Ole Hasselbalch gør sig i kronikken lørdag mange
anstrengelser for at vise, at landsrettens dom i sagen mellem Jørgen Dragsdahl
og Bent Jensen var en entydig sejr for Bent Jensen. Det var den ikke. Til
gengæld var den en stor sejr for hans forsvarer. Hasselbalch skylder i den
forbindelse Jyllands-Postens læsere at nævne, at han ikke bare er en uvildig
iagttager. Han støttede Bent Jensen undervejs, og udfaldet af sagen er
antagelig ikke mindst et vidnesbyrd om Hasselbalchs evner som jurist. Hvorom
alting er, lykkedes det Jensens juridiske bistand at overbevise retten om, at
Jensen aldrig har beskyldt Dragsdahl for at være agent. Jensen slap fri, fordi
retten lod sig overbevise om, at Jensen kun har gengivet, hvad PET mente om
Dragsdahl. Det er hvad retten valgte at kalde et tilstrækkeligt faktuelt
grundlag for Jensens påstande.
Det er da heller ikke hensigten med disse linjer at påstå,
at Dragsdahl er et uskyldsrent lam. Han må ligge som han har redt. Det fremgår
allerede klart af PET-kommissionens beretning, at Dragsdahls adfærd under den
kolde krig var så påfaldende, at han udsatte sig for mistanken om at være
KGB-agent. PET iværksatte af samme årsag en omfattende overvågning af
Dragsdahl. I den offentlige debat om sagen har der været en stærk interesse for
Dragsdahls synspunker under den kolde krig. Men politiske synspunkter har man
som bekendt lov til at have, og man har også lov til at ytre dem. Det mistænkelige
ved Dragsdahl var især den adfærd, som han udviste.
Imidlertid blev der hverken rejst sigtelse eller tiltale
mod Dragsdahl. Man kan som antydet finde mistanken særdeles velbegrundet. Men
den forblev altså en mistanke. Der foreligger intet vidnesbyrd om, at Dragsdahl
var i fjendens sold, heller ikke efter den grundige prøvelse i Østre Landsret.
Dette forhold fremhæver retten i sin dom. Princippet om at man er uskyldig til
det modsatte er bevist, synes imidlertid ikke at anfægte fremtrædende
debattører, herunder Jyllands-Postens lederskribent, der umiddelbart efter
dommens afsigelse konstaterede, at Dragsdahl var KGB-agent. Men den holder
altså, om man så må sige, ikke i landsretten.
Hasselbalch har naturligvis ret i, at Bent Jensen ikke kan
drages til ansvar for det, som andre konkluderer på baggrund af hans arbejde. Imidlertid
har Bent Jensen et stort medansvar for, at store dele af offentligheden har
fået det indtryk, at Dragsdahl faktisk var agent. Det hænger sammen med, at
Jensen er en trænet bruger af massemedierne.
I 2007 blev han f.eks. i Jyllands-Posten citeret for
følgende: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent.” Man kan ikke
fortænke den almindelige avislæser i derefter at tro, at Bent Jensen faktisk
mener, at Dragsdahl var agent. Bent Jensen har ikke bestridt, at han har udtalt
sig sådan, men han har siden gjort meget for at forklejne formuleringen ved at
fremhæve, at den blev fremsat i en telefon på et befærdet gadehjørne i Italien.
Han lader meget omhyggeligt som om, at det dér journalisthalløj er ham fremmed.
og han søger bevidst tilflugt i en professorværdighed, der nemt lader sig
distrahere af mobiltelefoni og italiensk trafik.
En af præmisserne for frifrindelsen af Bent Jensen var
netop, at han som forsker og professor har udvidet ytringsfrihed. Det kan man
på forskningens vegne kun glæde sig over. Sagen er blot den, at selv om Bent
Jensen er forhenværende professor, har han i denne sag undladt at opføre sig
som en forsker.
Jensen bruger ikke forskningens sædvanlige
kommunikationskanaler, men ytrer sig først og fremmest i dagspressens spalter.
Han kan virke nærmest brutal, og holder sig i direkte polemik på
opinionssiderne ikke for god til at anvende skældsord som ”giftsnog” eller ”køterpis”
om sine modstandere og deres synspunkter. Men først og fremmest navigerer han
hjemmevant i det redaktionelle stof.
Langt de fleste af de 35 påstande, der var genstand for
sagen i Østre Landsret, er fremsat i Jyllands-Posten. Det er ikke tilfældigt.
Bent Jensen har en fortid som medlem af Jyllands-Postens redaktion. Hans fremgangsmåde
kan bedst beskrives som kampagnejournalistik. Men det er som professor at han
har fået privilegerede adgang til PET’s arkiv. Ingen andre, der har beskæftiget
sig journalistisk med dette stofområde, kommer i nærheden af at have haft Bent
Jensens privilegier. Dette redaktionelle forspring har Bent Jensen udnyttet til
at forfølge sine mål.
I en kronik i Jyllands-Posten i
sommeren 2012 gjorde Bent Jensen rede for en del spionsager fra den kolde krig,
herunder en sag fra slutningen af fyrrerne, da et dengang meget ungt menneske i
opdrag af den sovjetiske ambassade udarbejdede en fortegnelse over hundredevis
af betydningsfulde danskere og deres politiske tilhørsforhold og holdning til
Sovjetunionen. Der var tale om et arbejde, som det unge menneske havde fået
overdraget af en nær slægtning. Det kunne give anledning til at rejse sigtelse,
men man valgte imidlertid af taktiske årsager ikke at føre en sag mod det unge
menneske, og sagen kom ikke til offentlighedens kendskab. Bent Jensen skrev:
”Den afdøde person og nære
slægtnings identitet blev i 1951 afsløret, men der blev ikke rejst sag mod
den endnu levende nære slægtning. Forsvarets Efterretningstjeneste ville ikke afsløre
sin kilde. Ud fra de oplysninger, som PET-kommissionens beretning bringer,
kombineret med kendskab til periodens historie - især Danmarks forhold til
Sovjetunionen - er det ikke svært at identificere de to beslægtede beundrere af
Stalin og hans politistat.” (Jyllands-Posten,16. juni 2012)
Sagen var i anonymiseret form velkendt,
for den er, som Bent Jensen anførte, beskrevet i PET-kommissionens beretning
(bd. 6, s. 58, kan læses på www.petkommissionen.dk). Men Bent Jensen gengav i
sin kronik ikke hændelsesforløbet ud fra PET-kommissionens beretning. Han havde
blandt andet føjet en væsentlig oplysning til, nemlig den nære slægtnings
dødsår, 1949, og så var det, som Bent Jensen skriver, ikke vanskeligt at
identificere den pågældende.
Hvordan det nu end kom i stand, må
man i hvert fald ikke overraskes over, at det var Jyllands-Postens redaktion,
der først regnede ud, hvem det handlede om, og en måned efter Bent Jensens
kronik, kunne avisen sætte navn på og afsløre, at der var tale om en nu 85-årig
tidligere fremtrædende professor, hvis lige så fremtrædende far var død i 1949.
Avisens reportere var mødt frem på
hans bopæl og havde konfronteret ham med beskyldningen om, hvad han i sin tidligste
ungdom havde bedrevet. I lyset af denne redaktionelle fremgangsmåde valgte
professoren det eneste rigtige, nemlig at lægge alle kortene på bordet i et
stort interview, hvor han stærkt understregede, at han tog afstand fra og
fortrød sine handlinger.
Man kan godt forstå, at
Jyllands-Posten trykte afsløringen, for den rummer de fleste af de elementer,
der i journalistbranchen kaldes en god historie. Men avisen gjorde sig også
endnu engang til et redskab for Bent Jensens fortsatte stræben efter at stille
navngivne folk for offentlighedens domstol.
(kronik i Jyllands-Posten 13. dec. 2013. Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at kronikken rummer en fejl, idet kun en mindre del af dem, der indgik i fortegnelsen over hundredevis af betydningsfulde danskere, fik påført deres politiske tilhørsforhold.)