Montell-Schwarzenegger-syndromet

T 3 rammer netop nu de danske biograflærreder. Dræbermaskinen med det lave lixtal er tilbage, præcis som han lovede i to’eren: »I’ll be back!«. Næsten ingen af filmanmelderne har undladt at ironisere over hovedrolleindehaveren, Arnold Schwarzeneggers politiske ambitioner. Han vil efter alt at dømme gerne være guvernør i Californien som Ronald Reagan var det. Præsident kan han dog som bekendt ikke blive, da han ikke er født i USA. Og vi tænker uvilkårligt, at de må være tossede, de amerikanere, når de må formodes igen at ville stemme på en stjerne uden hjerne. »Han er stærk og driftsikker og programmeret med et hav af tørre oneliners. Ikke så underligt, at USA næststørste stat har udset ham som kommende guvernør,« som en anmelder skrev.

Der synes at herske almindelig enighed om, at Arnold er dum. Han kan ikke huske replikker, der er længere end en linje, og han kan ikke engang udtale dem ordentligt. Hans kropssprog er unuanceret og larmende. Californien har ikke fortjent bedre, tænker den blaserte europæer.

Det samme omdømme synes – i en anden målestok – at være blevet Maria Montell til del. Hun er køn og lyshåret, har været kæreste med kronprinsen og synger di-da-di-pop. Hun må da være blæst i hovedet, ikke sandt? Alle synes at have glemt, at Montell selv skriver sine sange og at hun i øvrigt faktisk kan synge. Hvis hun nu i stedet havde opfundet en eller anden praktisk duppedit, f.eks. en ny og bedre ventil til badedyr og luftmadrasser (vil en eller anden ikke nok gøre netop det, please?) og selv sat den i produktion, ville alle have været enige om, at hun er så dygtig, måske endda intelligent. Nu er hun bare god til at lave popmusik, og så kan man jo ikke være andet end dum. Det var godt vi slap for at få sådan en tom blondine som dronning, ikke sandt?
 
På samme måde synes mange at mene, at Arnolds Hollywood-karriere gør ham uegnet som politiker. Der er imidlertid tale om en fejlslutning. Det kan indledningsvis være nødvendigt at minde om, at de ensporede dræbere kun er roller, som han har spillet. Måske har Arnold ikke spillet rollerne særlig godt, men det er hans bankforbindelse revnende ligeglad med. Er han en dårlig skuespiller, er der så meget desto større grund til at beundre hans evne til at udnytte sine evner optimalt. Accenten er gjort til et varemærke, selvom han sandsynligvis taler glimrende amerikansk. »Ajl bi bæk« siger jeg og blinker indforstået til min gode ven, der hedder Beck. Jeg synes selv, det er sjovt.

Og så er de altså heller ikke værre, de film. De fleste afficionados vil nok anerkende værdien af James-Bond-pastichen True Lies, hvor Arnold og en veloplagt Jamie Lee Curtis udgør den komiske akse pakket ind i en veltrimmet handling og god action, der indbefatter filmhistoriens hidtil eneste scene, der involverer både en Harrier-jet og en byggekran.

En af de mest oversete af hans film er The Last Action Hero, som er en festlig parodi på hans eget image. Den foregår delvist i et karikeret filmunivers. Arnold spiller den fiktive actionhelt Jack Slater, der ved et uheld havner i den virkelige verden, hvor forbrydelser betaler sig og hvor filmens regler for heltes overlevelsesevne ikke gælder. I en meget morsom scene møder Slater den skuespiller, der spiller ham på film, altså Schwarzenegger, der giver den hele armen som arrogant og pengegrisk Hollywood-kändis. Fru Schwarzenegger optræder for fuldstændighedens skyld ved hans side i en cameo-rolle. Schwarzeneggers parodi på sig selv er nærmest modig og vidner om en ukrukket, selvbevidst og tænksom mand. Det hjælper selvfølgelig, at menagen er instrueret og produceret af John McTiernan, men selv ikke han kan tvinge Schwarzenegger til noget, som han ikke selv vil være med til.

Hvad med at give folk en chance? Maria Montell er dygtig til det, hun gør, og Arnold kan antagelig blive en udmærket guvernør uden at jeg skal gøre mig klog på, hvad det egentlig indebærer. Hvis det kræver intelligens og selvironi, er han i hvert fald kvalificeret. Så længe det ikke giver Woody Allen gode ideer.

(Information 30. juli 2003)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar