Det nødvendige bureaukrati

I en aviskommentar fra marts sidste år krævede Venstre-politikerne Carl Holst og Esben Lunde Larsen i et fælles indlæg færre regler og mindre kontrol i det offentlige. Der findes antagelig ikke den politiker, der ikke på et tidspunkt har udstedt løfte om at afskaffe al unødvendigt bureaukrati og komme af med den stive regelstyring.

Kravet om oprydning i regeljunglen og afskaffelse af de bureaukratiske fedtlag møder næsten altid bred opbakning, så man kan ikke fortænke politikere i at gøre brug af dette valgløfte. Men det svarer stort set til at love medvind på cykelstierne.

At heller ikke Carl Holst og Esben Lunde Larsen har haft held med at holde løftet, har flere årsager. For det første vokser bureaukratiet af egen kraft. Det kaldes Parkinsons Lov efter den britiske historiker C. Northcote Parkinson, der i et berømt og meget vittigt essay i The Economist fra 1955 redegjorde for, hvordan en given forvaltning knopskyder på egen foranledning.

For det andet kan alle ganske vist i bred almindelighed blive enige om, at der findes unødvendigt bureaukrati, men så snart det kommer til at udpege den del af forvaltningen, som kan undværes, begynder uenighederne. Det har i praksis vist sig vanskeligt at identificere dem, der er entydigt overflødige.

For det tredje er modviljen mod bureaukratiet som regel baseret på en mangelfuld forståelse af, hvad bureaukrati egentlig er. Vi burde elske rigtigt bureaukrati, for ingen vil i virkeligheden have alternativet.

Det er sociologen Max Weber, der i begyndelsen af det 20. århundrede opstillede definitionen af det moderne bureaukrati. I førmoderne tid var der intet principielt skel mellem kongelige embedsmænds private økonomi og interesser på den ene side og statens på den anden.

Det moderne bureaukrati blev til, idet der skete en professionalisering, således at man skulle have en uddannelse, hvis man ville ansættes i det offentlige, og der skete en adskillelse af det private og det professionelle. Embeder måtte altså ikke længere gå i arv (nepotisme) eller handles (simoni).

Den professionelle bureaukrat skulle herefter forvalte efter faste regler og ikke efter forgodtbefindende eller egeninteresse, og til gengæld for, at han (kvinder fik først adgang til statslige embeder i Danmark i 1921) ikke længere måtte pro-fitere personligt af de beslutninger, som han traf i embeds medfør, fik han en løn, som han kunne leve af.

Som Mette Frisk Jensen, historiker og forsker i dansk forvaltnings-og korruptionshistorie, har vist, blev det moderne bureaukrati indført i Danmark allerede under den sene enevælde for omtrent 200 år siden. Fra dette tidspunkt skete der en konsekvent bekæmpelse af venalitet, som det hed, altså korruption. Enevælden har gjort Danmark til et af verdens mindst korrupte lande.

Selvfølgelig kunne vi godt tænke os, at systemet er mere empatisk, fleksibelt, menneskeligt, personligt og så videre, men hvis man ser på de historiske og nutidige tilfælde, hvor en forvaltning beror primært på forvalterens personlighed og individuelle vurdering og ikke på regler, slår den menneskelige natur stærkt igennem, og resultatet er ikke sjældent vilkårlighed, smålighed, tilfældighed og korruption.

Et vellykket bureaukrati er med andre ord pr. definition upersonligt og regelbundet, således at alle behandles lige, og ingen kan misbruge systemet til at skaffe sig personlige fordele, som andre i samme situation ikke er berettiget til. " Politikere har udstedt regler for at hindre misbrug", som Carl Holst og Esben Lunde Larsen så ganske rigtigt skrev i deres indlæg.

(Kristeligt Dagblad 17. nov. 2015)