Vi fejrer i år 250-året for en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige kulturkreds, G.W.F. Hegel (1770-1831). Årsdagen for hans død den 14. november giver anledning til at tage et tema op, som han introducerede i filosofien, Guds død. Det er almindeligt at antage, at det var Friedrich Nietzsche (1844-1900), men det var altså Hegel.
Selv om et begreb om en gud gerne
forbindes med udødelighed, er den dødelige gud i udgangspunktet ikke fremmed
for nogen, der har været i kirke Langfredag. Det var ikke blot Jesus af
Nazareth, der døde på korset, men Guds søn. ”Oh, store nød/ Gud selv er død”,
som det lyder i en langfredagssalme fra 1641 af den holstenske digterpræst
Johann Rist. Han regnedes i sin samtid som jævnbyrdig med Paul Gerhardt, men er
slettere repræsenteret i den dansk-norske salmelitteratur. Rists strofe skal
naturligvis forstås i sin kontekst. Det springende punkt er, at hvis Kristus
ikke er opstanden, er troen tom. (1. Kor. 15) Ingen Langfredag uden Påskedag.
Da den unge Hegel tog temaet Guds
død op i en artikel om tro og viden fra 1802, anvendte han det allegorisk eller
metaforisk til at beskrive en historisk udvikling fra en kristen, teologisk
forståelse af verden, der dør og genopstår i en filosofisk forståelse af det
absolutte. ”Den følelse, hvorpå den moderne religion beror, er følelsen af, at
Gud selv er død.” Den højeste ide skulle ifølge Hegel gennemgå en ”spekulativ
Langfredag” og genopstå i filosofien. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det
stillede kristendommen?
For Hegels måske væsentligste
danske discipel, Johan Ludvig Heiberg var det tydeligt, at det religiøse, der
tidligere tilhørte det evige, nu var blevet ikke alene timeligt, men fortidigt:
”Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden: vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid fordetmeste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det forbigangne, til det Tilbagelagte”
Det
19. århundrede blev på mange områder sekulariseringens århundrede, og det blev
Hegels disciple, der satte ord på denne proces. Kristendommen mistede afgørende
indflydelse på især videnskab og politik. I samme åndedrag må man imidlertid
også udnævne det til religionens eller snarere vækkelsens århundrede. I hele
verden opstod der nye sekter, kirke- og trossamfund. I protestantiske lande
finder man inden for og uden for de etablerede kirkesamfund baptister,
mormoner, irvingianere, adventister, metodister, swedenborgianere, haugianere,
grundtvigianere, indremissionske osv. osv. De byggede en kolossal mængde af
kirker og forsamlingssale. Kristeligt Dagblad har netop skrevet en serie
artikler om de danske missionshuse, der alene i kraft af deres antal vidner om,
at religionen i høj grad var til stede dengang.
Og
Nietzsche? Ja, han var faktisk ikke så meget efter religionen som efter
forestillingen om det absolutte i det hele taget. Han betragtede dem, der
dyrkede ”religion”, ”fornuften” eller ”videnskaben” med samme skepsis. Hver
epoke har sine afguder, og ”den videnskabelige sandhed” er blot en af dem - ifølge
Nietzsche. I sin kritik af videnskab er hans nihilisme lige så tæt allieret med
nutidens religiøse fundamentalisme som den er med nutidens ateisme.
(Kristeligt Dagblad 27. nov.
2020)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar