Røde tegl vidner om storhedstid

I Ringkøbing udspiller der sig for tiden en strid om byens gamle realskole, der er blevet erhvervet af menighedsrådet med henblik på nedrivning. Planen var at bygge en ny sognegård på grunden. Den plan har imidlertid vakt en meget stærk lokal modstand. Den omstridte bygning er repræsentant for en særlig type af institutionsbyggeri, der var fremherskende for 100 år siden, og som findes i de fleste danske købstæder.

I det 19. århundrede forandrede købstæderne sig fra undersætsige, stråtækte handelspladser for det nærmeste opland til grundmurede repræsentanter for oplysning, fremskridt og magt. Der blev bygget rådhuse, domstole, skoler, gymnasier, seminarier, sygehuse, missionshuse, kirker, politistationer, banegårde, kaserner, hoteller, banker, kreditforeninger, sparekasser, apoteker og så videre.

I perioden 1880 til 1930 blev de fleste bygget i røde tegl. Stort set alle danske byer kan fremvise eksempler på det, man kan kalde den store epoke i dansk rødstensarkitektur: Esbjergs banegård og posthus, byretten i Ringkøbing, Landsarkivet i Viborg, den tekniske skole i Vig i Odsherred, arresthuset i Roskilde og hovedpostkontoret i København er blot nogle få i en meget lang række af eksempler på, hvordan man dengang kunne skabe institutionsbyggeri, der afspejlede den betydning og værdighed, som bygningerne rummede.

At så mange af dem er bevaret skyldes ikke mindst, at de blev bygget i en utrolig god kvalitet.
Murerhåndværket har antagelig aldrig stået højere end i denne epoke.
Sammenlign blot de to gamle bygninger, der huser henholdsvis byretten og Erhvervsarkivet på Vester Allé i Aarhus med genboen, kunstmuseet Aros.

De færreste af de gamle institutionsbyggerier især i de mindre byer tjener i dag det formål, som de oprindelig blev skabt til. Denne funktionstømning hænger blandt andet sammen med den almindelige strukturforandring i samfundet og en løbende centralisering, der har fundet sted især i løbet af det seneste halve århundrede.

Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af kommuner fra over tusind til 277 og antallet af amter fra 25 til 14. I 1980' erne blev antallet af seminarier reduceret fra 29 til 18. Læreruddannelsen er i dag rummet i landets i alt syv professionshøjskoler. Ved kommunalreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret yderligere til 100, og reformen fjernede amterne til fordel for de fem regioner. Den samtidige politireform reducerede de 54 politikredse til 12, og en tilsvarende reform af retsvæsenet reducerede de hidtidige 82 retskredse til 24. Mange byer mistede i den anledning deres lokale politistation og domstol.

I samme periode er stribevis af posthuse og mange flere bankfilialer blevet lukket. Togene standser stadig ved banegårdene, men deres funktion er typisk afløst af en billetautomat. I dag har Holbæk, Viborg, Randers, Farum, Næstved, Ringsted, Sønderborg og Slagelse det til fælles, at de rummer en nedlagt kaserne.

Ringkøbing er en god repræsentant for dansk teglstensarkitekturs store epoke. Byens godt 100 år gamle realskole hører ikke til i første rang, må det indrømmes. Den er dog stadig så typisk for sin tid og sin region og udgør et så væsentligt element i et historisk helhedsbillede, at den nødigt skulle gå tabt. Man kan håbe, at Ringkøbing Kirkes menighedsråd besinder sig og finder en løsning, der forener praktiske behov med hensynet til de historiske og æstetiske kvaliteter, som den pågældende bygning repræsenterer i byen.

(Kristeligt Dagblad 13. august 2015)

Land og by

Er Danmark ved at falde fra hinanden? Spørgsmålet er blevet stillet af flere iagttagere, der ser en bekymrende tendens i forholdet mellem land og by, provins og hovedstad, udkant og centrum: udviklingen af en stadig mere uoverstigelig kulturel, social og politisk kløft. At denne kløft findes, er uden tvivl rigtigt. At den skulle være et nyt fænomen, er imidlertid mere tvivlsomt. Fra den sene middelalder kan der opvises mange eksempler på konflikter mellem land og by. Christian II’s afsættelse i 1523 var et af de mere dramatiske udslag, og det var vel at mærke landbruget, der vandt dén kamp.

Den demografiske forskydning accelererede for alvor sted i 1800-tallet. Ved århundredets begyndelse boede kun omtrent en femtedel af Danmarks befolkning i byer. 100 år senere var bybefolkningen fordoblet i relative tal. I absolutte tal var bybefolkningen øget fra knap 200.000 til næsten en million, heraf halvdelen i hovedstaden. Men landbefolkningen voksede også stadig.

Andelsbevægelsen havde fra 1880erne skabt rammerne om en teknisk, organisatorisk og økonomisk omvæltning af landbruget, der gav dansk producerede fødevarer en afgørende konkurrencefordel på verdensmarkedet. Den økonomiske udvikling gik hånd i hånd med en styrkelse af landbrugets kulturelle og politiske status i skikkelse af henholdsvis højskolebevægelsen og partiet Venstre, der udgjorde støttepunkter for den ene part i forfatningskampen som gik ud på at holde Venstre væk fra regeringsmagten. Det var dengang et regeringsmedlem – kun lettere omskrevet – kunne sige, at intet anstændigt menneske ville sætte sig på en ministertaburet, der først var besudlet af en bondebag. Godsejere kunne derimod godt bruges.

Kanslergadeforliget 1933 fremstilles somme tider som en hovedhjørnesten i velfærdsstaten. Det var snarere et forsøg på at afveje landbrugets og byerhvervenes interesser. Socialdemokraterne fik Venstres opbakning til blandt andet socialreformer mod at Socialdemokratiet gav lovning på foranstaltninger, der kompenserede for den økonomiske krises ødelæggende virkninger på landbruget. Det var en studehandel, ikke en venskabspagt.

Under Besættelsen blev landbruget begunstiget af krigsøkonomien, mens lønmodtagerne i byerhvervene måtte lide betydelige indhug i levefoden på grund af dyrtiden. Den brede politiske repræsentation i samlingsregeringerne dækkede over en stærk indre splittelse. Den fortsatte efter krigen, da mere normale politiske tilstande blev genskabt, og uenighederne kunne diskuteres for åbent tæppe. Indførelsen af det, vi i dag kender som Velfærdsstaten, var bestemt ikke noget konsensusprojekt fra fødslen. 

Endnu i 1945 var ifølge Danmarks statistik 433.991 mennesker beskæftiget i landbruget. Det tal var i 2014 faldet til 65.505, og antallet af brug tilsvarende faldet fra over 200.000 til under 40.000. For to generationer siden var der mennesker nok på landet til at opretholde liv i forsamlingshusene, sikre omsætningen i Brugsen og sende egne repræsentanter i Folketinget. En ø som Mors var endnu omkring 1950 et økonomisk, kulturelt og politisk tyngdepunkt i Danmark. Det kan man læse om i bl.a. Ove Korsgaards erindringer. Dengang kunne modsætningen mellem land og by betragtes som mere af en lige kamp. I dag er det produktionsmæssige tyngdepunkt i landbruget koncentreret på de cirka 4000 bedrifter med mere end 175 hektar jord. Antallet af landbrug på under 175 hektar falder med ca. tre om dagen. Dertil kommer, at landbruget som helhed er fanget i en gældsfælde, der undergraver det økonomiske råderum. Eksporten af fødevarer er stadig betydelig, men landbruget taler slet ikke med samme vægt. Det er det, der er forandret. Modsætningsforholdet består nu som før.

(Kristeligt Dagblad 5. aug. 2015. Redaktionen havde valgt overskriften "Land og by fjerner sig stadig mere fra hinanden", men det er netop ikke pointen.)

Studerendes arbejdstid

Mathilde Noer har i sit indlæg i lørdagens avis ganske ret i, at de humanistiske fags generelt dårlige omdømme er ganske ufortjent. Det er også rigtigt, at humaniora sammen med nogle af samfundsfagene er underprioriteret økonomisk. Der er væsentlig flere penge og væsentlig flere undervisere til rådighed pr. studerende på de naturvidenskabelige fag.

Mathilde Noer er harm over, at de humaniorastuderende udskældes som dovne, fordi det påstås, at de ikke arbejder mere end 21-24 timer om ugen. Dette tal er imidlertid beklageligt tæt på den statistiske sandhed. En stor undersøgelse blandt de studerende på Københavns Universitet i 2013 viser, at de som gennemsnit studerer knap 28 timer om ugen, når man regner undervisning og undervisningsforberedelse sammen. De jurastuderende og humaniorastuderende ligger i bund med 22,3 timer om ugen, mens teologistuderende studerer 25,2 timer ugentlig. I top ligger de medicinstuderende med 34,3 timer. En undersøgelse fra Aarhus Universitet giver tilsvarende tal. Evalueringer på de enkelte fag bygget på de studerende egne indberetninger bekræfter, at de studerende ofte møder dårligt forberedte op til undervisningen, hvilket sænker deres eget og de medstuderendes udbytte væsentligt.

Der er gode forklaringer på, at det forholder sig sådan. En af de væsentligste er, at de studerende meget ofte har en del erhvervsarbejde ved siden af studierne. Gennemsnittet er på 7 ½ timer om ugen. Her er der grund til at gøre opmærksom på, at de studerende ad denne vej får en meget værdifuld introduktion til arbejdsmarkedet. Det er ofte joberfaringerne fra studietiden, der giver adgang til den første stilling efter afsluttet kandidateksamen. Samtidig har arbejdsgiverne en mulighed for at få dygtig, fleksibel, engageret – og meget billig – arbejdskraft. Alene de ca. 40.000 studerende på Københavns Universitet lægger således i omegnen af 8000 årsværk på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk er det med andre ord en rigtig god ide at fastholde de studerendes mulighed for at arbejde ved siden af studierne.

Og der er ikke desto mindre stadig god plads i de studerendes kalender til at styrke indsatsen på studierne. De humanistiske fag øger i disse år antallet af undervisningstimer, studieordningerne har fået et pædagogisk og fagligt serviceeftersyn, og lærerkræfterne får efteruddannelse i undervisning og vejledning. Det ville løfte kvaliteten af alle uddannelserne betydeligt, hvis de studerende kvitterede med at forberede sig noget bedre. Og hvis det skulle hænde, at en enkelt arbejdsuge eller flere sneg sig over 37 ½ time, så er det nok også til at leve med.

(Kristeligt Dagblad 15. juli 2015. Redaktionen havde valgt en anden overskrift. Noers oprindelige indlæg kan læses her.)

Hvorfor bruger lystsejlere splitflag?

Danske lystsejlere er meget stolte over, at de må føre splitflag. Men hvorfor må de egentlig det? Den korte forklaring finder man i statsministeriel bekendtgørelse af 11. oktober 1957, hvori der meddeles alle danske dæksbåde og halvdæksbåde bestemt for lystfart retten til at føre splitflag med bogstaverne Y. F. i gult i den øverste firkant nærmest stangen, det såkaldte yachtflag.

Når det alligevel undrer, skyldes det den almindelige regel, at splitflaget almindeligvis opfattes som statens flag. Statslige institutioner anvender splitflag, nogle med et særligt mærke, mens det rektangulære flag, kaldet stutflaget, anvendes af ikke-statslige institutioner og privatpersoner sådan som f.eks. lystsejlere - skulle man tro. Men sådan er det ikke, og forklaringen er historisk.

Der findes ingen samlet, moderne lovgivning om flagning i Danmark. Flagning er reguleret af kongelig forordning af 11. juli 1748, der stadig er gældende lov i Danmark. Den skelner mellem koffardiflaget og orlogsflaget, som stadig er de officielle betegnelser for henholdsvis stutflaget og splitflaget. Koffardiflaget skulle føres af handelsskibe, mens orlogsflaget skulle føres af krigsskibe. Flagføring var dengang først og fremmest et søværts foretagende. 

I 1854 blev loven suppleret af bestemmelser om flagets anvendelse til lands. En bekendtgørelse fra 1915 om brug af fremmede flag supplerer denne bestemmelse, men ellers er flagning i Danmark præget af stærke følelser, svag konsekvens og næsten lige så mange undtagelser som regler. Flere private virksomheder, foreninger og stiftelser har i tidens løb fået tilladelse til at føre splitflag – nogle bruger det sågar uden tilladelse – mens offentlige institutioner som kommunerne eller Folkekirken typisk flager med stutflag.

I 1888 fik Dansk Forening for Rosport
sit eget flag. Her er det oprindelige
udkast fra Marineministeriets arkiv.
Det er nu som før regenten, der kan give dispensation fra forordning af 11. juli 1748. I 1865 søgte en grosserer Prior om kongelig tilladelse til at føre et særligt flag på et lystfartøj, som han havde erhvervet med henblik på et togt til Middelhavet. Skibet var i henhold til den gældende forordning hverken fugl eller fisk. Prior ønskede på den ene side at undgå de havneafgifter, der påhvilede handelsskibene. På den anden side var der heller ikke tale om et orlogsfartøj, men der var dog det særlige ved skibet, at det havde tilhørt Frederik VII. Det var Marineministeriet, der fandt på løsningen med udkastet til det særlige yachtflag, som Prior derefter anvendte med kongelig tilladelse.

Tilladelsen i 1865 blev givet til Prior personligt, da der ikke var mange lystfartøjer i Danmark, men nok til at spørgsmålet om deres flagføring blev taget op, således at alle andre lystfartøjer i 1866 fik samme tilladelse som Prior. I 1867 blev der vedtaget en lov om skibsregistrering, som var forudsætning for at føre dansk flag, og i en følgende bekendtgørelse blev det specificeret, under hvilke vilkår lystsejlere kunne føre det særlige yachtflag. Der skulle indgives andragende herom under erlæggelse af en stempelafgift på 48 skilling. Denne stempelafgift blev afskaffet i 1957.

I 1873 fik Dansk Forening for Lystsejlads – siden omdøbt til det mere prætentiøse Kongelig Dansk Yachtklub – sit eget flag med split, fulgt op af flere ro- og sejlklubber landet over. Man skal tilhøre disse klubber eller foreninger for at føre deres specielle flag, men enhver dansk halv- eller heldæksbåd, der hverken anvendes til krigsførelse eller nogen form for kommerciel virksomhed, har altså retten til at føre det almindelige yachtflag; en ret der næste år kan fejre sit 150 års jubilæum.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2015. Avisen havde indført et ekstra ord i første afsnit. Den fejl er her rettet tilbage.)

At erindre en forbrydelse

Den 22. juli 2011 blev en kraftig bilbombe bragt til sprængning i Grubbegata ud for Statsministeriet i Oslo. Senere samme dag begik gerningsmanden et massemord blandt deltagerne i en sommerlejr for unge socialdemokrater uden for byen. I alt 77 mennesker omkom.

 Begivenheden har sat sig blivende spor også i mange danskeres erindring og vil blive en fast bestanddel af fremtidens historiebøger. Denne form for terrorisme er sjældent set i Skandinavien og slet ikke i denne størrelsesorden. Mærkerne efter bombesprængningen er stadig tydelige i Oslo i dag, fire år efter begivenheden. Hele Regjeringskvartalet, som området hedder, bærer præg af det. En af de hårdest ramte bygninger er revet ned. De øvrige står endnu; en med de knuste ruder blændede af krydsfinérplader, en anden med hele facaden dækket af presenninger, der camouflerer ødelæggelserne.

For turisterne i byen skiltes der ikke med stedet på samme måde som med byens øvrige attraktioner, men det er afgjort et besøg værd for den, på hvem den 22. juli 2011 gjorde indtryk. Norge er kommet videre. Oslo er en dynamisk by, der emmer af velstand og virkelyst, og hvor der ikke forekommer at være langt fra tanke til handling. Anderledes er det imidlertid i Regjeringskvartalet. Her hersker der ikke den samme livlighed som i resten af byen. Det er ikke fordi der er dødt eller bygningerne er mennesketomme. Kontorfolk færdes i dem, og bygningsarbejdere er i gang. Det er bare alt for tydeligt, at der er sket så påfaldende lidt på fire år.

Livet her er stadig behersket af den stilstand, der indtrådte den julidag for fire år siden. Nogle plancher på stedet forklarer, hvad planerne er for området. Man regner med at sætte væsentlige arbejder i gang næste år eller i 2017. På de samme plancher gøres der ikke meget ud af årsagen til hele byggeprojektet. Datoen nævnes, gerningsmanden ikke. Der er antagelig mange årsager til, at genopbygningen af Regjeringskvartalet trækker ud. En af dem kunne man læse om i Aftenposten forleden. Fortidsminneforeningen har indstillet en af bygningerne, den såkaldte Y-blok tegnet af arkitekten Erling Viksjø i 1969, til Europa Nostras liste over bevaringsværdige og truede kulturminder.

Men det er næppe hele forklaringen. Andre steder i Oslo har man tydeligvis ingen problemer med at rive gammelt ned og bygge nyt op. En af udfordringerne, som bygherren står over for, er at denne begivenhed som alle vigtige historiske begivenheder kalder på et mindesmærke, en fysisk manifestation af det, der har gjort så stort et indtryk på så mange. Det er i almindelighed ikke vanskeligt at rejse monumenter over glædelige begivenheder. De har vi mange eksempler på. Katastrofer er en udfordring. Forbrydelser er endnu vanskeligere at mindes i monumentets form, for de har – til forskel fra katastrofer – som regel en identificérbar gerningsmand. Et mindesmærke over en forbrydelse risikerer derfor let at blive et monument over forbryderen.

Nordmændene skal nok finde en løsning, som yder ofrene retfærdighed, når fortiden er oparbejdet. Det er lykkedes andre steder, hvor lignende forbrydelser har fundet sted. Indtil da står de tydeligt beskadigede bygninger i Regjeringskvartalet som Oslos foreløbige mindesmærke over terrorangrebet i 2011. De legemliggør den sætningsskade, som samfundet blev udsat for, og der er kimen til en opbyggelighed at finde i sporene efter ødelæggelsen.

(Kristeligt Dagblad 27. juni 2015. Denne klumme er den første i en serie kaldet historisk set. Redaktionen valgte at sætte gerningsmandens navn ind i både underrubrik og brødtekst, men det er med fuldt overlæg udeladt i min oprindelige tekst - således også her - i overensstemmelse med pointen.)


Den hellige, almindelige valgret

Vi kan i disse dage fejre 100-året for grundlovsrevisionen i 1915, der var et afgørende skridt i demokratiseringen af det danske samfund. Men det er interessant, at hverken junigrundloven fra 1849 eller nogen af de senere revisioner anvender ordene demokrati eller demokratisk om styreformen i Danmark. Statsomvæltningen i 1848 og grundloven året efter var i sin grund blot en indskrænkning af kongens magt, idet kongen helt måtte opgive sin dømmende magt. Den udøvende magt måtte overlades til de af ham udpegede ansvarlige ministre, og den lovgivende magt måtte han dele med en repræsentativ forsamling.

Valgretten til den repræsentative forsamling – indtil 1953 Rigsdagen og derefter Folketinget – er konstant blevet udvidet, og samtidig har Folketinget fået stadig stigende betydning gennem det meste af det 20. århundrede. Et afgørende gennembrud kom med indførelsen af parlamentarismen med grundlovsrevisionen i 1953, en formalisering af den forfatningsskik, der i det store hele havde hersket siden 1901, nemlig at regeringsmagten var afhængig af ikke at have et parlamentarisk flertal imod sig.

I vurderingen af denne demokratiske forsamlings sammensætning er to spørgsmål afgørende: hvem eller hvad skal repræsenteres og hvordan tilvejebringes denne repræsentation bedst? Sædvanligvis stiller vi os tilfredse med den direkte oversættelse af ordet demokrati til folkestyre. Det vil sige, at Danmark ledes af folkets repræsentanter. Men det er langt fra en udtømmende eller tilstrækkelig definition. Vi må tilbage til før begyndelsen for at finde forklaringen.

Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 spredte der sig en politisk vækkelse i store dele af Europa, også i Danmark. Man ønskede reformer af styret, herunder indflydelse gennem en repræsentation. Hvem skulle man i givet fald vælge? Det blev opfattet som et grundlæggende problem, at en meget stor del af befolkningen simpelthen ikke egnede sig til opgaven. ”Hvad nytter det heller at dølge for hinanden, hvad vi alle veed,” skrev Grundtvig i 1831 i forsøget på at definere, hvem der var skikket til det politiske håndværk, ”at der i alle Lande er et stort Antal, end ikke blot i de laveste Klasser, som vi ei kan kalde andet end Fæ”. Man får ikke en sum af visdom ud af at skabe en forsamling på et par hundrede vankundige, hvis man skal sammenfatte Grundtvigs lidt kringlede prosa.

Selv om det fra et nutidigt standpunkt er vanskeligt at ignorere arrogancen i Grundtvigs konstatering, er problemet helt grundlæggende også for vore dages demokrati: hvordan får man skabt en repræsentativ forsamling med et overskud af fornuft, når den sammensættes ved en kombination af statistiske principper og vælgernes luner? Man forsøger at skabe en ligning, hvor matematik + følelser helst skal være lig med fornuft.

Et af hovedkravene, som blev stillet blandt politisk aktive borgere i første halvdel af 1800-tallet, var indsigt i og kontrol med statens indtægter og udgifter. Statens regnskaber blev trykt og gjort offentligt tilgængelige første gang i 1840, og i 1849 blev det grundlovsfæstet, at statens regnskab skal vedtages som lov, det vil altså sige, at den repræsentative forsamling opnåede fuld kontrol med skatteopkrævning og offentlige udgifter ved hjælp af det, vi i dag kender som Finansloven.
Men man kunne bare lade hvem som helst varetage dette økonomiske ansvar? Hvis man lod de uformuende få for stor indflydelse, ville de jo bare vedtage at beskatte de rigeste og give pengene til de fattige, lød argumentet. Det er motivationen bag den såkaldte husbondvalgret, altså at kun overhovedet for en husstand fik valgret. Kun de, der havde ansvar for en husholdning i forvejen, kunne komme i betragtning som ansvarlige for statens husholdning. Selv om kvinder også i 1848 især som enker kunne fungere som husbond, var det dog ikke på tale at inddrage dem. Undtagelsen er Island, hvor kvinder, der stod i spidsen for en husholdning, fik valgret til Altinget i 1882.

Husbondvalgretten var allerede fra 1849 udvidet, fordi den også omfattede arbejdere og husmænd, så længe de havde en selvstændig husholdning. De udgjorde grænsetilfælde, fordi de også kunne betragtes som stående i et afhængighedsforhold af en anden husbond – en arbejdsgiver eller en godsejer. Den berømte remse af f’er, der ikke havde valgret – fallenter, fattige, fruentimmere, fjolser, folkehold osv. – havde derimod det til fælles, at de enten var umyndige, afhængige eller uværdige – kort sagt uansvarlige.

I det kommunale selvstyre, der blev udviklet samtidig med den fri forfatning, blev valgretten ganske enkelt knyttet til skattebetaling. Man kender princippet fra det berømte slagord under den amerikanske revolution mod det britiske koloniherredømme: ”No taxation without representation.” De amerikanske kolonier ville ikke betale skatter, så længe de ikke var repræsenteret i parlamentet i London. Den, der betaler, vil også være med at tage ansvaret for, hvordan pengene bruges. Det var den samme logik, som danske godsejere anvendte for at retfærdiggøre, at de sad næsten uafbrudt på regeringsmagten fra 1866 til 1901 med et stadig større flertal af vælgerne imod sig. Det er interessant nok en tilsvarende logik, der endte med at give kvinderne stemmeret.

Man var for 100 år siden stadig optaget af, at kvinders psyke eller intelligens var en anden end mandens. Kvinder var mere følelsesbetonede og mænd mere fornuftige, mente man. Men til denne kønsdiskrimination hørte netop ikke, at kvinder var uansvarlige. De havde ansvaret for familien og dens trivsel.  Netop kommunernes overtagelse af en række af de forsorgsopgaver, der normalt blev betragtet som kvindens, var et argument for at give kvinder kommunal valgret i 1908, for kommunernes ansvarsområde var jo det samme som kvindernes. Det samme kan givetvis siges om kvinders valgret til menighedsråd, som de allerede fik i 1903.

Det banede vejen for kvinders valgret til Rigsdagen i 1915. Man skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet fik nemlig valgret samtidig. Den nye valglov var først og fremmest et opgør med husbondvalgretten, og det indebar, at også alle de mænd, der indgik i en husholdning i et tjenesteforhold, nu blev betragtet som værdige til at stemme til rigsdagsvalgene. Parallelt med anerkendelsen af kvinders og tyendes politiske myndighed fulgte også den juridiske og økonomiske. Kvinder fik f.eks. i disse årtier stadig større råderet over eget bo, og husbonds ret til at revse tyendet fysisk blev ophævet.

Det grundlæggende kriterium for valgret, nemlig kravet om ansvarlighed, ændrede sig imidlertid ikke. Efter 1915 kunne man stadig fortabe sin stemmeret, hvis man var på offentlig forsørgelse under særlige omstændigheder eller straffet. Det har ændret sig siden. I dag kan både indsatte i fængslerne og bistandsklienter stemme, men det er stadig således, at den, der i kraft af Værgemålsloven er umyndiggjort, altså frataget sin retlige handleevne, f.eks. på grund af økonomisk uansvarlighed, også mister sin stemmeret. Og selv om valgretsalderen til Folketinget løbende er sat ned over flere omgange til i dag 18 år, er det stadig således, at de, der i kraft af deres unge alder juridisk og økonomisk betragtes som umyndige, altså de ikke-voksne, ikke har stemmeret. Vælgerens hverv er stadig kun betroet dem, der i øvrigt betragtes som ansvarlige.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 3. juni 2015. Manuskript til tale holdt ved Københavns Universitets fejring af 100-året for 1915-grundloven og kvindernes stemmeret den 1. juni 2015.)

Monarki og republik

Diskussionen om indførelsen af republik er taget op igen af Zenia Stampe. Spørgsmålet er, om republikken som statsform er bedre end monarkiet? Måler man på hovedkriterierne for et retfærdigt og godt samfund, har republikkerne ikke en særlig god statistik over de sidste 100 år. De stater, der har begået det 20. århundredes med afstand største forbrydelser mod menneskeheden, var alle republikker: Maos Kina, Nazityskland og Sovjetunionen. Desuden kan det seneste århundrede udvise en meget lang række af republikanske militærdiktaturer i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, som heller ikke pynter i den moralske statistik. Der findes også prominente eksempler på totalitære monarkier som Mussolinis Italien, Japan frem til 1945 eller nutidens Saudi-Arabien, men hovedindtrykket er, at republikken statistisk set ikke har noget at prale af.

Ser man på Europa inden for den seneste generation har vi været vidner til diktaturernes fald i Portugal, Spanien og Grækenland i 1970erne og til Warszawapagtens sammenbrud i 1989-91. Det har været en enestående demokratisk og fredelig udvikling, som vil blive stående som en verdenshistorisk landvinding. Det meste af Europa – med republikkerne Rusland og Hviderusland som væsentlige undtagelser – er i dag demokratiske retsstater. De lande, der i dag bedst lever op til kravene om demokratisk medbestemmelse, lighed for loven, velfærd og fravær af korruption er ofte monarkier. Syv ud af de ti højest rangerende på Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande er monarkier.

Det skyldes ikke, at den monarkiske statsform i sig selv skaber retfærdighed, velstand eller folkelig medbestemmelse, men det er en klar indikation af det forhold, at monarkiet som statsform ikke er nogen hindring for udviklingen af et retfærdigt, demokratisk og velstående samfund – snarere tværtimod. Så længe retsplejen er uafhængig, lovgivningen vedtages af en repræsentativ forsamling sammensat ved hjælp af frie og lige valg, og regeringsmagten udgår fra denne forsamling, er der tale om et parlamentarisk demokrati. Om valget af statsoverhoved foretages ved – typisk indirekte – afstemning eller ved genetisk lodtrækning, er underordnet i demokratisk henseende. Statsoverhovederne i moderne konstitutionelle monarkier og parlamentariske republikker har samme funktion.

Med hensyn til lighed for loven, adskiller det ikke Dronning Margrethe fra andre statsoverhoveder, monarkiske såvel som republikanske, at hun nyder retlig immunitet. Et fungerende statsoverhoved kan typisk ikke retsforfølges uanset statsformen.

Med hensyn til omkostningerne og dermed indirekte til velfærden, er det naturligvis ikke billigt at forsyne statsoverhovedet med det ceremoniel i form af militære musikkorps, sikkerhed, transport, tyende og bolig, der hører embedet til, men det adskiller ikke præsidenten fra monarken. Det for tiden dyreste statsoverhovedembede i Europa er det franske.

Med hensyn til den demokratiske legitimitet har monarkierne naturligvis et teoretisk problem, men i praksis nyder de europæiske monarker en væsentlig større folkelig opbakning end deres ikke-monarkiske kollegaer.

Når Zenia Stampe derfor ønsker at afskaffe monarkiet, er der tale om symbolpolitik. Så længe der ikke udgår nogen trussel fra monarkiet mod demokratiet, retssikkerheden eller velfærden, findes der ingen saglig grund til at afskaffe denne statsform.

(Kristeligt Dagblad 21. april 2015. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik. En fejl i antallet af monarkier på TIs liste er rettet. Det er kun syv lande i top ti, der er monarkier. Det er dog otte i top 11.)