Store Bededag blev indført i 1686 som en sammenlægning af en række særlige bededage. Den enevældige konges væsentligste opgave var under ansvar over for Gud alene at beskytte den rette tro, og derfor stod det også i hans magt at ordne årets gang i søgne- og helligdage.
Det er ikke usædvanligt, at der er levn fra enevælden i vore dages samfund. Ved statsomvæltningen i 1849 blev langt fra alting lavet om. Vi fik et parlament og kongens magt blev beskåret, men en række institutioner og love forblev indledningsvis upåvirkede. En straffelov kom til i 1866. Retsplejen som sådan blev først reformeret i 1919. Højesteret fungerer dog fortsat efter principper, der blev fastlagt under enevælden. Og ret betydelige dele af Danske Lov fra 1683 gælder stadig. F.eks. pålægger den præster at prædike klart og forståeligt uden at prale med egen visdom og uden at skælde ud på navngivne personer, regler, som mange præster stadig holder sig efterrettelig.
1849 fungerede som en historisk ventil, der lod mange institutioner og love passere uændret fra før til efter. Det var – indtil nu – vel at mærke en irreversibel proces. Hvis først noget fra før 1849 blev lavet om, har der historisk set ikke været nogen vej tilbage. Hvis Store Bededag genindføres, ville det være første gang, at et fænomen fra enevælden, som egentlig var afskaffet, blev genindført.
Folkekirken er i den sammenhæng noget ganske særligt, fordi Junigrundloven forudsætter, at Folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov. Det er ikke sket endnu. I begyndelsen af det 20. århundrede stod Venstrehøvdingen J.C. Christensen i spidsen for en modernisering af kirkens økonomi, så den ikke længere byggede på en afgift på landbruget, men blev tilpasset en moderne pengeøkonomi med egentlige medlemsbidrag. Der blev også indført menighedsråd, men det har trods mange forsøg ikke været muligt at tilvejebringe den i grundloven lovede fuldstændige ordning.
Grundloven giver som bekendt Folkekirken en særlig status, idet den understøttes af staten (§4). Det gør den ikke kun i økonomisk forstand, men også ved at gøre kirkens helligdage til officielle fridage. I 1904 blev den første moderne lukkelov indført, som forbød handel på søn- og helligdage. Det var ikke mindst et hensyn til butikspersonalets ret til fridage. Det var startskuddet til en stiltiende alliance mellem kirken og fagbevægelsen, der i kampen for ordnede forhold så at sige fulgte kirkeåret således, at dage som Store Bededag eller Pinsedag blev fridage og dermed arbejdernes højtider med frokost og snaps i kolonihaven og så videre. Hvis man bliver pålagt at arbejde på en helligdag, betragtes det som så meget af en ulempe, at det ifølge de fleste overenskomster udløser et generøst tillæg og/eller afspadsering.
Denne forbindelse til arbejdslivet gav helligdagene en stærk folkelig forankring. Det var derfor påfaldende, at det blev en socialdemokratisk statsminister, der stod i spidsen for afskaffelsen af Store Bededag. Reaktionen udeblev ikke. Man kan slippe afsted med at lave om på meget, men rør blot ikke ved min gamle jul, om man så kan sige.
Folketing og regering har formelt kompetencen til at afskaffe og genindføre Store Bededag. Det sker i kraft af en myndighed som troens vogter, der ironisk nok er nedarvet fra enevælden, fordi man endnu ikke har haft held med at ordne Folkekirkens forfatning ved lov.
Det giver imidlertid anledning til flere spørgsmål, som man antagelig også stiller sig selv på Slotsholmen i disse dage. Var det i Grundlovens forstand en understøttelse af Folkekirken at afskaffe Store Bededag? Var det fridagen og helligdagen, der blev afskaffet, eller blot fridagen? Kan regeringen og Folketinget overhovedet afskaffe endsige indføre en helligdag? Kan Folkekirken?
(Kristeligt Dagblad 16. okt. 2026)
