Asken efter Georg Brandes' ild

I går den 10. juni blev Den slesvigske Sten i Jægersborg Dyrehave nord for København genindviet efter at være blevet restaureret. Inskriptionen på stenen lyder: ”Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark. Til Minde om Slesvigernes Besøg den 30. Juli 1861 og den 5. September 1865”

Stenen er et monument over den nationalliberale politik, der ønskede opløsningen af den såkaldte helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for et ”Danmark til Ejderen”, altså et forenet Slesvig og Danmark. Placeringen er ikke tilfældig, for netop i Jægersborg Dyrehave holdt de nationalliberale et stort politisk møde den 5. juni 1854 for at fejre Junigrundlovens femårige beståen. Junigrundloven var oprindelig blevet til som et forsøg på at skabe et ”Danmark til Ejderen”. Den nationalliberale politik udløste to krige, hvoraf den sidste endte med et voldsomt nederlag i 1864 både for Danmark og for den nationalliberale politik. Samme år skrev en 22-årig digterspire en strofe til minde om de faldne, danske mænd:

”Ære være de tapre Mænd,

der blegned for Danmarks Sag!

Hæder og Pris for hver Ungersvend,

der segned paa Kampens Dag.

Danske Pige! Hvert ædelt Navn

staa præget dybt i din Hu!

Kjendte du ikke den Faldne før,

saa elsk ham nu!”

Den unge mand skulle siden blive en af Danmarks mest betydelige litterater. Hans navn var Georg Brandes. Han blev som intellektuel fortaler for naturalismen og kritiker af den idealistiske patos, der prægede romantikkens digtning, som han selv havde dyrket som ung. Han var kendt som fritænker – altså ateist – og ”europæer” i politisk og kulturel forstand og stod derfor i en skarp modsætning til hjemlige kirkelige og konservative kredse, der heller ikke forsømte nogen lejlighed til at rive ham i næsen, at han var af jødisk familie.

Det førte blandt andet til, at han tilbragte flere år i intellektuelt eksil i Berlin. Da han forlod den preussiske og rigstyske hovedstad for at rejse tilbage til København i 1883, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Georg Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også:

”Mit Hjærte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivillig forlader Tyskland, maa hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufrivilligt og uden nogetsomhelst Festmaaltid, forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed."

Det var en hård kritik af den fortyskningspolitik, som danskerne i Slesvig havde været udsat for efter 1864, blandt andet i form af udvisninger. Og netop i det slesvigske spørgsmål forblev han tro mod sin ungdoms idealisme og talte de dansksindede sag, selv midt i Berlin. Dette gennemgående træk af Brandes’ forfatterskab passer ikke rigtigt ind i den danske kulturkamps sædvanlige fjende- og vennebilleder. De kulturradikale plejer at skælde ud på europaforskrækkede nationalister, mens de nationalkonservative plejer at skælde ud på de fædrelandsforskrækkede brandesianere.

Georg Brandes nåede at opleve Genforeningen. Han døde i 1927, og i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning, eller altså mangel på samme, blev han kremeret. I overensstemmelse med hans livslange engagement for den danske sag i Slesvig blev hans aske spredt i Dyrehaven ved Den slesvigske Sten.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Avisen valgte en anden rubrik)