Regeringens forslag om at flytte studiepladser ud fra de store byer er historisk set interessant, fordi det indgår i en lang tradition for at diskutere centralisering og decentralisering i uddannelsespolitikken.
Da Christian I søgte pavens tilladelse til at oprette et universitet i København var det også udtryk for et ønske om at udbrede
uddannelsesmulighederne til Europas periferi. Konkurrencen med Sverige var nok
heller ikke uden betydning. Universitetet i Uppsala, grundlagt 1477, er to år
ældre end Københavns Universitet.
Universitetet i København forblev længe rigets eneste.
Nordmænd og islændinge måtte til København, hvis de ville have en akademisk
uddannelse. I hertugdømmerne var der tradition for at uddanne sig ved tyske
universiteter. I 1665 grundlagde hertug Christian Albrecht af
Slesvig-Holsten-Gottorp – en ætling af Christian I – universitetet i Kiel, der
stadig bærer hans navn. Året efter blev universitetet i Lund grundlagt, kun
kort tid efter at Skåne var blevet svensk.
Både universitetet i Kiel og Lund kan ses som et udtryk for
forsøg på konsolidering af en fyrstemagt, henholdsvis den gottorpske og den
svenske. Et universitet hører fra denne tid simpelthen til en stats
standardinventar. Den gottorpske stat gik det ilde. Den led nederlag efter
Store Nordiske Krig i 1720 og måtte give endelig tabt ved en overenskomst
mellem Rusland og Danmark i 1773. Efter denne tid sorterede universitetet i
Kiel under den danske konge. Universitetet i Lund derimod blev en vigtig
forpost for den vellykkede forsvenskning af skånelandene.
Åbningen af universitetet i Christiania – nu Oslo – i 1811
var en vigtig markør for norsk selvstændighed, om end alle de centrale aktører,
der arbejdede for norsk selvstændighed, der blev virkeliggjort i 1814, var
uddannet i København. I 1829 fik København sit andet universitet i form af Den
Polytekniske Læreanstalt, i dag Danmarks Tekniske Universitet. Hvis man regner
Landbohøjskolen med, grundlagt 1773, var det nummer tre. Også i 1829 gav
Frederik VI statutterne til Serampore College i den daværende danske koloni i Vestbengalen.
Det fungerer endnu og er der dermed også et af det asiatiske fastlands ældste højere
læreanstalter efter europæisk forbillede.
Læreruddannelsen fulgte en anden vej end universiteternes.
De første seminarier lå typisk uden for de store byer. Det forblev i Danmark langt
op i det 20. århundrede en tradition, at lærere blev uddannet på steder som
Nørre Nissum, Haslev, Skaarup, Ollerup eller Ulfborg. Læreruddannelsen var en
typisk karrierevej for bogligt indstillede unge fra landet, der sjældent havde
mulighed for at komme på gymnasiet. Da bønderne organiserede sig politisk i
slutningen af 1800-tallet var de centrale lederskikkelser som Chresten Berg og
J.C. Christensen læreruddannet.
Universitetsuddannelserne derimod blev efter tabet af Norge
i 1814 og tabet af hertugdømmerne i 1864 koncentreret i København, der i 1892
også fik en farmaceutisk højskole. I 1911 fulgte universitetet i Reykjavik, som
blev en byggesten for islandsk selvstændighed. I 1928 fulgte
universitetsundervisningen i Aarhus, der udviklede sig til Aarhus Universitet.
Universitetet i Thorshavn blev grundlagt i 1965, og
Universitetet i Nuuk er fra 1987. Også de skal ses i direkte sammenhæng med et
politisk ønske om autonomi, hvorimod universitetet i Aarhus ikke skulle føre
til jysk hjemmestyre, men derimod udbrede uddannelsesmulighederne. Også
grundlæggelsen af universiteter i Odense (1964), Roskilde (1972) og Aalborg
(1974) var et led i det 20. århundredes stærke decentralisering af de lange,
videregående uddannelser.
Fra 1980erne er tendensen gået i retning af centralisering
f.eks. i form af nedlæggelsen af flere traditionsrige seminarier. Efter
årtusindskiftet er der også sket en organisatorisk koncentration, der har
betydet sammenlægningen af mellemlange og lange videregående uddannelser i
færre professionshøjskoler og højere læreanstalter, dog med aktiviteter fordelt
ud over hele landet, således at man i dag kan tage videregående uddannelser i
byer som Kalundborg, Herning, Haderslev, Esbjerg, Kolding, Thisted, Rønne og
Slagelse.
(Kristeligt Dagblad 2. juni 2021)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar