Da Muren faldt i 1989 forekom det umiddelbart indlysende at
gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev
tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie.
Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da
den nazistiske anti-semitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod
jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden. Krystalnatten selv fandt sted på
20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste
tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst
amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.
Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage
før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år
blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større
retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at
videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med
hård hånd.
Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som
drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig
i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det tyske Forbund, der blev
stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i hans egenskab af
hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske
kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes
malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det
tredje – og regnede med, at det ville bestå i tusind år.
Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes
statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at
eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske
konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin
svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.
Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en
ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt
opbygget. Der var f.eks. ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte
tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i 1.
Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun marinen var kejserlig og dermed
fællestysk.
Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og
konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte
kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså
regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt
navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og
altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat
Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed
opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da
han afskedigede Bismarck.
Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I
1895 åbnede Kielerkanalen, officielt opkaldt efter kejserens farfar, der også
hed Wilhelm, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem
Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede
magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes
ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv
ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav
bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage
den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i eksil i Nederlandene, hvor han plejede sine fritidssysler til sin
død i 1941.
Historikernes vurdering af betydningen af den 9. november
1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige.
Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og Untertanentum (undersåtlig autoritetstro) kimen til Hitlers
diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var
facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige,
europæiske udvikling. Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler
aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var bevaret i en eller
anden form i Tyskland. Under alle omstændigheder ville det på grund af
Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som
nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de
østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.
(Kristeligt Dagblad den 8. nov. 2018. Enkelte variationer i forhold til den trykte version)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar