Er partipressen på vej tilbage?

Det har rejst en del debat, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen modsætter sig at blive interviewet til mainstream-medier. Det har han blandt andet talt om i et interview med journalist Reimer Bo Christensen. Sass Larsen og Socialdemokratiet er til gengæld blevet beskyldt for at sejle under falsk flag, fordi de selv har bestilt og betalt Christensen for at producere interviewet.

Socialdemokratiet har ligefrem oprettet sit eget medie, Netavisen Pio. Dermed genopvækker partiet en gammel institution i mediebilledet, den partidrevne avis. Den nye netavis er opkaldt efter Louis Pio, der betragtes som Socialdemokratiets grundlægger i Danmark. Det væsentligste instrument i Pios politiske værktøjskasse var den avis, han i 1871 grundlagde: Socialisten, senere kaldet Socialdemokraten og fra 1959 til lukningen i 2001 Aktuelt og Det fri Aktuelt.

Socialdemokraten var en del af arbejderbevægelsens mediedynasti, A-pressen, som igen var en del af det system, der kaldes parti-pressen, altså at hvert parti havde sine egne loyale avis. I 1871 grundlagdes Kolding Folkeblad, som blev en del de såkaldte bergske blade, opkaldt efter bladudgiveren, Venstres daværende ubestridte høvding Chresten Berg, der som Pio så en aktiv mediestrategi som essentiel for partiets kamp.

Partipressen blev sat i system samtidig med, at papirpriserne faldt og trykteknologien blev forbedret, så selv relativt fattige husstande omkring 1900 fik råd til at holde avis. Pressen blev delt op i liberale, socialdemokratiske, konservative og radikale blade, både landsdækkende og lokalt, der dagligt tilbød deres læsere en vinkel på nyhedsstoffet, som svarede til deres verdensanskuelse.

Medierne og magten levede i en tæt symbiose. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Aktuelt delte sig efter anskuelse og delte også markedet mellem sig. Kristeligt Dagblad var blandt undtagelserne, ikke forstået således at avisen fra grundlæggelsen ikke havde et budskab, som det tydeligt ses på forsiden den dag i dag, men fordi den aldrig har været særlig tæt knyttet til den politiske magt. Det samme gælder Information, der fra stiftelsen i 1945 nærmest var borgerlig, men i slutningen af 1960erne tog en markant venstredrejning uden at forlove sig med noget parti.

I den ånd er faget journalistik blevet til. Det var som så mange andre fag en ren mesterlære. I 1946 blev grunden imidlertid lagt til en national journalistuddannelse i Aarhus, senere udbygget til Journalisthøjskolen, men stadig med praktikken på den enkelte redaktion som en væsentlig del af uddannelsen. Det vil sige, at der nu blev lagt fælles faglige standarder for, hvad der definerer journalistikken. Det bidrog til partipressens afvikling til fordel for en tilstræbt objektiv redaktionel linje, en professionalisme, hvis regler håndhæves med nidkær omhu af en faglig ankeinstans, Pressenævnet. Så selv om en journalist som Reimer Bo Christensen er udlært i A-pressen, har han først og fremmest faglige standarder til fælles med kollegaer, der er udlært på fra De bergske Blade.

Forbindelsen mellem politiske synspunkter og nyhedsformidling kan antagelig aldrig afbrydes helt. Cavlingprisen er opkaldt efter en journalist på den radikale avis Politiken. Det brændstof, der driver ægte journalistik, vil antagelig miste sin ildkraft, hvis det ikke rummer et element af politisk og personligt engagement. Det er vel grunden til, at tidligere niche-aviser som Kristeligt Dagblad og Information ikke alene har overlevet, men trives i det moderne medielandskab.

De private eller fondsejede medier går i dag i retning af en mere subjektiv eller politiserende redaktionel linje. Man taler om et skift fra newspaper til viewspaper, altså at det bærende princip for en avis i dag skal være, at den afspejler læserens livs- eller verdensanskuelse. Men der er også tale om en fortsættelse af en gammel tradition. Siden 1948 har alle redaktører af de berlingske aviser skrevet under på, ”at bladenes grundsyn er konservativt”. Over for dette står ideen om public service, altså idealet om, at der skal leveres indhold for alle ud fra objektive, ikke-politiske kriterier. Det nærmer sig et paradoks, fordi de medier, der lever af den statsgaranterede medielicens, er forpligtet til at levere magtuafhængigt og upolitisk public service indhold, mens de privat finansierede medier i stigende grad ser en forretning i at tage stilling i den politiske værdikamp.

(Kristeligt Dagblad 8. februar 2018. Netavisen Pio bekender sig til et socialdemokratisk værdigrundlag, men nægter at der er en direkte forbindelse til Socialdemokratiet.)