Den tyske borgerkrig

Det er i disse uger 150 år siden Den tyske Krig sluttede. Vi kender den også som den preussisk-østrigske krig efter dens hovedmodstandere. Anledningen var en strid mellem de sejrende magter i krigen 1864 om forvaltningen af de besatte hertugdømmer, Slesvig, der var under preussisk kontrol, og Holsten, der var administreret af Østrig. Den egentlige årsag til krigen var en kamp om magten over Det tyske Forbund.

Man kan – som f.eks. den tyske historiker Hilmar Sack har gjort det (Die Zeit 30. juni) – drage paralleller mellem de indre spændinger i Det tyske Forbund for 150 år siden og problemerne i EU i dag. Men historien gentager sig langt fra altid. Der er flere nyere eksempler på, at unioners dannelse og opløsning kan foregå fredeligt. Sovjetunionens opløsning er måske det bedste eksempel. DDR’s samtidige indlemmelse i Forbundsrepublikken er et andet.

Krigen i 1866 lignede den amerikanske borgerkrig, fordi den var en krig mellem stater, der var medlem af samme forbund. Men den tyske borgerkrig varede blot få uger, så den nåede ikke at blive lige så blodig som den amerikanske.

Det tyske Forbund var blevet dannet i 1815 efter det tysk-romerske kejserriges fald i 1806 under Napoleonskrigene og bestod af alle tyske stater eller fyrstendømmer, knap 40 i alt, herunder altså også Preussen og Østrig.

Østrig var allieret med de mellemstore tyske magter Hannover, Bayern og Sachsen. Preussen havde allieret sig med en række af de mindre tyske stater samt det nyligt samlede Italien. Krigen indledtes med, at preussiske tropper gik ind i Holsten i begyndelsen af juni. Det vigtigste slag fandt sted ved Königgrätz (Hradec Králové) i Bøhmen den 3. juli 1866, da godt 400.000 tropper stod over for hinanden. Da slaget var ovre, var 8000 dræbte og 14.000 sårede. Preussen sejrede, og dermed var krigen i praksis afgjort. Det sidste slag stod ved Uettingen i Bayern den 26. juli.

Den endelige fredsslutning i Prag er kendt i Danmark, fordi dens § 5 tilsagde Slesvigs befolkning retten til at stemme om deres nationale tilhørsforhold. Det slesvigske spørgsmål forbliver dog en fodnote til den verdenshistoriske begivenhed, der lagde grunden til et forenet Tyskland. Preussen annekterede i 1866 foruden de tidligere danske hertugdømmer også kongeriget Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt. Efter endnu en kort og sejrrig krig, denne gang mod Frankrig, forenedes Tyskland i det andet kejserrige i 1871 under preussisk førerskab.

Det indtil da vigtigste af de tyske lande, Østrig, var dog ikke med i samlingen. Østrig er historisk set den stenografiske forkortelse for et stort centraleuropæisk konglomerat af stater og fyrstendømmer under det habsburgske dynasti. Efter 1866 havde ungarerne held med at kræve større selvstændighed, og det habsburgske monarki blev til en personalunion, der i godt 50 år kendtes som Østrig-Ungarn. Denne union opløstes som et resultat af Første Verdenskrig. En østriger kuppede sig til magten i Tyskland i 1933 og sluttede det sammen med sit fødeland i 1938. Dette forenede Stortyskland opløstes i tre stater, Forbundsrepublikken, DDR og Østrig efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Netop tyskerne har holdt sig historiens lære efterrettelig. Det moderne Tyskland har belært af bitter erfaring forladt tanken om, at statens styrke og legitimitet skal bygges på militær magt. Tyskland står om nogen som garant for, at forholdet staterne imellem skal bygges på folkeretten, frivillighed og forhandlinger. At Tyskland har en økonomisk vægt at lægge bag sine ord, skal man kun beklage, for så vidt man foretrækker alternativet.

(Kristeligt Dagblad den 11. august 2016. Redaktionens rubrik var en anden)

Radiospredning

En af de politiske såkaldte sommerballoner har været forslaget om at skære i Danmarks Radios budget. Det har vakt den velkendte debat om DR’s funktion og rolle i medielandskabet og samfundet i det hele taget. Men hvorfor findes der overhovedet statsligt fjernsyn og radio – historisk set?

Radiokommunikation er en teknologi, der blev udviklet i årene omkring 1. Verdenskrig, i øvrigt med væsentlige bidrag af danske ingeniører som C.C. Lauritsen og Valdemar Poulsen. Radiokommunikationen har et begrænset frekvensområde til rådighed, så der måtte en regulering til, hvis man skulle undgå interferens, altså at flere nærliggende sendere transmitterede på samme frekvens. Ved international overenskomst (Berlin 1903 og 1906) blev de grundlæggende retningslinjer for den globale radiokommunikation fastlagt, og siden fulgte internationale aftaler om og national regulering af radiospredning eller radiofoni.

USA er – med forbehold – den væsentligste undtagelse fra den regel, at en moderne stat har en statslig radio- og TV-station. I blandt andet de skandinaviske lande blev radiospredning ikke alene statslig, men også monopoliseret. At staten blev en væsentlig aktør skyldes blandt andet, at der skulle investeres i en helt ny infrastruktur, et net af sende- og relæstationer.  Statsradiofonien, senere omdøbt til Danmarks Radio, blev oprettet i 1925. Nyhedsdækningen var – som man kunne læse her i avisen forleden i anledning af Radioavisens 90 års fødselsdag – imidlertid ikke statslig. Den blev varetaget uafhængigt af et samarbejde mellem de væsentligste aviser, heraf det daværende navn Pressens Radioavis.

Centraliseringen og monopoliseringen af radiospredning hænger tæt sammen med den moderne nationalstats konsolidering. Man forsøgte i kraft af programlægningen at tilvejebringe en ’danskhedskanon’, en fælles referenceramme, kulturelt og politisk, ikke ulig hvad man i dag kalder public service eller sammenhængskraft. TV-serien Matador var en af denne ambitions sene succeser. Monopoliseringen var imidlertid også en ensretning af et kulturforbrug, der optog en stor del af danskernes tid – flere timer om dagen - og den var aldrig uden modstand.  Den såkaldte Balalajkaundersøgelse fra 1929 blandt licensbetalerne viste, at lytterne var utilfredse med programudbuddet, der for store dele bestod af klassisk musik og foredrag. Danskerne ville hellere have underholdning (”balalajkamusik”) end finkultur. Diskussionen om programlægningen har stået på med uformindsket styrke stort set lige siden.

Med lovliggørelsen af parabolmodtagere og oprettelsen af TV2 i slutningen af 1980erne blev der åbnet for lovlige alternativer. Satellit-TV var revolutionerende, idet det gjorde det muligt langt friere at flytte sig geografisk uden at gøre det kulturelt.

Radiospredningens betydning kan man iagttage i tilfælde af statskup. Det er centralt for den, der med vold ønsker at overtage magten i en stat, at kontrollere massemedierne. Den dramatiske kamp om TV-tårnet i Vilnius i Litauen i 1991 er et nu klassisk eksempel. I dag har de statslige radio- og TV-kanaler i kraft af en generel liberalisering og udviklingen af nye teknologier for deling og spredning af informationer mistet meget af deres status og betydning. Det er derfor også vanskeligere at identificere den bygning, der skal besættes fysisk for at få kontrollen med informationskanalerne, hvad det nylige kupforsøg i Tyrkiet viste. Men kampen blev stadig vundet af den, der sikrede sig et greb om massemedierne, og det er et kendetegn for vor tids autoritære og totalitære styrer, at de søger at monopolisere informationsspredningen og kontrollere dens indhold.

(Kristeligt Dagblad 8. august 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik)

Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)

Grundtvig og Obama

I en tale til et publikum fra de nordiske lande, herunder vores egen statsminister, fremhævede præsident Obama forleden Grundtvigs betydning for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, uden hvilken han aldrig selv ville have haft mulighed for at blive præsident. Selv for de mere entusiastiske Grundtvig-tilhængere, der gerne tillægger ham æren for alt stort og godt på jorden, kan det virke som en anstrengelse for tanken at skrive Obama på listen over Grundtvigs fortjenester.

Men der er faktisk en forbindelse, selv om det kræver en del mellemregninger at etablere den. Nøglepersonen hed Myles Horton (1905-1990) fra Tennessee. Han var fra en ung alder socialt engageret, og traf omkring 1930 den danske præst i Chicago, Enok Mortensen, som anbefalede ham at søge ophold på en dansk folkehøjskole.

Horton besøgte blandt andet Den internationale Højskole i Helsingør, Grundtvigs Højskole, der dengang lå i Lyngby, Borups Højskole i København og arbejderhøjskolen i Esbjerg.

Sammen med flere andre – herunder landsmanden Don West, der også havde været i Danmark – grundlagde Horton i 1932 Highlander Folk High School i Tennessee med Horton selv som forstander. Skolens ideologiske udgangspunkt var socialismen, og dens form var folkehøjskolens. Den lagde vægt på eksamensfrihed og på samværet mellem lærere og elever også uden for undervisningen. Det er et fremtrædende og karakteristik træk ved den grundtvigske højskoleform, men det må retfærdigvis anføres, at kostskoleformen især skyldes Chresten Kolds indflydelse.

 Horton giftede sig i 1935 med Zilphia Mae Johnson, som bidrog med et andet element, der gjorde slægtskabet med den grundtvigske højskole tydeligere: musik og fællessang. Efter 2. Verdenskrig blev Highlander orienteret i retning af de sorte amerikaneres kamp for ligeberettigelse. Rosa Parks, Ralph Abernathy, Pete Seeger og Martin Luther King jr. blandt mange andre havde deres gang på Hortons skole. Highlander blev trakasseret af myndighederne, og Horton blev af mccarthyister hængt ud som kommunist. Men som Obamas tale bevidner, betragtes Horton og hans kone i dag som udslagsgivende for den kamp, der gjorde det muligt for en af afrikansk oprindelse at beklæde selv de højeste embeder i De forenede Stater.

Præsidenten er naturligvis også underlagt den diplomatiske skåltales genrekonventioner, og i den forbindelse har hensynet til den mere forfinede analyse af borgerrettighedsbevægelsens politiske genealogi næppe første prioritet. Det er præsidentens opgave at smigre, og det lykkedes. Når man alligevel ikke skal kimse ad tanken om en lige linje fra N.F. S. Grundtvig til Martin Luther King jr., skyldes det forhold, som var de fleste Grundtvig-kendere ubekendt, indtil K.E. Bugge i 2003 udgav bogen ”Grundtvig og slavesagen”, hvor han viste, at Grundtvig gennem mange år sad i en komité, der havde til formål at afskaffe slaveriet i Dansk Vestindien. Myles Horton har næppe kendt til dette, og Obamas taleskrivere ville givetvis have bygget det ind i talen, hvis de havde været opmærksomme på det.

(Kristeligt Dagblad 17. maj 2016. Redaktionens rubrik var en anden)

Socialisme, Indre Mission og grundtvigianisme

Brugsforeningerne i Danmark fejrer i maj måned 150 års jubilæum. Den første levedygtige brugsforening blev stiftet i Thisted i 1866 af H.C. Sonne. Sonne var præst i byen, og inspirationen kom fra England, men anlæg for handel havde han fra barndomshjemmet, en købmandsgård i Nexø. Hensigten med brugsforeningen var ikke blot at skaffe byens arbejderstand ”fordelagtigere Indkjøb af Livsfornødenheder”. Sonne redegjorde for sit åndelige og politiske anliggende i et lille programskrift fra 1867.

Brugsforeningen eller Arbejderforeningen, som den rettelig hed, var et middel til ”at hæve den i borgerlig Henseende lavere stillede, afhængige og trykkede Deel af Befolkningen til et høiere sædeligt, intellectuelt og socialt Trin og derved til en hæderligere Plads i Samfundet, at forhjælpe dem til at blive sig deres Menneskeværd bevidst, at som vi alle ere Mennesker for Gud, det saaledes ogsaa maa blive vitterligt i Samfundslivet, at Adskillelsen efter Stand og Klasser er en Tankeløshed, at den Betragtning, at Nogle have Privilegium paa at være Herrer, at lade Andre gjøre Arbeidet og selv nyde Lønnen, medens Andre ere fødte til at være afhængige, ringeagtede og oversete, er en Uretfærdighed, at der er en fornuftig og lovlig Fælledsret (Socialisme), der ligelig berettiger ethvert Menneske til ved alle redelige Midler at hjælpe sig selv og arbeide sig op, som han bedst forstaaer og kan.”

Sonne sluttede sin karriere som provst for Ars og Løve Herred på Vestsjælland. Her finder man også landets ældste, fungerende brugsforening i Tømmerup, øst for Kalundborg, stiftet 1869, af blandt andre proprietær Villiam Holm på Ubberupgård. Han var fra Christianshavn og var dér blevet konfirmeret af Grundtvig. Kristeligt blev han grebet af Vilhelm Beck, der var kapellan i Ubby og holdt vækkelsesmøder på egnen. Den fremtrædende landbruger, mejerist og missionsmand Otto Lawaetz var medstifter af den to år yngre Ulstrup Brugsforening på Røsnæs.

Brugsforeninger blev typisk oprettet i landsogne. De blev muliggjort af den næringsfrihed, der i kraft af en klynge af love i årtierne efter Grundlovens givelse afskaffede købstædernes monopol på handel og de fleste håndværk. Men brugsforeningerne kan ikke forklares ved økonomiske omstændigheder alene. Der var noget andet på spil. I Thisted og Ulstrup var det socialisme, filantropi og Indre Mission. De fleste steder tilhørte brugsforeningen det grundtvigske magnetfelt. I Fyns grundtvigske hovedstad, Ryslinge, var det dog således, at grundtvigianerne fra frimenigheden og valgmenigheden handlede hos købmanden, medens sognemenigheden handlede i Brugsen.

Fællesforeningen for danske brugsforeninger, FDB, blev stiftet i 1896 og fik hovedsæde på Islands Brygge i København. Det flyttede i 1963 til Albertslund. I de gamle pakhuse i Njalsgade er der i dag grafiske designere og arkitekter af den slags, der staver deres navne med småt. Man kan dog stadig fornemme stemningen fra dengang stedet var distributionscentral for dagligvarer til store dele af danskerne. 

Grundtvigianeren Frederik Borgbjerg var hovedrivkraften bag Socialdemokratiets kooperative bevægelse, der var en kopi af bondernes andelsbevægelse. Herunder hørte Hovedstadens Brugsforeninger, der blev lagt sammen med FDB i 1973. Brugsforeningerne har i de seneste år ændret ledelses- og ejerstruktur flere gange. Spørgsmålet er, om arven fra Sonne, Lawaetz og Borgbjerg er bevaret, om brugsforeningerne er løbet fra, at de er sat i verden for at tjene en sag, ikke blot for at tjene penge.

(kristeligt Dagblad 6. maj 2016. Avisen havde en lidt anden rubrik og indledning.)

Monseigneur Grev Danner

Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.

En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.

Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.

Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.

Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.

Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.

definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.

Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (queen regnant) og kongens ægtefælle (queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.

Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".

I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".

Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)

At indtræde i de voksnes rækker

Efter påske følger konfirmationssæsonen. Der var engang, da konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”.

Konfirmation blev indført i Danmark-Norge af de to landes fælles konge Christian VI i 1736 – og noget før i Sønderjylland. Enevælden bekendte sig til kristendommen sådan som den blev udlagt i den augsburgske konfession, og derfor kunne man kun tælles som fuldgyldig undersåt – hvad vi i dag ville kalde retssubjekt – hvis man var døbt i denne tro. Loven pålagde ganske enkelt straffe for de forældre, der ikke lod deres spædbørn døbe.

Der fandtes undtagelser for f.eks. jøder og katolikker, men de var netop undtagelser fra det grundlæggende princip om sammenhængen mellem stat og konfession. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Konfirmationen kan også ses som et typisk udslag af Oplysningstiden forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. For den oplyste kristne var barnedåben ikke længere nok. Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om og havde modtaget undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen og alfabetiseringen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller naturvidenskaben, men pietismen.

Konfirmationen blev forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig. Danmarks og Norges måske mest betydningsfulde konfirmation var kronprins Frederiks i 1784. Den gjorde ham myndig og til fuldgyldigt medlem af Geheimestatsrådet, en omstændighed som han anvendte til øjeblikkeligt at begå paladsrevolution.

Med skolereformen 1814 blev konfirmationen knyttet direkte til udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en plads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten fra 1832 en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst CV.

Junigrundloven afskaffede i kraft af religionsfriheden princippet om tilknytningen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder. Men dette princip blev kun langsomt omsat i lovgivningen om f.eks. edsaflæggelse, ægteskab, arveret og ikke mindst i skolevæsenet, så dåben og konfirmationen havde også efter 1849 retsvirkning. Tvangsdåb for folkekirkemedlemmers børn blev først afskaffet i 1857, og samtidig blev arveretten for udøbte sikret.

Den såkaldte friskolelov fra 1855 gjorde det muligt at oprette skoler, der var i overensstemmelse med forældrenes livsanskuelse. Det skabte forudsætningerne for en fortsat konfessionel undervisning i grundskolen. Hvis katolikkerne f.eks. ikke brød sig om Folkeskolens forkyndende undervisning, kunne de oprette deres egne skoler, hvad de i vid udstrækning gjorde i årtierne derefter. Det samme gjorde grundtvigianerne.

I 1851 blev der indført mulighed for borgerlig vielse, men kun for de par, hvoraf mindst den ene ikke var medlem af Folkekirken. Konfirmationen som nødvendig forudsætning for at blive kirkeligt viet blev først afskaffet i 1909. Samtidig blev det muligt at tage ukonfirmerede til alters i Folkekirken. Skudsmålsbogen blev afskaffet i 1921. Så længe den syvårige skolegang var det normale, markerede konfirmationen den symbolske afslutning på barneårene.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik.)