Den kongelige bisættelse er anledning til at se tilbage på
ligbrændingens historie i Danmark. Forening for Ligbrænding blev stiftet i
1881. Forslaget om bortskaffelse af lig ved kremering var på dette tidspunkt
nyt og kontroversielt. Siden Middelalderen havde det været en ufravigelig regel,
at danskerne blev jordbegravet. For de højeste samfundslags vedkommende kunne
afdøde hensættes i en sarkofag og altså ikke graves ned i jorden, men
ligbrænding var så godt som ukendt. Det var noget man forbandt med uciviliseret
oldtid og hedenskab. Det ændrede sig i 1800-tallets sidste halvdel.
Initiativet kom ikke mindst fra lægelige kredse. Ligbrænding
var blevet diskuteret på de internationale lægekongresser i Firenze og Rom i
1869 og 1871, og den britiske dronning Victorias livlæge, Henry Thompson, var
en ivrig fortaler for sagen. Flere store europæiske byer pressede i 1870erne på
for at reformere begravelsesvæsenet. På grund af befolkningsvæksten i byerne
steg presset på kirkegårdene. Det udgjorde både en sundhedsfare og en stigende
udgift. Kremering af ligene ville skabe bedre plads, sænke prisen og eliminere
eventuelle smittekim, især i forbindelse med epidemier. Den sidste store koleraepidemi
i Nordvesteuropa ramte Hamborg så sent som i 1892.
Også i den danske debat spillede de hygiejniske argument en
væsentlig rolle, viser en undersøgelse af spørgsmålet, som historikeren Anna
Sommer Møller har foretaget. Sagens væsentligste talsmand gennem mange år var
lægen Ferdinand Emanuel Levison. Det var i den moderne bakteriologis
barndomstid. Der herskede stadig ingen enighed blandt læger om smittekilder og
smitteveje, så Levisons synspunkter stod ikke uimodsagte. Redaktøren af
Ugeskrift for Læger, V. Budde, mente f.eks. ikke, at det var bevist, at der
udgik en sundhedsfare fra kirkegårdene.
Ligbrændingsbevægelsen blev af nogle modstandere opfattet
som et forbund af ateister, nihilister, naturalister og socialister, ”der i den
ophedede Brændingsovn vil se et Gemmested for Revolutionsbaalenes røde Flammer”,
og som sådan indgik debatten om ligbrænding i tidens almindelige kulturkamp. På
den anden side kunne Folkekirken ikke mobilisere en enhedsfront. Sjællands
biskop H.N. Martensen var modstander, fordi han i ligbrændingsbevægelsen så en fordækt
agitation for ateismen. Martensens kollega D.G. Monrad derimod så ingen
alvorlig modsætning mellem kirkens budskab og ligbrændingsbevægelsen.
I 1892 blev ligbrænding tilladt ved lov. Forslagsstilleren
var venstremanden N.J. Larsen, hvis væsentligste argument var
religionsfriheden. Blandt de første til at tage muligheden i anvendelse var
jøder. Den første til at blive brændt efter lovens vedtagelse i landets første
krematorium på Frederiksberg i København, var chefen for Rigsdagens Bureau,
David Dessau, der døde i januar 1893. For folkekirkemedlemmer var det
vanskeligere. Spørgsmålet om gejstlig medvirkning ved ligbrænding var et
stridspunkt. Som ofte når ny lovgivning støder sammen med folkekirkelig praksis
herskede der uenighed og uklarhed om tolkningen. I 1894 blev reglerne for
gejstlig medvirkning klarlagt, idet præsterne måtte foretage jordpåkastelsen i
afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten kunne oversendes til kremering.
Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen.
Den regel blev liberaliseret i 1910, så det blev tilladt præster at virke i
krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet. Af hensyn til
samvittighedsfriheden var det dog ikke en pligt for præster at medvirke. Modstanden
i gejstligheden var stadig betydelig på dette tidspunkt.
Endnu i 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark,
heraf omtrent tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire
ud af fem døde.
(Kristeligt Dagblad 19. februar 2018)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar