Da det var en skandale, at vi havde for mange vacciner

Forholdet mellem erfaring og forventning er af stor betydning for forståelsen af, hvorfor mennesker handler som de gør. Historisk set gælder det, at stabile samfund er kendetegnet af en stor grad af sammenfald mellem erfaring og forventning. Tingene er som de var og bliver som de er. Det vil sige, at problemerne er genkendelige og løsningerne velprøvede. I dynamiske og foranderlige samfund derimod er afstanden mellem erfaring og forventning større. Erfaringen bliver en kapital under stærkt inflatorisk pres, mens der stilles store krav til fantasi og kreativitet, for de er evner, der formår at se, hvad der endnu ikke og aldrig før er indtruffet.

En sådan situation befinder vi os i lige nu. Vi ”bygger skibet, mens vi sejler” eller ”lægger skinnerne, mens toget kører”, som det så hyppigt siges.

Problemet er naturligvis, at hvis man bekender sig udelukkende til fantasi og kreativitet, annullerer det værdien af enhver erfaring og erindring, både den personlige og kollektive. Intet samfund ville kunne bestå, hvis enhver blot stod bundet til øjeblikkets pæl. Vi er som mennesker bundet af de erfaringer, vi har gjort, fordi de er så nært knyttet til, hvem vi er.

De ansvarlige i sundhedsmyndighederne har en professionel erfaring, der rækker over et par årtier. Lad os se på en af dem. Den 11. juni 2009 erklærede WHO den såkaldte svineinfluenza, H1N1, som pandemi. I henhold til indgåede aftaler udløste det en bestilling fra den danske stat af godt tre millioner doser vaccine hos medicinalfirmaet GlaxoSmithCline. Da det imidlertid viste sig, at sygdommen kunne bringes under kontrol, og at den ikke viste sig som så farlig som først frygtet, førte det til kritik, fordi den danske stat havde brugt et tocifret millionbeløb på vacciner, der aldrig blev bragt i anvendelse. Forargelsen var betragtelig.

Problemet var, at der var en mekanisme i aftalerne, der medførte, at det automatisk udløste en bestilling af vacciner fra f.eks. den danske stat til GlaxoSmithCline, hvis WHO erklærede pandemi. Kritikerne sagde, at medicinalfirmaerne havde en alt for stor interesse i at påvirke WHO til at erklære H1N1 som pandemi til at sagligheden kunne råde. Overskudslagrene af vacciner og en uretmæssig profit til medicinalfirmaerne var resultatet, lød kritikken.

 
”H1N1-skandalen, hvor Danmark var tvunget til at købe enorme mængder vaccine imod en ufarlig sygdom, skal ikke kunne gentage sig.” skrev dagbladet Information 15. januar 2010. Det forekommer at have været den retningsgivende erfaring de sidste 10 år. Fører man imidlertid sit historiske regnskab over længere tid, bliver det tydeligt, at epidemiske sygdomme kræver meget, og somme tider alt, af de samfund, som de rammer. Kolera, tuberkulose, den spanske syge, polio og AIDS er blot de første, der bringes i erindring fra de seneste 150 år. Man kan ikke lære af historien i størrelsesforholdet 1:1. Men den kan udvide erfaringsrummet og dermed også forventningshorisonten og f.eks. gøre det klart, om det overhovedet er en skandale at have for mange vacciner.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2020. Sidste sætning er redigeret.)

Svindsot

Alle midaldrende og ældre danskere bærer på deres krop et mærke af en af verdenshistoriens vigtigste tildragelser i de sidste 200 år. Mit sidder på venstre overarm og ligner et forvitret aftryk af en signetring. Det er et lille rundt ar, som er det synlige spor efter den såkaldte calmette-vaccination. Den blev givet til alle danske børn indtil engang i 1980erne, og den beskytter mod flere forskellige former for tuberkulose.

Arret giver anledning til to historiske eftertanker. For det første er det en påmindelse om den svøbe, som tuberkulosen eller svindsoten, som den kaldtes tidligere, var. Den var en stor dræber i det nittende og første halvdel af det tyvende århundrede i Danmark. I 1920erne døde årligt ca. 2500 danskere af tuberkulose, kan man se af Statistisk Aarbog. Salmonsens Konversationsleksikon, der var nået til bogstavet T i 1928, regnede sygdommen som ansvarlig for hvert syvende dødsfald i landet. Og Danmark var mildt ramt i international sammenligning.

Lungetuberkulose var langt den mest udbredte og dødelige af de tuberkuløse lidelser. Den er smitsom, og det var opfattelsen, at den smittede gennem spyt. Det var for 100 år siden skik at spytte på gaden, ikke mindst på grund af den udbredte anvendelse af skråtobak, og problemet var, mente man, at tuberkulosebakterier kunne overleve udtørring og således spredes med gadens støv. I København diskuterede man i begyndelsen af 1900-tallet opstillingen af spyttekummer. Planen blev opgivet. I stedet blev der i de store byer opsat skilte med opfordring til ikke at spytte på fortovet. I andre lande blev det ligefrem strafbart at spytte offentligt. I Danmark betragter vi det bare som uopdragent.

Helt forsvarsløse var lægerne ikke. Nogle tuberkuløse lidelser kunne helbredes kirurgisk. Niels Finsen fik Nobelprisen for at opdage lysets helbredende virkning på hudtuberkulose, også kaldet lupus. Men lungetuberkulose fandtes der ingen kur for. Patienter blev ordineret ro, hygiejniske forhold og nærende kost.

Hvis man savner et udflugtsmål i disse tider, hvor museerne er lukket, kan man lægge vejen forbi et af de sanatorier, der blev bygget til patienter, der led af lungetuberkulose. De ligger gerne meget smukt sydvendt, typisk ved vandet, hvor der var mest sol og frisk luft, der var anset for at være om ikke helbredende så dog lindrende. Sådan kan de også virke endnu i dag.

Det første fra 1900 ligger ved Vejle Fjord. Året efter opførte Københavns Kommune et stort sanatorium ved Boserup tæt på Roskilde. Derpå fulgte de følgende år sanatorier i bl.a. Juelsminde, Hjerting, Skive, Silkeborg, Skørping, Ry, Kalø Vig, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxinge ved Præstø og Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg. Mange af dem blev bygget eller drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der findes endnu under navnet Lungeforeningen.

Ingen af de gamle turberkulosesanatorier tjener længere deres oprindelige formål. Til fælles har de, at de alle står tilbage som monumenter over en tid, der ikke er længere.

Tuberkulosen udgør ingen aktuel trussel mod folkesundheden i Danmark. Den franske læge Albert Calmette (1863-1932) var med til at udvikle den vaccine, som han gav navn til. Efter 2. Verdenskrig blev penicillin bredt tilgængelig, og tuberkulose kunne i sin daværende form kureres. Omkring 1960 talte Danmarks Statistik blot ca. 200 dødsfald om året med tuberkulose som begrundelse. De fleste har antagelig været sene eftervirkninger af sygdommen. Det er grundlaget for den anden historiske eftertanke: håb. Generationer levede i frygt for at blive smittet. De lever endnu, som husker frygten, og som måske mistede forældre eller søskende til den skrækkelige sygdom. Længere væk er den ikke. Der er ingen garanti for, at noget tilsvarende ikke kan komme igen. Det bliver vi i disse historiske tider kun alt for tydeligt mindet om. Desværre er nye former for tuberkulose også årsag til alvorlig bekymring på globalt plan, så kampen fortsætter. Intet tidspunkt i historien er sorgløst. Men mit lille ar giver dog anledning til håb om, at også denne tid byder på sorger og bekymringer, som vi på et tidspunkt kan lægge bag os.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2020)

Udsigten fra sanatoriet i Boserup ved Roskilde

Gær og toiletpapir

Hamstring er en relativt let mekanisme at forklare. Hvis der skabes forventning om, at adgangen til bestemte varer vil blive begrænset, vil forbrugerne være tilbøjelig til at anskaffe et lager af samme vare, så man har lidt at trække på. Der er tale om en klassisk selvopfyldende og selvforstærkende profeti, idet hamstringen skaber, hvad forventningen forudså. Detailhandelen er oven i købet mere følsom over for hamstring i dag end før i tiden, fordi de færreste dagligvarebutikker på grund af strømliningen af forsyningskæden selv har et lager. Hvad de har af varer, ligger allerede på hylderne. Selv en let øget og uventet forespørgsel på et produkt kan således føre til tomme hylder.

I en naturalieøkonomi, hvor husstandene i vid udstrækning er selvforsynende, er hamstring en dyd, om man så kan sige. At have et lager af mad er en nødvendig overlevelsesstrategi, fordi fødevareproduktionen er sæsonbetonet, mens behovet for at spise er konstant året rundt. Derfor er der blevet røget, saltet, speget, syrnet, syltet, henkogt, tørret, fermenteret og konserveret til den store guldmedalje i de gamle landbohusholdninger. Fadeburet var husmoderens stolthed og skat. I dag er det ikke nødvendigt for overlevelsen at have et spisekammer – eller en dybfryser for den sags skyld – men kradser man fernissen af en velfærdsdansker dukker der gerne en bondekone op, der føler sig tryggest, når der er lagt lidt til side til hårde tider.

Hamstring betragtes i dag med stor foragt, fordi det er en handling, der fortolkes som udtryk for egoisme, samtidig med at de negative samfundsmæssige konsekvenser kan være ret store. Den historiske modforanstaltning mod hamstring har været at begrænse forbrugernes indkøbsmuligheder. Under 1. Verdenskrig var der under indtryk af hamstring af blandt andet smør indført rationeringer. Og som foranstaltning mod den såkaldte vare-åger, altså at næringsdrivende udnyttede vareknaphed til uretmæssigt store avancer, blev der også indført priskontrol. Mange ældre kan stadig huske besættelsestidens rationeringsmærkerne, der først blev afskaffet i 1952. Men det betød ikke, at rationering blev opgivet som politisk værktøj. Under Suez-krisen i 1956 blev der genindført rationering af blandt andet benzin, brændselsolie og petroleum. Den ophævedes igen året efter.

Hamstring kan også ses som et fornuftigt svar på en erkendt trussel. Det er jo til at forstå, at folk gerne vil sikre et forråd til sig og sine i urolige tider. Men erfaringen viser, at folk ikke nødvendigvis handler rationelt og i hvert fald ikke hensigtsmæssigt, når det strammer til. De fleste voksne kan huske den store konflikt på arbejdsmarkedet i 1998, da danskerne hamstrede gær i stor stil, men tilsyneladende ikke mel.

I disse så forstyrrede dage i foråret 2020 er det hverken konserves eller langtidsholdbar mælk, der i Danmark købes stort ind af, men toiletpapir. Det samme har været tilfældet i andre lande. Der er et fortilfælde i USA under oliekrisen i december 1973. Den populære talkshow-vært Johnny Carson forsøgte sig med en vittighed om, at der var lige så stor mangel på toiletpapir som på olie. (Den kan ses på youtube. Søg: Johnny Carson toilet paper) Rigtig mange amerikanere tog Carson på ordet, og der fulgte en hamstringsbølge, som ryddede butikkernes hylder for toiletpapir i lang tid derefter. Det var muligvis den historie, der foresvævede Statsministeren, da hun ved pressemødet den 11. marts udtrykkeligt nævnte, at der ikke var mangel på toiletpapir. Det skulle hun nok ikke have sagt, selv om det var både sandt og rigtigt, da det blev sagt, for folk reagerede i hvert fald stik modsat af hensigten og tømte prompte butikkerne for netop toiletpapir.
(Kristeligt Dagblad 31. marts 2020. Avisens rubrik var en lidt anden)

Epidemier har betydning for økonomien

Forekomsten af en ny, potent influenzalignende smitte, kaldet coronavirus, har ført til det største fald i den økonomiske aktivitet i verden i flere år. Med en metafor yndet på avisernes redaktioner viser aktiemarkederne blodrøde tal.

Epidemiske sygdomme har altid haft betydelige økonomiske konsekvenser. Den sorte Død i det 14. århundrede kostede en meget stor andel af den eurasiske og afrikanske befolkning livet. Det betød, at man måtte opgive at dyrke store jordarealer, men også at de overlevende kunne sælge deres arbejdskraft til en højere pris. Historikere diskuterer stadig, hvordan og hvorledes det fik betydning. To konklusioner kan drages til brug for den historiske betragtning af spørgsmålet, nemlig at smitsomme sygdomme allerede dengang havde global rækkevidde, og at handelsveje var smitteveje. Pesten ankom via de travleste havne.

Industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet medførte en øget forekomst af kolera. Den ramte Danmark senest i 1853. Koleraen var genstand for en intens debat blandt medicinere, fordi der var uenighed om sygdommens årsager. I dag ved vi, at den oftest skyldes forurenet vandforsyning, men så længe der ikke herskede enighed om den indsigt, var der åbnet for andre fortolkninger og derfor også andre forholdsregler. Diskussionen stod mellem de såkaldte contagionister, der mente at sygdommen er smitsom, og de såkaldte miasmatikere, der mente, at smittekim opstår spontant i gærende organisk materiale som f.eks. latrin. Contagionisterne mente, at karantæne var den bedste forholdsregel, mens miasmatikerne ønskede at forbedre kloakeringen og vandforsyningen. Begge parter havde fat i noget rigtigt. Ikke mindst miasmatikernes ønske om en effektiv adskillelse af vandforsyning og kloakering har været til velsignelse for folkehelsen, et eksempel på, at forkerte teorier kan føre til rigtige løsninger.

Tilhængere af de forskellige sygdomsteorier fordelte sig også over politisk-økonomiske skillelinjer. Miasmatikerne var ofte liberale tilhængere af frihandel. Det gjaldt f.eks. den fremtrædende tyske læge Max von Pettenkofer. Han mente, at karantænebestemmelser, der satte grænser for bevægeligheden, var en stor ulykke. Selv efter at Robert Koch havde identificeret kolera-bakterien (vibrio cholerae) ændrede Pettenkofer ikke holdning. Samtidig med et af de sidste store tilfælde af kolera i Europa, den voldsomme epidemi i Hamborg 1892, rekvirerede Pettenkofer en prøve på bakterien fra Kochs laboratorium, som han indtog. Det er det måske mest berømte eksempel på heroisk rethaveriskhed i videnskabshistorien. Pettenkofer overlevede uden alvorlige symptomer og anså dette forhold som bevis på, at han havde ret.

Der er i dag udviklet effektive vacciner mod mange virulente sygdomme, og på den måde har vi undgået forholdsregler som karantæne og rejseforbud. Hvis man lader sig vaccinere mod relevante sygdomme, kan man rejse overalt i verden i dag. Af og til dukker der dog nye sygdomme op, og indtil der foreligger en effektiv vaccine, der kan masseproduceres, må myndighederne gribe til de gammelkendte forholdsregler, der lægger bånd på den frie bevægelighed. Som ved alle ukendte og uberegnelige trusler hersker der en vis asymmetri mellem truslen selv og forholdsreglerne imod den, for der må anvendes meget vidtfavnende helgarderinger, der betyder, at langt flere berøres af forholdsreglerne end af faren selv.

Det er det, der har umiddelbar effekt på økonomien. Hvis kinesiske arbejdere bliver hjemme på grund af smittefare, går det ud over produktionen af forbrugsvarer. Når folk bliver bange for at rejse, går det ud over flybranchen og turistindustrien. Olieprisen falder, og så falder også den norske krone osv. osv. Andre faktorer spiller for tiden også en rolle for, at verdensøkonomien trækker sig sammen. Og nu som før forsvarer økonomiske og politiske kræfter interesser, der ikke nødvendigvis samstemmer med de nødvendige hensyn til almenvellet og folkehelsen. Men generelt synes verdenssamfundet indstillet på, at midlertidig recession er en pris, der er værd at betale for at inddæmme akutte trusler som f.eks. corona-virus. Historisk set er det opløftende. De globale epidemier – de såkaldte pandemier – har i århundreder været en stor udfordring. Hvad vi ser i dag, er en troværdig diskussion om, hvor vidt løsningerne på globale problemer af denne karakter for første gang i historien også skal være globale.

(Kristeligt Dagblad 4. marts 2020)

Hotellificeringen af det historiske København

Det netop gennemførte indgreb mod kortsigtede spekulation i danske, det vil sige i praksis hovedsageligt københavnske, udlejningsejendomme har haft til formål at forhindre udenlandske kapitalfonde i at lave nogle hurtige penge på lejernes bekostning.

Den første huslejelov er fra 1916 og blev vedtaget på grund af stejlt stigende huslejer som følge af krigens højtryksøkonomi. Siden dengang har lejeloven været en af de klassiske kamppladser mellem de venstreorienteredes ønske om at beskytte lejernes interesser og de højreorienteredes ønske om at beskytte ejernes interesser.

København er et interessant sted at investere for udenlandsk kapital. Der var engang, da det ikke var tilfældet, og det var heller ikke nødvendigvis særlig godt. Det går godt for dansk økonomi i disse år, byen er i vækst og den rangerer generelt højt i internationale sammenligninger for livskvalitet, kulturtilbud, trivsel, børnevenlighed osv.

Det betyder også, at antallet af rejsende til byen og dermed antallet af hoteller stiger. Hotel- og restaurationspersonalets fagforening regner med en vækst på 40 % i antallet af hotelværelser i København alene i perioden 2018-2022. Det betyder nybyggerier bl.a. på Amager og det gamle godsbaneterræn, men det sætter også sit præg på det historiske København. Hiltonkæden har overtaget ”Ørkenfortet” på Christianshavn. Det er københavnerviddets øgenavn for det store betonskrummel, der oprindelig blev opført som administrationsbygning for B&W i 1962. Mange havde nok håbet at se den revet ned, men må i stedet håbe på nogle formildende omstændigheder ved den omfattende ombygning, som de nye ejere har iværksat og som stadig pågår.

Efter at klummen blev skrevet, blev jeg gjort opmærksom på,

at Hilton-kæden har opgivet sit projekt på Christianshavn.

ATP-ejendomme indretter ørkenfortet til kontorer. (eget foto)

Det svenske ejendomsselskab Balder købte i 2015 det gamle musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard. Det blev oprindelig opført til Forsikringsselskabet Danmark i 1903 i tidens historiserende monumentalstil. Nu er det et hotel, der indgår i den svenske kæde Nobis.

Den norske rigmand Petter A. Stordalen åbner senere i år et hotel i Københavns statelige gamle hovedpostkontor, opført i neobarok stil i 1912, lige ved Hovedbanegården. Stordalen ejer i forvejen Hotel St. Petri, der er indrettet i det tidligere Daells Varehus i Krystalgade i det indre København.

Det gamle hovedpostkontor, februar 2020. Eget foto.

I 2018 købte den finske kapitalfond Capman et ejendomskompleks tæt på Rådhuspladsen, herunder en af Københavns oversete perler, Grundtvigs Hus. Studiestræde 36-40. Det blev opført på opdrag af Kirkeligt Samfund og stod færdigt i 1909 efter tegninger af arkitekten Rolf Schroeder. For udsmykningen stod blandt andre Niels Skovgaard. Det rummer blandt meget andet en stor sal, hvor der er blevet holdt betydningsfulde offentlige møder og foredrag. Grundtvigs Hus er i slægt med de store borglignende bygninger, som bl.a. KFUM lod opføre i landets større byer for godt 100 år siden. De var udtryk for de kirkelige bevægelsers ønske om at generobre terræn de steder, hvor verdsligheden var mest fremskreden. Grundtvigs Hus var tilsvarende tænkt som en bastion for det grundtvigske arbejde i hovedstaden.

Omkring 1970 blev det solgt til Københavns Kommune, der har brugt det til bl.a. at huse administration af almennyttige boliger. Den nuværende ejer har – ikke overraskende – planer om at indrette ejendommen som hotel.

Både når det handler beboelsesejendomme og erhvervsejendomme overtaget af udenlandsk kapital har opmærksomheden været rettet mod de kulturhistoriske værdier, som bygningerne rummer. Mens beboelsesejendomme ofte udsættes for en hårdhændet modernisering, ser tendensen blandt hotellerne ud til at være, at de nye ejere har valgt netop disse bygninger, fordi de rummer arkitektoniske kvaliteter, som også har en markedsværdi. Den historiske atmosfære sælger, og der er derfor et vist sammenfald mellem hensynet til bevaring på den ene side og forretningsinteresser på den anden. Udenlandske investeringer er ikke kun af det onde. Men det kunne jo også være spændende, hvis Grundtvigs Hus kunne undgå hotelificering og gendannes i overensstemmelse med sit oprindelige formål som et almennyttigt københavnsk forsamlingshus.

(Kristeligt Dagblad 10. februar 2020. Avisens rubrik var en anden.)

Moderne tyende?

Au-pair-ordningen har vakt fornyet debat. Nogle mener, at den er til gensidig nytte og gavn for de værtsfamilier, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, og de især filippinske kvinder, der i stort tal kommer hertil, og som for lommepenge, kost og logi hjælper til. Andre mener, at ordningen først og fremmest giver de bedrestillede familier adgang til billig hushjælp. Argumenterne er et ekko af en tilsvarende debat, der udfoldede sig i anden halvdel af 1800-tallet om, hvordan man skulle tolke relationen mellem tjenestefolk og deres arbejdsgivere eller rettere mellem tyende og husbond, som var den gængse betegnelse dengang.

Tyendet var en fællesbetegnelse for alle dem, der i en husstand stod i et tjenende og underordnet forhold til husstandens overhoved uden at være dennes familie. Husstanden var typisk både et hjem og en arbejdsplads. Det gjaldt i udpræget grad i landbruget, men også i byerne beskæftigede de store husholdninger kuske, oldfruer, linnedkarle, hovmestre, tjenere, kammer-, stue- og kokkepiger, som fik hverdagen til at fungere.

Ansættelsesforholdet var reguleret af Tyendeloven af 1854. For en nutidig betragtning kan det være forskrækkende at læse, hvor få rettigheder tyendet dengang havde. Et tyende var bundet til sin plads til skiftedag, som var 1. maj og 1. november, og i det hele underlagt husbondens myndighed. Men Tyendeloven kan også tolkes som det første forsøg på at ordne et forhold, der indtil da kun havde været nødtørftigt reguleret.

Arkitekten Aug. Kleins mønstergrundplan for en præstegård fra hans bog om 

landbrugsbygninger fra 1876 viser, hvor meget plads en landbohusholdning

skulle sætte af til at huse personalet.

Forfatterinden Fanny Tuxen udgav i 1886 en bog om husmødrenes forhold til tyendet. Heri gjorde hun sig til repræsentant for den opfattelse, at Tyendeloven ”fremmer et smukt Forhold mellem begge Parter, idet den gjennemgaaende stiller Tyendet, der altid tiltræder sin Tjenestetid i en meget tidlig Alder, ungt og uudviklet i Afhængighedsforhold af dem, der maa betragtes som skikkede til at yde det et Hjemliv med alle dettes uskatterlige Goder, Beskyttelse, Hjælp, Vejledning og Raad”. Tuxen mente, at tjenestefolk til gengæld for en arbejdsydelse nød hjemmets varme og gode påvirkning på samme måde som et barn naturligt finder sig til rette under forældrenes opdragelse og myndighed.

En anden forfatterinde, Sophie Helsted, udgav i 1893 en bog om tjenestepigers rettigheder. Helsted mente ikke, at en tjenestepige skulle undergive sig sit herskabs autoritet i et og alt. Derimod opfattede hun tjenestepigens gerning som hvilende på en overenskomst baseret på rettigheder og pligter. Helsted indtager ingen fremtrædende plads i kvindesagens historie, og det er ufortjent, for hendes fortolkning af tjenestepigen som udbyder af arbejdskraft i et kontraktligt forhold til arbejdsgiver peger frem mod det 20. århundrede, da der langsomt blev udviklet et egentligt reguleret arbejdsmarked for serviceydelser som f.eks. madlavning, rengøring og børnepasning. Det var dog en sendrægtig proces.

I 1921 blev Tyendeloven afløst af Medhjælperloven. Den betød et brud for så vidt den afskaffede husbondens revselsesret over sit tyende, men der gik stadig årtier, før tjenestefolk fik egentlige overenskomster og faste arbejdstidsbestemmelser.

Au-pair-ordningen hørte oprindeligt slet ikke til arbejdsmarkedsbestemmelserne. Den blev til i et europæisk samarbejde i efterkrigstiden og var i udgangspunktet tænkt som et instrument til kulturel udveksling i Europa. Som den består i dag, kan den ses som et kompromis mellem Helsteds og Tuxens fortolkning af tjenesteforholdet. En au-pair skal ifølge reglerne ”indtage en familiær stilling i en værtsfamilie”. Samtidig er der fastsat ret håndfaste regler om au-pair-personens rettigheder med hensyn til arbejdstider, økonomisk kompensation og kulturel udveksling. Denne klummeskribent har såmænd selv været au-pair i en præstegård i Hessen i midten af 1980erne og kan tale med om de uskatterlige goder, som et ungt menneske kan få med fra sådan en erfaring, når husbonden er et forstandigt og skønsomt menneske. Jeg føler mig ikke udnyttet. Det samme gælder givetvis mange af de filippinske kvinder, der fungerer som au-pairs i danske hjem. Spørgsmålet må være, hvordan man vurderer karakteren af den stilling, som en au-pair indtager mellem det familiære fortrolighedsforhold på den ene side og det professionelle udbud af serviceydelser på den anden. Det er det, der nu er til politisk forhandling.

(Kristeligt Dagblad 23. december 2019)

I højden at blive det tjener os bedst

Den 3. oktober 1969 indviedes i Østberlin det 365 meter høje TV-tårn, som står endnu og altså kan fejre sin 50 års fødselsdag. Det blev bygget for at fejre DDR’s 20-årige beståen, og selv Kristeligt Dagblad, der bestemt ikke var nogen tilhænger af det ukristelige østtyske regime, kaldte bygningsværket ”imponerende”, selv om tårnets formål var at ”drive propaganda for DDR.” Det var ikke uden en vis tilfredshed, at avisen kunne tilføje: ”Men Vorherre har også sin måde at drive propaganda på. Når solen skinner, danner dens stråler det dejligste lysende kors på kuglen.”

TV-tårnet på Alexanderplatz i Berlin hører til en række af tårne verden over, der på denne tid blev opført som prestigeprojekter. Fra 1889 og næsten 70 år frem var Eiffeltårnet den højeste menneskeskabte konstruktion i verden. Men i 1958 blev der i Tokyo opført et TV-tårn, som var endnu højere, og det satte gang i et verdensomspændende kapløb om at besidde det højeste tårn, ikke mindst i Central- og Østeuropa. TV-tårnet i Vilnius i Litauen, opført 1981, indskrev sig i historien, da sovjetiske tropper her skød og dræbte flere demonstranter i januar 1991. Tårnet indtager nu en plads som litauisk frihedsmonument.

Opførelsen af fjernsynstårnet i Berlin i 1969 skal især ses i lyset af den tysk-tyske rivalisering. Østtyskerne ønskede at hævde sig økonomisk og teknisk. Et TV-tårn repræsenterer kontrol med både materie og ånd, en teknologisk evne til at bygge højt og en vilje til at gøre sin indflydelse gældende gennem den funktion, som tårnet har, nemlig statslig TV-spredning. Det østtyske tårn, der stadig er Tysklands højeste, overgik dengang to nyopførte tårne i Hamborg og München i Vesttyskland.

Fjernsyn var et grænseoverskridende fænomen. Det havde særlig betydning for tysk fjernsyn, fordi tysk var det eneste sprog, der blev talt som første- eller andetsprog i både NATO og Warszawa-pagten. Store dele af det sydøstlige Danmark kunne se østtysk TV, der i øvrigt også fra den 3. oktober 1969 havde to kanaler. Programmet for østtysk TV blev aftrykt i danske aviser, herunder Kristeligt Dagblad.

Mange østtyskere så til gengæld også vesttysk TV, hvor de kunne følge med i en samfunds- og forbrugsudvikling, der stod i en stadig større afstand til en oplevet østtysk hverdag. Det bidrog til utilfredsheden og udlængslen i øst. I enkelte egne kunne man dog ikke modtage vestfjernsyn, f.eks. i og omkring Dresden, som folkeviddet døbte ”Tal der Ahnungslosen”, de uvidendes dal.

Tilsynekomsten af de rent kommercielle TV-stationer i Europa i 1980erne undergravede de statslige TV-monopoler i både øst og vest. Samtidig skiftede fjernsyn karakter fra at være et grænseoverskridende til at blive et egentligt internationalt fænomen. De nye kanaler undergravede også funktionen og symbolværdien af de store TV-tårne, fordi de nye TV-kanaler sendte via satellitter. Det krævede særlige parabolantenner at modtage dem. Disse antenner blev udbredt også i DDR. Overalt forsøgte de gamle statslige monopoler at bevare kontrollen med TV-spredningen. I Danmark var det oven i købet forbudt for private at opsætte parabolantenner, hvad det faktisk ikke var i DDR. Det danske forbud blev først ophævet samtidig med Murens fald og Tysklands genforening.

I dag betyder kontrollen med informationsspredningen stadig meget for både autoritære og demokratiske stater. Det indebærer også ønsket om kontrol med den teknologi, der tjener til udbredelsen af information. Den ser meget anderledes ud end i 1969, så det er en helt anden historie. Men fjernsynstårnet i Berlin kan passende tjene som en 365 meter høj påmindelse om, hvor meget informationsteknologi betyder.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2019)