Bondetog og traktortog

Hundredvis af landmænd var mødt frem med deres traktorer for at demonstrere i Aarhus og København den 21. november imod regeringen. Danmarks bondestand har en lang tradition for aktivisme. Den er ikke blevet bragt i anvendelse lige så ofte som tilfældet er for industriarbejdernes vedkommende, men den er dog nok så markant.

Sjællandske bønder mødtes i tusindvis på Holbækkanten i sommeren 1845 til et politisk møde, hvor der blev rejst krav om forbedringer af bøndernes forhold. Det førte til, at Christian VIII’s regering i det såkaldte bondecirkulære indførte forbud mod at bønder forsamledes uden for det sogn, de boede i, og at det i øvrigt krævede myndighedernes tilladelse. Det var og så upopulær en beslutning, at den blev trukket tilbage året efter.

Statsomvæltningen i 1848 havde ikke været mulig, hvis ikke det nationalliberale borgerskab havde indgået en alliance med de politisk aktive bønder. Her må man nok indskyde en bemærkning om bondestanden, idet det var betegnelsen for alle, der boede på landet, så både de jordløse landarbejdere, husmændene og bønder, fæstere og selvejere, mølleren og smeden hørte til bondestanden. Et af de væsentligste politiske resultater, som den politiske bondebevægelse opnåede, var at der ikke blev indført nogen formuegrænse for at opnå valgret og valgbarhed til Folketinget. Derfor kunne også besiddelsesløse vælge og vælges. Den første husmand, der blev valgt var L.A. Hækkerup fra Vetterslev syd for Ringsted. Hans bror blev stamfader til det politiske dynasti Hækkerup.

Borgerstanden var byboerne, der i overvejende grad udgjorde vælgergrundlaget for de nationalliberale. Den politiske alliance mellem borgerstand og bondestand var skrøbelig, ikke mindst fordi borgerskabet nærede en uskrømtet foragt for bønder. Man fandt dem udannede og primitive.

Bønderne svarede igen med at organisere sig økonomisk i andelsselskaber og landboforeninger, uddannelsesmæssigt i højskoler og politisk i partiet Venstre. Den indre spænding mellem gårdmænd og husmænd førte til en afskalning af partiet med Det radikale Venstres dannelse i 1905. Landbrugsrådet blev dannet som en paraplyorganisation for landboforeningerne i 1919 uden deltagelse af husmandsforeningerne. De var kortvarigt med i 1930erne og først permanent fra 1976.

Den økonomiske krise i 1930erne førte til dannelsen af Landbrugernes Sammenslutning (LS), der blev en konkurrent til Landbrugsrådet. LS’ ledelse havde tætte forbindelser til både de danske nazister og det beslægtede parti Bondepartiet, der opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 1935. LS organiserede på højden af sin virksomhed i 1940 godt 38.000 medlemmer. Til sammenligning var der samme år godt 96.000 medlemmer af husmandsforeningerne og 114.000 medlemmer af landboforeningerne (gårdmændene).

LS organiserede i 1935 det berømte ”bondetog” mod København i utilfredshed over landbrugets vilkår. Titusindvis af utilfredse bønder samledes den 29. juli på Amalienborg Slotsplads. Kongen tog sammen med statsminister Stauning imod en delegation, der dog ikke blev lovet mere støtte end der allerede var blevet aftalt ved Kanslergadeforliget to år tidligere.

Strukturforandringerne i landbruget efter krigen førte til flere kriser. Bønderne tog i flere tilfælde en aktionsform i brug, som viste sig at være meget effektiv, nemlig at hælde mælk i kloakken for rullende kameraer. Det skete i 1961 i protest over de stigende lønudgifter til medhjælpere og i 2004 i protest over mælkekvoterne. Traktortog til hovedstaden har også været brugt bl.a. i 2011.

Under navnet Landbrug og Fødevarer er Landbrugsrådet i dag paraply- og interesseorganisation for både den primære og sekundære fødevareproduktion, der står for en samlet eksport for mere end 100 mia kroner årligt. Som en afskalning af Landbrug og Fødevarer dannedes i 2010 foreningen Bæredygtigt Landbrug, der bakkede op om traktortoget mod Aarhus og København den 21. november.

(Kristeligt Dagblad 24. nov. 2020. Den sidste sætning er rettet, så det fremgår mere præcist, at traktortoget var støttet af BL og ikke L&F)