Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det
mener Jørn Henrik Petersen i et interview her i avisen den 2. september.
Petersen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af
det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom
i 2014.
Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem
konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet
i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i
verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i
Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste
konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.
Petersen mener at have fundet udsagn hos Luther selv, der
bestyrker hans teori. Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år,
bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en
sammenhæng eller i det mindste, at den skulle være så direkte. Først må man
stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem f.eks. katolske og
protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.
I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz
Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske
områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som
f.eks. ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning,
opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for
det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for
det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre og for det tredje, at
ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den
statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.
Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver
forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene,
der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge. I
Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres
egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet
reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes
fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og
købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen
reduceret.
I de større byer opstod der i anden halvdel af 19.
århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed
med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne
sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.
Fra og med slutningen af 1880erne greb den danske stat ind
med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring
og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903
og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag
over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering
betegner som velfærdsstaten.
Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi
overflødiggjort. Selv om organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens
Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører
et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al
væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst
motiveret. Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte
knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten
for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.
(Kristeligt Dagblad 14. sep. 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar