Håbets år

Engang var 2020 et år, der skulle opfylde en forfærdelig masse forventninger. Alle havde en 2020-plan. I 2010 lancerede Rigshospitalet sin vision for Danmarks internationale hospital i 2020. I 2012 præsenterede regeringen Thorning-Schmidt sin 2020-plan, der skulle øge beskæftigelsen og skaffe balance i de offentlige budgetter. I 2014 fik Danmark en 2020-plan for naturgenoprettelse. I 2015 introducerede Fredericia Kommune Vision2020. Der var ingen ende på alle de visioner, planer, målsætninger og ambitioner, der skulle virkeliggøres i 2020.

At året stod så godt for håb, skyldes måske blot rytmen. Årstallet ejer ikke 2002s eller 1991s palindromiske skønhed. Det er kun symmetrisk i afledt forstand. (Tyvetyve er deleligt med tyve 101 gange.) Det er den enkle retoriske gentagelse af et tostavelsesord, der appellerer. To snese. Det gjorde det på en eller anden måde tillokkende at sige, at ”i tyvetyve vil vi gøre sådan og sådan”.

Uanset hvilke håb der forud blev knyttet til året, blev det tidligt klart, at 2020 ikke blev opfyldelsens år. Det begyndte nedslående med de australske skovbrande. Siden kom de californiske, de brasilianske og så mange andre brande. Ja, og så kom den 11. marts.

Det politiske og medicinske beredskab blev stillet på en prøve. Men det viste sig, at det også var det kulturelle beredskab, der var afgørende. Var vi forberedt på indgrebene i kraft af kendskab til fortilfælde? For en stor del af befolkningen var den tilstand af fred, velstand og frihed, som havde eksisteret i hele deres levetid, en selvfølge, og ethvert afbræk herfra måtte derfor fortolkes som et brud på velerhvervede rettigheder og en selvfølgelig verdensorden. For de få, for hvem den 9. april 1940 endnu står i levende erindring, er friheden, freden og velstanden slet ikke så selvfølgelig. For de lidt flere, som har sat sig ind i historien, forholder det sig tilsvarende.

Det blev derfor også et fortolkningsopgør mellem generationer. Tålmodighed erhverves ved opsparing. Derfor har ungdommen mindre af den, og sådan er det. Vi andre, der for længst har krydset livets ækvator, ved godt, at der kommer et forår og en sommer igen, hvis dette forår eller denne sommer af en eller anden grund er blevet forsømt. Også selv om vi har færre forår og færre somre tilbage i det store regnskab. Den erfaring har de færreste unge i deres beredskab – i hvert fald indtil nu.

”Man binder os på mund og hånd”, skrev Poul Henningsen i 1940. Sammenhængen var en ganske anden, men alligevel er det påfaldende, at oplevelsen af mundbind og forsamlingsforbud i 2020 bygger en bro over en firsårig forståelseskløft.

Reaktionen i foråret 1940 på en udefrakommende og ukontrollerbar trussel virker påfaldende genkendelig. Meget få danskere er blevet syge, men alle er berørte af modforanstaltningerne. Meget få danskere kom dengang i direkte berøring med krigshandlinger, men til gengæld blev alle påvirket af omstændighederne.

Hal Koch satte ord på situationen, da han i september 1940 indledte en række forelæsninger for den studerende ungdom i København:

”Den største Del af vort Lands Ungdom er ikke faldet paa Slagmarkerne eller kaldt bort til Krigens Gerning, men møder – trods alt, hvad der er sket og sker ude i Europa – rede til at øve Fredens, Kulturens, Opbyggelsens Arbejde. Vi har Kaar, som næppe nogen anden Højskole [universitet] i Europa har dem i Øjeblikket. Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde.”

Hal Koch pegede netop på, at oplevelsen af ængstelse, bekymring og rådvildhed ikke var knyttet til nogen konkret fare for at dø i krig, men situationen som sådan. Krigen, der ikke var en krig, tog noget fra ungdommen, som den aldrig fik igen.

Dengang tog det 5 år at vende langsomt tilbage til noget, der ligner normaltilstanden. Med lidt held tager det denne gang kun et. Belært af erfaringerne skal vi ikke overbelaste et enkelt år med for mange ambitioner og forventninger. Befrielsessommeren 1945 var bestemt ikke kun solskin og lykke. Lidt håb kan der dog nok blive plads til i anledning af nytåret. Foreløbig omfatter min 2021-plan ikke de store visioner. Blot lidt mere normalitet, tak.

(Kristeligt Dagblad 30. dec. 2020. Avisen valgte en anden overskrift)