Tvang og frihed

Spørgsmålet om påbud og tvang i forbindelse med modforanstaltningerne mod spredning af virus har ført til en omfattende diskussion om, hvilken pris både samfundet og den enkelte er villig til at betale for sikkerhed og sundhed. 

Prisen for sikkerhed er ofte opgivelse af frihed. Det mente i hvert fald nogle af kritikerne af fornyelsen af færdselsloven i begyndel sen af 1970erne. I 1973 blev det vedtaget at genindføre generelle hastighedsgrænser i by og på lande- og motorvej. Den umiddelbare anledning var oliekrisen, men især det meget høje antal trafikdrab. Danmarks Statistik opgjorde antallet af dræbte ved motorkøretøjulykker i 1971 til 868 danskere. Forenede danske Motorejere var modstander af hastighedsbegrænsning. ”Vi har det standpunkt, at der ikke er ført bevis for at fartgrænser herhjemme har nogen virkning,” sagde FDM’s talsmand Leon Østergaard til Kristeligt Dagblad. Omtrent samtidig lancerede FDM’s søsterorganisation ADAC i Vesttyskland sloganet ”Freie Fahrt für freie Bürger” mod planlagte hastighedsbegrænsninger på motorvejene dér.

Lektor i sammenlignende litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet Niels Egebak mente i et læserbrev i dagbladet Politiken i 1973, at fortalerne for faste hastighedsgrænser var hysteriske, og at de savnede sans for ”grundlæggende demokratiske forestillinger som f.eks. respekten for den personlige frihed og integritet.” Hvad blev det næste, spurgte Egebak retorisk, ”totalforbud mod tobaksrygning, selv inden for hjemmets fire vægge!”

Allerede fra 1969 skulle alle nye biler været forsynet med en sikkerhedssele, og i 1976 blev det lovpligtigt at bruge sele, hvis bilen var udstyret med en. Der var en omfattende debat om selepligten. Mens Kristeligt Dagblad havde støttet indførelsen af fartbegrænsninger, var avisen mere skeptisk over for selepligten, som den i en redaktionel kommentar betragtede som et indgreb i den personlige frihed. FDM derimod støttede forslaget.

I dagbladet Aktuelt tordnede en læser mod lovgivningsmagtens formynderi: ”Hvis jeg havde den faste  overbevisning, at en sikkerhedssele i netop det trafikuheld, jeg kommer ud for, vil betyde sværere kvæstelser, hvorfor må jeg så ikke selv bestemme, om og i givet fald hvornår – jeg vil benytte sikkerhedssele? Fordi et folketingsflertal har påtaget sig at spille vorherre for min stakkels sjæl.”

På Christiansborg markerede medlem af Fremskridtspartiet Mogen Voigt sig som en stærk modstander af den tvungne sikkerhedssele. Han betragtede den endda som farlig for bilisten: 

”Jeg vil ikke være med til at medvirke til unødvendige menneskelige tragedier ved at tvinge folk ind i en sikkerhedssele, hvorved dødsfald og alvorlige kvæstelser kunne tilskrives den tvungne brug. Det dyrebareste vi har her i denne verden, det er livet, og vil skal ikke gøre os til herre over livet her fra lovgivernes side. Vi må ikke lave så mange formynderier og forbud, at det efterhånden ikke er til at være her.”

Voigt mente ikke, at lovgiverne havde ret til at blande sig i, hvad den enkelte borger mente, var mest sikkert for ham selv. Det var nu, mente Voigt, på tide, at folketingsmedlemmerne lyttede til deres arbejdsgiver, vælgerne, for at bekæmpe den umyndiggørelse, som tvungen sikkerhedssele udgjorde. Voigts partifælle, Kresten Poulsgaard, mente ligefrem, at spørgsmålet skulle sendes ud til folkeafstemning, hvad han dog ikke havde held med.

I begyndelsen af 1970’erne indførtes endvidere tvungen brug af styrthjelm for førere af knallerter og motorcykler samt en fast promillegrænse. Ifølge Danmarks Statistik var der 589 dræbte i motorkøretøjsulykker i 1976. Det var et fald på 32 procent på fem år.

(Kristeligt Dagblad 10. februar 2021. Avisen havde valgt en anden rubrik.)

Læreruddannelsen har i 200 år været en kampplads

I lørdags kunne man i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren finder, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt,"

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, da skolen ikke længere var forpligtet af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er.

Historisk set har Folkeskolen været tæt knyttet til Folkekirken, ja i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk. Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man siger.

Lærerne havde ingen formel uddannelse, ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798. Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver, men påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone.”

Det herningske initiativ har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen 1850erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige. Kendte er f.eks. Nathalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

(Kristeligt Dagblad 3. feb. 2021)

Håbets år

Engang var 2020 et år, der skulle opfylde en forfærdelig masse forventninger. Alle havde en 2020-plan. I 2010 lancerede Rigshospitalet sin vision for Danmarks internationale hospital i 2020. I 2012 præsenterede regeringen Thorning-Schmidt sin 2020-plan, der skulle øge beskæftigelsen og skaffe balance i de offentlige budgetter. I 2014 fik Danmark en 2020-plan for naturgenoprettelse. I 2015 introducerede Fredericia Kommune Vision2020. Der var ingen ende på alle de visioner, planer, målsætninger og ambitioner, der skulle virkeliggøres i 2020.

At året stod så godt for håb, skyldes måske blot rytmen. Årstallet ejer ikke 2002s eller 1991s palindromiske skønhed. Det er kun symmetrisk i afledt forstand. (Tyvetyve er deleligt med tyve 101 gange.) Det er den enkle retoriske gentagelse af et tostavelsesord, der appellerer. To snese. Det gjorde det på en eller anden måde tillokkende at sige, at ”i tyvetyve vil vi gøre sådan og sådan”.

Uanset hvilke håb der forud blev knyttet til året, blev det tidligt klart, at 2020 ikke blev opfyldelsens år. Det begyndte nedslående med de australske skovbrande. Siden kom de californiske, de brasilianske og så mange andre brande. Ja, og så kom den 11. marts.

Det politiske og medicinske beredskab blev stillet på en prøve. Men det viste sig, at det også var det kulturelle beredskab, der var afgørende. Var vi forberedt på indgrebene i kraft af kendskab til fortilfælde? For en stor del af befolkningen var den tilstand af fred, velstand og frihed, som havde eksisteret i hele deres levetid, en selvfølge, og ethvert afbræk herfra måtte derfor fortolkes som et brud på velerhvervede rettigheder og en selvfølgelig verdensorden. For de få, for hvem den 9. april 1940 endnu står i levende erindring, er friheden, freden og velstanden slet ikke så selvfølgelig. For de lidt flere, som har sat sig ind i historien, forholder det sig tilsvarende.

Det blev derfor også et fortolkningsopgør mellem generationer. Tålmodighed erhverves ved opsparing. Derfor har ungdommen mindre af den, og sådan er det. Vi andre, der for længst har krydset livets ækvator, ved godt, at der kommer et forår og en sommer igen, hvis dette forår eller denne sommer af en eller anden grund er blevet forsømt. Også selv om vi har færre forår og færre somre tilbage i det store regnskab. Den erfaring har de færreste unge i deres beredskab – i hvert fald indtil nu.

”Man binder os på mund og hånd”, skrev Poul Henningsen i 1940. Sammenhængen var en ganske anden, men alligevel er det påfaldende, at oplevelsen af mundbind og forsamlingsforbud i 2020 bygger en bro over en firsårig forståelseskløft.

Reaktionen i foråret 1940 på en udefrakommende og ukontrollerbar trussel virker påfaldende genkendelig. Meget få danskere er blevet syge, men alle er berørte af modforanstaltningerne. Meget få danskere kom dengang i direkte berøring med krigshandlinger, men til gengæld blev alle påvirket af omstændighederne.

Hal Koch satte ord på situationen, da han i september 1940 indledte en række forelæsninger for den studerende ungdom i København:

”Den største Del af vort Lands Ungdom er ikke faldet paa Slagmarkerne eller kaldt bort til Krigens Gerning, men møder – trods alt, hvad der er sket og sker ude i Europa – rede til at øve Fredens, Kulturens, Opbyggelsens Arbejde. Vi har Kaar, som næppe nogen anden Højskole [universitet] i Europa har dem i Øjeblikket. Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde.”

Hal Koch pegede netop på, at oplevelsen af ængstelse, bekymring og rådvildhed ikke var knyttet til nogen konkret fare for at dø i krig, men situationen som sådan. Krigen, der ikke var en krig, tog noget fra ungdommen, som den aldrig fik igen.

Dengang tog det 5 år at vende langsomt tilbage til noget, der ligner normaltilstanden. Med lidt held tager det denne gang kun et. Belært af erfaringerne skal vi ikke overbelaste et enkelt år med for mange ambitioner og forventninger. Befrielsessommeren 1945 var bestemt ikke kun solskin og lykke. Lidt håb kan der dog nok blive plads til i anledning af nytåret. Foreløbig omfatter min 2021-plan ikke de store visioner. Blot lidt mere normalitet, tak.

(Kristeligt Dagblad 30. dec. 2020. Avisen valgte en anden overskrift)

Grønlandske børn blev brugt som midler til et politisk formål

 Som man kunne læse i onsdagens avis er en historisk rapport, der udreder, hvorledes en snes grønlandske børn i 1951 blev bragt til Danmark, netop blevet offentliggjort. Rapportens offentliggørelse udløste straks et brev fra statsministeren til hver af de berørte, som stadig er i live, hvori hun beder om undskyldning for det skete. Det gør Mette Frederiksen på statsministeriets brevpapir og derfor på staten Danmarks vegne. Dermed opfyldes et længe næret ønske i Grønland, hvor ”forsøget”, som det blev kaldt, generelt opfattes som et overgreb begået af kolonimagten Danmark. Allerede dengang har den overordnede konklusion været, at forsøget ikke var vellykket, for det blev ikke gentaget eller omsat til gængs praksis.

Statsministerens brev gør målrettet brug af grammatisk passiv, der er et velegnet middel til at beskrive, at noget er hændt uden at man behøver at udpege, hvem der har gjort det. Rapporten har tilsvarende ingen retlig karakter, og det har ikke været dens formål at placere skyld. Den redegør for et kompliceret hændelsesforløb med en hel række aktører.

Efter krigen blev den danske offentligheds opmærksomhed rettet mod den omfattende sociale og sundhedsmæssige nød i Grønland. Landet var stærkt plaget af blandt andet tuberkulose, og middellevetiden for grønlandske mænd var på dette tidspunkt 32,2 år. 

”Grønlandske politikere og debattører ønskede ligestilling og en modernisering af samfundet, så Grønland åndeligt, materielt og politisk kom på højde med vestlige europæiske industrisamfund. Den danske stat var principielt enig i de grønlandske ønsker, men var imod, at udviklingen gik for stærkt,” som det hedder i udredningen. Midlet til at opnå fremskridt skulle ikke mindst være uddannelse. Undervisningen i de grønlandske skoler foregik på grønlandsk, og manglende danskkundskaber blev set som en væsentlig hindring for, at grønlandske børn kunne fortsætte deres uddannelse ud over grundskoleniveau. 

De første initiativer til at skaffe grønlandske børn ophold i Danmark med henblik på at højne deres danskkundskaber kom fra privat hold. De drivende kræfter i processen var private organisationer som Red Barnet og Røde Kors. Det havde også andre årsager. Udredningen peger på, at disse organisationer søgte nye opgaver efter at arbejdet med afhjælpning af den nød, der var forårsaget af 2. Verdenskrig i Europa, var under afvikling, og de øjnede Grønland som en ny arbejdsmark for deres aktiviteter. 

Den danske stat repræsenteret af Grønlandsdepartementet under Statsministeriet tillod og overvågede forsøgets gennemførelse. Departementets kølige bureaukratiske og distancerede holdning til de berørte børn gengives med dokumentarisk ubarmhjertighed i udredningen. Forsøget blev også gennemført med tilslutning fra det øverste grønlandske politiske organ, landsrådene. 

I alt 22 børn i 7-årsalderen blev anvendt som forsøgskaniner. Nogle var forældreløse. De fleste havde kun en forælder. Nogle af dem blev adopteret af deres danske plejefamilier. Resten blev efter et år sendt tilbage til Grønland til et nyopført børnehjem i Godthåb/Nuuk, hvor de skulle opdrages videre i overensstemmelse med forsøgets hensigt. Det var et meget brugt middel i datidens børne- og ungdomsforsorg. Ifølge Danmarks Statistik var 10.004 danske børn anbragt på opdragelseshjem, skolehjem, optagelseshjem, børnehjem og tilsvarende i 1951. Det vil sige, at også tusindvis af danskere, der i dag er over 70 år gamle, har tilbragt dele af deres barndom på en institution.

Den historiske udredning balancerer mellem to relationer. Den ene er forholdet mellem Danmark og Grønland. Den anden er forholdet mellem danske og grønlandske myndigheder på den ene side og de berørte mennesker på den anden. Det er den sidste relation, der fremstår som den afgørende. Børnene blev brugt som midler til et politisk formål, og derfor giver det også mening, at statsministerens brev er rettet til dem personligt og ikke til det grønlandske samfund som sådan.

(Kristeligt Dagblad 12. dec. 2020)

Dansk Bibelskole

 

Dansk Bibelskole blev stiftet i 1912 som et kursus i bibelkundskab for lægmænd og -kvinder. Den var uden erklæret kirkeligt retningspræg. Dog tilhørte de væsentligste navne bag kredse med tilknytning til Københavns Indre Mission, der ved hjælp af opsøgende missionsvirksomhed, diakoni og filantropi søgte at drage de vildfarne københavnere op af verdslighedens søle.

Ved indvielsesfesten i KFUM’s lokaler den 10. januar 1912 talte stiftsprovst Henry Ussing om, at Bibelen som nådemiddel med tiden var kommet til at stå i skyggen af ”det stærke Lys over Daab og Nadver”. Det var et uforveksleligt hip til grundtvigianerne. Men hovedfjenden var den såkaldte liberale teologi, der gik historisk-kritisk til Bibelen og lagde vægt på en moralsk og etisk udlægning af evangelierne. Bibelskolen søgte derimod ”den opbyggelige Indtrængen i Guds Ord”. Om Bibelskolens oprettelse kan man læse i Carsten Bach-Nielsens bog om Bibelens historie i Danmark, udgivet af Bibelselskabet 2019.

Den væsentligste drivkraft bag skolen var Joachim Moltke (1857-1943). Han var en af flere velhavende adelige herrer og damer, der ivrigt støttede den københavnske kirkesag knyttet til Københavns Indre Mission og en kort overgang tillige hofmarskal for Frederik VIII. Han beklædte mange kirkelige tillidsposter. Han var blandt andet i flere år formand for Bibelselskabet og i næsten tredive år medlem af bestyrelsen for Bibelskolen.

Bibelskolen havde til huse i lejede lokaler, indtil man under Besættelsen iværksatte en indsamling med henblik på at erhverve en ejendom til brug for skolens aktiviteter. Indsamlingen blev dog indstillet, da Joachim Moltke døde ugift og barnløs i december 1943, og det kom for en dag, at Bibelskolen var indsat som hovedarving i testamentet. Det muliggjorde erhvervelsen af ejendommen beliggende på Frederiksberg Allé nr. 8-10, der siden har været centrum for et omfattende kristeligt, teologisk og religionspædagogisk oplysningsarbejde. Ejendommen husede fra 1956 tillige Materialecentralen, der var blevet til på privat initiativ af overlærer Kai Vardrup. Centralen udbød undervisningsmateriale til kristendomsundervisningen i Folkeskolen og blev siden suppleret med materiale til dåbsoplæring og konfirmationsforberedelse.

I maj måned 1989 fusionerede Materialecentralen og Dansk Bibelskole med forlaget Anis, der oprindeligt var et græsrodsforetagende baseret i det teologiske miljø i Aarhus. Fusionen fik navnet Religionspædagogisk Center. Dansk Bibelskole ændrede navn til Teologi Højskolen. I 2000 var økonomien så anstrengt, at et eksternt konsultentfirma blev indkaldt til at anbefale nogle nedskæringer, der førte til flere afskedigelser. I 2006, 2014 og 2016 solgte fonden lejligheder i ejendommen på Frederiksberg Allé for at dække et driftsunderskud. I 2016 blev KFUM og K’s forlag Unitas, forlagene Aros og Alfa samt Religionspædagogisk Forlag slået sammen med Anis under navnet Forlaget Eksistensen. Samtidig blev den bagvedliggende erhvervsdrivende fond Dansk Bibelskole omdøbt til Fonden Eksistensen, hvis formål ifølge den seneste årsberetning er ”at støtte arbejdet med at uddanne mennesker til arbejde i den kristne menigheds tjeneste, samt at hjælpe mennesker til et personligt og selvstændigt bibelsyn og indblik i Bibelens sammenhæng.”

(Kristeligt Dagblad 4. dec. 2020. Rubrikken og enkelte formuleringer er ændret)

Guds død var ikke Nietzsches opfindelse

 Vi fejrer i år 250-året for en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige kulturkreds, G.W.F. Hegel (1770-1831). Årsdagen for hans død den 14. november giver anledning til at tage et tema op, som han introducerede i filosofien, Guds død. Det er almindeligt at antage, at det var Friedrich Nietzsche (1844-1900), men det var altså Hegel.

Selv om et begreb om en gud gerne forbindes med udødelighed, er den dødelige gud i udgangspunktet ikke fremmed for nogen, der har været i kirke Langfredag. Det var ikke blot Jesus af Nazareth, der døde på korset, men Guds søn. ”Oh, store nød/ Gud selv er død”, som det lyder i en langfredagssalme fra 1641 af den holstenske digterpræst Johann Rist. Han regnedes i sin samtid som jævnbyrdig med Paul Gerhardt, men er slettere repræsenteret i den dansk-norske salmelitteratur. Rists strofe skal naturligvis forstås i sin kontekst. Det springende punkt er, at hvis Kristus ikke er opstanden, er troen tom. (1. Kor. 15) Ingen Langfredag uden Påskedag.

Da den unge Hegel tog temaet Guds død op i en artikel om tro og viden fra 1802, anvendte han det allegorisk eller metaforisk til at beskrive en historisk udvikling fra en kristen, teologisk forståelse af verden, der dør og genopstår i en filosofisk forståelse af det absolutte. ”Den følelse, hvorpå den moderne religion beror, er følelsen af, at Gud selv er død.” Den højeste ide skulle ifølge Hegel gennemgå en ”spekulativ Langfredag” og genopstå i filosofien. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det stillede kristendommen?

For Hegels måske væsentligste danske discipel, Johan Ludvig Heiberg var det tydeligt, at det religiøse, der tidligere tilhørte det evige, nu var blevet ikke alene timeligt, men fortidigt:

”Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden: vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid fordetmeste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det forbigangne, til det Tilbagelagte”

Det 19. århundrede blev på mange områder sekulariseringens århundrede, og det blev Hegels disciple, der satte ord på denne proces. Kristendommen mistede afgørende indflydelse på især videnskab og politik. I samme åndedrag må man imidlertid også udnævne det til religionens eller snarere vækkelsens århundrede. I hele verden opstod der nye sekter, kirke- og trossamfund. I protestantiske lande finder man inden for og uden for de etablerede kirkesamfund baptister, mormoner, irvingianere, adventister, metodister, swedenborgianere, haugianere, grundtvigianere, indremissionske osv. osv. De byggede en kolossal mængde af kirker og forsamlingssale. Kristeligt Dagblad har netop skrevet en serie artikler om de danske missionshuse, der alene i kraft af deres antal vidner om, at religionen i høj grad var til stede dengang.

Og Nietzsche? Ja, han var faktisk ikke så meget efter religionen som efter forestillingen om det absolutte i det hele taget. Han betragtede dem, der dyrkede ”religion”, ”fornuften” eller ”videnskaben” med samme skepsis. Hver epoke har sine afguder, og ”den videnskabelige sandhed” er blot en af dem - ifølge Nietzsche. I sin kritik af videnskab er hans nihilisme lige så tæt allieret med nutidens religiøse fundamentalisme som den er med nutidens ateisme.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2020)

Bondetog og traktortog

Hundredvis af landmænd var mødt frem med deres traktorer for at demonstrere i Aarhus og København den 21. november imod regeringen. Danmarks bondestand har en lang tradition for aktivisme. Den er ikke blevet bragt i anvendelse lige så ofte som tilfældet er for industriarbejdernes vedkommende, men den er dog nok så markant.

Sjællandske bønder mødtes i tusindvis på Holbækkanten i sommeren 1845 til et politisk møde, hvor der blev rejst krav om forbedringer af bøndernes forhold. Det førte til, at Christian VIII’s regering i det såkaldte bondecirkulære indførte forbud mod at bønder forsamledes uden for det sogn, de boede i, og at det i øvrigt krævede myndighedernes tilladelse. Det var og så upopulær en beslutning, at den blev trukket tilbage året efter.

Statsomvæltningen i 1848 havde ikke været mulig, hvis ikke det nationalliberale borgerskab havde indgået en alliance med de politisk aktive bønder. Her må man nok indskyde en bemærkning om bondestanden, idet det var betegnelsen for alle, der boede på landet, så både de jordløse landarbejdere, husmændene og bønder, fæstere og selvejere, mølleren og smeden hørte til bondestanden. Et af de væsentligste politiske resultater, som den politiske bondebevægelse opnåede, var at der ikke blev indført nogen formuegrænse for at opnå valgret og valgbarhed til Folketinget. Derfor kunne også besiddelsesløse vælge og vælges. Den første husmand, der blev valgt var L.A. Hækkerup fra Vetterslev syd for Ringsted. Hans bror blev stamfader til det politiske dynasti Hækkerup.

Borgerstanden var byboerne, der i overvejende grad udgjorde vælgergrundlaget for de nationalliberale. Den politiske alliance mellem borgerstand og bondestand var skrøbelig, ikke mindst fordi borgerskabet nærede en uskrømtet foragt for bønder. Man fandt dem udannede og primitive.

Bønderne svarede igen med at organisere sig økonomisk i andelsselskaber og landboforeninger, uddannelsesmæssigt i højskoler og politisk i partiet Venstre. Den indre spænding mellem gårdmænd og husmænd førte til en afskalning af partiet med Det radikale Venstres dannelse i 1905. Landbrugsrådet blev dannet som en paraplyorganisation for landboforeningerne i 1919 uden deltagelse af husmandsforeningerne. De var kortvarigt med i 1930erne og først permanent fra 1976.

Den økonomiske krise i 1930erne førte til dannelsen af Landbrugernes Sammenslutning (LS), der blev en konkurrent til Landbrugsrådet. LS’ ledelse havde tætte forbindelser til både de danske nazister og det beslægtede parti Bondepartiet, der opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 1935. LS organiserede på højden af sin virksomhed i 1940 godt 38.000 medlemmer. Til sammenligning var der samme år godt 96.000 medlemmer af husmandsforeningerne og 114.000 medlemmer af landboforeningerne (gårdmændene).

LS organiserede i 1935 det berømte ”bondetog” mod København i utilfredshed over landbrugets vilkår. Titusindvis af utilfredse bønder samledes den 29. juli på Amalienborg Slotsplads. Kongen tog sammen med statsminister Stauning imod en delegation, der dog ikke blev lovet mere støtte end der allerede var blevet aftalt ved Kanslergadeforliget to år tidligere.

Strukturforandringerne i landbruget efter krigen førte til flere kriser. Bønderne tog i flere tilfælde en aktionsform i brug, som viste sig at være meget effektiv, nemlig at hælde mælk i kloakken for rullende kameraer. Det skete i 1961 i protest over de stigende lønudgifter til medhjælpere og i 2004 i protest over mælkekvoterne. Traktortog til hovedstaden har også været brugt bl.a. i 2011.

Under navnet Landbrug og Fødevarer er Landbrugsrådet i dag paraply- og interesseorganisation for både den primære og sekundære fødevareproduktion, der står for en samlet eksport for mere end 100 mia kroner årligt. Som en afskalning af Landbrug og Fødevarer dannedes i 2010 foreningen Bæredygtigt Landbrug, der bakkede op om traktortoget mod Aarhus og København den 21. november.

(Kristeligt Dagblad 24. nov. 2020. Den sidste sætning er rettet, så det fremgår mere præcist, at traktortoget var støttet af BL og ikke L&F)