Fortidens vaccinepas

Mange af os har i den seneste tid vænnet os til at fremvise et coronapas, hvis vi havde et ærinde et sted, hvor et sådant var påkrævet. De fleste, der rejser oversøisk, har stiftet bekendtskab med krav om vaccinationsattester for at kunne besøge visse lande, men det er noget andet, når det handler om den indenlandske bevægelsesfrihed.

Begrundelsen for passet er naturligvis at forhindre yderligere smittespredning. Kritikerne af denne fremgangsmåde fremhæver, at det er diskrimination, og at de, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at lade sig teste eller vaccinere, bliver berøvet en hævdvunden frihed. Men historisk set er der ikke noget nyt i, at man skal fremvise en attest på, at man er smittefri.

Det blev i 1810 ved forordning – svarende til en lov – obligatorisk at lade sig vaccinere mod kopper. Udgiften blev afholdt af offentlige kasser, og efter vaccinationen skulle lægen udstede en attest til den vaccinerede. Uden denne attest kunne man ikke blive konfirmeret eller gift, få en læreplads eller blive optaget på latinskolen, og soldater, der ikke havde været syge eller var blevet vaccineret, skulle vaccineres med tvang. Dengang var Danmark stadig enevældigt regeret, og det er blevet bragt frem i dagens debat, at den nuværende ordning med coronapasset bærer før-demokratiske træk og at coronapasset og flere af de øvrige modforanstaltninger bryder med de frihedsrettigheder, der blev indført med Junigrundloven i 1849. Der er imidlertid også præcedens for sundhedspas efter 1849.

I 1905 blev ”Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse” vedtaget. Tuberkulose var på det tidspunkt blevet et alvorligt problem, der kostede tusindvis af liv årligt. Loven greb ind på en række områder med bestemmelser om hygiejniske forskrifter, isolation med mere. I lovens paragraf 11 indførtes krav om bevis på smittefrihed for visse offentligt ansatte:

"Ingen Lærer maa ansættes under det offentlige Skolevæsen, forinden det ved Lægeattest, der ikke er ældre end 3 Maaneder, er godtgjort, at vedkommende ikke lider af smittefarlig Tuberkulos i Lunger eller Strubehoved [...] tilsvarende Regler gælde om andre Embedsmænd og Bestillingsmænd, hvis Gerning medfører saadanne Berøringer med Befolkningen, at denne utvivlsomt udsættes for den fra Tuberkulose i Lunger og Strubehoved hidrørende Smittefare."

Fra 1933 gjaldt kravet f.eks. også for pedeller ansat ved kommune- og statsskoler samt statsseminarier, lige som bl.a. husmoderafløsere skulle have en tuberkuloseattest for at virke. 

Tuberkuloseattesten blev udstedt på de såkaldte tuberkulosestationer, klinikker, der var spredt ud over hele landet. her kunne man ved hjælp af blodprøver og røntgen optagelser konstatere, om en patient var smittet. Staten stillede røntgenvogne til rådighed, mobile enheder, der kunne diagnosticere lokalt og ambulant. Tuberkulosestationerne var også udgangspunkt for den landsdækkende vaccinationskampagne, der blev iværksat i 1946. Indtil midten af 1980erne blev danske børn rutinemæssigt vaccineret mod tuberkulose. 

Tuberkulosebekæmpelsen var overvejende offentligt finansieret, men blev også støttet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, oprettet i 1901. Foreningen drev blandt andet flere lungesanatorier rundt omkring i landet, og arbejdet blev blandt andet finansieret ved salg af de såkaldte høstblomster, små papirsblomster til at sætte på reversen. Lungeforeningen viderefører i dag tuberkuloseforeningens arbejde.

Tuberkulose er under kontrol i Dannmark, men på verdensplan er sygdommen stadig i dag en af de meget store dræbere

(Kristeligt Dagblad 4. maj 2021).

Lungesanatoriet i Avnstrup, midt ude i en skov sydvest
for Osted på Midtsjælland, indviet 1940.
Nu flygtningecenter. Eget foto.

Sognet vender tilbage

I de seneste uger er sognet blevet en relevant administrativ enhed i en anden end kirkelig henseende, fordi registreringen af corona-smitte nu foretages for hvert sogn, og i tilfælde af smitteopblomstring kan der nu iværksættes karantænebestemmelser og andre modforanstaltninger på sogneniveau. Historisk set er det en interessant genopvækkelse af sognet som administrativ enhed.

Sognet som den nederste del af den romersk-katolske kirkes omfattende administrative hierarki blev etableret i Danmark i begyndelsen af det 12. århundrede. Allerede på dette tidspunkt var der en sammenfletning af kirkelig og verdslig myndighedsudøvelse. Efter Reformationen i 1530erne blev det kirkelige hierarki underordnet kongens myndighed. Det gjaldt også kirkens diakonale og filantropiske virksomhed. Det har fået nogle historikere til at udvikle den teori, at kimen til velfærdsstaten skal søges i den lutherske reformation.

Fra slutningen af 1700-tallet skete der en udbygning af den enevældige stats kontrol med undersåtterne på decentralt niveau. Embedet som sognefoged blev indført i 1791 til udøvelse af lokal retshåndhævelse. Embedet blev afskaffet i 1970 undtagen på nogle af mindre øer, hvor der stadig udnævnes sognefogeder.

Historikere anlægger meget forskellige betragtninger på Frederik VI’s tid som kronprinsregent og konge (1784-1839). Nogle fortolker ham som tyrannisk, mens andre lægger vægt på, at styret omfattede en omsorg for borgernes helbred og velfærd. Hvorom alting er, blev sognepræsten en central aktør i denne proces, og sognet blev dermed et væsentligt redskab for den decentrale, statslige, verdslige forvaltning. Præsten, der i et århundrede havde været tilsynsførende for almueskolen, fik derudover opsyn med bl.a. jordemødrene, koppevaccinationer og fattigvæsenet.

Denne proces førte til oprettelsen af sognekommunen som verdslig, administrativ enhed i begyndelsen af 1840’erne. Den samlede forvaltningen af vejvæsenet, fattigforsorgen og almueskolen under en administrativ enhed. Sognekommunen fulgte som regel pastoratets grænser, og sognepræsten havde stadig en rolle som født medlem af sogneforstanderskabet. Bortset fra skolevæsenet gled sognepræsten dog hurtigt ud af den kommunale administration.

Med kommunalreformen i 1970 skete der på papiret et opgør med sogne- eller rettere pastoratskommunen, men kun for så vidt at det skete som en sammenlægning af kommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret fra over 1000 til under 300. Oprindelige sognegrænser var stadig genkendelige på det kommunale landkort, og der var stadig i økonomisk og social henseende forskel på landkommuner og bykommuner.

Denne forskel blev i vid udstrækning ophævet med den kommunalreform, der trådte i kraft 1. januar 2007. Den betød dannelsen af nye storkommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret yderligere til knap 100. Dog var det københavnske opland en væsentlig undtagelse. En kommune som Glostrup har overlevet begge kommunalreformer næsten uforandret og svarer i udstrækning til Glostrup sogn.

Glostrup Kirke med den gamle præstegård til
højre. Det lille gule hus til venstre for kirken
husede oprindeligt Den nissenske Stiftelse.
Det blev revet ned i 2020.

Til trods for den fornyelsestrang, der lå til grund for denne centralisering, er de historiske spor i denne omfattende omlægning af det offentlige administrative hierarki meget påfaldende. En kommune består i dag af typisk af en købstad med rødder i Middelalderen plus et opland bestående af tidligere landkommuner. De fleste – men langt fra alle – kommuner har i dag navn efter en gammel købstad.

Nogle kommuner kommer tæt på at omfatte andre historiske administrative enheder som f.eks. herredet, der var en retskreds. Odsherred Kommune har ganske enkelt taget navn efter det. I kirkelig henseende er det påfaldende, at der i dag i høj grad er sammenfald mellem kommunerne og provstierne. Også det har historiske rødder. Da kirkeskatten blev indført i de første år af det 20. århundrede, skete det med forbillede i den på det tidspunkt netop indførte kommunale ligning, og eftersom den kirkelige økonomis tyngdepunkt i dag er provstiet, er det hensigtsmæssigt at lade provstigrænserne følge kommunernes grænser. Og så kan man jo altid diskutere, hvad der er årsag og virkning. Under alle omstændigheder kan man se, at meget gamle administrative grænser har det med at forblive gyldige. Og en sidste rest af sognepræstens funktion som administrator er bevaret i form af civilregistreringen, der med Sønderjylland som undtagelse stadig varetages af den kirkebogsførende sognepræst eller kordegn. Det er antagelig også grunden til, at man i dag kan registrere smittespredning helt ned på sogneniveau.

(Kristeligt Dagblad 19. april 2021. Avisen valgte en anden rubrik og redigerede lidt i teksten)

Skal Estrup have en statue?

En lokal konservativ politiker og en inspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har stillet forslag om at rejse en statue af J.B.S. Estrup (1825-1913). Det er ikke første gang forslaget er fremme. Som det stilles nu kan man ikke undgå at se det i lyset af den bølge af protester, som i flere lande har rejst sig mod statuer af magtfulde, hvide mænd. I København har det resulteret i graffitihærværk mod statuen af Hans Egede ved Marmorkirken, og Kunstakademiets gipsbuste af Frederik V blev som bekendt smidt i havnen og ødelagt.

Estrup repræsenterede en kongetro konservatisme og var den længst siddende konseilspræsident, svarende til vore dages statsminister, efter 1849. Han sad i næsten tyve år fra 1875 til 1894. I den tid gennemførte han flere provisoriske finanslove, det vil sige opstillede et statsbudget uden Rigsdagens samtykke. Selv om Grundloven også dengang fastslog, at statens indtægter og udgifter afgøres ved lov, var der undtagelsesbestemmelser, der gjorde det muligt. Estrup er blevet kaldt meget, herunder diktator, og selv om denne betegnelse nok kan diskuteres, er der ingen tvivl om, at den folketingsparlamentarisme, som blev indført i det 20. århundredes første årtier, bestemt ikke var hans kop te.

Derfor vil et mindesmærke for Estrup også være en provokation for de selvudnævnte progressive kræfter, som bekæmper statuer af mænd, som repræsenterer værdier, der har haft deres storhedstid. Deres protest bliver mødt med protest. Så der er blæst til værdikamp i Esbjerg.

Det er skam ikke fordi en statue af Estrup i netop Esbjerg er uden saglig begrundelse. Før han blev konseilspræsident fungerede han som indenrigsminister 1865-69, i hvilken egenskab han tilvejebragte forudsætningerne for skabelsen af havnen i Esbjerg og den dertil hørende jernbaneforbindelse tværs over den jyske halvø. Det forvandlede på få årtier en lille ubetydelig fiskerflække til den driftige og vindskibelige by, som Esbjerg stadig er. Lokalt betragtes Estrup som byens egentlige grundlægger.

En anden grund til, at Estrup nyder større opmærksomhed er en forskydning i den politiske idéhistorie. Tidligere var der en tendens til, at politiske bevægelser blev målt på, hvor vidt de levede op til nutidige demokratiske idealer, som om de er evige og universelle. Det er de naturligvis ikke. Den politiske kultur har forandret sig over tid, og en del af øvelsen som historiker består blandt andet i at kunne sætte sig ind i noget, som er fremmed for en selv. Idéhistorien består ikke i at identificere, hvad man selv synes er gyldige idéer, men at se på, hvilke idéer der har gjort sig gældende. Det har blandt andet bragt konservatismen tilbage i fokus, også i sine mere klassiske former, således at politiske tænkere, der forekommer os fremmedartede eller byder os imod, kan sættes i kontekst. Heller ikke Estrup fungerede i et ideologisk eller politisk vakuum. Ganske vist blev han udnævnt af kongen, Christian IX, egenhændigt, men det udtømte bestemt ikke hans politiske mandat. De ledende skikkelser i Højre, som det konservative parti dengang kaldtes, var enten adelige eller godsejere – og hyppigt begge dele – men det overses ofte, at partiet nød en betydelig bredere opbakning i vælgerbefolkningen end Det konservative Folkeparti f.eks. gør i dag.

Skal man bringe et argument til torvs imod opstillingen af en statue af Estrup, kan man hente det i Estrups egen konservatisme. Han var ganske vist en uhyre effektiv politiker, men i sin selvforståelse var han ingen magthaver. Han forstod sig som en tjener for sin konge og sit fædreland. I den ånd har Esbjerg allerede et Estrupmonument, nemlig rytterstatuen af Christian IX, i hvis navn Estrup udøvede sin politiske magt.

Den blev opstillet på byens centrale torv i 1899 og indviet den 28. juni 1900 under overværelse af alle byens og stiftets honoratiores, adskillige medlemmer af kongehuset, flere ministre og repræsentanter for Rigsdagen, herunder venstrehøvdingen J.C. Christensen, der blev hovedarkitekten bag den sidste højreregerings fald året efter. Byfoged Jespersen holdt hovedtalen over et tema, som var i overensstemmelse med indskriften på statuens sokkel: ”Til Ære for Byens Grundlægger Kong Christian den Niende reiste Borgere i Esbjerg dette Mindesmærke i 1899”. Kongens ydmyge tjener, J.B.S. Estrup, blev ikke nævnt, og det ville også have været i uoverensstemmelse med hans selvforståelse. Han lagde siden navn til en vej, der i dag tjener som en forlængelse af motorvej E20 på vej mod Esbjergs centrum. Det kan synes unødvendigt prosaisk, men er for så vidt en påmindelse om, at konservatismen også i Estrups aftapning slet ikke var fremmed for moderne infrastruktur – tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 8. april 2021)

Bornholms befrielse - og bombningen af Esbjerg

Den 5. april i år markerer 75-årsdagen for Den røde Hærs rømning af Bornholm. Af mange bornholmere fejres dagen som øens egentlige befrielsesdag, knap et år efter resten af Danmark. Den 5. maj 1945 overgav de tyske tropper i Danmark sig til de britiske styrker. Problemet var, at Den Røde Hær nåede frem til Bornholm før briterne, og øens tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. For at fremtvinge en overgivelse blev Rønne og Nexø af det sovjetiske luftvåben udsat for to bombardementer den 7. og 8. maj 1945. De kostede et ukendt antal tyske soldater og 10 civile bornholmere livet. Den 9. maj gik sovjetiske tropper i land på Bornholm. Officielt er det også datoen for øens befrielse, for Sovjetunionen var på dette tidspunkt allieret med briterne og amerikanerne i kampen mod Tyskland.

Kampen om Bornholm i foråret 1945 handlede ikke mindst om beskyttelsen af den enorme strøm af flygtninge, som Den Røde Hær skubbede foran sig. Bornholm var dengang – og er stadig – en strategisk vigtig brik, når det handler om kontrollen med trafikken i Østersøen. I de tidlige måneder af 1945 blev strømme af civile sammen med sårede soldater fra værnemagten sejlet i overfyldte skibe fra øst mod vest. Over en kvart million af disse flygtninge endte i Danmark i en elendig tilstand. Tusinder af dem døde efter ankomsten som følge af sult, sygdom og manglende lægebehandling.

Flere af verdenshistoriens største skibskatastrofer indtraf i farvandet omkring Bornholm, da nogle af disse overfyldte flygtningeskibe blev sænket af sovjetiske u-både med tusindvis af civile tab til følge. Prøv at google ”M/S Goya” eller ”M/S Wilhelm Gustloff”.

I denne slutkamp måtte ti bornholmere lade livet som en del af Den 2. Verdenskrigs allersidste civile ofre for et luftangreb i Europa. Det har forståeligt nok ikke efterladt det bedste indtryk af Den røde Hær på øen, selv om de sovjetiske styrkers knap 11 måneders tilstedeværelse på øen i øvrigt tilsyneladende indebar ganske få konflikter med lokalbefolkningen eller danske myndigheder. Det står i en skarp kontrast til Den røde Hærs fremfærd i Tyskland, der var præget af både vilkårlige og systematiske overgreb mod civilbefolkningen.

Krigen i Europa var begyndt godt 5½ år tidligere. Den 1. september 1939 foretog Tyskland – dengang i alliance med Sovjetunionen – et kynisk angreb på Polen. Det blev indledning til det, der på engelsk er kendt som ”The Phoney War”, en ikke-krig. Briterne havde udstedt sikkerhedsgarantier for Polen, som de ikke var i nærheden af at kunne honorere. I forening med Frankrig erklærede de krig mod Tyskland den 3. september, men det blev indledningsvis ved små angreb mod blandt andet tyske nordsøhavne.

Et af de allerførste af disse angreb gik galt, da en britisk bombemaskine fejlnavigerede på vej over Nordsøen og kastede fire bomber over Esbjerg den 4. september 1939. En enkelt person blev dræbt ved angrebet, en ung mor, Edel Hansen, som dermed blev det måske første civile offer for et luftangreb under Anden Verdenskrig i Europa. Angrebet udstillede Danmarks militære sårbarhed, og dødsfaldet blev årsag til en diplomatisk krise mellem London og København, som Berlin naturligvis søgte at udnytte.

I verdenskrigens store moralske og militære regnskab er episoderne i Esbjerg i september 1939 og på Bornholm i maj 1945 at regne for småting. For ofrene var der naturligvis tale om alting. I Esbjerg måtte en lille dreng ved navn Leif f.eks. vokse op uden sin mor. Tilsvarende tragedier lader sig opremse for Bornholms vedkommende.

At nogle af de første og sidste civile tab på den europæiske krigsskueplads under den 2. Verdenskrig var danske, kan afskrives som en tilfældighed. Men det tjener derfor også os som en påmindelse om, at krig set fra den enkeltes standpunkt ofte rammer tilfældigt, vilkårligt og uretfærdigt.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2021. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave. Rubrikken er en anden end avisens)

Statsborgerskab

Spørgsmålet om de danske statsborgere, der er fanget i Syrien, har aktualiseret diskussionen om, hvad statsborgerskabet overhovedet indebærer af forpligtelser og rettigheder. Historisk set er statsborgerskabet i sin nuværende udformning et relativt nyt fænomen.

Statsborgerskabet som begreb har kun godt 100 år på bagen i almindeligt brug. I tidligere århundreder var alle, der var bosat i den danske konges riger og lande, at betegne som kongens undersåtter. Efter Reformationen var det kongens primære rolle at beskytte den rette tro, og i overensstemmelse hermed blev der i lovgivningen lagt bånd på adgangen til riget for medlemmer af andre trossamfund. På samme måde var adgangen til at nyde rettigheder som myndig person knyttet til den evangelisk-lutherske bekendelse. Det blev formaliseret med indførelsen af tvungen konfirmation i 1736.

I 1776 skete det første afgørende brud med dette princip, idet der var en stigende utilfredshed med, at gode statslige embeder gik til udlændinge, især folk fra tyske lande. Det førte til loven om indfødsret, der gav indfødte i den danske konges riger og lande eneret til at beklæde offentligt embede, altså også nordmænd, holstenere og slesvigere. Med indførelsen af religionsfriheden i 1849 ophørte den principielle sammenkædning mellem religiøst og statsligt tilhørsforhold.

I Junigrundloven blev valgretten og valgbarheden til Rigsdagen knyttet til indfødsretten, men det gjorde værnepligten ikke. Endvidere blev den oprindelige indfødsretslov videreført i den bestemmelse, at ingen kan beskikkes til embedsmand, som ikke har indfødsret. Det gælder endnu i princippet for alle statslige tjenestemænd, f.eks. sognepræster, officerer eller politibetjente, om end udlændinge kan ansættes på tjenestemandslignende vilkår. Som hovedregel gælder også, at man skal have statsborgerskab for at kunne stille op på et landshold i f.eks. fodbold – med mindre man spiller for f.eks. det færøske landshold, for der findes ikke noget selvstændigt færøsk statsborgerskab. Det indebar også for nylig, at danske håndboldspillere med amerikansk statsborgerskab blev inviteret til at spille for USA under det nyligt afholdte VM. Deltagelsen blev dog aflyst af andre årsager.

Anden halvdel af det 19. århundrede var kendetegnet ved en udpræget rejsefrihed. Tidligere tiders pastvang ved ind- og udrejse af Danmark blev afskaffet i 1862 for indlændinge og i 1875 for udlændinge. I 1898 ændredes indfødsrettens princip om fødested til, at statsborgerretten erhverves ved afstamning, således at det er forældrenes tilhørsforhold, der er afgørende for, hvor et barn bliver statsborger.

Første Verdenskrig bevirkede en brat afslutning på rejsefriheden. Rejsepas og viseringer, som vi kender dem i dag, blev indført, og det har siden da været et fundamentalt redskab i det mellemfolkelige samkvem. Desuden skulle udlændinge nu have tilladelse til at opholde sig længere tid i landet og kunne under særlige omstændigheder udvises. Landets egne statsborgere derimod havde en grundlæggende ret til at opholde sig i landet. Landsforvisning af egne borgere forekom ikke, fordi det blev betragtet som i uoverensstemmelse med folkeretten at overføre sine forbrydere til andre lande. Landsforvisning var blevet afskaffet som strafform endeligt i 1866 i Danmark. Således blev danske statsborgere, der var gået i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig, også dømt og straffet i Danmark efter krigen.

Afståelsen eller erhvervelsen af territorier – f.eks. De vestindiske Øer 1917 eller Nordslesvig 1920 – betød, at store grupper måtte skifte statsborgerskab. Principielt blev statsborgerskabet opfattet som eksklusivt, altså at man kun kunne være statsborger i et enkelt land, men i praksis måtte myndighederne leve med, at det kunne være delt. Først for nylig blev dobbelt statsborgerskab officielt anerkendt i Danmark. Afhængig af lovgivningen i de enkelte lande er der i ægteskaber mellem statsborgere fra to forskellige lande den mulighed, at børnene får dobbelt statsborgerskab. Fordi USA stadig har et fødestedskriterium, kan børn født af danske forældre i USA regnes som både amerikanere og danskere.

 Dobbelt statsborgerskab har skabt en række spørgsmål om rettigheder – som f.eks. valgret eller offentlig forsørgelse – og pligter – som f.eks. værnepligten. Et aktuelt eksempel er herboende mænd med tyrkisk statsborgerskab, der skal aftjene værnepligt i Tyrkiet. Det betyder, at de kan blive sendt i krig i Syrien. Mange herboende tyrkere har også valgret i Tyrkiet. Ved det seneste tyrkiske valg fik den siddende præsident et flertal af de her i landet afgivne stemmer. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet har i udgangspunktet ikke stemmeret i Danmark.

(Kristeligt Dagblad den 19. feb. 2021. Avisen valgte en anden rubrik.)

Det jyske parti

Efter at Inger Støjberg har forladt Venstre og dannet sit eget parti, har hun ofte omtalt forskellen mellem Jylland og København og i den forbindelse fremhævet de kvaliteter, der er ved at have ”fødderne plantet solidt i den jyske muld”. Dermed spiller hun på strenge, der har dyb resonans i partiets historie.

Venstre fejrede forrige år sin 150 års fødselsdag. Det blev til under det, der blev en meget langtrukken kamp om fortolkningen af Grundloven.  Christian IX udpegede i de sidste årtier af det 19. århundrede den ene konservative Højre-regering efter den anden med et stadig svagere parlamentarisk grundlag. Den politiske uenighed med Venstre handlede ikke mindst om forsvarspolitikken. Fra midten af 1880’erne spidsede konflikten til. Regeringen betragtede det som udsigtsløst at opstille et militært forsvar for Jylland og ville i stedet bygge en bekostelig befæstning omkring København. Venstreflertallet i Folketinget ville dog ikke stemme for den finanslov, der skulle skaffe midler til byggeriet. Hvorfor skulle jyske skattepenge gå til at forsvare hovedstaden? Det førte til, at regeringen i flere år fungerede videre på provisoriske finanslove. Da Venstres leder, Chresten Berg, en indfødt vestjyde, døde i 1891 overtog en anden vestjyde, Jens Christian Christensen, bedre kendt som ”I.C.”. Han var som sin forgænger skolelærer og regnes blandt de mest betydningsfulde danske politikere. I sine erindringer skrev præst i Christiansborg Slotskirke Oscar Geismar om et møde med Christensen på Storebæltsfærgen, at man kunne imponeres af hans intelligens eller hvad han havde udrettet, men at han først og fremmest gjorde indtryk, ”fordi Naturen i ham var saa almægtig stærk.” Christensens skikkelse overstrålede alle omkring ham, ”fordi det var selveste Jylland, som dér kom vandrende.”

Christensen var hovedarkitekt bag dannelsen af den første Venstre-regering i 1901. I 1905 blev han konseilspræsident (statsminister). Forsvarspolitikken var stadig et brandvarmt emne, og Christensen måtte balancere mellem sine vælgeres ønsker og en mere gedulgt tilpasning til de sikkerhedspolitiske realiteter. Der måtte indgås et kompromis, der bl.a. indebar, at vestdanske garnisoner måtte flyttes til Sjælland.

For at sælge oplægget til et nyt forsvarsforlig trak Christensen en stor kanin op af hatten. Han fik i sommeren 1908 den nye konge, Frederik VIII, med på at foretage en omfattende rundrejse i Jylland. Kulminationen på den store jyllandsrejse var, da J.C. Christensen var vært for kongeparret ved en jævn frokost i sit hjem i Hee ved Ringkøbing. Presseopbuddet var omfattende, og det var klart, at der skulle sendes et budskab om, at der nu var bygget bro mellem København og Vestjylland. Ved en efterfølgende middag i Ringkøbing med lokale honoratiores holdt kongen en tale til vestjyderne: ”Vi har nu sluttet et urokkeligt Forbund med Dem, og jeg vil ønske, at denne Rejse har knyttet os end nærmere til de kære Jyder, som ogsaa min højt elskede Fader satte saa stor Pris paa, og paa hvis Trofasthed og Kærlighed han har set saa mange Beviser.” Også for nogle af de samtidige iagttagere af rejsen var budskabet lidt for overtydeligt.

Overordnet var Jyllandsrejsen i 1908 en succes, der imidlertid få uger senere blev overskygget af afsløringen af tidligere justitsminister P.A. Albertis bedragerier i - af alle ting - Den sjællandske Bondestands Sparekasse. Han trak J.C. Christensen med sig i faldet. De blev begge stillet for Rigsretten. Københavneren Alberti blev dømt, og jyden Christensen frifundet. Andre Venstrefolk måtte tage over og lande et forsvarsforlig, der fungerede mens Danmark blev holdt ude af 1. Verdenskrig. J.C. Christensen fortsatte som sit partis grå eminence i mange år derefter, hvor han bl.a. fik gennemført en række reformer af Folkekirken.

Siden er brobygningen mellem Jylland og øerne fortsat, men det er stadig som om Jylland i politisk forstand stadig ikke er helt landfast med Slotsholmen.

(Kristeligt Dagblad 9. aug. 2022. Avisens rubrik var en anden.)

Tvang og frihed

Spørgsmålet om påbud og tvang i forbindelse med modforanstaltningerne mod spredning af virus har ført til en omfattende diskussion om, hvilken pris både samfundet og den enkelte er villig til at betale for sikkerhed og sundhed. 

Prisen for sikkerhed er ofte opgivelse af frihed. Det mente i hvert fald nogle af kritikerne af fornyelsen af færdselsloven i begyndel sen af 1970erne. I 1973 blev det vedtaget at genindføre generelle hastighedsgrænser i by og på lande- og motorvej. Den umiddelbare anledning var oliekrisen, men især det meget høje antal trafikdrab. Danmarks Statistik opgjorde antallet af dræbte ved motorkøretøjulykker i 1971 til 868 danskere. Forenede danske Motorejere var modstander af hastighedsbegrænsning. ”Vi har det standpunkt, at der ikke er ført bevis for at fartgrænser herhjemme har nogen virkning,” sagde FDM’s talsmand Leon Østergaard til Kristeligt Dagblad. Omtrent samtidig lancerede FDM’s søsterorganisation ADAC i Vesttyskland sloganet ”Freie Fahrt für freie Bürger” mod planlagte hastighedsbegrænsninger på motorvejene dér.

Lektor i sammenlignende litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet Niels Egebak mente i et læserbrev i dagbladet Politiken i 1973, at fortalerne for faste hastighedsgrænser var hysteriske, og at de savnede sans for ”grundlæggende demokratiske forestillinger som f.eks. respekten for den personlige frihed og integritet.” Hvad blev det næste, spurgte Egebak retorisk, ”totalforbud mod tobaksrygning, selv inden for hjemmets fire vægge!”

Allerede fra 1969 skulle alle nye biler været forsynet med en sikkerhedssele, og i 1976 blev det lovpligtigt at bruge sele, hvis bilen var udstyret med en. Der var en omfattende debat om selepligten. Mens Kristeligt Dagblad havde støttet indførelsen af fartbegrænsninger, var avisen mere skeptisk over for selepligten, som den i en redaktionel kommentar betragtede som et indgreb i den personlige frihed. FDM derimod støttede forslaget.

I dagbladet Aktuelt tordnede en læser mod lovgivningsmagtens formynderi: ”Hvis jeg havde den faste  overbevisning, at en sikkerhedssele i netop det trafikuheld, jeg kommer ud for, vil betyde sværere kvæstelser, hvorfor må jeg så ikke selv bestemme, om og i givet fald hvornår – jeg vil benytte sikkerhedssele? Fordi et folketingsflertal har påtaget sig at spille vorherre for min stakkels sjæl.”

På Christiansborg markerede medlem af Fremskridtspartiet Mogen Voigt sig som en stærk modstander af den tvungne sikkerhedssele. Han betragtede den endda som farlig for bilisten: 

”Jeg vil ikke være med til at medvirke til unødvendige menneskelige tragedier ved at tvinge folk ind i en sikkerhedssele, hvorved dødsfald og alvorlige kvæstelser kunne tilskrives den tvungne brug. Det dyrebareste vi har her i denne verden, det er livet, og vil skal ikke gøre os til herre over livet her fra lovgivernes side. Vi må ikke lave så mange formynderier og forbud, at det efterhånden ikke er til at være her.”

Voigt mente ikke, at lovgiverne havde ret til at blande sig i, hvad den enkelte borger mente, var mest sikkert for ham selv. Det var nu, mente Voigt, på tide, at folketingsmedlemmerne lyttede til deres arbejdsgiver, vælgerne, for at bekæmpe den umyndiggørelse, som tvungen sikkerhedssele udgjorde. Voigts partifælle, Kresten Poulsgaard, mente ligefrem, at spørgsmålet skulle sendes ud til folkeafstemning, hvad han dog ikke havde held med.

I begyndelsen af 1970’erne indførtes endvidere tvungen brug af styrthjelm for førere af knallerter og motorcykler samt en fast promillegrænse. Ifølge Danmarks Statistik var der 589 dræbte i motorkøretøjsulykker i 1976. Det var et fald på 32 procent på fem år.

(Kristeligt Dagblad 10. februar 2021. Avisen havde valgt en anden rubrik.)