Plagiat

Der er i løbet af december måned blevet rettet beskyldninger mod flere journalister på danske aviser om plagiat. Plagiering består i at opgive falsk ophavsmand til et åndeligt produkt. Det kan ske i form af piratkopiering, altså at man sætter andres navn på noget, som man selv har fremstillet, eller som i de aktuelle tilfælde at kopiere andres tekster og udgive dem for at være ens egne.

Den historiske forudsætning for, at plagiat kan gælde som en overtrædelse er, at der udvikles et begreb om originalitet, altså at æren for og retten til en bestemt nyskabelse eller idé skal gives til en bestemt person. Dette ideal synes for det skrevne ord at have været veletableret allerede i antikken. Selv om bøger kun kunne distribueres ved at blive kopieret i hånden, har man fastholdt en forbavsende loyalitet mod den, der blev opfattet som den oprindelige forfatter. Kun således er værker af Aristoteles og Platon blevet bevaret. Trangen til at give et værk en ophavsmand har også været så stærk, at nogle værker er overleveret med et forfatternavn, selv om det f.eks. er tvivlsomt, hvem der har skrevet de homeriske digte eller Davids salmer. For billedkunstens vedkommende udvikledes originalitetsbegrebet først i løbet af Middelalderen.

Med bogtrykkerkunstens introduktion i Europa blev udgivelsen af bøger kommercielt interessant og dermed genstand for den universelle menneskelige brist: grådighed. Piratkopier af bestsellere blev fremstillet uden at man dog kunne betragte det som lovbrud, idet der ikke fandtes nogen love om copyright eller forlagsret, som det hedder på dansk. En anden vigtig institution blev forfinet og udviklet samtidig med moderne typografi, nemlig fodnoten. Den gør det muligt at anvende andres formuleringer og ideer og videreudvikle dem uden at plagiere, fordi den oprindelige ophavsmand kan krediteres med en henvisning.

Plagieret blev der dog fortsat. Historikeren Kristoffer Schmidt har i sin phd-afhandling, som blev forsvaret i 2015, vist hvorledes Ludvig Holberg i sit historiske forfatterskab skrev direkte af efter sine udenlandske forlæg i et langt større omfang end hans henvisninger lader forstå. I 1741 udstedtes i Danmark en af Europas første love om forlagsret. Den handlede først og fremmest om eftertryk af hele bøger, såkaldte rovtryk, og det er næppe sandsynligt, at Holberg med sine sammenstykkede afskrifter forbrød sig mod denne lov. Først i 1800-tallet blev de nugældende normer for citatpraksis og ophavsret etableret og håndhævet, og de blev kodificeret i en international konvention vedtaget i Bern i 1886. Danmark tiltrådte Bernerkonventionen i 1902.

Aviser og siden radio, TV og net-baserede medier har altid flittigt citeret fra hinanden. Man kan iagttage, hvorledes kildeangivelser blev almindelige allerede i 1800-tallets aviser, og de er blevet normen i løbet af det 20. århundrede. Ideen med en kildeangivelse er, at det er en essentiel del af enhver oplysning, hvor denne oplysning stammer fra, fordi det ikke mindst tjener til en vurdering af samme oplysnings troværdighed. Journalister bruger ikke fodnoter, men enhver dygtig journalist skriver sine henvisninger ind i den løbende tekst, så kilden kan spores – med mindre den er anonym.

Generelt holder danske journalister faktisk fanen højt. Den aktuelle debat er da også udtryk for, at den interne justits blandt journalister – selv om to af de anklagede faktisk slet ikke er journalister af uddannelse, men cand.scint.pol.er – er mindst lige så hård som blandt videnskabsfolk, og det tjener journalistikken til ros.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2016. Avisen havde valgt en lidt længere rubrik.)