I de tidlige måneder af 1945 var millioner af mennesker på
flugt fra krigen på Østfronten. Fra slutningen af februar 1945 modtog Danmark ca.
en kvart million af dem. Af dem døde ca. 13.000 i 1945, heraf godt 7500 børn
under 15 år. Denne del af historien var om ikke glemt, så dog stort set
negligeret indtil Kirsten Lylloff, der selv er læge, i 1999 skrev en
opsigtsvækkende artikel i Historisk Tidsskrift om spørgsmålet.
De tyske flygtninge var indtil 5. maj 1945 besættelsesmagtens
ansvar. De tyske myndigheder indså dog hurtigt, at de slet ikke havde kapacitet
til at tage sig af de tusindvis af udhungrede, forkomne og syge flygtninge. Den
tyske rigsbefuldmægtigede Best henvendte sig derfor til Udenrigsministeriets
direktør Niels Svenningsen og bad om hjælp. Svenningsen bragte fra begyndelsen
den tanke på bane, at tyskerne som modydelse skulle frigive danskere i tysk
fangenskab. Formanden for Den almindelige danske Lægeforening, Mogens Fenger,
udelukkede ikke organiseret dansk lægehjælp til de tyske flygtninge, men mente
som Svenningsen, at den måtte besvares med lempeligere vilkår for danskere i
tysk fangenskab.
Den generelle danske modvilje mod at hjælpe tyskerne med at
tage hånd om flygtningene blev forstærket af samtidige begivenheder. Endnu i
februar måned deporterede den tyske besættelsesmagt danske fanger til Tyskland.
Den 20. februar var fire tilfældige læger på Odense Sygehus blevet myrdet som
tysk modsvar til danske sabotageaktioner. ”Den Haand, der myrder den ene Dag, kan ikke den næste
strækkes frem i en bedende Gestus,“ som det hed i den danske udsendelse
fra BBC nogle dage senere.
I begyndelsen af marts var Werner Best parat til at give
efter for Svenningsens krav, mener den tyske historiker Michael Schultheiss. Samtidig
tog evakueringen af skandinaviske fanger fra Tyskland med De hvide Busser for
alvor fart. Forhandlingerne om hjælp til flygtningene bar imidlertid ikke
frugt. Afgørende for denne stilstand var det, at ingen af parterne tilsyneladende
inddrog børnene i forhandlingerne. Deres nød var endnu ikke gået op for dem.
Det var også som om den oprindelige kobling mellem
fangefrigivelse og lægehjælp var blevet glemt, selv om tyskerne faktisk levede
op til deres del af den formodede aftale. Den 25. marts udløb et foreløbigt tilsagn
om medicinsk nødhjælp til flygtningene, og lægeforeningen besluttede – mod Fengers
vilje – at al organiseret dansk lægehjælp til flygtningene skulle ophøre. Dansk
Røde Kors afviste også at hjælpe med henvisning til folkestemningen.
Flygtningestrømmen øgedes i de følgende uger, og frem til
den 5. maj døde i alt 4132 flygtningebørn i Danmark. Frem til slutningen af
juni døde yderligere 2408 børn. Herefter faldt dødeligheden markant, selv om
den stadig var høj. I andet halvår 1945 døde 1206 flygtningebørn. Flygtningene
havde fået mere ordnede forhold, men stadig uden dansk lægehjælp. Kun tysk
sundhedspersonale måtte virke i lejrene.
Hvor mange af dødsfaldene der skyldtes danske lægers
afvisning af at hjælpe flygtningene, er vanskeligt at afgøre. Det må komme an
på en sammenligning med en tilsvarende gruppe flygtninge med adgang til
lægehjælp, f.eks. i Schleswig-Holstein, der samtidig modtog op imod en million
flygtninge østfra. Den sammenligning er så vidt vides ikke draget endnu. Under
alle omstændigheder tjener ugerne fra den 25. marts til befrielsen den 5. maj
1945 ikke den danske lægestand til ære. Det kan i den sammenhæng kun være lægerne
en ringe trøst, at de var i fuld overensstemmelse med Frihedsrådet og den
danske opinion, der opfattede flygtningene som endnu en besættelsesmagt, der
kun fortjente samme foragt som den, der var ankommet i 1940.
(Kristeligt Dagblad, 8. september 2015.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar