Den instituionelle hukommelses betydning

Kulturministerens valg af ny rigsarkivar har vakt en del opsigt blandt historikere. Det er første gang i langt over hundrede år, at stillingen er blevet besat med en ikke-historiker. Ministerens valg faldt på cand.scient.pol. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Dermed får Danmark også sin første kvindelige rigsarkivar nogensinde. 

Indtil nu er rigsarkivarembedet typisk blevet besat med velmeriterede og fremtrædende historikere, og det har uden undtagelse været en slutstilling. Det er vist ikke en fornærmelse mod nogen at sige, at Anne-Sofie Jensen ikke er nogen fremtrædende historiker, og hun vil antagelig sin alder taget i betragtning efter en rum tid søge at udnytte sin erhvervede ledelseserfaring til at søge højere embeder.

Til gengæld har hun bevisligt omfattende erfaring inden for ledelse i det offentlige og er dermed et typisk eksempel på en tendens. Den kaldes gerne djøficering, fordi ledere ofte er medlemmer af juristerne og økonomernes fagforbund, DJØF. Men det er sådan set en uretfærdighed mod de gode jurister og økonomer, for det er hverken den juridiske eller økonomiske faglighed, der er problemet. Ja, nogle af de allerstørste skandaler i det offentlige og den private sektor i de seneste år skyldes antagelig fraværet af en egentlig juridisk og økonomisk faglighed.

Man kan med større rimelighed identificere fænomenet som horisontal rekruttering. Før i tiden var den almindeligste karrierevej på arbejdsmarkedet, at man begyndte på gulvet i en virksomhed eller institution og arbejdede sig opad med flid og evner. Det var en vertikal bevægelse. Det er i dag slet ikke så sjældent, som de fleste tror, at ansatte har tilbragt et helt arbejdsliv på den samme arbejdsplads. Men det er typisk dem, der ikke har bevæget sig opad i systemet. Hvis man i dag pensioneres fra en ledende stilling, hører det til de absolutte undtagelser, at karrieren begyndte på samme arbejdsplads.

Ledere rekrutteres i dag i høj grad på baggrund af deres ledelseserfaring, og i tilsvarende grad bliver ledelseskvalifikationer en del af lederes faglige identitet. Selv i traditionelle, vertikale organisationer som Folkekirken og Forsvaret, hvor ingen bliver biskop eller general uden først at have været sognepræst eller rekrut, bliver kravet om ledelesesfaglighed tydeligere.

Der kan siges meget godt om, at ledelse i sig selv professionaliseres, fordi det øger opmærksomheden på, at der er gode og dårlige måder at styre en organisation på. Men denne udvikling har også sin pris.

For det første fjerner det opmærksomheden på det, som er en given organisations eller virksomheds formål. Populært sagt: Hvis man ansætter en hammer, begynder alle problemer at ligne et søm. Hvis direktøren for et sygehus er en økonom, vil formålet med sygehuset have en tendens til at ligne et økonomisk facit. Hvis direktøren er en mediciner, vil der med større sandsynlighed blive navigeret efter lægeløftets pejlemærke.

Hvis lederens faglighed er ledelse i sig selv, vil lederens opmærksomhed være rettet mod ledelsesstrukturen snarere end opgaveløsningen. Det har været kritikken mod den norske rigsarkivar, der har skabt et meget klart organisationsdiagram med en tydelig arbejdsdeling mellem alle underdirektørerne, mens bunkerne af dokumenter, der mangler at blive arkiveret, vokser.

For det andet skaber det en kløft mellem ledelse og personale. Hvis generalen selv har været rekrut engang, vil han have en forståelse for, hvad en given ordre betyder for dem nederst i organisationen. Tilsvarende vil enhver menig soldat have en tillid til ledelsen, fordi ordren udstedes af nogen, der selv engang har modtaget ordrer af samme karakter.

For det tredje undergraver den horisontale rekruttering den institutionelle hukommelse. Hvis kontorchefen selv engang har været fuldmægtig i et tilsvarende kontor, vil der i organisationen oparbejdes en konkret og værdifuld pulje af erfaring for at identificere genveje, fejlkilder, faldgruber, forbindelser, løsninger osv. Hvis tilstrækkeligt mange ansatte forlader eller afskediges fra skattevæsenet, vil staten ikke længere være i stand til at inddrive skat på et sagligt og retfærdigt grundlag.

Man skal aldrig afvise kvaliteten af et frisk syn på tingene. Klods Hans nåede langt ved at improvisere. Men det er i realiteten typer som hans to brødre, der holder samfundet gående, fordi de kan huske.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018)

Skaden fra 1968

Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved hvor de befandt sig den 26. august 1968. Ved frokosttid udbrød der brand i Roskilde Domkirke. Det skete mens der var ved at blive lagt sidste hånd på renoveringen af kirkens tagrytter, Margrethespiret. Man mistænkte håndværkerne for skødesløs omgang med ild, men årsagen til branden er vist aldrig opklaret.

Det fortælles, at folk gik og græd i gaderne, mens de måtte se til, at ilden fortærede det meste af den østlige ende af kirkens tag og Margrethespiret. Det lokale brandvæsen, der dengang holdt til blot 100 meter fra kirken, måtte have assistance fra kollegaer i Frederikssund, Glostrup, Holbæk, Ringsted og København. På sit højeste var 200 brandfolk sat ind i slukningsarbejdet, foruden soldater fra den lokale kaserne og mandskab fra Civilforsvaret.

Ilden brød heldigvis ikke igennem hvælvingerne, så kirkens enestående inventar blev ikke skadet. Den fuldstændige katastrofe blev undgået. På dette tidspunkt havde kirken været forskånet for ildsvåde i mere end 500 år.

Historien om domkirkens brand var forsidestof i de landsdækkende aviser, også i Kristeligt Dagblad. Den tog for en stund opmærksomheden fra den store krise i international politik efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet.

Margrethespiret blev oprindeligt sat op over kirkens korsskæring efter at dronning Margrethes lig blev overført til Roskilde i 1413. Spiret befinder sig omtrent lige over Margrethes sarkofag i højkoret, og kirken fremstår derfor som et majestætisk monument centreret over denne bemærkelsesværdige ”fuldmægtige Frue og Husbonde”. Margrethespiret er også et af kirkens klokketårne, og herfra er der siden Middelalderen blevet ringet til bøn flere gange om dagen. Efter højmessen på højhelligdage er der tradition for tårnblæsning. En gruppe messingblæsere spiller koraler fra Margrethespiret ud over byen.

Brandsikring har efter 1968 været en førsteprioritet i Roskilde Domkirke. Da det dengang nyopsatte spir skulle erstattes, anvendte man den nyeste teknik inden for brandsikring, herunder imprægnering af det anvendte træ. Det havde imidlertid nogle utilsigtede konsekvenser, idet det forårsagede såkaldt galvanisk tæring. Margrethespiret holdt i 30 år og blev udskiftet i 1999. Det var i sidste øjeblik. Det var da så porøst, at det antagelig ikke havde kunnet modstå den voldsomme storm i december måned samme år.

Det stod klart, at det ikke var gjort med udskiftningen af spiret. Også taget over kirkens korsskæring var nødlidende. Det var en skønnet udgift på et trecifret millionbeløb at rette op på de fejl, der blev begået i 1968. Regningen påhvilede egentlig menighedsrådet, som dog umuligt kunne løfte opgaven alene. Heldigvis trådte nogle folketingsmedlemmer fra den daværende Roskilde Amtskreds til og fik sat restaureringsarbejdet på finansloven.

Hovedprincippet for istandsættelsen af taget var, at man kun skulle bruge materialer og metoder, som var blevet anvendt oprindeligt. Den bærende betonkonstruktion, der var blevet lavet til Margrethespiret lod man dog blive. Farende svende eller navere, som de også kaldes, det vil sige omrejsende håndværkere fra både Tyskland og Schweitz deltog i arbejdet. De bidrog med nødvendig ekspertise og udgjorde med deres karakteristiske arbejdsbeklædning et festligt bidrag til bybilledet.

Efter at kirken nærmest havde stået på den anden ende i flere år kunne arbejdets afslutning endelig fejres med en festgudstjeneste i 2010. De sidste skader fra 1968 var dermed udbedret med godt fyrre års forsinkelse.

(Kristeligt Dagblad 30. august 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Kvinder er både i over- og undertal på universiteterne

Der er en bemærkelsesværdig skæv kønsfordeling på universiteterne i Danmark. Faktisk er der to. Den første og tydeligste findes blandt de ansatte. Blot en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne er kvinder, og andelen af kvinder er mindst på de øverste trin af det akademiske hierarki, idet kun hver femte professor er en kvinde. Den gode nyhed er, at det har ændret sig støt og roligt i de seneste 10 år til en mere ligelig fordeling, hurtigst blandt professorerne. På Københavns Universitet steg andelen af kvindelige professorer i perioden 2007-2015 fra 15,3 til 22,2 %. Det skete samtidig med en stor vækst i det samlede antal videnskabelige ansættelser, så denne beskedne relative stigning dækker over langt mere end en fordobling i antallet af kvindelige professorer.

En af hovedårsagerne til, at processen går så langsomt er, at personaleudskiftningen på universiteterne næsten udelukkende sker ved naturlig afgang i en høj alder, nu ikke mindst efter at 70-års-grænsen for ansættelse i det offentlige er afskaffet. Den nuværende sammensætning af personalet er altså for en betydelig dels vedkommende et resultat af beslutninger truffet for 20, 30 eller 40 år siden. Ja, forleden kunne man her i avisen læse portrættet af professor Kjeld Møllgård, som fejrer sit 50 års jubilæum som videnskabelig ansat på Københavns Universitet.

Det er et erkendt problem blandt alle ansvarlige, at ligestillingsmålet langt fra er nået, men det har bare vist sig vanskeligt at accelerere denne proces uden at gribe til midler, der er åbenlyst uretfærdige. Der er blevet gjort forsøg med direkte favorisering af kvinder, men som professor Hans Bonde har vist, er det ikke en farbar vej.

Ud fra den foreliggende statistik er det ikke bedømmelses- og ansættelsesprocedurerne på universiteterne, der hindrer kvinders adgang til videnskabelige stillinger. For det første er der markant færre kvindelige ansøgere. Det skyldes ikke, at der er et mindretal af kvindelige forskertalenter. Halvdelen af alle PhD-studerende er kvinder. Men der er altså en brist i systemet der gør, at kvinder ikke føler sig tilskyndet til at søge videre.

Til gengæld begunstiger systemet de kvinder, der faktisk gør det. I de tilfælde, hvor der til en videnskabelig stilling er både kvalificerede mandlige og kvindelige ansøgere har de kvindelige ansøgere en markant højere chance for at få stillingen. Af de 2205 stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn, som var opslået i perioden 2014-2016 var 33 % af ansøgerne kvinder, men de fik 45 % af stillingerne. Eller sagt med andre ord: Selv om de mandlige ansøgere er dobbelt så mange som de kvindelige, klarer kvinderne sig markant bedre i åben konkurrence. Den såkaldte rip-rap-rup-effekt er – ja, undskyld – en and.

Man kan sammenligne med den anden markante kønsskævhed på de videregående uddannelser, altså både professionshøjskoler og universiteter, nemlig blandt de studerende. Kvinders dominans blandt de studerende er en gammel tendens. I 1996 var 40 % af ansøgerne til de videregående uddannelser mænd. De netop offentliggjorte tal for ansøgerne til studiestart i september i år viser, at mændenes andel på 22 år er steget til 42 %. Det er jo også en slags udvikling.

Det interessante er, at de, der nidkært gør opmærksom på kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, sjældent ofrer nogen opmærksomhed på kønsskævheden blandt de studerende. De synes tilsyneladende ikke, at det er et problem, at så relativt mange mænd fravælger en videregående uddannelse, mens det stadig opfattes som et problem, at så relativt mange kvinder fravælger en karriere på universiteterne.

(Kristeligt Dagblad den 4. aug. 2018)

Hvorfor har Dannebrog sin egen dag?

Højtideligholdelsen af Valdemarsdag den 15. juni knyttes gerne til Danmarks-Samfundet, der f.eks. holder fanevagt ved de gudstjenester, der holdes på dagen rundt om i landet. Foreningen blev stiftet i 1908 med det formål at tage ”Sigte paa Sikringen og Højnelsen af Værdier, til hvilke Fædrelandets og Folkets Trivsel er uløseligt knyttede. Under Mottoet: ’Danmark og Danmarks Ære’, vil Danmarks-Samfundet tilstræbe at blive den samlende og retningsgivende Kraft i de mangeartede Bestræbelser, som vor nationalt vaagnende Tid allerede har affødt. Foreningen erklærer sig i politiske Henseende udtrykkeligt og principielt neutral.” For udenforstående var der dog ingen tvivl om, at foreningen var forsvarsvenlig og konservativ. Foreningen skriver selv på sin hjemmeside følgende om tilblivelsen af Valdemarsdagen:

"Efter 4 års intenst arbejde var organisationen blevet landsdækkende, og samtidig opstod ideen om at begynde en årlig landsindsamling den 15. juni, der samtidig blev kaldt Valdemarsdag, ligesom det lille flag, der solgtes, fik betegnelsen Valdemarsflaget, som det jo stadig kaldes. Tilladelsen hertil blev givet af Kong Christian X i 1912.”

Foreningen siger det ikke direkte, men lader underforstå, at den stod bag skabelsen af Valdemarsdagen i 1912. Man kan andre steder på nettet læse, at Valdemarsdagen er blevet fejret siden 1912. Både Wikipedia og Ordbog over det danske Sprog siger, at Valdemarsdag blev indført ved cirkulære nr. 391 24/12 1912, og så kan man godt regne ud, at den første Valdemarsdag ikke blev holdt i 1912, men 1913, hvad den også gjorde.

Det oprindelige forlæg til det splitflag,

som med kongelig tilladelse anvendes

af Dansk Forening for Rosports både.

(Marineministeriets arkiv. Eget foto)

Men hvorfor? Det har faktisk noget at gøre med Juleaften og det forhold, at skolebørn dengang havde fri på både kongens og dronningens fødselsdag. Kongen blev i pressen den 24. december 1912 citeret for ønsket om at gøre den 15. juni til skolefridag. Den 31. marts 1913 udsendte Kultusministeriet (Ministerium for kirke- og skolevæsen) et cirkulære til samtlige skoledirektioner:

”Da Hds. Maj. Dronningens Fødselsdag – den 24. December – som Juleaftensdag allerede er Fridag, har det paa derom af Kultusministeriet nedlagt allerunderdanigst Forestilling behaget Hans Majestæt Kongen at bifalde, at Valdemarsdag – den 15. Juni – fremtidig bliver almindelig Fridag i alle Landets Skoler.”

Betingelsen var dog, at det samlede antal skoledage ikke bragtes ned under det lovbestemt minimum på 246. Sammenhængen var naturligvis den, at Christian X var tiltrådt i 1912 og at der derfor også var kommet en ny dronning, Alexandrine, født 24. december 1879. Det var i øvrigt også første gang dagen blev kaldt Valdemarsdag.

Danmarks-Samfundet havde før den tid arbejdet for indførelsen af en nationaldag. Det fremgik af beretningen fra foreningens repræsentantskabsmøde i december 1912. Men først efter beslutningen om at gøre 15. juni til fridag blev ideen fostret om at bruge den dag til foreningens formål. Den 5. juni 1913 fik Danmarks-Samfundet tilladelse til ved hjælp af spejderkorpsene at samle penge ind ved at sælge et mærke ”bestaaende af et Dannebrogsflag paastemplet D.S.” for 10 øre stykket, og indsamlingerne er med enkelte afbræk fortsat siden. Midlerne herfra bruges nu mest til at skaffe Dannebrogsflag til foreninger og institutioner.

Nu ved man jo aldrig, hvordan ideerne er vandret bag kulisserne, men efter det oplyste er den 15. juni som national fridag altså Christian X’s opfindelse, og at kalde dagen for Valdemarsdag er antagelig også hans idé. Danmarks-Samfundet gjorde derefter det, at de fyldte noget indhold i dagen.

Det var foreningen i øvrigt ikke ene om. Den nystiftede forening ”Dansk Verdenssamfund” gjorde dagen til national festdag for udvandrede landsmænd, der kom besøg i deres hjemland. Den idé havde ingen særlig bærekraft. Danske katolikker udnyttede fridagen til at holde årsmøde i Roskilde, hvor grundstenen til byens romersk-katolske Skt. Laurentii Kirke blev lagt den 15. juni 1913 under tilstedeværelse af flere end 600 mennesker. Kirken og menigheden trives stadig i bedste velgående. Men alt dette blev jo i 1920 overskygget af den omstændighed, at Genforeningen officielt fandt sted den 15. juni, en af de mest skelsættende – i ordets egentlige forstand – begivenheder i Danmark i det 20. århundrede.

(Kristeligt Dagblad den 16. juni 2018. En enkelt sætning er rettet.)

Ministerialtidende 1912



Aarhus Stiftstidende 27. dec. 1912

Ministerialtidende 1913

Når litteraturhistorie får diplomatiske konsekvenser

I dette efterår vil 100-året for Islands selvstændighed blive fejret. Man kan betragte øens selvstændighed som en længere proces, der strakte sig fra Altingets genoprettelse som rådgivende forsamling i 1843 til oprettelsen af republikken Island i 1944. 1918 er et meget vigtigt år i denne proces, fordi Island da blev en selvstændig stat i personalunion med Danmark, det vil sige at kun statsoverhovedet var fælles for begge stater.

Island var i det 12. århundrede hjemsted for en bemærkelsesværdig kulturel renæssance, der tåler sammenligning med f.eks. opblomstringen af den samtidig sydfranske troubadourdigtning. De gamle beretninger – sagaer – fandt en litterær form og blev nedskrevet. Enkelte håndskrifter fra den tid er bevaret, men den oldislandske litteratur kendes mest fra senere afskrifter. De blev for en betydelig dels vedkommende indsamlet af den danske konges embedsmand og indfødte islænding Árni Magnússon (1663-1730) og testamentarisk skænket til Københavns Universitet som et legat eller en stiftelse, nu kendt som den Arnamagnæanske Samling. Magnússons indsamling af de islandske håndskrifter var en bedrift, der påkalder sig beundring og respekt, for uden hans indsats ville værker, der i dag er en selvskreven del af verdens litteraturhistorie, være gået tabt. Af samme grund er samlingen opført på UNESCOs liste over umistelig kulturel verdensarv.

Som en naturlig del af det, der med et engelsk udtryk kaldes nation building, ønskede Island at råde over de midler, der kunne sætte den unge stat i stand til at fortælle sin egen historie og dermed etablere en selvstændig identitet som nation. I 1947 blev der fra Reykjavik fremsat officielt ønske om udlevering af genstande og håndskrifter af islandsk oprindelse fra offentlige danske samlinger, herunder ikke mindst den arnamagnæanske. 

Det var den almindelige opfattelse, at Island ikke havde noget retskrav at gøre gældende, og så meget desto mere markant var den politiske vilje til at efterkomme det islandske ønske. I 1965 vedtog Folketinget en lov, der indebar, at der blev foretaget en "en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsernes regler.

Loven vakte en del modstand i Danmark, fordi den berørte noget, der blev betragtet som nationalt essentielt. Den arnamagnæanske Stiftelse, for hvilken Københavns Universitets rektor er født formand, følte sin ejendomsret gået for nær og fik prøvet loven ved domstolene, der dog ikke fandt, at den stred imod Grundloven. Sagen er berømt, fordi det er et af de få tilfælde, hvor Højesteret har udøvet sin såkaldte prøvelsesret, altså den dømmende magts ret til at prøve de af Folketinget vedtagne loves grundlovsmæssighed.

Den praktiske udlevering af håndskrifterne blev indledt i 1971 og fuldbyrdet godt et kvart århundrede senere. Samlingerne varetages i dag af universiteterne i Reykjavik og København i et frugtbart samarbejde, og gennem denne ordning udtrykkes både en stærk samhørighed mellem Island og Danmark og en gensidig respekt for national og statslig selvstændighed. Men nu forrykkes denne balance.

Som Kristeligt Dagblad kunne berette den 21. maj har Københavns Universitet tilkendegivet, at der ikke længere er økonomisk grundlag for, at de forpligtelser, der knytter sig til Árni Magnússons testamentariske gave, kan opretholdes. Den arnamagnæanske Stiftelses danske afdelings fremtid er usikker. Den islandske ambassadør i København har, som man kunne forvente, udtrykt sin bekymring i den anledning.  Hvad der kan synes blot at være en prioritering i den litteraturhistoriske forskning, har dermed fået diplomatiske implikationer.  Det bliver ikke mindst interessant at høre, hvad den islandske præsident har at sige, når han aflægger besøg i København til oktober.

(Kristeligt Dagblad 28. maj 2018)

Historisk højskole forfalder

Højskolen april 2018. Eget foto.

Den gamle Roskilde Højskole står i dag og forfalder, og der er allerede sket uoprettelige skader. Den repræsenterer væsentlige æstetiske og historiske værdier, men ingen synes at ville tage ansvaret for at bevare dem.

Roskilde Højskole blev stiftet i 1907 af Thomas Bredsdorff, der lod den smukke teglhængte hovedbygning i røde sten opføre efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner, mens kunstneren Niels Skovgaard bidrog til udsmykningen. I 1929 blev skolen afhændet til AOF, der her åbnede en arbejderhøjskole, og i november 1931 talte Thorvald Stauning ved indvielsen af Mogens Lorentzens udsmykning af foredragssalen. Lorentzen er vel i dag bedst kendt som forfatter til ”Juletræet med sin pynt”. Han havde flere talenter og var også en anerkendt billedkunstner. Hans udsmykning på Roskilde Højskole afspejlede arbejderbevægelsens optimisme, humanisme og fremskridtstro på et tidspunkt, da det stadig var muligt at opretholde den.

Fra indvielsen af Lorentzens 

udsmykning. Udsmykningnen blev
bestalt af Ny Carlsbergfondet. (ABA)

I 1976 flyttede arbejderhøjskolen til nybyggede lokaler på nabogrunden, og den gamle Roskilde Højskole blev solgt til pensionskassen PenSam, som gennem mere end 25 år udlejede den til Tvinds skolevirksomhed. Tvind forlod bygningen i slutningen af 2006, og siden dengang har den stået tom. I modsætning til, hvad de fleste intuitivt vil antage, har Tvind ingen skyld i de ulykker, der fulgte. Der skete det forudsigelige, at en bygning, der ikke er i brug, forfalder. Ejerne var ikke helt uopmærksomme. På et tidspunkt er taget blevet sikret med presenninger. Man kan imidlertid ikke undgå mistanken om, at der spekuleres i forfaldet.

Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt

vindue april 2018. Eget foto.

Man har ikke skærmet bygningen mod indbrud og hærværk, og det kan i dag konstateres, at den indvendigt er overmalet med graffiti. Foredragssalens udsmykning er helt næsten fuldstændig ødelagt. Lokale kræfter har ihærdigt forsøgt at gøre opmærksom på problemet, men eftersom bygningen ikke er fredet, er der meget lidt at stille op.

I efteråret 2017 blev den gamle højskole og ikke mindst den tilhørende grund på syv hektar solgt til en privat investor. Det er planen at opføre etageboliger, som i gi

vet fald vil kræve en dispensation fra lokalplanen. Beliggenheden i bydelen Himmelev på en skråning med udsigt over Roskilde Fjord er særdeles attraktiv. Huse i nabolaget handles snildt til tocifrede millionbeløb. Hvad der skal ske med den gamle højskole er uvist.

Bredsdorffs, Plesners, Skovgaards og Lorentzens Roskilde Højskole synes at være taget som gidsel i et spil til mange millioner. Hensynet til den private ejendomsret må naturligvis veje tungt. Ejerne har uden tvivl retten til at disponere over deres ejendom, herunder at forsømme den. Dermed glemmes det imidlertid, at værdien af enhver bolig ikke mindst består i meget mere end blot et antal kvadratmeter med tag over.

Et udkast af Ulrik Plesner til højskolen. Hovedbygningens

fronton er her en bred trekantgavl, og det samme gælder

gymnastiksalens gavl til venstre. I den endelige udgave

blev begge gavle svungne som et tidligt eksempel på den

nybarok, der var populær omkring Første Verdenskrig, og 

for hvilken Plesner var hovedeksponent.

(Kunstakademiets bibliotek.')

Udsigten til Roskilde Fjord hører selvfølgelig til herlighedsværdien. Men udsigten til historien er af en tilsvarende betydning. Faktisk er der i dag ikke nogen nødvendig modsætning mellem hensynet til kulturværdier og kommercielle interesser. Noget af det, der kan føje til et steds værdi, er netop, at det har en historie. I Roskilde Højskoles tilfælde handler det om, at stedet repræsenterer to af det tidlige 20. århundredes væsentligste kulturelle og politiske strømninger, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Og så gør det jo ikke noget, at det er sket i en arkitektonisk udformning af allerfineste slags.

Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt vindue.

Eget foto, april 2018.

Gymnastiksalen eller øvelseshuset indvendigt. Billedet er taget

igennem et vindue. Eget foto, april 2018.

Plesners forslag til gymnastiksalens eller øvelseshusets gavl.

(Kunstakademiets bibliotek.)

(Kristeligt Dagblad den 1. maj 2018)

Et ubehag ved det religiøse

I et interview i avisen i lørdags udtaler formand for Intact Denmark Lena Nyhus: "Det er ærgerligt, hvis det er Bent Lexner, som skal tegne jøderne i Danmark." Det er udtryk for et formynderi, som forekommer ret karakteristisk for Intacts kampagne, nemlig at de mennesker, som det handler om, ignoreres. Der gøres ikke noget seriøst forsøg på at undersøge videnskabeligt, hvorvidt mænd, der er omskåret i Danmark efter de gældende regler, overhovedet opfatter det som et problem. Der kan ikke fremlægges troværdige videnskabelige undersøgelser, der viser, at den i Danmark praktiserede omskæring af drenge udgør en sundhedsrisiko. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at det kunne være tilfældet, men indtil videre mangler det saglige argument for at forbyde omskæring af drengebørn.

Intacts kampagne bygger på enkelteksempler og appellerer til det ubehag, det naturligt nok må vække, når det påstås at omskæring er en "lemlæstelse". Rigtig mange danskere bakker i hvert fald op om et forbud, for de er naturligvis imod, at man "skærer i en baby", som det hedder i debatten.

Denne tankegang har også vundet omfattende politisk opbakning. Det er som om stadig flere politikere har mistet fornemmelsen for, at religion faktisk er noget, der betyder noget for mange mennesker, og at religionsfriheden indebærer, at individet har ret til at vælge sin religion og religiøse praksis for sig selv og sine børn. Politikerne synes i stadig ringere grad parate til at respektere religionsfriheden, og stadig flere af dem opfatter religion og religiøs praksis som noget ubekvemt og ubelejligt, med mindre det ligner noget, som de selv bryder sig om. Jeg bryder mig heller ikke om omskæring, må jeg tilføje, men jeg kunne da aldrig forestille mig at foreslå et forbud mod et religiøst ritual bygget alene på en personlig følelse af ubehag, der i dette tilfælde kræver, at man ignorerer Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Men OK, hvad nu hvis der var tale om andet og mere end et ubehag? Lad os antage, at det kan konstateres, at omskæring af drenge opleves som et problem af andre og flere end de få, som Intact har haft held med at fremdrage som eksempler. Lad os antage, at omskæring af drenge udgør et konstaterbart sundhedsproblem af et omfang, der gør, at hensynet til børnenes velfærd må veje tungere end religionsfriheden. Hvordan griber man det så an? Så begynder man ikke med at forklare Bent Lexner, hvordan jøderne skal være jøder. Så begynder man som med alt godt lovgivningsarbejde med at indhente sagkundskabens indsigt og med dialog med dem, som det handler om. Man kunne spørge repræsentanter for de relevante menigheder om, hvordan dette problem kunne tænkes løst. (Og her må det understreges, at Intact Denmark er en interesseorganisation, der ikke repræsenterer de berørte, men de udenforståendes ubehag.) Uanset hvad handler det om, at den i Junigrundloven befæstede religionsfrihed tillader borgerne at forsamle sig i trossamfund efter egen overbevisning, og at disse trossamfund derfor har krav på respekt. Den tilgang til spørgsmålet, som Intact Denmark har valgt, gør praktisering af den mosaiske tro til noget, der ligner organiseret kriminalitet. Og det kan konstateres, at Intacts kampagne vinder tilslutning fra elementer, som ligger meget fjernt fra moderne, demokratiske værdier. Det er foruroligende.

Jødiske landsmænd har i denne situation krav på støtte og opbakning. Spørgsmålet om der er brug for ny lovgivning om omskæring, kan vi for min skyld godt lade stå åbent. Men hvis Danmark ikke længere kan være et selvfølgeligt hjemsted for en jødisk menighed, er der noget alvorligt galt.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 24. april 2018. Redaktionens rubrik var en anden)