Hyldest til oprøret

Som avisen skrev om i lørdags blev et nyt monument samme dag afsløret i København, nemlig en statue af Mary Thomas bedre kendt som Queen Mary, en af lederne af et oprør, der brød ud på øen St. Croix i oktober 1878, og som kostede mange liv og medførte omfattende materielle skader. Utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejerne mere end det danske kolonistyre, hvis opgave det ikke desto mindre blev at slå oprøret ned.

Statuen med titlen ’I am Queen Mary’ skildrer hende med to af de våben, som oprøret blev udkæmpet med, en machete og en fakkel. Som det fremgik af Kristeligt Dagblad vides ikke meget om Queen Mary. Hun blev oprindeligt sammen med 38 andre dødsdømt ved Højesteret i København, men hendes dom blev konverteret til livslangt tugthusarbejde.

Stolen som Queen Mary er placeret i og den

måde hun holder sin machete - 

rettelig kaldet en 'cane bill' - og faklen

er en direkte reference til et ikonisk foto af

stifteren af Black Panthers i USA,

Huey P. Newton (eget foto)

Statuen er det første mindesmærke i Danmark, der skal erindre om Danmarks fortid som koloniherre i Caribien. Derudover er den usædvanlig af tre grunde: Den er opstillet til minde om en kvinde, en ikke-europæer og en navngiven og dømt oprører. Der findes andre eksempler på mindesmærker efter oprør eller kvinder, men de er ikke mange.

Især i forbindelse med 100-året for salget af De dansk-vestindiske øer sidste år har der været en debat om Danmarks koloniale fortid og særlig om Danmarks relativt fremtrædende rolle i den transatlantiske handel med slaver. Det er, som bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhævede i en tale på øerne sidste år, ”et mørkt og skændigt kapitel af Danmarks historie”.

Så meget desto mere interessant er det, at det første monument i Danmark, der skal minde danskerne om denne fortid, slet ikke handler om slaveri. Mary Thomas var ikke slave – eller slavegjort, som den nyere forskning foretrækker at kalde det. Oprøret på St. Croix fandt sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne. Ethvert monument er en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles. Det komplicerer budskabet noget, at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, en dansk og ikke mindst en amerikansk og caribisk nutid. La Vaughn Belle, der er fra øerne og er en af de to kunstnere bag skulpturen, siger om Queen Mary, at hun er ”den mest berømte historiske person, vi overhovedet har. […] Hun er symbol på styrke og modstandskamp.”

Den amerikanske dagsorden blev tydeliggjort ved afsløringen i lørdags, da organisationen ”Black Lives Matter Denmark” gik i demonstrationstog med slutmål ved statuen. Organisationen er en aflægger af en tilsvarende i USA, der er udsprunget af protester mod politivold mod sorte amerikanere. En repræsentant for organisationen, Bwalya Sørensen, siger til Danmarks Radio: ”Vi marcherer […] for at alle sorte eller brune piger og kvinde her i Danmark skal vide, at de kan gøre en forskel. De skal vide, at der er en vej til storhed, uanset hvor beskedne kår man kommer fra”.

Sørensen supplerer med en meget aktuel vinkel på spørgsmålet: ”I en tid, hvor vi måske står foran en af landets største arbejdskonflikter, bør anerkendelse tilfalde de skikkelser i vor arbejderbevægelse, der fortjener den. Den anden af kunstnerne bag værket, Jeannette Ehlers, giver i en udtalelse til Kristeligt Dagblad endnu en vinkel, idet hun mener, at Queen Mary taler ”ind i den migrantsituation, verden også står i idag.”

Dagsordenerne står med andre ord i kø, når det handler om at udlægge statuens betydning. Den handler om kønskamp, arbejdskamp, klassekamp og kamp for racelighed. Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder oprør og kamp. Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns Kommune – om det nu også lige var meningen?

(Kristeligt Dagblad 3. april 2018)



Gunvor Simonsen svarede i avisen den 10. april:

Der er meget galt med skulpturen I Am Queen Mary, som den 31. marts blev opsat ved Vestindisk Pakhus i København. Det kan vi forstå på Jes Fabricius Møller, der ligesom jeg er lektor på Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Det har han skrevet om i sin klumme Historisk set i denne avis, og efterfølgende uddybet i et interview på Radio24syv. Lad mig kort ridse op, hvad Jes Fabricius Møller mener, der er galt. -I Am Queen Mary- importerer en nordamerikansk raceforståelse og -debat ind i noget, som egentlig er en caribisk historie. Det er galt, at skulpturen modellerer en kvinde, Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden på St. Croix i 1878. Herudover er der det galt, at skulpturen fremhæver kampen som det centrale i historien om slaveriet. Ved at lave en imitation af et billede af lederen af The Black Panthers, sættes en dagsorden, som handler om et voldeligt oprør. Endelig er det galt, at skulpturen er fortolkningslukket. Jes Fabricius Møller leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes. Dem fra de tidligere kolonier har ikke rigtig forstået deres egen historie. Det er også problemet for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag skulpturen I Am Queen Mary. Man kunne ellers tro, at de to kunstnere havde gode forudsætninger. De har begge fødderne godt plantet i Caribien. Den ene med en far på Trinidad, den anden født på samme ø, men opvokset på St. Croix. Deres skulptur betragtes nærmest som ikke-autentisk, den er langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid, udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk virkelighed. Han synes, at der ikke er tale om en fyldestgørende repræsentation af den dansk-vestindiske historie. Samme evne til at vurdere, hvad der er fyldestgørende tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk kunst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der findes kunst om kolonialisme, som ikke også er politisk. Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne ser en anden slags politisk kunst end den, som I Am Queen Mary står for. I denne sammenhæng kan det ikke forsvares ved at hævde, at noget kunst er politisk, mens anden kunst er upolitisk. Efter oprøret i 1848, som ledte til afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien, introducerede den danske kolonimagt lovgivning, som bandt de tidligere slaver til plantagerne under meget ringe løn- og arbejdsvilkår. Så når Jes Fabricius Møller mener, at utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre, er det svært finde belæg for det i faghistoriske fremstillinger. Arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 var voldelig, og mange landarbejdere har formentlig vidst, at de løb en stor risiko. Mens oprørerne ødelagde ejendom, og nogle var skyldige i drabet på to soldater, dræbte paramilitære hvide enheder, der var sanktioneret af de lokale kolonimyndigheder, cirka 60 mennesker i forbindelse med nedkæmpelsen af oprøret, og fem-seks personer i dagene umiddelbart efter. 12 blev henrettet efter en sporadisk standretsproces, og 22 døde i de dansk-vestindiske fængsler. Der kan ikke herske tvivl om, hvem der besad voldens monopol i det dansk-vestindiske samfund. Grunden til oprørene i Caribien var, at modstanden var et af de få redskaber, som stod til deres rådighed i samfund, hvor deres ønsker om frihed og om bedre vilkår ikke blev imødekommet. Ifølge Jes Fabricius Møller er det også galt, at skulpturen modellerer en kvinde. Det skyldes ifølge ham et ønske om, at skulpturen skal tale ind i en nutidig kønsdebat. Hvad skulle der egentlig være galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan blive klogere på vores fremtid? Kvinder var helt centrale for udviklingen af de caribiske samfund, både ideologisk og praktisk. Den sorte kvindekrop blev præsenteret som både uhyre tiltrækkende og som monstrøst afskyelig i den racisme, som var med til at understøtte koloniseringen af Caribien. Det er forestillinger, som har haft et langt efterliv, og måske skulle vi derfor lytte, når nogle af de mennesker, som har kommenteret på skulpturen I Am Queen Mary, reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde og mørk i Danmark i dag. Kunstnerne begår, hvis vi skal tro Jes Fabricius Møller, nærmest en fejl eller en fadæse, når de er i dialog med nordamerikanske tænkere og aktivister. Ifølge ham er der to problemer med dialogen. For det første, at der peges på en radikal, ja, militant bevægelse. De sorte Pantere tog 1960-ernes militante retorik til sig, men det er værd at huske på baggrunden for bevægelsens opståen, som blandt andet handlede om udbredt diskrimination og politivold. En stor del af bevægelsens virke bestod af socialt arbejde i udsatte boligområder, men den advokerede også for sortes ret til selvforsvar. Senere har bevægelsens overordnede budskab om, at sorte har ret til selvbestemmelse, inspireret tænkere og kunstnere i den afrikanske diaspora. For det andet er der ifølge Jes Fabricius Møller det galt med dialogen, at der ikke skelnes mellem amerikansk og caribisk historie. Men i århundreder har forbindelser mellem Caribien, Nordamerika, Sydamerika, Afrika, og Europa været med til at danne et kulturelt og politisk fællesskab, der har inspireret mennesker af afrikansk oprindelse på tværs af kontinenter. Så der er gode faghistoriske grunde til at betragte skulpturen I Am Queen Mary som en fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie, for så vidt en sådan beskrivelse meningsfuldt kan karakterisere et kunstværk. Skulpturen er ikke lukket, men derimod fuld af refleksionsmuligheder. Den stiller os først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt vi har mod på at rumme andre fortællinger end vores egen. Opfordringen herfra skal derfor lyde: Se skulpturen! Og læs, læs om Caribiens historie!