Monarkiets plads i demokratiet

I 1934 reflekterede Winston Churchill over det forhold, at så mange monarkier var forsvundet i hans levetid, og han stillede spørgsmålet, om verden ville vende tilbage til monarkiet som styreform? Churchill selv ville helst svare ja, for han mente, at monarkiet var den bedste modgift mod tyranni og anarki. Demokratiet var på retræten næsten overalt i Europa i 1930’erne, og de totalitære tendenser havde især vundet indpas i republikkerne.

Efter Anden Verdenskrig fastholdt Churchill, at hvis en tysk kejser havde fået lov til at blive på tronen efter Første Verdenskrig, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Han mente i det konstitutionelle monarki at se den stabiliserende faktor, der kunne hindre et skrøbeligt demokrati i at smuldre. Kongehuset fungerede som bolværk mod revolution og opløsning.

Historien giver ikke Churchill uret. De tilbageværende europæiske monarkier hører til blandt verdens mest stabile, fredelige, demokratiske, retfærdige og velstående stater. Hvis man ser på Nordafrika og Mellemøsten, når monarkier som Marokko og Jordan ikke den europæiske standard for retfærdighed, fred og velstand, men de klarer sig væsentlig bedre og er ikke mindst væsentlig mere stabile samfund end de nærliggende republikker som Irak, Libyen eller Ægypten.

Historien snyder naturligvis, for monarkier er ikke nødvendigvis særlig stabile af natur. Det er de overlevende monarkier, der har vist sig at være stabile, og hvis man bruger dem som vidnesbyrd om monarkiers stabilitet, har man ikke vist andet, end at stabile monarkier er – nå ja, stabile.

Når Norge, Sverige, Danmark, Belgien, Storbritannien og Holland hører til verdens rigeste og mest demokratiske lande, må man med andre ord ikke nødvendigvis søge forklaringen i det forhold, at de er monarkier, men nok i mindst lige så høj grad have øje for, at der er tale om monarkier, som er forblevet monarkier, fordi de har haft held med at transformere sig til rige og demokratiske lande.

Monarkier kan imidlertid også noget andet, nemlig knytte et følelsesmæssigt bånd mellem befolkningen og statsoverhovedet og dermed staten. I republikker er det et særsyn, at en tusindtallig skare på præsidentens fødselsdag møder personligt frem ved residensen og ønsker tillykke. Det sker imidlertid hvert år den 16. april i Danmark. Folk stiller sig op på pladsen foran Christian IX’s Palæ og råber ”Dronning, dronning kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem!”, mens de vifter med det væsentligste nationale symbol af dem alle, Dannebrog. Det nationale er netop et nøgleelement i det moderne monarkis popularitet.

Det lykkedes ikke i første omgang for det nye glücksborgske kongehus at skabe en alliance med nationalismen. Christian IX blev ved sin tronbestigelse bebrejdet, at han var alt for tysk. Alliancen blev i virkeligheden først tilvejebragt for alvor af Christian IX’s barnebarn, Christian X, der også var den første af de glücksborgske monarker, der havde dansk som sit modersmål. I det danske monarki er der siden Christian X’s ridt over Kongeågrænsen sket en sammenkobling mellem nation og statsoverhoved, således at monarkiet har knyttet sin skæbne til nationens – og omvendt.

Et monarki er ikke en given ting, sagde Lars Løkke Rasmussen i anledning af dronningens 70-årsfødselsdag. Det var en konstatering af en kendsgerning, men vel at mærke en historisk kendsgerning. Frem til og med begyndelsen af det 20. århundrede var monarkiet faktisk en given sag. Da den norsk-svenske personalunion blev opløst i 1905, blev det nye, selvstændige Norge et monarki. En generation senere stod sagerne ganske anderledes. Da den dansk-islandske personalunion blev ophævet i 1944, blev det nye, selvstændige Island en republik.

Det er republikanernes hovedargument, at posten som statsoverhoved er så vigtig, at den burde besættes demokratisk. I H.M. Dronning Margrethe II’s tilfælde er det i praksis også tilfældet, fordi hun først blev tronfølger efter en folkeafstemning i 1953. Den almindelige vittighed i den forbindelse er, at hvis Danmark blev en republik, ville vi øjeblikkeligt vælge Margrethe til præsident.

Påskekrisen og Genforeningen i 1920 indebar også, at der blev skabt en alliance mellem monarken og regeringschefen, et fungerende arbejdsfællesskab, hvor statsministeren anerkender kongens status som statsoverhoved, mens kongen anerkender statsministerens ret til at regere. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 fik kongen en ikke blot meget stor symbolsk, men også praktisk betydning, men Christian X eller kronprins Frederik i hans fravær handlede aldrig på en måde, der fremkaldte konflikt med regeringschefen.

Kongehuset udviklede en modus vivendi med det parlamentariske demokrati, og med tiden blev dette samarbejde en integreret del af kongehusets selvforståelse. Ifølge denne er monarken ikke uden spillerum, men det er af afgørende betydning, at monarken ikke støder regering eller parlament fra sig.

Demokratiet er et af de hyppigst omtalte emner i dronningens nytårstaler. Hun taler ofte om nødvendigheden af at værne om de demokratiske værdier. Der er ingen tvivl om, at dronningen mener, hvad hun siger, men det er også nødvendigt for monarken at tilslutte sig de demokratiske værdier af hensyn til monarkiets beståen. Dronningen behøver blot at iagttage, hvordan det gik hendes svoger, den tidligere græske konge, Konstantin II.

Konstantin overtog som ganske ung i 1964 den græske trone og giftede sig samme år med den danske prinsesse Anne-Marie. Konstantin søgte målrettet at påvirke den politiske udvikling i Grækenland. I 1964 vandt republikaneren Georgios Papandreous parti, Center Union, en jordskredssejr, og Papandreou dannede en regering, som imidlertid blev modarbejdet af kongen og tvunget til at træde tilbage allerede året efter. Den følgende tid var præget af hyppige regeringsskift. I april 1967 gennemførte militæret et statskup, og kong Konstantin indsatte officielt kupregeringen. Senere samme år iværksatte kongen et modkup, der imidlertid mislykkede fuldstændigt, og han rejste i eksil. Kongen har siden hævdet, at han hele tiden havde forsøgt at redde det græske demokrati.

Kongen var imidlertid ikke alene medvider til kuppet, men han havde også selv udviklet kupplaner, som han ville iværksætte, hvis Papandreou vendte tilbage til magten. Militæret kom ham imidlertid i forkøbet, og kongens eget modkup var bestemt ikke noget forsøg på at genoprette den demokratiske orden i Grækenland, for så vidt en sådan nogensinde havde eksisteret. Det var et resultat af en intern magtkamp mellem militærjuntaen og kongen. Da militærdiktaturet blev afskaffet i 1974, blev der afholdt en folkeafstemning om monarkiet, som kun fik en opbakning på omtrent en tredjedel. Det må indrømmes den nu forhenværende konge, at han overtog en meget vanskelig opgave i en meget ung alder. Det græske monarki havde ikke gennemgået et systemskifte svarende til det, som Konstantins oldefar, Christian IX, accepterede i Danmark i 1901. Den politiske kultur var en helt anden. Hvorom alting er, lykkedes det ikke at bringe det græske monarki i overensstemmelse med demokratiet, og så måtte monarkiet falde.

Det modsatte eksempel findes i Spanien. Den Spanske Borgerkrig bragte i 1939 Francisco Franco til magten. Spanien var på dette tidspunkt de facto en republik, og kongefamilien levede i eksil, men Franco tog den unge prins Juan Carlos under sine vinger. I 1971 udnævnte Franco Juan Carlos til sin efterfølger. Ved Francos død i 1975 blev Juan Carlos konge, men han tog ikke arven op efter Franco. Derimod blev han spydspids for afviklingen af militærdiktaturet og indførelsen af et parlamentarisk demokrati. Denne proces foregik ikke uden problemer. I 1981 iværksatte en gruppe officerer et statskup, men det blev afværget, ikke mindst fordi Juan Carlos med det samme og i en offentlig erklæring stillede sig på demokratiets side. Ganske vist er kongens rolle i forbindelse med kuppet blevet mistænkeliggjort, blandt andet fordi senere offentliggjorte tyske efterretningskilder lader forstå, at kongen havde væsentlig mere sympati for kupmagerne, end det fremgik, da kuppet foregik, men der kan ikke være tvivl om, at kong Juan Carlos har spillet en afgørende rolle for Spaniens demokratiske udvikling. Mens kongen selv nyder almindelig respekt blandt spanierne, er der knap så stor opbakning til monarkiet som styreform. Om monarkiet overlever kongen, er et åbent spørgsmål, men der er næppe tvivl om, at det ikke havde overlevet uden ham.

Det græske og spanske eksempel viser, i hvor høj grad et moderne monarki er bundet til demokratiet. Det er et paradoks, fordi monarken selv netop ikke er valgt til sit embede. Der er mange andre væsentlige embeder i den danske stat, som ikke er et resultat af demokratiske valg. Kongehuset er en aristokratisk institution forstået på den måde, at embedet som monark erhverves i kraft af fødsel.

Løsningen på det demokratiske problem blev tilvejebragt i løbet af det 20. århundrede, da monarken overlod al sin politiske magt til den parlamentariske regerings chef. Løsningen er ikke kun pragmatisk. Der er en indre logik i den måde at definere statsoverhovedets opgave på. Enhver præsident i en parlamentarisk demokratisk republik har til opgave at repræsentere hele landet, at favne bredt og ikke at pleje særinteresser. En præsident besætter imidlertid som regel sit embede som resultat af direkte eller indirekte valg. Det vil sige, at han eller hun altid har en større del af vælgerne med sig og ikke mindst en mindre del af vælgerne imod sig fra begyndelsen. Derimod har den, der så at sige har vundet embedet ved lodtrækning, en meget større chance for at blive opfattet som alles repræsentant. Det er netop, hvad der er lykkedes for de arvelige, europæiske monarker, der stadig er i embedet. Det kræver både dygtighed og demokratisk sans. For den monark, der ikke kender det politiske spil, vil have meget vanskeligt ved at holde sig ude af politik, og den monark, der ikke kender demokratiets natur, kan ikke stå som garant for, at der fra monarkiet ikke udgår nogen trussel mod demokratiet.

(Kristeligt Dagblad 26. sep. 2013)

Mediemonarkiet

Frederik IX og dronning Ingrid var kendetegnet ved, at de allerede som tronfølgerpar udviklede et væsentlig mere aktivt forhold til medierne end man før havde været vant til. Det blev meget mere almindeligt at se billeder af den kongelige familie i hverdagsagtige situationer, for det blev en stadig mere central funktion for kongehuset at repræsentere værdier, som den almindelige dansker kunne identificere sig med.

I 1949 var Skoleradioen inviteret indenfor på Amalienborg hos den unge kongefamilie. Frederik IX viste rundt i det, der ifølge ham selv ”i virkeligheden ikke adskiller sig så forfærdeligt meget fra et ganske almindeligt normalt dansk hjem.” Så vidt så godt, men umiddelbart efter fortsatte kongen med ordene ”Her er vi så inde i den første sal, den med gobelinerne,” og så var enhver forestilling om dansk normalitet jo forduftet.

Fejlgrebet fra kongens side bestod ikke i, at han havde gobeliner hængende, men at han ikke udviste forståelse for, at det var noget særligt at have dem. Det var en fejl, som ikke gentog sig. Frederik IX og hans dronning var generelt meget dygtige til deres job. Berømte er de billeder, hvor man kan se kongen kramme sin kone, som han kunne finde på at kalde dronning Ingrid, og forholdet mellem forældrene og de tre døtre var også åbenlyst kærligt. Selv om scenografien var et kongeskib eller et slot, repræsenterede de et familieliv, som rigtig mange danskere enten havde eller ønskede sig at få.

Tendensen begyndte allerede i det tidlige 1800-tal, og i løbet af det 20. århundrede blev det en decideret sjældenhed, at kongelige lod sig portrættere med de specifikke kendetegn på deres værdighed. hermelinskåbe, rigsæble, krone eller scepter. Familieværdierne afløste delvist den dynastiske familiemodel, hvor hensynet til statens eller dynastiets interesser går forud for den enkelte prins eller prinsesse. Det gør det sådan set stadig i et vist omfang. Men det er bare tillige blevet uhyre vigtigt, at kongelige familier også er lykkelige, eller i det mindste kan lade som om de er en idealfamilie.

Langt fra alle kongelige ægteskaber er lige lykkelige, men det hjælper unægtelig, hvis der er en grad af overensstemmelse mellem den virkelige familie og den medierede familie. Af samme årsag er det en væsentlig forudsætning for et moderne kongeligt ægteskab, at der er tale om en følelsesbaseret forbindelse, hvad man kalder et inklinationsparti og ikke et arrangeret ægteskab. Offentligheden vil kun acceptere et kongeligt ægteskab, hvis det kan sandsynliggøres, at det bygger på gensidig og ligeværdig følelsesmæssig tiltrækning. Hvis denne tiltrækning ikke foreligger, er det som sagt af væsentlig betydning, at man kan lade som om. Prins Charles og Lady Diana Spencers bryllup i 1981 er et godt eksempel. Ægteskabet var efter alt at dømme et fornuftsparti fra begyndelsen, og det ville antagelig have været muligt at opretholde illusionen om et inklinationsparti, hvis blot begge parter havde været indstillet på at acceptere præmisserne fra begyndelsen.

For den generation, som Frederik IX tilhørte, var der yderligere den udfordring, at det endnu ikke var acceptabelt for kongelige – og slet ikke for tronfølgere – at gifte sig under deres stand, heller ikke med adelige. Det indskrænkede jo udbuddet af mulige ægtefæller en del. Men samtidig var der i offentligheden opbygget en forventning om, at kronprinsen indgik et inklinationsparti. Det gjorde han faktisk også, idet han i 1923 faldt for  den græske prinsesse Olga og fik sin fars og den danske regerings samtykke til at forlove sig med hende. Imidlertid kølnedes han følelser hurtigt, og han brød med hende. Det var ikke nogen stor skandale, men alligevel nok til at den danske kronprins forblev ungkarl i mange år fremover.

Den ti år yngre svenske prinsesse Ingrid var et hot emne på det europæiske, kongelige ægteskabsmarked. Hun var en moderne kvinde, der så godt ud, røg cigaretter og kørte bil. Hun blev af pressen sat i forbindelse med flere promintente kongelig ungkarle, blandt andre den engelske prins George. Han endte med at gifte sig med Olgas søster Marina, et ægteskab, der optog den europæiske offentlighed, fordi parret udadtil levede op til tidens idealer. Senere har det vist sig, at det langt fra var tilfældet.

Også kronprins Frederik var et varmt navn på rygtebørsen, og han blev nu sat i forbindelse med den svenske prinsesse. I januar 1935 havde Berlingske Tidende fået så stor tillid til rygter om en kommende forlovelse, at avisen turde sætte historien på forsiden i hele avisens bredde og med de største typer: ”Kronprinsen forlover sig med Prinsesse Ingrid”. Det skulle avisen imidlertid ikke have gjort. Næste dag måtte den ydmygt trykke et dementi udsendt fra kabinetssekretariatet. Den sved i Sværtegade.

I marts måned samme år var det nu Politikens tur til at sætte rygtet om Ingrid og Frederik på forsiden som hovedhistorie: ”I Dag kl. 10 deklareres Kronprinsens Forlovelsen med Prinsesse Ingrid”. Denne gang talte rygterne sandt. Eller man må hellere sige, at Politiken havde en usædvanlig god kilde, for avisen kunne citere en privat telefonsamtale mellem den danske kronprins og hans kommende forlovede som belæg for historien. Det interessante er, at avisen uden blusel indrømmede, at den på den måde havde snaget i de kongeliges privatliv.

Politikens udsendte i Stockholm, Poul Sabroe, der skrev under mærket ”Den Gyldenblonde”, omtalte forlovelsen som om der var tale om en sportsreportage. Han tog blandt andet tid på, hvor lang tid det første kys tog, som de forlovede udvekslede på banegården i Södertälje. Med denne ironiske tilgang kunne Politiken dække publikums behov for at få nysgerrigheden stillet uden at støde det republikanske segment blandt de mange radikale læsere fra sig.

Et af de bedste eksempler på denne stil stammer fra Politikens reportager fra en stor rejse til Jylland, som Frederik VIII foretog sammen med regeringschefen, venstremanden J.C. Christensen, i 1908. Lurendrejeren Christensen havde spændt kongen for sin politiske vogn. Turen havde til formål at sælge et forsvarsforlig til Venstres skeptiske bagland. De Radikale sad dengang i opposition, og partiavisen havde sendt en af sine skarpeste penne, Andreas Vinding, der indledte sin skildring af kongebesøget i Varde således:

”Kongen ankom tidlig i morges til Varde, hvor Folk fra hele Vestjylland var stævnede sammen for at se ham og det store Dyrskue. Byen var i den Anledning overtrukken med Gran som ved de bedre Begravelser. Udenfor Ligkistesnedkerens Butik er plantet en Række Juletræer, i Æresportene springer en stærkt fordrukken norsk Løve, som ved nærmere Eftersyn viser sig at være Vardes Byvaaben.”

Ved på ganske få linjer at associere til død, begravelse og drukkenskab lykkedes det Vinding fra begyndelsen at give et indtryk af en trist og amatøragtig forestilling, hvor kongefamilien fremstod som paralleller til skuets umælende præmiekøer og dermed som effektfulde statister i avisens kampagne rettet mod regeringen i almindelighed og J.C. Christensen i særdeleshed.

Der blev gået til stålet i pressen i begyndelsen af det 20. århundrede. Aviserne var dengang uskrømtede organer for partiinteresser, og kongehuset blev som vist ikke skånet. Det vil dog komme bag på de fleste, at et af de stærkeste angreb på kongehuset kom fra Kristeligt Dagblad. Det var i 1909 opstået, hvad man kan kalde en moralsk panik i København over rygter om en udbredt homoseksualisme, som man sagde, ikke mindt i de københavnsk garnisoner. Kristeligt Dagblad gik så vidt som til at ansætte to privatdetektiver, der undersøgte udbredelsen af den usædelige adfærd i Garderhusarregimentet. Avisens undersøgende journalistik bar dog ikke så mange frugter som håbet. Kun et par ”perverse Mandspersoner” blev afsløret og afskediget. Avisen Social-Demokraten blandede sig og undlod ikke at insinuere, at homoseksualisterne gerne plejede omgang med de kongelige og den højere adel. Kristeligt Dagblad rettede vedvarende, men indirekte beskyldninger mod prins Harald for at have forbindelser til homoseksuelle kredse, underforstået at prinsen selv var homoseksuel. Bladets redaktør, pastor Matthiesen, blev beskyldt for også at have pudset privatdetektiver på prins Harald, hvad han benægtede. Matthiesen endte med at blive anklaget og idømt tre måneders fængsel for fornærmelser mod kongehuset, men frikendt for at have udspioneret prins Harald. Prins Harald måtte til gengæld leve med, at der blev sladret om hans seksualitet, en skæbne han har måttet dele med mange andre kongelige før og siden. Det antageligt mest berømte eksempel stammer fra Sverige. Gustav V udbetale i 1930erne store summer til en mand, der truede med at hænge kongen ud som homoseksuel. Sagen kom frem efter kongens død i 1950, og den viste sig lige så ødelæggende for kongens eftermæle, som hvis afpresseren havde gjort alvor af sine trusler. Historien viser, hvor eksponeret de kongelige er i den moderne medievirkelighed. De kongelige nyder måske retlig immunitet, men de stilles for offentlighedens nådesløse domstol dagligt.

Medierevolutionen var begyndt allerede i 1860erne. En ny teknik, xylografi, tillod gengivelse af billeder  i en høj kvalitet, store oplag og med kort varsel. Det blev udnyttet af Illustreret Tidende, Danmarks første illustrerede ugeblad, der begyndte at udkomme i 1859. Kongestoffet fyldte fra begyndelsen godt op i spalterne, og især de store bryllupper gav anledning til store artikler med helsides reportagebilleder. Ved Frederik og Ingrids bryllup i 1935 var radioen kommet til. Der var ½ million radiolicenser i Danmark, og det vil sige, at næsten hele befolkningen havde adgang til at lytte til transmissionen fra vielsen i Stockholm, der blev udsendt i både dansk og svensk radio.

Kongehusets dominans i mediebilledet kulminerede ved tronfølgeren, prinsesse Margrethes bryllup i 1967. På selve bryllupsdagen den 10. juni sendte Danmarks Radio i alt 6½ times fjernsyn. Der var som bekendt kun den ene kanal dengang. Af dem var der en halv times børneudsendelse og godt en halv times nyheder. Resten var transmission fra vielsen i Holmens Kirke, festbanketten på Fredensborg og en dansk-fransk gallaaften. Det vil sige, at 85 % af sendefladen på dansk fjernsyn den dag var optaget af tronfølgerens bryllup. Selv om der i dag bliver sendt flere timer fra de kongelige begivenheder på de store kanaler, er der alligevel tale om en ringere  belastning af de ikke-royalt indstillede seeres tålmodighed, fordi de kongelige transmissioner udgør en relativt mindre del af det samlede TV-udbud. Men selv på de vilkår trækker kongestoffet stadig meget store seertal. Omkring halvdelen af befolkningen følger f.eks. dronningens nytårstale i en af de direkte transmissioner. Det er helt eksceptionelt i en ellers fragmenteret medievirkelighed.

Det ved DR og TV2, og derfor satser de også fortsat på en massiv dækning af de kongelige begivenheder. De er som regel helt uden kritisk vinkel til det stof, de dækker. Velvillige studieværter og indkaldte eksperter prøver så gnidningsløst som muligt at få tre, fire eller fem timer til at gå med for det meste høflige almindeligheder. Det er ikke nogen nem eller særlig taknemmelig genre at bevæge sig i.  Kritikløs leflen er heller ikke nødvendigvis i kongehusets egen interesse. Hvis medieforbrugerne ikke får andet end billeder fra de store fester, er det klart, at de lettere bliver efterladt med indtrykket af de kongelige som nytteløse døgenigte, der lever en luksustilværelse på skatteydernes bekostning. Samtidig står kongehuset som hele den øvrige offentlige sektor over for en ny tids købmandslogik, der kræver resultatorienteret effektivitet og lønsomhed. Får vi valuta for pengene? Den opgave, som kongehuset står over for er at overbevise borgerne om, at de også har en reel funktion og tilføjer samfundet en reel værdi. Den er ikke let.

(Kronik i Politiken 24. sep. 2013. Redaktørens overskrift var Kongehuset er et moderne mediedynasti)

Foreningen, der ikke har noget imod krukker, så længe der er noget i dem

Forfatteren Johannes Jørgensen udgav i slutningen af 1940' erne sine erindringer, der blandt andet beretter om hans studietid i København i 1880' erne. Georg Brandes havde på dette tidspunkt sat brand i kulturlivet. Man diskuterede kvindeemancipation, vegetarianisme, progressiv skat og den slags moderne sager. Jørgensen beundrede Brandes og studerede zoologi på universitetet. På væggen i sit lejede værelse havde han hængt et billede af Darwin, der for den unge generation var indbegrebet af opgøret med alt gammelt. Hans værtinde så portrættet og spurgte nysgerrigt, om det ikke var Grundtvig?

Selvom anekdoten skulle tjene den aldrende og meget religiøse forfatter til illustration af sin ungdoms dårskab, er der det rigtige i historien, at Grundtvig var påfaldende usynlig i hovedstaden blot ti år efter sin død. Han var ikke en figur, som en pensionatsværtinde i København forventedes at kende af udseende.

Den akademiske verden var i Johannes Jørgensens ungdom ideologisk delt op i to lejre, en konservativ, hvis ungdom var organiseret i Studenterforeningen, og så den radikale Brandes-fløj, der samledes i den nystiftede forening, Studentersamfundet. I kirkelig forstand var hovedstaden delt mellem en borgerlig traditionalisme og et stadig mere dominerende Indre Mission. Grundtvigianerne havde ingen institutionel styrke i byen.

Det var blandt grundene til, at en kreds med udspring i Københavns Højskoleforening i 1888 tog initiativ til Frisindet Diskussionsforening, der i 1892 tog navneforandring til Studenterkredsen, der havde til formål "paa Grundlag af den grundtvigske Anskuelse dels at samle Studenter til et frugtbart Samarbejde, dels gennem gode Foredrag og Diskussioner om kirkelige og folkelige Spørgsmaal at virke for en kristelig, frisindet Livsanskuelse".

Studenterkredsen eller bare Kredsen, som den kaldes, holdt i mange år til i Grundtvigs Hus i Studiestræde i København. I 1942 fik foreningen en selvstændig aflægger i Aarhus, og jyderne gjorde det til et program ikke at begrænse sig til en " behagelig sejlads i det brede kølvand, der med et omfattende ord betegnes som grundtvigsk".

Det var en hentydning til den evige diskussion i grundtvigske kredse i det hele taget mellem de såkaldte centrifugalgrundtvigianere, der ville tilpasse sig tiden, og de mere ortodokse, der ønskede at holde fast i en kerne af grundtvigsk livsanskuelse.

En tid lang var der også en kreds i Odense. Efter krigen flyttede københavnerkredsen ind på Vartov, hvor Kirkeligt Samfund - i dag Grundtvigsk Forum - generøst lagde hus til foreningens dagligstue og de ugentlige foredrag. Dagligstuen, hvor man kunne komme og læse avis og drikke te, gik af brug på et tidspunkt i 1960' erne, men foredragsrækken består endnu, og Grundtvigsk Forum betaler stadig huslejen.

Der har vist aldrig været tidspunkt, hvor Kredsen har hvilet uanfægtet i sig selv. Foreningen har været det sted, hvor mennesker mødes til stålsat diskussion om teologiske, filosofiske eller litterære spørgsmål "på grundlag af den grundtvigske anskuelse".

"Der skal ligefrem i samtalerne om menneskets eksistens være saglig ufordragelighed. Der skal, mellem standpunkterne, være principiel religionskrig," mente den selvlærde teolog Johannes Lauridsen, der gennem mange år var en central skikkelse i København.

Navne som Regin Prenter, K. B. Andersen, Ole Wivel, Leif Grane, Henning Tjørnehøj, Søren Krarup, Ejvind Larsen, Johs. H. Christensen, Jørgen Bukdahl, Jørgen K. Bukdahl, Margrete Auken, Thorkild Grosbøll, Mogens Lindhardt, Hans Hauge, Joakim Garff, Poul Erik Tøjner, Henrik Wivel, Erik Skyum-Nielsen, Nils Gunder Hansen, Sune Auken blandt mange andre har som formænd, bestyrelsesmedlemmer eller hyppige foredragsholdere gennem årene sat deres præg diskussionerne.

I Kredsen i Aarhus var det ikke mindst det løgstrupske kamhjul, der greb ind i det grundtvigske maskineri, mens Kredsen i København var mødestedet for det grundtvigske og det tidehvervske. Diskussionerne har ikke sjældent været ubarmhjertige og tonen uforsonlig, fløjene mødtes. "Enten bliver man tidehvervsk, fordi man er ubegavet, eller også bliver man ubegavet af at være tidehvervsk," mente Løgstrup engang under en diskussion i Aarhuskredsen. Tidehvervsfolkene var ikke mindre uelskværdige mod Løgstrup.

Jeg kom i forbindelse med Studenterkredsen i Vartov omkring 1989. et par år efter at jeg var flyttet til København. Jeg var blevet advaret at Kredsen godt kunne som en lukket fest. Man kunne nemt blive skræmt væk af det, der godt ligne en intellektuel indkrogethed i sig selv, men den der blev hængende, blev belønnet i bredfuldt mål.

Kredsen er en sær hybrid af sangglad folkelighed og elitær akademisk institution. Det ene øjeblik afsynges Grundtvigs "Det var en sommermorgen" om de faldne fra på Isted Hede med en patos tappet direkte fra samme kilde, som sangens forfatter drak af, og det næste øjeblik dekonstrueres med største elegance den narrative struktur i den nationale historieskrivning.

Det betyder ikke, at folkeligheden er blevet udvendig, blot at den kender sin egen begrænsning. Rodfæstetheden i den folkelige tradition betyder, at det ikke nytter noget, hvis der ikke er alvor bag. Det skal komme an på hvis det skal give mening. Det akademiske og højtravende kommer fra universitetet, men er i bedste højskoletradition ikke bundet op en eksamen.

Studenterkredsen tages ikke pædagogiske hensyn. Foredragsholderne kan tillade sig den risiko at tabe eller alle tilhørere på og den luksus at miste jordforbindelsen, så længe er sikkerhed for, at der noget på spil, at der er et anliggende og ikke bare et pensumkrav at tage hensyn til. Genren er netop foredraget og ikke forelæsningen, og betyder netop ikke, at alle kunne følge med, men at taleren står inde for det sagte med sin person. At foredraget aldrig holdes for pengenes skyld giver sig selv, for der er ikke råd til honorar. Det er æressag at blive indbudt tale i Kredsen.

Efter foredraget er der "Nachspiel". Det selskabelige, nattesæderne og de oprørte diskussioner over den øl har vist altid været en integreret del af livet i Studenterkredsen. Integrationen af det selskabelige, det folkelige og det akademiske er på intet tidspunkt stærkere end på Studenterkredsens Sommermøde, der har været holdt hvert år under det navn siden 1904. Her er mangt et udmærket ægteskab blevet grundlagt.

For mig blev Studenterkredsen en akademisk læreplads. Jeg havde læst historie et par år og havde haft dygtige lærere, men kun sjældent på universitetet mødt denne kompromisløse vilje til at et spørgsmål igennem, fordi det var magtpåliggende og ikke kun af betydning for eksamen. Det betød naturligvis også, at jeg i Kredsen har siddet og lyttet til mange foredrag, som jeg vitterlig ikke forstod en lyd af. Til gengæld blev der sat en standard hvad det vil sige at studere. Man er ikke kun student i 37 timer om ugen, men alle vågne timer, også de besofne. Her blev der sat en standar for, hvad lærdom er kan.

Da Johannes Sløk engang holdt et foredrag - så vidt jeg har fået episoden genfortalt var det i Kredsen i Aarhus - fik han stillet et af disse lange, indviklede spørgsmål, der mest af alt har det formål at lade spørgeren fremstå som klog og belæst.

Spørgsmålet indledtes med vendingen: " Kierkegaard siger et sted, at.". Sløk lyttede tålmodigt, og da spørgsmålet endelig var stillet til tøvede han et lille øjeblik, inden han gav sit svar, hvis fulde ordlyd var: "Det siger Kierkegaard intetsteds." Anekdoten, og det er vel en anekdote, tjener naturligvis først og fremmest til illustration af Sløks velkendte arrogance.

Men den er også en påmindelse om, at der forskel på arrogance, der har sit fundament i kundskaber og så den arrogance, ikke består af andet end varm luft og prætentioner. Sløk tilhørte uomtvisteligt første kategori.

Hvad der er blevet sagt om nogle helt andre i en helt anden sammenhæng: "Vi har ikke noget imod krukker, så længe der er noget i dem", kunne godt tjene som en slags motto for Studenterkredsen.

(Kristeligt Dagblad 6. sept. 2013)

Er man andenrangsborger, blot fordi man ikke har en computer?

Overvej følgende tankeeksperiment: Tænk hvis landets kommuner havde besluttet sig for, at alle meddelelser til borgerne fremover skulle affattes på russisk. Det kan man kun vanskeligt forestille sig, for det ville jo umuliggøre en meningsfuld kommunikation, eftersom man ikke har nogen rimelig grund til at forvente, at det er et sprog, som enhver behersker.

Inden man slår dette tankeeksperiment hen som det rene pjat, er der grund til at pege på, at rigtig mange mennesker senest fra næste år faktisk vil befinde sig i en situation, der svarer til, at kommunen er begyndt at tale russisk.

Den 1. november 2014 bliver det obligatorisk for borgerne at kommunikere digitalt med kommunen. Det er en del af en meget ambitiøs digitaliseringsstrategi, der selvfølgelig handler om, at Danmark skal være et foregangsland og alt det dér. Men mens projektlederne i Kommunernes Landsforening og Digitaliseringsstyrelsens specialkonsulenter har deltaget i visionsseminarer og skrevet strategipapirer, hvor den strålende fremtid udmales, har de måske lige glemt et par småting – borgerne for eksempel.

Skal man tro udmeldingerne fra kommunerne, er man lidt af en særling, hvis man ikke har en computer. Men det er faktisk rundt regnet ti procent af Danmarks husstande, der stadig ikke har adgang til internettet.

Det er især ældre mennesker, og det er ikke fordi de har været forsømmelige, uuddannede, dumme eller levet i en parallelvirkelighed. Masser af nulevende mennesker har levet et langt liv, passet deres arbejde, svaret enhver sit og ikke ligget nogen til last uden nogensinde at have været forpligtet til at røre en computer. Nu forlanger samfundet pludselig af dem, at de skal skaffe sig sådan et dyr og lære at betjene det. For mange mennesker svarer det altså til at skulle lære russisk.

Man skal søge om dispensation hos kommunen, hvis man ønsker at modtage sin post som hidtil. Det kan synes som en bagatel, men man kan ikke bebrejde folk, at de oplever det som en hån, for det gør jo den computerfri tilværelse til et uværdigt specialtilfælde. Her er der grund til at minde om, at det altså ikke er mere end 15 år siden at kun 15 procent af Danmarks husstande havde adgang til internettet.

Hånen bliver ikke mindre af, at det, der optimistisk kaldes ”digitale løsninger” for det meste består af digitale problemer. NemID viste sig at være TemmeligkompliceretID. I den offentlige transport er en umiddelbart forståelig og ligefrem adgang til køb af papirbilletter blevet afløst af en uigennemsigtig, forsinket, dyr og i virkeligheden også forældet ”løsning” i form af Rejsekortet. Og for at vende tilbage til kommunerne, lever de jo ikke engang op til deres egne højtflyvende ambitioner om digital kommunikation. Prøv at sende en email til din kommune og se om der svares. Nej, vel?

Der er kommunalvalg til efteråret. Det er ikke for meget forlangt, at de nye kommunalbestyrelser sørger for, at de mennesker, der tilfældigvis ikke har en computer, kan bibeholde oplevelsen af at være ligeværdige borgere.

(Kommentar i Kristeligt Dagblad 16. august 2013)

Demokratismen

Henrik Dahl affejer i en anmeldelse den 2. august Søren Fonsbøls bog om demokratisme. Om bogen har fortjent denne affejning, kan jeg ikke bedømme, da jeg ikke har læst den, men Dahls argument for at gøre det fortjener en kommentar. Dahl mener ikke, at Grundlovens § 3 bør tages alvorligt. Det er den, der siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening, og at den udøvende magt er hos kongen. Dahl fortsætter - med et citat af Søren Mørch – at hævde, at Grundlovens paragraf 13 og 14, der blandt andet siger, at kongen er ansvarsfri og at ministrene er ansvarlige for regeringsførelsen, er ”designet til at ophæve paragraf 3”.

Dahl er hermed i god overensstemmelse med den opfattelse af forfatningens historie blandt både historikere og jurister, der dominerede helt frem til og med Claus Friisbergs disputats om parlamentarismens historie fra 2007. Problemet er, at denne tradition tager for givet, at den grundlovgivende rigsforsamling, der virkede i 1848-49, havde intentioner om at skabe et parlamentarisk demokrati netop som vi kender det i dag. Derfor kan repræsentanter for denne tradition også ganske frejdigt påstå, at man slet ikke skal tage det, som grundlovsfædrene skrev om f.eks. kongens lovgivende og udøvende magt, alvorligt.

Den nyere forskning i forfatningens og den politiske kulturs historie hælder imidlertid i stadig højere grad til den opfattelse, at grundlovsfædrene faktisk mente, hvad de skrev. Når kongen fik så megen magt og når der ikke stod en stavelse i junigrundloven om demokrati, var det højst sandsynligt med vilje. Noget andet er selvfølgelig, at tiden løb fra grundloven, og så måtte fortjenstfulde forfatningsjurister træde til med deres fortolkningskunst for at få lovens ordlyd til at rime med den nye politiske virkelighed. For at give disse nye tolkninger vægt er de blevet tilbageprojiceret og har fået lov til også at styre tolkningen af Grundlovens ophav, men dermed går man altså glip af, hvad meningen med Grundloven oprindelig var.

(Læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 9. august 2013)

Hvorfor skal det være så svært?

Hvorfor skal det være så svært at købe en billet til toget? Er det med vilje, at passagererne skræmmes væk? Jeg har to gange denne somme haft den glæde at besøge den fortræffelige by Holbæk.

Jeg havde i samme anledning brug for videre befordring med tog til henholdsvis Nykøbing Sjælland og Kalundborg. Som et led i det, der ikke kan karakteriseres som andet end en målrettet serviceforringelse, er billetsalget på Holbæk Station som på så mange andre stationer og banegårde lukket.

Som kompensation fremhæves det, at billetter i stedet kan købes i stationskiosken, der i Holbæk som de fleste andre steder drives af 7Eleven. I Holbæk reklamerer kiosken åbenlyst med, at de sælger togbilletter.

Desværre er udvalget af disse væsentligt dårligere end udvalget af lakrids, kildevand, ugeblade eller chips. Fra Holbæk går der tog til Nykøbings Sjælland, Kalundborg og København. I kiosken kan man af en eller anden bizar grund kun købe billetter til en tredjedel af strækningerne, nemlig den til København.

Vil man til til Nykøbing eller Kalundborg, henvises man til en automat i perrontunnellen, som senest – dvs den 31. juli – tydeligvis havde været udsat for hærværk. Kun med møje lykkedes det at få billetten. Hvis de, der driver jernbanerne, gerne vil have betalende passagerer, hvorfor i alverden opstiller de så disse absurde hindringer for at købe billetter?

(Læserbrev i Nordvest Nyt, 1. aug. 2013. Redaktionens titel var "Hvorfor skal det være så svært, DSB?", men problemet skyldes antagelig ikke DSB)

Er musik vigtigere end køer?

I juni er der to store begivenheder på en græsmark syd for Roskilde. Den første weekend i måneden er der fællesdyrskue, og den sidste weekend i måneden er der musikfestival.

De to begivenheder er foruden at være nogenlunde lige store også jævnaldrende. Dyrskuet blev afviklet første i 1969 som afløsning det, der var blevet holdt gennem mange år på Bellahøj i København. Musikfestivalen åbnede i 1971.

Festivalen har meget stor betydning, fordi overskuddet for en stor del går til det lokale foreningsliv, mens dyrskuet er et mødested for landbrugserhvervet og landboforeningerne for hele området øst for Storebælt.

Både dyrskue og festival tiltrækker i omegnen af 100.000 mennesker, afhængig af hvordan man tæller. Dyrskuet har i år haft mere end 97.000 betalende gæster på endagsbilletter fordelt på tre dage, mens der sælges 75.000 billetter til festivalen. De gælder så til gengæld alle festivalens fire dage.

Dertil kommer i begge tilfælde de mange ansatte, frivillige og så videre. Gæsterne på festivalen er hovedsageligt yngre mennesker fra Nordeuropa, mens dyrskuet tiltrækker børnefamilier og ældre, men til gengæld fra knap så stort et opland.

Den slående forskel mellem festival og skue er dækningen i tv og radio. Dyrskuet skal være heldigt at få et lille klip i slutningen af en nyhedsudsendelse som en af den slags lette historier med billeder af lille pige, der klapper ko - sådan noget, der letter overgangen til vejrudsigten.

Siden programmet ”Ud på landet med Bent Hansen" blev nedlagt kan dyrskuet ikke regne med omtale i landsdækkende medier. Roskilde Festival får derimod hvert år en dækning, så man skulle tro nationens skæbne afhang af det. Især Danmarks Radio stiller sendeflade til rådighed i et omfang, der stiller de omdiskuterede kongelige begivenheder fuldstændig i skyggen.

Den seneste barnedåb fik syv timers sendetid. Allerede i 2007 sendte DR sammenlagt 70 timer fra Roskilde Festival. På nettet har DR givet særlig plads til festivalen med dr. dk/ roskilde. Der findes for eksempel ikke en tilsvarende www.dr.dk/libyen.

Festivalen har virkelig formået at positionere sig. I alle medier er offentliggørelsen af programmet i løbet af vinteren en nyhedshistorie. Selv åbningen af teltpladsen mandagen før festivalens officielle indledning er blevet mediebegivenhed.

For to år siden indledte journalisternes fagblad, Journalisten, en berettiget diskussion af denne fantastiske eksponering af Roskilde Festival. På festivalpladsen findes en såkaldt medieby. Det er en fest midt i festen, som man får adgang til ved en såkaldt medieakkreditering. I 2009 var 2000 ( skriver to tusinde) journalister og i alt 5000 (skriver fem tusinde) mediearbejdere akkrediteret Roskilde Festival.

Det afspejler ikke en redaktionel prioritering. Det er udtryk for journalisters musiksmag og deres behov at holde fest uden at betale fuld pris. Man må betragte medieeksponeringen af festivalen som en bivirkning.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 9. juni 2011)