På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst
i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle.
Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men
i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede
borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug,
debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles, at de ikke
er medlem af Det konservative Folkeparti.
I udgangspunktet ønsker konservatismen at bevare. En af
konservatismens fædre er den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797), hvis
hovedargument var, at samfundet er en pagt indgået mellem de døde, de nulevende
og de ufødte, hvorfor vi altid er i mindretal. Og ifølge Burke er det bedste,
vi kan efterlade vores efterkommere, ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger.
Derfor er der i øvrigt også en alliance mellem klassisk konservatisme og den
økologiske bevægelse.
Samuel P. Huntington – ham med Civilisationernes Sammenstød,
som så mange af de nye konservative tilslutter sig – skrev som ganske ung i
1957 en meget indflydelsesrig analyse af konservatismen som ideologi. Her
gjorde han blandt andet opmærksom på, at konservatismen i modsætning til, hvad
man umiddelbart skulle tro, er en foranderlig og formbar ideologi.
Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget
væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye
konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er
befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde
lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den
nykonservative retorik.
Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet
fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som
fejlbehæftet og præget af en latent konflikt, der er ved at bryde ud, en
kommende borgerkrig. Det har fået nogle til at pege på, at der er et slægtskab
mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede
konflikt som en mulighed for renselse og afklaring. Derfor har de
historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde
bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden
om, at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger
Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over
budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: ”Jeg bringer
glædeligt budskab, fjenden er i landet.”
Replikken udtrykker det paradoksale ønske, at en ydre fjende
kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten
selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der
stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og
typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende
nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov har vist,
trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i
kølvandet på Første Verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået
tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade.
På den måde kan man tale om en vis form for tradition,
stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.
(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2017)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar