Antiamerikanismen trives især blandt intellektuelle, mener lektor Hans Hauge og demonstrerer derefter en god portion anti-intellektualisme. Hauge er selv en klassisk intellektuel, der på baggrund af sit kendskab til engelsk litteratur gerne udtaler sig om meget andet end netop det.
Hauges utroværdighed begynder med, at han kun kan fremvise et eneste eksempel på det, han er imod, nemlig et indlæg af Troels Engberg-Pedersen. Det generer ham ikke, at kun få kendsgerninger bakker hans synspunkt op, samtidig med at han kritiserer andre for ikke have kendskab nok til sagerne.
Hauges eget argument for, at vi skal lære at elske USA, er, at amerikanerne er de eneste, der kan sikre verdensfreden. Det har han for så vidt ret i, men det er jo ingen begrundelse for ikke at diskutere, hvordan amerikanerne nu går og sikrer den.
Hauge mener, at vi senest efter den 11. september alle burde være omvendt til amerikanismen, men hvorfor nu egentlig det?
Vi skal skille tingene ad. Et er den naturlige sympati for amerikanerne, som vi deler, et andet er en vurdering af USA´s rolle i international politik. Dén ulykkelige dag gik vores tanker til New York, og vi føler med de efterladte, men selve terrorhandlingen er jo ikke i sig selv ligefrem et symbol på en vellykket sikkerhedspolitik fra amerikanernes side. Det sørgelige er, at selv den amerikanske diskussion om amerikansk politik i efteråret 2001 stort set forstummede. At kritisere Bush var at ligne med landsforræderi.
Det 20. århundrede har været præget af en påfaldende konstant udvidelse af USA´s militære råderum. Når amerikanerne én gang har etableret en base, forbliver de dér. Guantanamo på Cuba er et godt eksempel, og Thulebasen er et andet. I de seneste år er der føjet et par stykker til listen i Mellemøsten og Centralasien. Samtidig har de europæiske stormagter i samme takt opgivet deres baser kloden over.
USA´s magt vokser, og det kan mærkes i Europa, der ikke længere taler med samme vægt som hidtil.
Splittelsen ytrer sig i det praktiske samarbejde i NATO. Da danske F16-jagere skulle sættes ind i forbindelse med Kosovo-kampagnen, stod det klart, at under halvdelen af de danske fly var moderne nok til at indgå i en amerikansk ledet styrke. Det er et levende udtryk for den svigtende samordning under Atlantpagten.
Hvis man har fulgt lidt med i pressen, er det også klart, at USA handler meget egenrådigt i disse år. Hauge skriver, at landet jo har en tradition for isolationisme, og det burde man være klar over, men det ændrer jo ikke på det forhold, at isolationisme er uheldigt for den globale udvikling.
USA vil ikke underlægge sig internationale myndigheder og tager forbehold for stort set hvad som helst. Det er et klassisk eksempel på fodnotepolitik.
Uffe Ellemann-Jensen var i sin tid flov over at møde op i Washington med de danske forbehold i bagagen. Det havde han - set i bakspejlet - såmænd ingen grund til at være, for amerikanerne skammer sig ikke over at gøre det samme over for os i dag.
Hauge har et ret pragmatisk syn på krig, som jeg et stykke ad vejen deler: Krig virker. Det kan med andre ord være nødvendigt at gribe til våbenmagt. Det er dog væsentligt at påpege, at den nuværende situation ikke kan sammenlignes med Pearl Harbor. Angrebet havde ikke en karakter, der gjorde et militært svar til den eneste indlysende løsning. At udnævne konflikten til krig er amerikanernes definition. Normalt er terrorbekæmpelse som bekendt en politiopgave, og som sådan er den også blevet defineret i Europa.
Men en anden væsentlig - men skjult - præmis for Hauges argument deler jeg ikke, nemlig den, at USA´s øgede magt er et gode, fordi USA er vores ven. Det er rigtigt, at USA indtil nu har været vores ven og har vundet to verdenskrige for europæerne. Én ting kan man imidlertid lære af den historie, som Hauge påberåber sig, nemlig at alliancer skifter. USA´s fremtidige interesser er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Europas, og den dag amerikanerne finder det i USA´s interesse at bombe et mål inden for NATO, gør de det, og gerne fra stor højde, som de plejer. Det er et eksempel hentet fra mulighedernes yderste overdrev, men der er intet i USA´s nuværende alliancepolitik, der taler for, at vi blindt skal stole på landets loyalitet over for os.
Derfor er der ikke tale om »antiamerikanisme«, når danske politikere udtaler sig forbeholdent over for amerikansk udenrigspolitik. Det er såmænd bare et udtryk for, at Danmark stadig har ret til at føre en selvstændig udenrigspolitik i overensstemmelse med danske og europæiske interesser.
(Debatindlæg 10. sept. 2002, Kristeligt Dagblad)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar