Da Kaj Munk ikke fik embedet som dansk præst i Berlin

I 1931 stod embedet som dansk præst i Berlin vakant, og en ansøger roste sig af at stå ”uden for Partierne”, idet han beskrev sin egen opvækst som præget af en lærer, der ”var hasarderet Grundtvigianer” og en præst, der var ”Missionsmand om en Hals”. ”Ved saaledes baade i Barndom og Ungdom at udsætte mig for krads Dobbeltvirkning har Herren bevaret mig fra det afstumpede og fordummende,” mente ansøgeren, der med denne udmelding antagelig forsøgte at positionere sig selv som spiselig for alle fløje. Ansøgeren fik ikke stillingen. Han forblev i det embede, han havde som sognepræst i Vedersø i Vestjylland. Hans navn var Kaj Harald Leininger Munk.

Siden Berlin var vokset til som preussisk og især rigstysk hovedstad i det 19. århundrede, havde mange danske søgte dertil som håndværkere, handelsfolk eller studerende. Et skandinavisk KFUM blev stiftet i 1889, og efter at svenskerne i byen havde fået egen præst i 1902 og nordmændene i 1905 havde der været flere tilløb til at skaffe de danske i Berlin en fast gejstlig betjening. I 1912, da der var 2300 registrerede danskere i byen, blev Bent Lindhardt ansat som præst direkte under Kultusministeriet, som ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen hed dengang. Formand for repræsentantskabet blev den danske gesandt i byen, grev Carl Moltke. ”Kundskabsrig, arbejdsivrig og forhandlingsdygtig varetog han med megen Dygtighed og Koncilians danske Interesser i de vanskelige Aar,” som det hed om ham. Lindhardt var præst i Berlin i ti år. Han blev siden kendt som forfatter til flere opbyggelige romaner udgivet på Lohses Forlag.

De første 16 år holdt menigheden til i lokaler Neuenburger Straße 3. Da Dansk Kirke i Udlandet (Nu Danske Sømands- og Udlandskirker) blev stiftet i 1919, blev menigheden i Berlin knyttet hertil som den første. I 1928 kunne menigheden tage sin egen kirkebygning i brug i Königgrätzer Straße (nu Stresemannstraße). Kirken blev opkaldt efter Christian X. Bygningen kunne restaureres efter krigens voldsomme bombardementer, men blev eksproprieret i 1965. Menigheden erhvervede ruinerne af det svenske plejehjem i Brienner Straße (udtales i tre stavelser bri-en-ner) nr. 12 og opførte i 1967 her en helt ny kirke med menighedslokaler, præstebolig og klubværelser, hvor mangen en dansk udvekslingsstudent har lejet sig ind, herunder denne klummenist, der læste historie på Berlins Freie Universität et semester i 1989. Kirken er i øvrigt genbo til Tysklands ældste, eksisterende moské.

Da Lindhardt afløser, Hedegaard, skulle erstattes i 1931, blev Kaj Munk som nævnt fravalgt. Helge Blauenfeldt ansat. Hans kone, Lis, var ligeledes teolog og blev mange år senere ordineret og hører derfor til den første snes af kvindelige præster. Parrets hjem i Berlin blev mødested for tyske teologer, der var i opposition til nazismen.

Og hvorfor fik Kaj Munk så ikke stillingen? Han diskvalificerede antagelig sig selv, da han åbent bekendte, at han ville til Berlin for at kunne gå i teatret. Han afsluttede sin ansøgning med disse for ham så karakteristiske, distancerede og antagelig stadig meget ærlige ord: ”Hvad jeg vil i Berlin efter? For at se god Komedie. Thi den har en meget stor Stjerne hos mig og findes ikke hersteds. Og Præstegerningen dernede – ja, skulde jeg virkelig blive sendt af Sted til den, vil jeg tro mig kaldet til den ikke blot af Dem, men af Gud. Og i hans Navn vil jeg saa spytte i Næverne og tage fat. Deres ærbødige K.H.L. Munk.”

(Kristeligt Dagblad 29. sep. 2015. Redaktionen valgte en anden overskrift. Anledningen til denne klumme var en tidehvervsk præst, som blev vraget som ansøger til embedet i Berlin og derefter førte sin sag i medierne. Historien om kirken og Kaj Munks ansøgning kan læses i Eskild Rousing Kraglund (red.) Vor Kirke i Berlin, forlaget Didymos 1987.)