Stiftsgrænser

 Der er opstået en diskussion om grænsedragningen mellem Roskilde og Lolland-Falsters Stift. Det sker samtidig med, at vi netop har fejret 1200-året for Ansgars mission og dermed for kristendommens ankomst til Danmark og Norden. Det giver anledning til at se på stiftsgrænserne historisk set.

Vi ved temmelig lidt om kirkens organisering i de første århundreder efter Ansgar. Norden var som missionsmark underlagt ærkebispesædet Hamborg-Bremen. Fra midten af 900-tallet kendes omtalen af biskopper fra Slesvig, Aarhus og Ribe, men bispedømmernes udstrækning og virke er dårligt dokumenteret.

 I 1022 omtales en biskop af Roskilde i en engelsk kilde. Sven Estridsen foretog i midten af 1000-tallet en egentlig organisering med en stiftsinddeling. Skåne blev skilt ud fra Roskilde. Kortvarigt var der to skånske stifter med hovedsæde i henholdsvis Lund og Dalby, men de blev samlet i Lund. De øvrige bispebyer var Odense, Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg og Vestervig for det nordjyske stift. Det fik siden hovedsæde i Børglum og fra 1554 i Aalborg.

Kong Svends organisering af kirken var også et forsøg på at løsrive sig fra Hamborg-Bremen, hvad der dog først lykkedes under Erik Ejegod i 1103, da Norden fik sit eget ærkesæde i Lund. 

Valdemar den Stores erobring af Rügen i 1167 betød, at øen blev underlagt Sjællands Stift, hvad den var i et par hundrede år. Efter tabet af Skånelandene i 1658 endte Bornholm med at forblive på den danske konges hænder, og det betød også, at Bornholm blev indlemmet i Sjællands Stift i 1662 på lundensernes bekostning.

I 1682 fik Lolland-Falster sin egen verdslige stiftsøvrighed, men var i gejstlige spørgsmål stadig underlagt biskoppen i Odense. I 1799 blev det dog besluttet, at næste gang bispestolen i Odense blev ledig, ”skal Lolland og Falster, saaledes som Samme nu har en egen Stiftamtmand, have sin egen Biskop”. I september 1803 døde biskop Tønne Bloch og i december fik domprovst i Roskilde Andreas Birch embedet som biskop over Lolland og Falster.

Fra Fogtmans Reskripter

Øerne Als og Ærø var på dette tidspunkt slesvigske, men sorterede i gejstlige spørgsmål, herunder skolevæsenet, også under Fyns Stift. Det førte imidlertid til administrative komplikationer, og løsningen blev i 1819 skabelsen af et selvstændigt ministift for Als og Ærø. Efter 1864 blev Ærø dansk og blev igen lagt ind under Fyns Stift, mens Als blev underlagt Slesvig.

Ribe Stift er historisk set det mest udstrakte af landets stifter og har siden Middelalderen fået justeret sine grænser adskillige gange. Det hænger ikke mindst sammen med, at det dækkede dele af både hertugdømmet Slesvig og kongeriget fra Limfjorden til Tønder. Ikke mindst under Reformationen, der blev indført tidligere i Slesvig end i kongeriget, havde det betydning, men også i de følgende århundreder påvirkede udviklingen i Slesvigs forhold til kongeriget Ribe Stifts funktion og grænser.

Ribe Stift måtte efter 1864 afstå dele af sine slesvigske sogne, og blev den gejstlige vogter af Kongeågrænsen. Genforeningen betød et af de største indgreb i stifternes arrondering. Det var den bevidste hensigt, at ingen stiftsgrænse skulle gå langs kongeågrænsen. Landsdelen blev delt på langs. Ribe Stift fik de nordvestlige dele af Slesvigs Stift, mens det østlige Nordslesvig blev til det nyoprettede Haderslev Stift, som også fik de fleste af de provstier i det daværende Vejle Amt, der indtil da havde hørt under Ribe Stift. Dertil kommer, at de danske kirker i Sydslesvig også sorterer under Haderslevs biskop. Ribe afstod derudover også fem provstier til Viborg Stift. Ved samme lejlighed blev Østhimmerland overført fra Viborg til Aalborg Stift.

Også i 1922 blev Københavns Stift udskilt fra Sjællands Stift. Sjællands biskop havde siden Reformationen haft sin Bispegård i København lige over for Vor Frue Kirke, der altså i 1922 også blev domkirke. I 1961 blev Helsingør stift udskilt af Københavns Stift, og Helsingør Stift er i dag Folkekirkens folkerigeste med cirka ti gange så mange medlemmer som Lolland-Falsters Stift.

Folkekirken fik endnu et stift i 1990, da Færøerne fik sin egen biskop, H.J. Joensen. I forbindelse med hans afgang i 2007, løsrev færingerne sig og dannede deres egen folkekirke. I 1993 blev Grønland et selvstændigt stift, der stadig udgør en del af den danske folkekirke, dog administrativt underlagt hjemmestyret. Historisk havde Færøerne og Grønland hørt til Sjællands og siden Københavns Stift. Fra 1993 til 2007 havde Folkekirken altså 12 stifter, nu 11.

I forbindelse med den kommunale strukturreform i 2007 skete der justeringer med det formål, at provstierne på grund af den kirkelige ligning bedst følger kommunegrænserne, der i øvrigt i mange tilfælde svarer til de historiske herreder. For stifternes vedkommende betød det, at 13 sønderjyske sogne skiftede fra Ribe til Haderslev Stift.

(Kristeligt Dagblad online 29. maj 2026)