Mange af os har i den seneste tid vænnet os til at fremvise et coronapas, hvis vi havde et ærinde et sted, hvor et sådant var påkrævet. De fleste, der rejser oversøisk, har stiftet bekendtskab med krav om vaccinationsattester for at kunne besøge visse lande, men det er noget andet, når det handler om den indenlandske bevægelsesfrihed.
Begrundelsen for passet er naturligvis at forhindre yderligere
smittespredning. Kritikerne af denne fremgangsmåde fremhæver, at det er
diskrimination, og at de, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at lade
sig teste eller vaccinere, bliver berøvet en hævdvunden frihed. Men historisk
set er der ikke noget nyt i, at man skal fremvise en attest på, at man er
smittefri.
Det blev i 1810 ved forordning – svarende til en lov – obligatorisk
at lade sig vaccinere mod kopper. Udgiften blev afholdt af offentlige kasser,
og efter vaccinationen skulle lægen udstede en attest til den vaccinerede. Uden
denne attest kunne man ikke blive konfirmeret eller gift, få en læreplads eller
blive optaget på latinskolen, og soldater, der ikke havde været syge eller var
blevet vaccineret, skulle vaccineres med tvang. Dengang var Danmark stadig
enevældigt regeret, og det er blevet bragt frem i dagens debat, at den
nuværende ordning med coronapasset bærer før-demokratiske træk og at
coronapasset og flere af de øvrige modforanstaltninger bryder med de
frihedsrettigheder, der blev indført med Junigrundloven i 1849. Der er
imidlertid også præcedens for sundhedspas efter 1849.
I 1905 blev ”Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens
Bekæmpelse” vedtaget. Tuberkulose var på det tidspunkt blevet et alvorligt
problem, der kostede tusindvis af liv årligt. Loven greb ind på en række
områder med bestemmelser om hygiejniske forskrifter, isolation med mere. I
lovens paragraf 11 indførtes krav om bevis på smittefrihed for visse offentligt
ansatte:
"Ingen Lærer maa ansættes under det offentlige Skolevæsen, forinden det ved Lægeattest, der ikke er ældre end 3 Maaneder, er godtgjort, at vedkommende ikke lider af smittefarlig Tuberkulos i Lunger eller Strubehoved [...] tilsvarende Regler gælde om andre Embedsmænd og Bestillingsmænd, hvis Gerning medfører saadanne Berøringer med Befolkningen, at denne utvivlsomt udsættes for den fra Tuberkulose i Lunger og Strubehoved hidrørende Smittefare."
Fra 1933 gjaldt kravet f.eks. også for pedeller ansat ved kommune- og statsskoler samt statsseminarier, lige som bl.a. husmoderafløsere skulle have en tuberkuloseattest for at virke.
Tuberkuloseattesten blev udstedt på de såkaldte tuberkulosestationer, klinikker, der var spredt ud over hele landet. her kunne man ved hjælp af blodprøver og røntgen optagelser konstatere, om en patient var smittet. Staten stillede røntgenvogne til rådighed, mobile enheder, der kunne diagnosticere lokalt og ambulant. Tuberkulosestationerne var også udgangspunkt for den landsdækkende vaccinationskampagne, der blev iværksat i 1946. Indtil midten af 1980erne blev danske børn rutinemæssigt vaccineret mod tuberkulose.
Tuberkulosebekæmpelsen var overvejende offentligt finansieret, men blev også støttet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, oprettet i 1901. Foreningen drev blandt andet flere lungesanatorier rundt omkring i landet, og arbejdet blev blandt andet finansieret ved salg af de såkaldte høstblomster, små papirsblomster til at sætte på reversen. Lungeforeningen viderefører i dag tuberkuloseforeningens arbejde.
Tuberkulose er under kontrol i Dannmark, men på verdensplan er sygdommen stadig i dag en af de meget store dræbere
(Kristeligt Dagblad 4. maj 2021).
Lungesanatoriet i Avnstrup, midt ude i en skov sydvest for Osted på Midtsjælland, indviet 1940. Nu flygtningecenter. Eget foto. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar