Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.
En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.
Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.
Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.
Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.
Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.
definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.
Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (
queen regnant) og kongens ægtefælle (
queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.
Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".
I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som
monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".
Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.
(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar