En muslimsk friskole i København har vakt opsigt, fordi skolepsykologen har rådet eleverne til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Flere politikere har i den forbindelse udtalt, at skolen forbryder sig mod nogle af samfundets centrale principper og burde fratages sin statsstøtte. Tilfældet er langt fra enestående. Adskillige religiøse og især muslimske friskoler har ved deres praksis i de sidste år udfordret det frihedssyn, som ligger bag friskoletanken og friskoleloven. I hvor høj grad må og kan skolen påvirke eleverne ideologisk og religiøst? Hvordan kan man forene religionsfriheden med børnenes rettigheder og friheder?
Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.”
Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.”
Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold.
Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:
”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”
Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.
(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)
Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.”
Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.”
Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold.
Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:
”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”
Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.
(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar