Dekorum og metoo

De sidste dages debat i avisens spalter viser, hvor stor uenigheden er om, hvor grænserne går mellem god og dårlig opførsel. Man kunne godt få det indtryk, at der pludselig er dukket nye regler op, som ingen vidste, at de skulle rette sig efter før i forgårs, men der er fortilfælde, der ligner de sager, som netop i disse dage dukker op. I folkekirken kaldes den slags dekorumsager efter det latinske ord for sømmelighed.

Tjenestemandslovens § 10 tilsiger, at tjenestemanden skal overholde de regler, der gælder i embedet, "og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." Men for sognepræster gælder der udvidede regler, hvis begrundelse går tilbage til Danske Lov fra 1683, ifølge hvilken præsten ikke blot som prædikant, men også med sit eksempel skal være til opbyggelse og "uden Forargelse". Lignende formuleringer findes i præsteløftet fra 1870. Hvad der anses som sømmeligt afhænger naturligvis af tid og sted. Det kunne f.eks. tidligere vække forargelse i en menighed, hvis en præst blev skilt og måske endda gift igen, jf. Paulus' første brev til Timoteus, hvor det hedder, at menighedens ældste kun kan være en kvindes mand. Dekorumsager blev ofte afgjort diskret f.eks. ved at præsten blev overtalt til selv at tage sin afsked. Den første egentlige dekorumsag blev ført 1979-80 mod sognepræsten i Hune ved Blokhus, hvor det forargede, at præsten gik på værtshus. Det endte med, at præsten beholdt sit embede.

I 1996 fik en dekorumsag fra Nyborg omfattende omtale, bl.a. på Kristeligt Dagblads forside i flere dage i træk. Det vakte også opsigt, at avisen valgte at gengive nogle af sagens akter ordret, for det betød, at der optrådte udtryk i avisens spalter, som aldrig før var set på tryk i Kristeligt Dagblad.

Anledningen til sagen var en episode, hvor en nyansat sognepræst havde været på værtshus. Til en ung pige, der stod med en billardkø i hånden, havde han sagt: ”Du kan godt lide store kø’er.” Det resulterede i, at pigens mand slog præsten ned. Præsten blev blandt meget andet også beskyldt for, at han var fremkommet med sjofle bemærkninger over for både sognebørn og medarbejdere i kirken, herunder upassende komplimenter til kordegnens 16-årige datter.

Sognepræsten forsvarede sig med, at han blot ”afprøvede grænser”. Det fik provsten, Niels Carl Lilleør, til at bemærke, at han nu foretog en indberetning, således at det kunne stå klart for sognepræsten, ”hvor den grænse er, som han så ihærdigt søger efter.” Præsten blev fritaget fra tjeneste af Fyns biskop Drejergaard med den begrundelse, at han havde forbrudt sig mod sømmeligheden.

Sagen mod sognepræsten i Nyborg blev dengang kategoriseret som seksuel chikane, og der blev lagt op til en tjenestemandssag efter tjenestemandslovens § 10 med henblik på afskedigelse, men sognepræsten indgav selv sin afskedsbegæring, inden sagen kunne finde sin afgørelse.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2020. Avisen valgte en anden rubrik.)

Fordømmelse af eftermælet

Omstyrtelse af statuer er en næsten fast bestanddel af omstyrtelse af samfund på samme måde som militære erobringer ofte indebærer en temmelig voldsom ommøblering af mindesmærker i det offentlige rum. ”Så spiller de skak med de småbitte stumper/ af det der engang var en stor præsident”, som Inger Christensen skrev i 1969 i tidens revolutionære tone.

I Romerriget kunne man for højforræderi idømmes en straf, som siden er blevet kaldt ”Damnatio Memoriae” eller fordømmelse af eftermælet. Det indebar blandt andet, at den dømte skulle slettes fra erindringen og at mindesmærker i det offentlige rum over ham blev fjernet eller ændret. Det gik ud over kejsere som Nero og Commodus, der fik deres billedstøtter hugget om eller revet ned. Dem husker vi dog stadig. Hvor mange eller hvor få tilfælde der har været af vellykket og fuldbyrdet ”Damnatio Memoriae” ved vi i sagens natur ikke, for fuldstændig glemsel er jo netop fuldstændig. Men forsøg på aktiv glemsel har det med at afsætte sig som lag af fortolkning, der føjer sig til de allerede eksisterende. Således er et af de få vidnesbyrd om de slaviske venderes gudsdyrkelse Saxos beretning om bisp Absalon og kong Valdemar, der i 1168 erobrede Arkona på Rügen og væltede statuen af den vendiske gud Svantevit. Havde det ikke været for Saxo, ville vi have vidst endnu mindre om Svantevit. Guden er fastholdt i erindringen takket være beretningen om gudestøttens fald.

Statuen af Hans Egede ved
Marmorkirken blev bemalet
med graffiti i juni 2020.
eget foto

Endnu i levende erindring hos de fleste er Murens og Lenin-statuernes fald efter 1989. Mange af dem var faktisk faldet en gang før, nemlig i 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. I en leder i Kristeligt Dagblad den 27. juli 1941 beskrev redaktør Gunnar Helweg-Larsen, hvorledes statuerne af Stalin og Lenin blev revet ned i tyskernes kølvand:

”Fra de af Tyskerne besatte Dele af Sovjetrusland kommer Billeder af omstyrtede Gudestøtter. Der ligger Stalin i tusind Stykker og Skaar. En Kæmpestatue, der truende rakte sin Knytnæve mod Himlen, men viste sig at være af Gips. Et Par Børn har moret sig med at sætte nogle af Smaastumperne sammen. Som man leger med et Puslespil. Tyske Soldater ser velvilligt til. Og der ligger Lenin. Han har været støbt af solidere Materiale. Han har Samling paa sig selv endnu efter Faldet. Statuen har øjensynligt gengivet ham som Taler og Agitator. Han ser i sin liggende Stilling ud, som om han sov med aaben Mund. Et Par fangne sovjetrussiske Soldater stirrer nysgerrigt ind i det opspilede Gab. Idet de bøjer sig over Kolossens Ansigt, støtter de sig respektløst til hans Næse.”

Hvad han mente var, at storhed står for fald; den, der omstyrter statuer, vil selv blive omstyrtet. Meget af det, som Helweg-Larsen skrev i avisen, blev påtalt af den tyske besættelsesmagt, men netop denne leder fik mærkværdigvis lov til at passere, selv om den sluttede med i omskrevet form at forudse Hitlers fald:

”Tiden og Menneskene gør sig bestandigt nye Guder. De faar sjældent Lov at dø af Ælde. Undertiden er det de samme Hænder, der rejser Altrene og nedbryder dem. Vi har jo saa mange Sind og kan overkomme saa meget, vi Mennesker. Og de sejrende Propaganda-bureauer sender os Billeder af de styrtede Guder. Der ligger de med meningsløst opspilede Munde. Uskyldige Børn leger frygtløst med Stumperne af en knyttet Næve. Læren er gammel som Historien selv, og vi kan aldrig helt fatte den. Vi stirrer hver Gang paany med undrende Blikke paa disse knuste Gudebilleder: Er det ham, nej, er det virkelig ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve.”

(Den sidste linje var et citat fra Esajas kap. 14). Helweg-Larsen fik ret. Hitler faldt. Men det er en interessant omstændighed ved Hitler-regimets fald, at det ikke kan illustreres med omstyrtningen af statuer af Hitler. Når der i den nutidige diskussion om nedrivning af statuer optræder argumenter om, at man skal forestille sig statuen af denne eller hin fortidige person som om den var en statue af Hitler, er der tale om en tænkt sammenligning, for overraskende nok fandtes der ingen. Det er en særhed ved den nazistiske personkult, at den i modsætning til stort set alle andre diktaturer i det 20. århundrede ikke resulterede i opsætningen af helfigursstatuer af diktatoren. Hitler lagde i sin levetid navn til mange gader og pladser, som naturligvis er blevet omdøbt siden, og der kendes buster af ham, men altså ingen statuer, som man kunne have revet ned, hvor meget man end gerne ville have gjort det.

(Kristeligt Dagblad 7. juli 2020)

Særkalke

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan afholde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold.  For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.

En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet med tuberkulose eller det, der var værre.

Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente. Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:

”langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra.”

som der stod i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904. I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.

Annonce i Kristeligt Dagblad
1. okt. 1921

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (KD 11. marts 1904) Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.

Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden af indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken og at de skulle være ens. (KD 18. feb. 1909).  Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke. I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.

(Kristeligt Dagblad 22. juni 2020)

Asken efter Georg Brandes' ild

I går den 10. juni blev Den slesvigske Sten i Jægersborg Dyrehave nord for København genindviet efter at være blevet restaureret. Inskriptionen på stenen lyder: ”Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark. Til Minde om Slesvigernes Besøg den 30. Juli 1861 og den 5. September 1865”

Stenen er et monument over den nationalliberale politik, der ønskede opløsningen af den såkaldte helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for et ”Danmark til Ejderen”, altså et forenet Slesvig og Danmark. Placeringen er ikke tilfældig, for netop i Jægersborg Dyrehave holdt de nationalliberale et stort politisk møde den 5. juni 1854 for at fejre Junigrundlovens femårige beståen. Junigrundloven var oprindelig blevet til som et forsøg på at skabe et ”Danmark til Ejderen”. Den nationalliberale politik udløste to krige, hvoraf den sidste endte med et voldsomt nederlag i 1864 både for Danmark og for den nationalliberale politik. Samme år skrev en 22-årig digterspire en strofe til minde om de faldne, danske mænd:

”Ære være de tapre Mænd,

der blegned for Danmarks Sag!

Hæder og Pris for hver Ungersvend,

der segned paa Kampens Dag.

Danske Pige! Hvert ædelt Navn

staa præget dybt i din Hu!

Kjendte du ikke den Faldne før,

saa elsk ham nu!”

Den unge mand skulle siden blive en af Danmarks mest betydelige litterater. Hans navn var Georg Brandes. Han blev som intellektuel fortaler for naturalismen og kritiker af den idealistiske patos, der prægede romantikkens digtning, som han selv havde dyrket som ung. Han var kendt som fritænker – altså ateist – og ”europæer” i politisk og kulturel forstand og stod derfor i en skarp modsætning til hjemlige kirkelige og konservative kredse, der heller ikke forsømte nogen lejlighed til at rive ham i næsen, at han var af jødisk familie.

Det førte blandt andet til, at han tilbragte flere år i intellektuelt eksil i Berlin. Da han forlod den preussiske og rigstyske hovedstad for at rejse tilbage til København i 1883, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Georg Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også:

”Mit Hjærte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivillig forlader Tyskland, maa hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufrivilligt og uden nogetsomhelst Festmaaltid, forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed."

Det var en hård kritik af den fortyskningspolitik, som danskerne i Slesvig havde været udsat for efter 1864, blandt andet i form af udvisninger. Og netop i det slesvigske spørgsmål forblev han tro mod sin ungdoms idealisme og talte de dansksindede sag, selv midt i Berlin. Dette gennemgående træk af Brandes’ forfatterskab passer ikke rigtigt ind i den danske kulturkamps sædvanlige fjende- og vennebilleder. De kulturradikale plejer at skælde ud på europaforskrækkede nationalister, mens de nationalkonservative plejer at skælde ud på de fædrelandsforskrækkede brandesianere.

Georg Brandes nåede at opleve Genforeningen. Han døde i 1927, og i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning, eller altså mangel på samme, blev han kremeret. I overensstemmelse med hans livslange engagement for den danske sag i Slesvig blev hans aske spredt i Dyrehaven ved Den slesvigske Sten.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Avisen valgte en anden rubrik)

I 1950 var de unge sat uden for indflydelse

I et debatindlæg her i avisen stillede efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard for nylig på ungdommens vegne spørgsmålet ”Hvor længe skal vi lade være med at leve livet, for at andre kan undgå at dø?” Det giver anledning til en historisk sammenligning mellem ungdommens muligheder for livsudfoldelse i dag og den gruppe af befolkningen, som er mest udsat for risiko under den nuværende pandemi. Lad os bare tage alle dem, der er født i 1930. Næsten ti tusind danskere kan fejre deres 90 års fødselsdag i år ifølge Danmarks Statistik. Tæller man de 89- og 91-årige med, giver det ca. lige så mange mennesker som der er hjemsendte efterskoleelever i Danmark.

Den 20-årige kunne i 1950 se tilbage på syv års skolegang. Måske havde hun taget realen med, hvis hun boede i byen. Studentereksamen tog kun ganske få procent af årgangen. Efter konfirmationen skulle der skaffes en plads, en læreplads for de heldige. Mange unge var ude at tjene enten i en husholdning som husassistent eller i landbruget som medhjælper, måske suppleret med et ophold på en landbrugs- eller husholdningsskole. En stor del af de unge mænd var også inde og springe soldat. Omkring 1950 ville den typiske 20-årige bo hjemme, på et lejet værelse, en belægningsstue eller et pige- eller karlekammer. Et veletableret hjem ville på dette tidspunkt have en radio, måske endda en radiogrammofon og et avisabonnement, men under halvdelen af hjemmene var forsynet med centralvarme, rindende varmt vand og bad. Titusindvis levede uden træk og slip.

 I 1950 var der indregistreret 111.528 personbiler i Danmark, så der var da en chance for, at man kunne blive kørt til den ugentlige tur i biografen. Men langt de fleste cyklede eller spadserede naturligvis. I de største byer kunne man tage sporvognen. Da ”Far til Fire på Bornholm” havde premiere i 1959, kunne publikum se, hvordan familien fløj til solskinsøen, mens de sang en sang om det. Det var en luksus, der ikke normalt kunne lade sig betale af en funktionærløn. Det krævede at man vandt i Klasselotteriet – hvis man altså havde husket at forny sit lod hos den lokale kollektrice. Af fritidsfornøjelser kunne man gå til gymnastik i det lokale forsamlingshus eller spille fodbold. Om vinteren kunne man skøjte.

En af konsekvenserne af krigen var, at ungdommen var kommet på den politiske dagsorden. Selv var de unge sat uden for indflydelse. Valgretsalderen til Folketinget var 25 år, og en person født i 1930 kunne først forvente at få valgret til Landstinget i 1965. Da var det som bekendt for længst afskaffet. I 1945 blev der nedsat en kommission, der skulle se på ungdommens situation, bl.a. bolignøden, de elendige vilkår for de værnepligtige og de generelle ansættelsesforhold. I en af kommissionens betænkninger blev det foreslået, at landbrugets medhjælpere under 18 år fik nedsat den ugentlige arbejdstid til 45 timer, og at de skulle sikres fritid fra lørdag kl. 12 til mandag morgen. Det vakte stor modstand i landboorganisationerne. Ved et radiotransmitteret møde fra Hjørring i 1950 sagde formanden for den lokale landboforening:

”I ethvert ungt Menneske ligger de mange Muligheder i Svøb, og blandt disse er ogsaa Faren for at blive en Døgenigt og Slapsvans. Der findes vistnok intet bedre Middel herimod end sundt, metodisk, legemligt Arbejde.”

Den fremmødte forsamling tilsluttede sig synspunktet. Det var sådan årgang 1900 tænkte om årgang 1930. Årgang 1930 gik på pension i slutningen af 1990erne. På dette tidspunkt havde mange af dem haft hænderne oppe af lommen i et halvt hundrede år eller mere, og de kunne med glæde se, at deres børn og børnebørn ville få helt anderledes gode muligheder for at udfolde sig i livet end de selv havde haft som unge.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2020)

Da det var en skandale, at vi havde for mange vacciner

Forholdet mellem erfaring og forventning er af stor betydning for forståelsen af, hvorfor mennesker handler som de gør. Historisk set gælder det, at stabile samfund er kendetegnet af en stor grad af sammenfald mellem erfaring og forventning. Tingene er som de var og bliver som de er. Det vil sige, at problemerne er genkendelige og løsningerne velprøvede. I dynamiske og foranderlige samfund derimod er afstanden mellem erfaring og forventning større. Erfaringen bliver en kapital under stærkt inflatorisk pres, mens der stilles store krav til fantasi og kreativitet, for de er evner, der formår at se, hvad der endnu ikke og aldrig før er indtruffet.

En sådan situation befinder vi os i lige nu. Vi ”bygger skibet, mens vi sejler” eller ”lægger skinnerne, mens toget kører”, som det så hyppigt siges.

Problemet er naturligvis, at hvis man bekender sig udelukkende til fantasi og kreativitet, annullerer det værdien af enhver erfaring og erindring, både den personlige og kollektive. Intet samfund ville kunne bestå, hvis enhver blot stod bundet til øjeblikkets pæl. Vi er som mennesker bundet af de erfaringer, vi har gjort, fordi de er så nært knyttet til, hvem vi er.

De ansvarlige i sundhedsmyndighederne har en professionel erfaring, der rækker over et par årtier. Lad os se på en af dem. Den 11. juni 2009 erklærede WHO den såkaldte svineinfluenza, H1N1, som pandemi. I henhold til indgåede aftaler udløste det en bestilling fra den danske stat af godt tre millioner doser vaccine hos medicinalfirmaet GlaxoSmithCline. Da det imidlertid viste sig, at sygdommen kunne bringes under kontrol, og at den ikke viste sig som så farlig som først frygtet, førte det til kritik, fordi den danske stat havde brugt et tocifret millionbeløb på vacciner, der aldrig blev bragt i anvendelse. Forargelsen var betragtelig.

Problemet var, at der var en mekanisme i aftalerne, der medførte, at det automatisk udløste en bestilling af vacciner fra f.eks. den danske stat til GlaxoSmithCline, hvis WHO erklærede pandemi. Kritikerne sagde, at medicinalfirmaerne havde en alt for stor interesse i at påvirke WHO til at erklære H1N1 som pandemi til at sagligheden kunne råde. Overskudslagrene af vacciner og en uretmæssig profit til medicinalfirmaerne var resultatet, lød kritikken.

 
”H1N1-skandalen, hvor Danmark var tvunget til at købe enorme mængder vaccine imod en ufarlig sygdom, skal ikke kunne gentage sig.” skrev dagbladet Information 15. januar 2010. Det forekommer at have været den retningsgivende erfaring de sidste 10 år. Fører man imidlertid sit historiske regnskab over længere tid, bliver det tydeligt, at epidemiske sygdomme kræver meget, og somme tider alt, af de samfund, som de rammer. Kolera, tuberkulose, den spanske syge, polio og AIDS er blot de første, der bringes i erindring fra de seneste 150 år. Man kan ikke lære af historien i størrelsesforholdet 1:1. Men den kan udvide erfaringsrummet og dermed også forventningshorisonten og f.eks. gøre det klart, om det overhovedet er en skandale at have for mange vacciner.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2020. Sidste sætning er redigeret.)

Svindsot

Alle midaldrende og ældre danskere bærer på deres krop et mærke af en af verdenshistoriens vigtigste tildragelser i de sidste 200 år. Mit sidder på venstre overarm og ligner et forvitret aftryk af en signetring. Det er et lille rundt ar, som er det synlige spor efter den såkaldte calmette-vaccination. Den blev givet til alle danske børn indtil engang i 1980erne, og den beskytter mod flere forskellige former for tuberkulose.

Arret giver anledning til to historiske eftertanker. For det første er det en påmindelse om den svøbe, som tuberkulosen eller svindsoten, som den kaldtes tidligere, var. Den var en stor dræber i det nittende og første halvdel af det tyvende århundrede i Danmark. I 1920erne døde årligt ca. 2500 danskere af tuberkulose, kan man se af Statistisk Aarbog. Salmonsens Konversationsleksikon, der var nået til bogstavet T i 1928, regnede sygdommen som ansvarlig for hvert syvende dødsfald i landet. Og Danmark var mildt ramt i international sammenligning.

Lungetuberkulose var langt den mest udbredte og dødelige af de tuberkuløse lidelser. Den er smitsom, og det var opfattelsen, at den smittede gennem spyt. Det var for 100 år siden skik at spytte på gaden, ikke mindst på grund af den udbredte anvendelse af skråtobak, og problemet var, mente man, at tuberkulosebakterier kunne overleve udtørring og således spredes med gadens støv. I København diskuterede man i begyndelsen af 1900-tallet opstillingen af spyttekummer. Planen blev opgivet. I stedet blev der i de store byer opsat skilte med opfordring til ikke at spytte på fortovet. I andre lande blev det ligefrem strafbart at spytte offentligt. I Danmark betragter vi det bare som uopdragent.

Helt forsvarsløse var lægerne ikke. Nogle tuberkuløse lidelser kunne helbredes kirurgisk. Niels Finsen fik Nobelprisen for at opdage lysets helbredende virkning på hudtuberkulose, også kaldet lupus. Men lungetuberkulose fandtes der ingen kur for. Patienter blev ordineret ro, hygiejniske forhold og nærende kost.

Hvis man savner et udflugtsmål i disse tider, hvor museerne er lukket, kan man lægge vejen forbi et af de sanatorier, der blev bygget til patienter, der led af lungetuberkulose. De ligger gerne meget smukt sydvendt, typisk ved vandet, hvor der var mest sol og frisk luft, der var anset for at være om ikke helbredende så dog lindrende. Sådan kan de også virke endnu i dag.

Det første fra 1900 ligger ved Vejle Fjord. Året efter opførte Københavns Kommune et stort sanatorium ved Boserup tæt på Roskilde. Derpå fulgte de følgende år sanatorier i bl.a. Juelsminde, Hjerting, Skive, Silkeborg, Skørping, Ry, Kalø Vig, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxinge ved Præstø og Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg. Mange af dem blev bygget eller drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der findes endnu under navnet Lungeforeningen.

Ingen af de gamle turberkulosesanatorier tjener længere deres oprindelige formål. Til fælles har de, at de alle står tilbage som monumenter over en tid, der ikke er længere.

Tuberkulosen udgør ingen aktuel trussel mod folkesundheden i Danmark. Den franske læge Albert Calmette (1863-1932) var med til at udvikle den vaccine, som han gav navn til. Efter 2. Verdenskrig blev penicillin bredt tilgængelig, og tuberkulose kunne i sin daværende form kureres. Omkring 1960 talte Danmarks Statistik blot ca. 200 dødsfald om året med tuberkulose som begrundelse. De fleste har antagelig været sene eftervirkninger af sygdommen. Det er grundlaget for den anden historiske eftertanke: håb. Generationer levede i frygt for at blive smittet. De lever endnu, som husker frygten, og som måske mistede forældre eller søskende til den skrækkelige sygdom. Længere væk er den ikke. Der er ingen garanti for, at noget tilsvarende ikke kan komme igen. Det bliver vi i disse historiske tider kun alt for tydeligt mindet om. Desværre er nye former for tuberkulose også årsag til alvorlig bekymring på globalt plan, så kampen fortsætter. Intet tidspunkt i historien er sorgløst. Men mit lille ar giver dog anledning til håb om, at også denne tid byder på sorger og bekymringer, som vi på et tidspunkt kan lægge bag os.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2020)

Udsigten fra sanatoriet i Boserup ved Roskilde