Kronen og kroerne

I begyndelsen af december faldt der dom i en sag, der var rejst mod ejeren af Grønhøj Kro ved Viborg. Ejeren skal betale dagbøder, indtil han opgiver at bruge den lukkede krone som logo i sin markedsføring. Grønhøj Kro er en af de mere end hundrede endnu eksisterende kroer, der indtil 1912 besad et statsligt garanteret monopol på udskænkning for rejsende. En nutidig parallel til dette privilegiesystem er apotekervæsenet. Apotekerne er privat ejet og drevet, men har statsligt garanteret monopol på – og pligt til – at sælge receptpligtig medicin.

Sagen mod kroejeren er anmeldt af Rigsarkivet, fordi Rigsarkivet har den heraldiske ekspertise, altså indsigt i våbenskjolde, segl og emblemer, eller populært sagt statens varemærker. Den lukkede krone er statens symbol, og kun statslige myndigheder og virksomheder må føre den som logo. Straffelovens § 132 forbyder private at benytte ”kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner”.

Formålet med denne bestemmelse, der har mere end 80 år på bagen, er, at der aldrig må herske tvivl om, hvem der udøver statslig myndighed eller repræsenterer statens interesser. At kongekronen er et statsligt symbol går tilbage til enevælden, da kongen inkarnerede staten. Det var faktisk enevælden, der skabte den moderne stat, forstået som en centraliseret og suveræn magt. At noget var kongeligt, betød at det var statsligt. Statens teater hed derfor Det kongelig Teater, statens bibliotek hed Det kongelige Bibliotek, og eftersom det var den enevældige stat, der valgte at privilegere krodriften, blev kroerne kongeligt privilegerede.

Systemet med privilegerede kroer var et hensyn til infrastrukturen. Der skulle være kroer med en dagsrejses afstand over hele landet, så rejsende havde adgang til overnatning og forplejning. Privilegiet kunne ikke gå i arv og indebar i øvrigt heller ikke ret til at bruge kronen. Hvis kroen derimod sideløbende havde en funktion som kongelig postgård, blev der skiltet med kronen, og det er antagelig den krone, der i dag er vandret over på kroernes brevpapir og hjemmesider.

Med Junigrundloven i 1849 blev kongens magt indskrænket, men ideen om staten som indehaver af en absolut myndighed blev ikke opgivet. Staten fortsatte også med at anvende kronen som symbol i en stiliseret udgave af Christian V’s lukkede krone, der har otte bøjler, men som grafisk gengives med fem synlige bøjler. Den åbne krone knyttes gerne til valgkongedømmet, mens den lukkede krone forbindes med enevælden og ikke mindst dens forestilling om suverænitet, der er overtaget af den moderne demokratiske stat. At danskerne er glade for denne suverænitet viste den nylige afstemning om EU-forbeholdene.

Regeringen har op under jul tilkendegivet, at den vil sørge for en ændring af Straffelovens § 132, så kroernes brug af den lukkede krone kan lovliggøres. Hvordan den rent juridisk skal kringles, er et åbent spørgsmål, for der kan som nævnt ikke være tale om, at man blot forlænger en gammel ret, for den foreligger ikke. En løsning, som sikkert ville blive hilst velkommen rundt omkring, kunne være, at kroerne genoptog funktionen som posthus. 

En anden løsning ligger mere lige for: Rigsarkivet har tydeligt i de høringssvar, som det har givet gennem Kulturministeren, tilkendegivet, at det er den lukkede krone, der er problemet. Nogle læsere vil måske erindre et konservesprodukt, ”Dronning – fineste tun i tomat”, hvis emballage var prydet af et billede af Dronning Alexandrine i en ramme med den lukkede krone. Produktet findes stadig. Firmaet anvender ikke længere Alexandrines portræt, men bruger stadig kronen – blot i den åbne version. Det er ikke forbudt, kræver ingen ændring af straffeloven og ingen åbning af posthuse.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2015)