Spørgsmålet om, hvad man kalder en kvindelig monarks
ægtefælle dukker op med jævne mellemrum. Langt de fleste monarker i historien har
været mænd. Deres ægtefæller har typisk båret betegnelsen dronning (eller
kejserinde) i betydningen ”gift med kongen” (eller kejseren), hvad man på
engelsk kalder Queen consort.
Imidlertid findes der ikke så få eksempler på, at dronninger
har haft reel politisk magt eller har været egentlige regerende dronninger, på
engelsk Queen regnant. Hvis vi
forbliver ved de europæiske eksempler, har det ikke mindst været tilfældet i
Storbritannien, Skandinavien, Rusland og på den iberiske halvø.
Danmark har aldrig før Margrethe II haft en Queen regnant. Det er det, der gør
nummereringen af vores nuværende monark en smule ukorrekt. Erik Klippings mor,
Margrethe Sambiria eller Sprænghest kaldet, havde de facto regeret på sin
umyndige søns vegne. Det samme havde prins Olufs mor, dronning Margrethe, i dag
kendt som Den Første, selv om hun aldrig selv officielt førte titel af monark.
Begge de første margrether var enker, så det lader
spørgsmålet om deres ægtefællers status ude af betragtning. Lidt anderledes
forholder det sig med den danske prins Jørgen, som i 1683 ægtede den engelske
prinsesse Anne, der siden blev regerende dronning. Jørgen, eller George, som
han hedder på engelsk, opnåede høje stillinger, men aldrig status af konge. Han
døde i 1708, seks år før sin hustru, og ægteskabet forblev uden overlevende
børn, hvorfor den britiske trone ved hendes død overgik til den hannoveranske
linje, hvis mest berømte ætling var dronning Victoria. Hun overlevede også sin
mand, der få år inden sin død officielt fik status af Prince Consort, på dansk prinsgemal, men reelt havde væsentlig mere
politisk indflydelse end som så.
Der findes et interessant eksempel på, at en regerende
dronnings enkemand faktisk har arvet sin ægtefælles funktion, nemlig i
Portugal, hvor dronning Maria II (1819-1853) i sit andet ægteskab med prins
Ferdinand af Saxen-Coburg-und-Gotha fødte en søn, hvorpå hun døde. Prins
Ferdinand fik derpå på vegne af sin umyndige søn titel af regerende konge de jure uxoris, altså i kraft af sit
ægteskab.
Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller,
fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens
ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan
identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra
de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte.
Hvad skal man ud fra den paradoksale forudsætning så kalde
ægtefællen til en moderne monark? Den danske prinsgemal fik ved sit ægteskab
med tronfølgeren titlen Prins af Danmark. Prinsgemal som officiel titel fik han
først i 2005. Eftersom hans svigermor blev tiltalt Deres Majestæt på linje med
sin mand, og eftersom det er forudset, at hans svigerdatter vil få samme
titulatur, kan man godt forstå, at han selv forundres over, at han skal nøjes
med at være kongelig højhed. På den anden side har den kønslige ligestilling i
Danmark netop haft den effekt, at kvinder ikke længere har en titel, der er en
funktion af deres mands stilling. Man vil i dag næppe finde en kvinde, der som
Maude Varnæs som en selvfølge lod sig titulere ”fru Bankdirektør”. Derfor kan
man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes
konge. Hvis man skal gøre det i traditionens navn, må man til lande som Portugal for at
finde fortilfælde i nyere tid.
(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2015. Anledningen var, at
prins Henrik endnu engang var citeret for at være utilfreds med sin status. Efter at jeg fik et par henvendelser er en sætning slettet, der udnævnte det portugisiske eksempel som sjældent. Det viser sig, at det ikke var helt så ualmindeligt i tidlig moderne tid, at mænd gift med queen consorts fik titel af konge, nogle endda funktion af konge. De yngste eksempler er fra Portugal.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar