Fra kejser Augustus til cpr - det handler om skat

Regeringens forslag om at skattemyndighederne ikke længere skal have lov til at trænge ind på privat grund og heller ikke skal have mulighed for at afkræve personer deres cpr-nummer har vakt en del debat. Der er to elementer i forslaget.

For det første er der spørgsmålet, som berører den rettighed, der er sikret af Grundlovens bestemmelse i paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. Samme paragraf giver imidlertid også lovgiverne ret til at gøre undtagelser for denne ukrænkelighed, og denne ret har Folketinget gjort rigelig brug af gennem tiden. Denne udvikling søges nu rullet tilbage.

For det andet berører det myndighedernes ret til at identificere borgerne eller borgernes pligt til at identificere sig over for myndighederne. Den står ikke nævnt i Grundloven, men den er helt central for en moderne retsstat. Staten skal kunne identificere sine borgere entydigt for at kunne indkalde de værnepligtige til militærtjeneste, for at straffe de skyldige og for at kunne beskatte de skattepligtige. Det velkendte middel til dette formål er folketællinger.

Da Augustus i sin tid skrev hele Romerriget i mandtal, var det netop, fordi enhver borger skulle give kejseren, hvad kejserens var, altså betale skat. Danmark har siden enevælden været førende i Europa, når det handler om at tælle, registrere og beskatte borgerne. I 1903 blev der indført statslig formue-og indkomstskat med sognekommunerne som den inddrivende myndighed. Det var den kommunale ligningskommission, der satte folk i skat, og det skete, samtidig med at lønindkomst oversteg ejendomsbesiddelse i betydning som beskatningsobjekt.

Da elektronisk registrering blev teknisk eller i hvert fald teoretisk muligt i 1950' erne, er det ikke overraskende, at det var daværende finansminister Viggo Kampmann (S), der plejede idéen om at skabe et centralt register af skatteydere, for det ville gøre beskatningen meget mere pålidelig. Det elektronisk baserede centrale personregister blev vedtaget i 1968 af et enigt folketing.

Indtil da var personbeskatning baseret på selvangivelser, hvilket ville sige, at kommunerne måtte lide på borgernes egne udsagn om, hvad de havde tjent. Cpr-registeret dannede det tekniske grundlag for kildeskatten i 1970, altså en beskatning af lønindkomst baseret på arbejdsgivernes indberetning af, hvad medarbejderne havde tjent. Uanset om Jens Hansen havde to job i hver sin kommune og boede i en tredje, ville han kunne adskilles fra alle de andre Jens Hansen'er og sættes i skat derefter.

Det er ikke overraskende, at dette nye instrument gjorde det muligt at øge indkomstskatterne meget betydeligt i årene omkring 1970 under både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Modstandere af høj beskatning vil kalde det et middel til skatteplyndring. Det er mere præcist sagt et instrument, der sætter skattemyndighederne i stand til med langt større præcision at opkræve den skat, som lovgiverne kræver.

Uanset om en regering går ind for højere eller lavere skatter, er det formålet at inddrive skatter i overensstemmelse med loven. Selv hvis Folketinget i morgen vedtog en halvering af alle indkomstskatter, ville cpr-systemet stadig være det mest effektive instrument til at implementere denne lov.

Når Skat derfor går ind i en kiosk (og her lader vi ude af betragtning, hvorvidt en kiosk er en bolig i Grundlovens forstand) og beder de tilstedeværende medarbejdere identificere sig med det specifikke nummer, som de er blevet tildelt af staten, anvender Skat blot et meget effektivt redskab til lovmedholdelig personbeskatning. Uden cpr-registeret ville skatten ikke være lavere, blot mere vilkårlig.

(Kristeligt Dagblad 24. august 2015)

Grundtvig som korsanger

Knud Børge Pedersen udkaster den 29. juli her på siderne den hypotese, at et stort maleri af Johan Ludvig Lund fra 1843 rummer et hidtil ukendt portræt af N.F.S. Grundtvig. Det er ikke optegnet i Povl Ellers autoritative Grundtvig-ikonografi fra 1962. Lunds billede forestiller en gudstjeneste, og Grundtvig figurerer angiveligt som leder af et drengekor i billedets baggrund. Pedersen mener, at billedet gengiver et samtidigt motiv – altså fra o. 1840 – men det er tydeligt, hvis man ser på dragternes detaljer, at Lund har forsøgt at fremstille en fortidig scene, antagelig fra den lutherske ortodoksis glansperiode i det 17. århundrede. Det er ingen hindring for den antagelse, at Lund har lagt portrætter ind af nogle af samtidens personligheder. Det er et kendt fænomen i historiemalerier. Flere ting taler imidlertid imod Pedersens hypotese. 

C.A. Jensens portræt af
Grundtvig, 1843

For det første var Grundtvig notorisk umusikalsk. Han kunne digte med stor sikkerhed over kendte metriske former, men skænkede ikke musikken nogen opmærksomhed. Det ville være udtryk for en form for ironi at gøre ham til sanger. 

For det andet var Grundtvig i 1843 endnu anset for så meget af en oprører, at det ville være udtryk for en slags provokation, der krævede en forklaring, at placere ham inden for samme ramme som f.eks. Martensen eller Mynster, som Pedersen foreslår.

For det tredje ligner billedet ikke Grundtvig. Sammenligner man med det portræt, som en af tidens allerbedste portrætmalere, C.A. Jensen, skabte af Grundtvig samme år (Hirschsprungske Samling), er forskellen tydelig. Hvis der er tale om et portræt af en samtidig, kunne man pege på en komponist, og så kunne det være J.P.E. Hartmann eller måske snarere C.E.F. Weyse.

(Kristeligt Dagblad 18. aug. 2015)

Hvem har gavn af tjetjensk terrorisme?

I den internationale retfærdigheds store regnskab hører det entydigt til forbrydelsens kategori, hvis en regering slår civilbefolkning ihjel med giftgasser. Denne grundsætning synes dog ikke at gælde uden betydelige forbehold i Rusland.

Historiens hovedelementer er de fleste bekendt, for den blev genfortalt flittigt i medierne i forbindelse med 1-årsdagen for begivenhederne. I oktober 2002 blev over 800 teatergængere i Moskva holdt som gidsler af 41 tjetjenske terrorister.

De russiske sikkerhedsstyrker greb ind og dræbte samtlige gidseltagere. Desværre døde 129 af gidslerne som følge af aktionen, ingen af dem for terroristernes hånd. De havde fået en overdosis af den gas, som blev pumpet ind i teatret for at bedøve gidseltagerne. Som sådan er der tale om en tragedie, og sådan er historien også blevet fortalt for den danske offentlighed.

Imidlertid findes der en alternativ udlægning af historien, der betegner de 129 dødsfald som en forbrydelse begået af myndighederne. Første anklagepunkt er den omstændighed, at det sundhedspersonale, der behandlede ofrene for gassen, ikke blev oplyst om gassens sammensætning og derfor heller ikke kunne give den rette behandling. Det kan skrives på myndighedernes sjuskekonto, om end som en ret stor post, må man sige.

Nordmanden Kjell Olaf Jensen går endnu videre. Han hævder, at FSB (KGB’s arvtagere) kendte til gidselaktionen i forvejen, og at de havde infiltreret gruppen af gidseltagere. Han hævder, at en af gidseltagerne, Khanpasj Terkibajev, faktisk var sluppet ud før gasningen, og at han siden stillede op til et interview med den russiske journalist Anna Politkovskaja, over for hvem han skal have tilstået at være agent for FSB, der således var forhåndsinformeret om gidseltagningen. Terkibajev er siden forsvundet, og Jensen formoder, at han er blevet forsvundet af FSB som straf for sin åbenmundethed.

Jensen nævner videre en række såkaldte tjetjenske terroranslag i Moskva og andre byer i Rusland, der i virkeligheden skal være iscenesat af FSB. Jensen formoder, at den egentlige bagmand er tidligere KGB-chef, Vladimir Putin, som har haft brug for krigen mod tjetjenerne til at styrke sin position på hjemmefronten. Han bruger ’kampen mod international terrorisme’ som standardpåskud for sin politik, og denne trylleformular sikrer ham en næsten automatisk opbakning. Ved at skabe en ydre fjende – Jeltsin indgik som bekendt en fredsaftale med Tjetjenien i foråret 1997 – er det lykkedes den russiske præsident at fremmane indre enighed og skabe opbakning til et stærkt præsidentembede. Der er derfor grund til at frygte præsidentvalget i 2004, mener Jensen, selv om det ikke er givet, at de samme virkemidler vil have den samme effekt endnu en gang.

Nu kunne man afskrive Jensen som fantast og konspirationsteoretiker. Han har som næstformand i støttekomitéen for Tjetjenien sine politiske kæpheste at hyppe. Men Kjell Olaf Jensen er også formand for norsk PEN, og sine overvejelser om Putin, FSB og den tjetjenske terror har han offentliggjort i den nordiske udgave af Le Monde Diplomatique, september 2003. Det må give ham i det mindste lidt ørenlyd.

Kun ganske få betvivler, at Rusland har et reelt sikkerhedsproblem i Tjetjenien, som må regnes til russisk interessesfære. Det er løsningen på problemet, der er tvivl om. EU og USA går på listepoter, fordi de hver især har økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser bundet i området og i et godt venskab med Moskva. Situationens alvor blev illustreret af styrken af den russiske reaktion kort tid efter gidseltagningen, da den forhenværende tjetjenske general og kulturminister Sakajev ikke blev udleveret fra Danmark til ’retsforfølgelse’ i Rusland. Moskvas vrede blev meget følelig for den danske eksport.

Jensens og Politkovskajas historier er antagelig vanskelige at få bekræftet af uafhængige kilder. Men danske medier – med nærværende avis som en mulig undtagelse – kolporterer kritikløst den officielle udgave, måske med et anstrøg af mishag. Her foreligger der en vinkel på en historie, som burde følges op. I hvert fald er den navngivne skurk ikke just kendt for sit demokratiske sindelag eller sin respekt for basale retsstatslige spilleregler.

Hvis oppositionen bliver for mægtig, smider han den som bekendt i spjældet.

(Information 2. dec. 2003)

Røde tegl vidner om storhedstid

I Ringkøbing udspiller der sig for tiden en strid om byens gamle realskole, der er blevet erhvervet af menighedsrådet med henblik på nedrivning. Planen var at bygge en ny sognegård på grunden. Den plan har imidlertid vakt en meget stærk lokal modstand. Den omstridte bygning er repræsentant for en særlig type af institutionsbyggeri, der var fremherskende for 100 år siden, og som findes i de fleste danske købstæder.

I det 19. århundrede forandrede købstæderne sig fra undersætsige, stråtækte handelspladser for det nærmeste opland til grundmurede repræsentanter for oplysning, fremskridt og magt. Der blev bygget rådhuse, domstole, skoler, gymnasier, seminarier, sygehuse, missionshuse, kirker, politistationer, banegårde, kaserner, hoteller, banker, kreditforeninger, sparekasser, apoteker og så videre.

I perioden 1880 til 1930 blev de fleste bygget i røde tegl. Stort set alle danske byer kan fremvise eksempler på det, man kan kalde den store epoke i dansk rødstensarkitektur: Esbjergs banegård og posthus, byretten i Ringkøbing, Landsarkivet i Viborg, den tekniske skole i Vig i Odsherred, arresthuset i Roskilde og hovedpostkontoret i København er blot nogle få i en meget lang række af eksempler på, hvordan man dengang kunne skabe institutionsbyggeri, der afspejlede den betydning og værdighed, som bygningerne rummede.

At så mange af dem er bevaret skyldes ikke mindst, at de blev bygget i en utrolig god kvalitet.

Murerhåndværket har antagelig aldrig stået højere end i denne epoke.

Sammenlign blot de to gamle bygninger, der huser henholdsvis byretten og Erhvervsarkivet på Vester Allé i Aarhus med genboen, kunstmuseet Aros.

De færreste af de gamle institutionsbyggerier især i de mindre byer tjener i dag det formål, som de oprindelig blev skabt til. Denne funktionstømning hænger blandt andet sammen med den almindelige strukturforandring i samfundet og en løbende centralisering, der har fundet sted især i løbet af det seneste halve århundrede.

Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af kommuner fra over tusind til 277 og antallet af amter fra 25 til 14. I 1980' erne blev antallet af seminarier reduceret fra 29 til 18. Læreruddannelsen er i dag rummet i landets i alt syv professionshøjskoler. Ved kommunalreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret yderligere til 100, og reformen fjernede amterne til fordel for de fem regioner. Den samtidige politireform reducerede de 54 politikredse til 12, og en tilsvarende reform af retsvæsenet reducerede de hidtidige 82 retskredse til 24. Mange byer mistede i den anledning deres lokale politistation og domstol.

I samme periode er stribevis af posthuse og mange flere bankfilialer blevet lukket. Togene standser stadig ved banegårdene, men deres funktion er typisk afløst af en billetautomat. I dag har Holbæk, Viborg, Randers, Farum, Næstved, Ringsted, Sønderborg og Slagelse det til fælles, at de rummer en nedlagt kaserne.

Ringkøbing er en god repræsentant for dansk teglstensarkitekturs store epoke. Byens godt 100 år gamle realskole hører ikke til i første rang, må det indrømmes. Den er dog stadig så typisk for sin tid og sin region og udgør et så væsentligt element i et historisk helhedsbillede, at den nødigt skulle gå tabt. Man kan håbe, at Ringkøbing Kirkes menighedsråd besinder sig og finder en løsning, der forener praktiske behov med hensynet til de historiske og æstetiske kvaliteter, som den pågældende bygning repræsenterer i byen.

(Kristeligt Dagblad 13. august 2015)

Land og by

Er Danmark ved at falde fra hinanden? Spørgsmålet er blevet stillet af flere iagttagere, der ser en bekymrende tendens i forholdet mellem land og by, provins og hovedstad, udkant og centrum: udviklingen af en stadig mere uoverstigelig kulturel, social og politisk kløft. At denne kløft findes, er uden tvivl rigtigt. At den skulle være et nyt fænomen, er imidlertid mere tvivlsomt. Fra den sene middelalder kan der opvises mange eksempler på konflikter mellem land og by. Christian II’s afsættelse i 1523 var et af de mere dramatiske udslag, og det var vel at mærke landbruget, der vandt dén kamp.

Den demografiske forskydning accelererede for alvor sted i 1800-tallet. Ved århundredets begyndelse boede kun omtrent en femtedel af Danmarks befolkning i byer. 100 år senere var bybefolkningen fordoblet i relative tal. I absolutte tal var bybefolkningen øget fra knap 200.000 til næsten en million, heraf halvdelen i hovedstaden. Men landbefolkningen voksede også stadig.

Andelsbevægelsen havde fra 1880erne skabt rammerne om en teknisk, organisatorisk og økonomisk omvæltning af landbruget, der gav dansk producerede fødevarer en afgørende konkurrencefordel på verdensmarkedet. Den økonomiske udvikling gik hånd i hånd med en styrkelse af landbrugets kulturelle og politiske status i skikkelse af henholdsvis højskolebevægelsen og partiet Venstre, der udgjorde støttepunkter for den ene part i forfatningskampen som gik ud på at holde Venstre væk fra regeringsmagten. Det var dengang et regeringsmedlem – kun lettere omskrevet – kunne sige, at intet anstændigt menneske ville sætte sig på en ministertaburet, der først var besudlet af en bondebag. Godsejere kunne derimod godt bruges.

Kanslergadeforliget 1933 fremstilles somme tider som en hovedhjørnesten i velfærdsstaten. Det var snarere et forsøg på at afveje landbrugets og byerhvervenes interesser. Socialdemokraterne fik Venstres opbakning til blandt andet socialreformer mod at Socialdemokratiet gav lovning på foranstaltninger, der kompenserede for den økonomiske krises ødelæggende virkninger på landbruget. Det var en studehandel, ikke en venskabspagt.

Under Besættelsen blev landbruget begunstiget af krigsøkonomien, mens lønmodtagerne i byerhvervene måtte lide betydelige indhug i levefoden på grund af dyrtiden. Den brede politiske repræsentation i samlingsregeringerne dækkede over en stærk indre splittelse. Den fortsatte efter krigen, da mere normale politiske tilstande blev genskabt, og uenighederne kunne diskuteres for åbent tæppe. Indførelsen af det, vi i dag kender som Velfærdsstaten, var bestemt ikke noget konsensusprojekt fra fødslen. 

Endnu i 1945 var ifølge Danmarks statistik 433.991 mennesker beskæftiget i landbruget. Det tal var i 2014 faldet til 65.505, og antallet af brug tilsvarende faldet fra over 200.000 til under 40.000. For to generationer siden var der mennesker nok på landet til at opretholde liv i forsamlingshusene, sikre omsætningen i Brugsen og sende egne repræsentanter i Folketinget. En ø som Mors var endnu omkring 1950 et økonomisk, kulturelt og politisk tyngdepunkt i Danmark. Det kan man læse om i bl.a. Ove Korsgaards erindringer. Dengang kunne modsætningen mellem land og by betragtes som mere af en lige kamp. I dag er det produktionsmæssige tyngdepunkt i landbruget koncentreret på de cirka 4000 bedrifter med mere end 175 hektar jord. Antallet af landbrug på under 175 hektar falder med ca. tre om dagen. Dertil kommer, at landbruget som helhed er fanget i en gældsfælde, der undergraver det økonomiske råderum. Eksporten af fødevarer er stadig betydelig, men landbruget taler slet ikke med samme vægt. Det er det, der er forandret. Modsætningsforholdet består nu som før.

(Kristeligt Dagblad 5. aug. 2015. Redaktionen havde valgt overskriften "Land og by fjerner sig stadig mere fra hinanden", men det er netop ikke pointen.)

Studerendes arbejdstid

Mathilde Noer har i sit indlæg i lørdagens avis ganske ret i, at de humanistiske fags generelt dårlige omdømme er ganske ufortjent. Det er også rigtigt, at humaniora sammen med nogle af samfundsfagene er underprioriteret økonomisk. Der er væsentlig flere penge og væsentlig flere undervisere til rådighed pr. studerende på de naturvidenskabelige fag.

Mathilde Noer er harm over, at de humaniorastuderende udskældes som dovne, fordi det påstås, at de ikke arbejder mere end 21-24 timer om ugen. Dette tal er imidlertid beklageligt tæt på den statistiske sandhed. En stor undersøgelse blandt de studerende på Københavns Universitet i 2013 viser, at de som gennemsnit studerer knap 28 timer om ugen, når man regner undervisning og undervisningsforberedelse sammen. De jurastuderende og humaniorastuderende ligger i bund med 22,3 timer om ugen, mens teologistuderende studerer 25,2 timer ugentlig. I top ligger de medicinstuderende med 34,3 timer. En undersøgelse fra Aarhus Universitet giver tilsvarende tal. Evalueringer på de enkelte fag bygget på de studerende egne indberetninger bekræfter, at de studerende ofte møder dårligt forberedte op til undervisningen, hvilket sænker deres eget og de medstuderendes udbytte væsentligt.

Der er gode forklaringer på, at det forholder sig sådan. En af de væsentligste er, at de studerende meget ofte har en del erhvervsarbejde ved siden af studierne. Gennemsnittet er på 7 ½ timer om ugen. Her er der grund til at gøre opmærksom på, at de studerende ad denne vej får en meget værdifuld introduktion til arbejdsmarkedet. Det er ofte joberfaringerne fra studietiden, der giver adgang til den første stilling efter afsluttet kandidateksamen. Samtidig har arbejdsgiverne en mulighed for at få dygtig, fleksibel, engageret – og meget billig – arbejdskraft. Alene de ca. 40.000 studerende på Københavns Universitet lægger således i omegnen af 8000 årsværk på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk er det med andre ord en rigtig god ide at fastholde de studerendes mulighed for at arbejde ved siden af studierne.

Og der er ikke desto mindre stadig god plads i de studerendes kalender til at styrke indsatsen på studierne. De humanistiske fag øger i disse år antallet af undervisningstimer, studieordningerne har fået et pædagogisk og fagligt serviceeftersyn, og lærerkræfterne får efteruddannelse i undervisning og vejledning. Det ville løfte kvaliteten af alle uddannelserne betydeligt, hvis de studerende kvitterede med at forberede sig noget bedre. Og hvis det skulle hænde, at en enkelt arbejdsuge eller flere sneg sig over 37 ½ time, så er det nok også til at leve med.

(Kristeligt Dagblad 15. juli 2015. Redaktionen havde valgt en anden overskrift. Noers oprindelige indlæg kan læses her.)

Hvorfor bruger lystsejlere splitflag?

Danske lystsejlere er meget stolte over, at de må føre splitflag. Men hvorfor må de egentlig det? Den korte forklaring finder man i statsministeriel bekendtgørelse af 11. oktober 1957, hvori der meddeles alle danske dæksbåde og halvdæksbåde bestemt for lystfart retten til at føre splitflag med bogstaverne Y. F. i gult i den øverste firkant nærmest stangen, det såkaldte yachtflag.

Når det alligevel undrer, skyldes det den almindelige regel, at splitflaget almindeligvis opfattes som statens flag. Statslige institutioner anvender splitflag, nogle med et særligt mærke, mens det rektangulære flag, kaldet stutflaget, anvendes af ikke-statslige institutioner og privatpersoner sådan som f.eks. lystsejlere - skulle man tro. Men sådan er det ikke, og forklaringen er historisk.

Der findes ingen samlet, moderne lovgivning om flagning i Danmark. Flagning er reguleret af kongelig forordning af 11. juli 1748, der stadig er gældende lov i Danmark. Den skelner mellem koffardiflaget og orlogsflaget, som stadig er de officielle betegnelser for henholdsvis stutflaget og splitflaget. Koffardiflaget skulle føres af handelsskibe, mens orlogsflaget skulle føres af krigsskibe. Flagføring var dengang først og fremmest et søværts foretagende. 

I 1854 blev loven suppleret af bestemmelser om flagets anvendelse til lands. En bekendtgørelse fra 1915 om brug af fremmede flag supplerer denne bestemmelse, men ellers er flagning i Danmark præget af stærke følelser, svag konsekvens og næsten lige så mange undtagelser som regler. Flere private virksomheder, foreninger og stiftelser har i tidens løb fået tilladelse til at føre splitflag – nogle bruger det sågar uden tilladelse – mens offentlige institutioner som kommunerne eller Folkekirken typisk flager med stutflag.

I 1888 fik Dansk Forening for Rosport
sit eget flag. Her er det oprindelige
udkast fra Marineministeriets arkiv.

Det er nu som før regenten, der kan give dispensation fra forordning af 11. juli 1748. I 1865 søgte en grosserer Prior om kongelig tilladelse til at føre et særligt flag på et lystfartøj, som han havde erhvervet med henblik på et togt til Middelhavet. Skibet var i henhold til den gældende forordning hverken fugl eller fisk. Prior ønskede på den ene side at undgå de havneafgifter, der påhvilede handelsskibene. På den anden side var der heller ikke tale om et orlogsfartøj, men der var dog det særlige ved skibet, at det havde tilhørt Frederik VII. Det var Marineministeriet, der fandt på løsningen med udkastet til det særlige yachtflag, som Prior derefter anvendte med kongelig tilladelse.

Tilladelsen i 1865 blev givet til Prior personligt, da der ikke var mange lystfartøjer i Danmark, men nok til at spørgsmålet om deres flagføring blev taget op, således at alle andre lystfartøjer i 1866 fik samme tilladelse som Prior. I 1867 blev der vedtaget en lov om skibsregistrering, som var forudsætning for at føre dansk flag, og i en følgende bekendtgørelse blev det specificeret, under hvilke vilkår lystsejlere kunne føre det særlige yachtflag. Der skulle indgives andragende herom under erlæggelse af en stempelafgift på 48 skilling. Denne stempelafgift blev afskaffet i 1957.

I 1873 fik Dansk Forening for Lystsejlads – siden omdøbt til det mere prætentiøse Kongelig Dansk Yachtklub – sit eget flag med split, fulgt op af flere ro- og sejlklubber landet over. Man skal tilhøre disse klubber eller foreninger for at føre deres specielle flag, men enhver dansk halv- eller heldæksbåd, der hverken anvendes til krigsførelse eller nogen form for kommerciel virksomhed, har altså retten til at føre det almindelige yachtflag; en ret der næste år kan fejre sit 150 års jubilæum.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2015. Avisen havde indført et ekstra ord i første afsnit. Den fejl er her rettet tilbage.)