Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt
debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention
bag TV-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af
Gabold selv og hans kritikere.
Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980erne
beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt
anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Østergaard.
I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som
betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat,
en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds
grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke
noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist
uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.
I sin reneste form er nationalstaten defineret som en
suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen
medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater.
Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det
danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.
Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen.
Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i Middelalderen hos f.eks.
Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være
f.eks. dansk, tysk eller svensk.
Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter
Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden.
Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og
muligheder i livet.
Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864
burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af
Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var
indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en
ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var
dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.
At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har
fået nogle til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion,
altså at den er en illusion og dermed en løgn. Men dette argument ville
indebære, at andre samfundsfænomener som f.eks. demokratiet måtte afskrives.
For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det. Nationen er
på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt
sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor
både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som
danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere. Der findes også dem, der
mener, at nationen altid har eksisteret, at den f.eks. hører til
skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når
bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først
kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.
I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på
idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem
København og Bonn i 1955. Selv om vi roser os af, at den danske nationalisme
nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig
uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede
tusindvis af danske slesvigere livet.
(Kristeligt Dagblad 11. februar 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar