Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.

I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.

Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.

Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.

Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.

Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.

Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.