Senere i år skal vi markere, at det er 35 år siden, at Muren faldt. Millioner af europæere kunne pludselig se en fremtid i møde, som de ikke havde turdet drømme om. For dem af os, der kan huske det bevægede år 1989, er den væsentligste erfaring fra dengang nok, at en kolossal og pludselig forandring til det bedre kan indtræffe uden blodsudgydelser. Uden at forklejne den jugoslaviske borgerkrigs eller den uløste cypriotiske konflikts betydning, kan man sige, at det første tiår efter Murens fald bekræftede den erfaring.

EU blev den platform, der gjorde udviklingen mulig. På et topmøde i København i 1993 blev der vedtaget en række demokratiske, retsstatslige og økonomiske kriterier for de lande, der ønsker at finde optagelse i unionen. Det har især for tidligere østbloklande været retningsgivende for deres politiske udvikling, hvis de ønskede en andel i de muligheder, som et medlemskab af EU indebærer. For en halv snes af disse lande blev det ønske opfyldt ved et topmøde også i København i december 2002, da østudvidelsen af EU blev vedtaget.

Selv om kritikken af EF og siden EU stikker dybt i medlemslandene, var og er det tydeligt, at det set udefra er attraktivt at blive medlem af klubben. Det gælder ikke kun de lande, der for tiden ansøger om optagelse, men også de mange migranter, der legalt eller illegalt søger mod Europa. Det er imidlertid også klart, at forestillingen om Europa som et fredeligt, politisk og økonomisk fællesskab har nået en grænse. Rusland har sammen med sine nærmeste allierede skrevet sig selv ud af den europæiske ligning og har valgt ufredens og ufrihedens vej. Det betyder set fra et dansk og europæisk synspunkt, at fredsdividenden fra 1989 nu må omsættes i øgede udgifter til forsvaret. Ungdommen må i langt større omfang indkaldes til kampberedskab, og vi må – igen – se os om efter alternative energikilder.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2024. Teksten er rettet, så året for Francos død nu rettelig er angivet til 1975)

Døden er fjenden

På banegården i Roskilde hænger der skilte med et telefonnummer til dem, der er selvmordstruede. Når man ringer til det, er det ikke fordi der skal være nogen i den anden ende, der hjælper en med at tage sig selv af dage. Der skal være en, der kan overbevise om, at livet er værd at bevare trods alt. Det kendetegner Danmark som et civiliseret samfund, at vi holder livet helligt. Døden er fjenden. Derfor bruger vi ressourcer på at bekæmpe selvmord.

Hvis vi indfører hjælp til selvmord, betyder det, at vi skal til at opstille kalkuler for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve, og hvornår et menneske er myndigt nok til selv at afgøre, om det skal leve. Det vil opløse den absolutte grænse mellem liv og død. Døden vil ikke længere være fjenden, men en mulighed. Det betyder, at der skal opstilles et katalog af lidelser, der er gyldig grund til at komme herfra. Der skal være en bobestyrer, der afvejer debet og kredit for at afgøre om dette liv har værdi nok til ikke at blive opretholdt eller om det skal erklæres konkurs. Livet bliver ikke længere et formål i sig selv, fordi døden bliver et accepteret middel til at løse et problem.

Det er let – kun alt for let – at sætte sig ind i den overvejelse, at et forpint menneske vil have bedre af ikke længere at være i live. Hvis det samme menneske har et ønske om ikke at ligge nogen til last, kan der jo hurtigt opstå enighed om, at det er lettere, billigere og mere hensigtsmæssigt for alle, hvis dette menneske tager imod tilbuddet om at begå selvmord. Så kan vi af lutter hensyn og godhed komme til at betragte døden som en bekvem udvej. Der er en verserende sag, hvor en mand har slået sin kone ihjel – af medlidenhed siger han. Det må være op til domstolene at afgøre den sag. Det kan ikke overlades til den enkeltes samvittighed, for drab forbliver drab. Der skal i lovgivningen ikke kunne findes understøttelse til den tanke, at det er tilladeligt at tage livet af et andet menneske.

(Læserbrev i Weekendavisen 5. juli 2024)

Danske tropper i Gaza

 Ved afslutningen i 1949 af den krig, som blev ført mellem den nyoprettede stat Israel og dens naboer, blev det tidligere britiske mandatområde Palæstina delt, således at hvad vi i dag kender som Vestbredden kom under jordansk kontrol, mens Egypten besatte det sydvestligste hjørne af mandatområdet, i dag kendt som Gaza-striben. Under Suez-krisen i 1956 udbrød der fornyede kampe mellem Egypten og Israel, der trængte dybt ind på egyptisk territorium. På initiativ af bl.a. Dag Hammerskjöld vedtog FNs generalforsamling 7. november samme år oprettelsen af United Nations Emergency Force (UNEF), organisationens første fredsbevarende mission. FN havde ganske vist allerede i 1948 oprettet United Nations Truce Supervision Organization (UNTSO) med hovedkvarter i Jerusalem. Den var i 1953-54 under ledelse af den danske generalmajor Vagn Bennike. UNTSO havde og har ingen militære styrker at råde over, kun ubevæbnede observatører. En af dem, den danske officer og radiotelegrafist Svend Rasmussen, blev dræbt af en landmine under patrulje i Gaza i sommeren 1956.

Kristeligt Dagblads forside 14. nov. 1956

Med skabelsen af UNEF skete der noget afgørende nyt. Kristeligt Dagblad skrev på lederplads den 14. november: ”Oprettelsen og afsendelsen af De Forenede Nationers styrke er en verdenshistorisk begivenhed; og de danske troppers deltagelse deri er en sag, der vil gå ind i Danmarks historie og komme til at stå som skelsættende i vort lands forhold til de store mellemfolkelige problemer.”

Den 15. november 1956 landede de første 41 danske menige og befalingsmænd sammen med 4 officerer i Egypten kun kort tid før ankomsten af 50 nordmænd. Danskerne og nordmændene kom til at fungere sammen i en bataljon kaldet DANOR og var blandt de første bidrag til en styrke, der på sit højeste omfattede 6000 mand, der stod skiftevis under canadisk, brasiliansk og indisk kommando. Styrkens første opgave var at overvåge den israelske tilbagetrækning fra Sinai. I marts 1957 havde Israel trukket sig helt tilbage til våbenstilstandslinjen af 1949, og opgaven blev nu at forhindre udbruddet af fornyet konflikt. Israel tillod ikke FN-tropperne at patruljere på israelsk jord, så UNEF måtte operere fra den egyptiske side. UNEF fungerede i princippet på hele strækningen fra Sharm-el-Sheik ved Det røde Hav til Gaza by ved Middelhavet, men aktiviteterne var fokuseret i den egyptisk kontrollerede Gaza-stribe.

Den 16. maj 1967 anmodede Egypten UNEF om at forlade landet. På det tidspunkt var der ingen danske eller norske soldater i Gaza. De havde haft turnus året før. Inden evakueringen kunne fuldendes, brød Seksdages-krigen ud. Israel invaderede Sinai, hvorved adskillige tjenestegørende i UNEF blev dræbt. Året efter blev organisationen De blå Baretter oprettet for veteraner fra den danske indsats i Gaza. Organisationen skønner, at i alt 12.000 mand nåede at blive udsendt. Kun FN-missionen på Cypern har set et større dansk bidrag. Tallet er omfattet af en vis usikkerhed og det samme er antallet af tab. Officielt er der ingen. Men som en af veteranerne, Uffe Østergård, skrev i en klumme her i avisen i 2017 om den danske indsats i Gaza, fik de unge soldater ved ankomsten besked på ikke at træde på miner. Hvis de gjorde, ville det blive registreret som en trafikulykke. Det skulle med andre ord gerne se lidt fredeligere ud end det faktisk var.

(Kristeligt Dagblad 3. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

I århundreder har danske skibe forsvare handelen

Når fregatten ’Ivar Huitfeldt’ i disse dage sendes til Mellemøsten, sker det i forlængelse af en meget lang tradition for at lade søværnet beskytte danske handelsinteresser. Søofficeren Ivar Huitfeldt, som fregatten er opkaldt efter, var selv et eksempel på dette. Som en meget stor del af det datidige mandskab i den danske konges flåde var han nordmand. Norge delte som bekendt indtil 1814 konge med Danmark. Han blev født i 1665 i Frederikssten (i dag Halden) i det sydligste Norge. Han valgte samme karrierevej som sin far, der var søofficer. Som det var sædvanen dengang gjorde han også tjeneste i udlandet. I 1688 tjente han under den franske krone i en kampagne mod de ”algierske sørøvere”, som det hed. Algiers var en af de såkaldte barbareskstater på Afrikas nordkyst, der opkrævede afgift af den passerende trafik af handelsskibe, og det førte jævnligt til konflikt med de europæiske søfartsnationer. Også i nederlandsk tjeneste færdedes han i Middelhavet. Siden blev han fremtrædende officer i den danske marine og omkom heltemodigt ved et slag i Køge Bugt i 1710 under Den store Nordiske Krig.

I slutningen af 1700-tallet hørte den dansk-norske orlogsflåde til de betydeligste i Europa. Den var overgået af både den russiske, den britiske, den nederlandske, den franske og den spanske krigsmarine, men var stadig betydelig nok til at gøre sig gældende også oversøisk. 

I slutningen af 1760erne hævede fyrsten – beyen eller paschaen – af Algiers de afgifter, der var pålagt den dansk-norske handel på Middelhavet, og det førte til, at den danske konge sendte en ekspeditionsstyrke til Algiers for at gennemtvinge en mere fordelagtig ordning. Den ankom i foråret 1770, men havde efter et mislykket forsøg på bombardement af byen ikke held med at undertvinge sin modstander. Efter en blokade blev der i 1772 indgået en overenskomst, der imidlertid ikke var til danskernes gunst.

I 1790erne var der vrøvl med beyen – fyrsten - af Tripoli i det nuværende Libyen. Også han ønskede at hæve de afgifter, som han afkrævede de forbipasserende handelsskibe. En dansk flådeaktion havde under ledelse af Steen Andersen Bille i maj måned 1797 held med at blokere Tripolis havn og derefter gennemtvinge gunstigere vilkår for danske og norske handelsskibe i fart på Middelhavet.

Også Danmark afkrævede afgifter af fremmede handelsskibe i form af en told i Øresund. Den var blevet indført af Erik af Pommern i 1420erne og var i århundreder en væsentlig indtægt for den danske kongemagt og kom som sådan bestemt ikke alle fremmede magter tilpas. Ikke mindst under pres fra USA blev den afviklet i 1850erne. I kraft af en række bilaterale aftaler med de fleste sørfartsnationer i verden blev den afløst, således at Øresund som internationalt farvand i dag frit kan befærdes. På den måde indgår afviklingen af Øresundstolden i et omfattende system af regler og aftaler, som danner grundlaget for den globale skibsfart.

I dag er den danske orlogsflåde kun en skygge af sig selv. Til gengæld er den danske handelsflåde stadig verdens femtestørste. I de seneste år har pirater og andre aktører truet den retsorden, der har kontrolleret international skibsfart. Derfor har det været nødvendigt at trække store veksler på den danske sømilitære kapacitet ved at sende danske orlogsfartøjer til bl.a. Guineabugten og farvandet ud for Afrikas Horn. Og nu sendes der en fregat til Det røde Hav for at gennemtvinge den fri gennemsejling i overensstemmelse med internationale overenskomster.

(Kristeligt Dagblad 31. januar 2024)