Når litteraturhistorie får diplomatiske konsekvenser

I dette efterår vil 100-året for Islands selvstændighed blive fejret. Man kan betragte øens selvstændighed som en længere proces, der strakte sig fra Altingets genoprettelse som rådgivende forsamling i 1843 til oprettelsen af republikken Island i 1944. 1918 er et meget vigtigt år i denne proces, fordi Island da blev en selvstændig stat i personalunion med Danmark, det vil sige at kun statsoverhovedet var fælles for begge stater.

Island var i det 12. århundrede hjemsted for en bemærkelsesværdig kulturel renæssance, der tåler sammenligning med f.eks. opblomstringen af den samtidig sydfranske troubadourdigtning. De gamle beretninger – sagaer – fandt en litterær form og blev nedskrevet. Enkelte håndskrifter fra den tid er bevaret, men den oldislandske litteratur kendes mest fra senere afskrifter. De blev for en betydelig dels vedkommende indsamlet af den danske konges embedsmand og indfødte islænding Árni Magnússon (1663-1730) og testamentarisk skænket til Københavns Universitet som et legat eller en stiftelse, nu kendt som den Arnamagnæanske Samling. Magnússons indsamling af de islandske håndskrifter var en bedrift, der påkalder sig beundring og respekt, for uden hans indsats ville værker, der i dag er en selvskreven del af verdens litteraturhistorie, være gået tabt. Af samme grund er samlingen opført på UNESCOs liste over umistelig kulturel verdensarv.

Som en naturlig del af det, der med et engelsk udtryk kaldes nation building, ønskede Island at råde over de midler, der kunne sætte den unge stat i stand til at fortælle sin egen historie og dermed etablere en selvstændig identitet som nation. I 1947 blev der fra Reykjavik fremsat officielt ønske om udlevering af genstande og håndskrifter af islandsk oprindelse fra offentlige danske samlinger, herunder ikke mindst den arnamagnæanske. 

Det var den almindelige opfattelse, at Island ikke havde noget retskrav at gøre gældende, og så meget desto mere markant var den politiske vilje til at efterkomme det islandske ønske. I 1965 vedtog Folketinget en lov, der indebar, at der blev foretaget en "en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsernes regler.

Loven vakte en del modstand i Danmark, fordi den berørte noget, der blev betragtet som nationalt essentielt. Den arnamagnæanske Stiftelse, for hvilken Københavns Universitets rektor er født formand, følte sin ejendomsret gået for nær og fik prøvet loven ved domstolene, der dog ikke fandt, at den stred imod Grundloven. Sagen er berømt, fordi det er et af de få tilfælde, hvor Højesteret har udøvet sin såkaldte prøvelsesret, altså den dømmende magts ret til at prøve de af Folketinget vedtagne loves grundlovsmæssighed.

Den praktiske udlevering af håndskrifterne blev indledt i 1971 og fuldbyrdet godt et kvart århundrede senere. Samlingerne varetages i dag af universiteterne i Reykjavik og København i et frugtbart samarbejde, og gennem denne ordning udtrykkes både en stærk samhørighed mellem Island og Danmark og en gensidig respekt for national og statslig selvstændighed. Men nu forrykkes denne balance.

Som Kristeligt Dagblad kunne berette den 21. maj har Københavns Universitet tilkendegivet, at der ikke længere er økonomisk grundlag for, at de forpligtelser, der knytter sig til Árni Magnússons testamentariske gave, kan opretholdes. Den arnamagnæanske Stiftelses danske afdelings fremtid er usikker. Den islandske ambassadør i København har, som man kunne forvente, udtrykt sin bekymring i den anledning.  Hvad der kan synes blot at være en prioritering i den litteraturhistoriske forskning, har dermed fået diplomatiske implikationer.  Det bliver ikke mindst interessant at høre, hvad den islandske præsident har at sige, når han aflægger besøg i København til oktober.

(Kristeligt Dagblad 28. maj 2018)