Et ubehag ved det religiøse

I et interview i avisen i lørdags udtaler formand for Intact Denmark Lena Nyhus: "Det er ærgerligt, hvis det er Bent Lexner, som skal tegne jøderne i Danmark." Det er udtryk for et formynderi, som forekommer ret karakteristisk for Intacts kampagne, nemlig at de mennesker, som det handler om, ignoreres. Der gøres ikke noget seriøst forsøg på at undersøge videnskabeligt, hvorvidt mænd, der er omskåret i Danmark efter de gældende regler, overhovedet opfatter det som et problem. Der kan ikke fremlægges troværdige videnskabelige undersøgelser, der viser, at den i Danmark praktiserede omskæring af drenge udgør en sundhedsrisiko. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at det kunne være tilfældet, men indtil videre mangler det saglige argument for at forbyde omskæring af drengebørn.

Intacts kampagne bygger på enkelteksempler og appellerer til det ubehag, det naturligt nok må vække, når det påstås at omskæring er en "lemlæstelse". Rigtig mange danskere bakker i hvert fald op om et forbud, for de er naturligvis imod, at man "skærer i en baby", som det hedder i debatten.

Denne tankegang har også vundet omfattende politisk opbakning. Det er som om stadig flere politikere har mistet fornemmelsen for, at religion faktisk er noget, der betyder noget for mange mennesker, og at religionsfriheden indebærer, at individet har ret til at vælge sin religion og religiøse praksis for sig selv og sine børn. Politikerne synes i stadig ringere grad parate til at respektere religionsfriheden, og stadig flere af dem opfatter religion og religiøs praksis som noget ubekvemt og ubelejligt, med mindre det ligner noget, som de selv bryder sig om. Jeg bryder mig heller ikke om omskæring, må jeg tilføje, men jeg kunne da aldrig forestille mig at foreslå et forbud mod et religiøst ritual bygget alene på en personlig følelse af ubehag, der i dette tilfælde kræver, at man ignorerer Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Men OK, hvad nu hvis der var tale om andet og mere end et ubehag? Lad os antage, at det kan konstateres, at omskæring af drenge opleves som et problem af andre og flere end de få, som Intact har haft held med at fremdrage som eksempler. Lad os antage, at omskæring af drenge udgør et konstaterbart sundhedsproblem af et omfang, der gør, at hensynet til børnenes velfærd må veje tungere end religionsfriheden. Hvordan griber man det så an? Så begynder man ikke med at forklare Bent Lexner, hvordan jøderne skal være jøder. Så begynder man som med alt godt lovgivningsarbejde med at indhente sagkundskabens indsigt og med dialog med dem, som det handler om. Man kunne spørge repræsentanter for de relevante menigheder om, hvordan dette problem kunne tænkes løst. (Og her må det understreges, at Intact Denmark er en interesseorganisation, der ikke repræsenterer de berørte, men de udenforståendes ubehag.) Uanset hvad handler det om, at den i Junigrundloven befæstede religionsfrihed tillader borgerne at forsamle sig i trossamfund efter egen overbevisning, og at disse trossamfund derfor har krav på respekt. Den tilgang til spørgsmålet, som Intact Denmark har valgt, gør praktisering af den mosaiske tro til noget, der ligner organiseret kriminalitet. Og det kan konstateres, at Intacts kampagne vinder tilslutning fra elementer, som ligger meget fjernt fra moderne, demokratiske værdier. Det er foruroligende.

Jødiske landsmænd har i denne situation krav på støtte og opbakning. Spørgsmålet om der er brug for ny lovgivning om omskæring, kan vi for min skyld godt lade stå åbent. Men hvis Danmark ikke længere kan være et selvfølgeligt hjemsted for en jødisk menighed, er der noget alvorligt galt.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 24. april 2018. Redaktionens rubrik var en anden)