Da frk. Nordentoft skulle have et barn

Det har vakt en del opsigt, at Roskildes borgmester Joy Mogensen har valgt at få et barn ved hjælp af en anonym sæddonor. Af konservative debattører og såmænd også af en partifælle er hun blevet kritiseret for at være umoralsk og egoistisk, fordi hun – som det hedder – sætter sine egne ønsker over det forpligtende fællesskab, som en familie er.

En lignende diskussion udspandt sig for over 70 år siden, da folketingsmedlem for kommunisterne og skoleinspektør på Katrinedalsskolen i København, den ugifte Inger Merete Nordentoft (1903-1960), i efteråret 1945 meddelte, at hun var gravid og at hun ikke havde til hensigt at gifte sig med barnets far, der i øvrigt forblev anonym.

Det vakte stærk kritik af hende for at sætte sin egen frihed over ansvarsfølelsen, som højskoleforstander C.P.O. Christiansen formulerede det. Det var et angreb på ægteskabet som central samfundsinstitution, et forsøg ”fra en af den danske Skoles mest begavede og mest moderne Kvinder paa at rokke ved en af Samfundets Grundpiller, Ægteskabets tusindaarige Stilling i vor Kultur.”  

Spørgsmålet blev naturligvis drøftet ivrigt i Kristeligt Dagblad, der også behandlede frk. Nordentoft på lederplads den 11. dec. 1945:
”Vi forstaar godt, at en Kvinde kan ønske selv at faa Børn. Det er og bliver noget naturligt og for baade hende selv og andre ogsaa en glædelig Begivenhed, naar det vel at mærke sker i Tugt og Ære, ligesom det i saa Fald ogsaa er hendes private Sag; men naar hun hverken er gift eller agter at gifte sig med den, der skal være Fader til hendes Barn – den virkelige Begrundelse for denne Beslutning behøver i det konkrete Tilfælde for resten ikke at ligge i Mangel paa Vilje dertil - saa kommer Sagen andre end hende selv ved; for ved en saadan Stillingtagen ringeagter hun principielt Ægteskabet,
hvis Opretholdelse som Institution det danske Samfund maa være livsinteresseret i, hvis det skal bevare sin hidtidige Opbygning. Hvis det nu var en af Gadens Piger, der offentligt lagde en saadan Despekt for Ægteskabet for Dagen, var der næppe tilstrækkelig Grund til, at Offentligheden skulde gøre nogen større Historie ud deraf; men det stiller sig nægtelig anderledes, naar det er en Skoleleder, der gør det, et Menneske, som et Utal af Forældre i en hel Menneskealder skal have Tillid til og Agtelse for, og af hvem de skal have Hjælp til at opdrage deres Børn, saa disse bl.a. faar lært at have Respekt for Samfundets vigtigste Institutioner.”
Lederen krævede som så mange andre, at frk. Nordentoft tog sin afsked fra skolen, og hvis hun ikke ville gå frivilligt, måtte hun fyres. Nogle af konfliktlinjerne fra andre af tidens store debatter trak ind i Nordentoft-sagen, blandt andet kommunisternes stilling under og efter besættelsen. Hun havde været aktiv i den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Hun endte dog med at melde sig ud af partiet efter opstanden i Ungarn i 1956.
Nordentoft-sagen bliver ofte fremhævet som et af de sidste tilfælde, hvor forbindelsen mellem kirke, skole og den traditionelle kønsmoral blev hævdet med en vis styrke. Skolens religionsundervisning var dengang stadig forkyndende, og derfor var kirken og dermed kirkens syn på ægteskab og dyd også bestemmende for folkeskolens værdigrundlag. Men denne alliance mellem skole og kirke var også på retræte til fordel for kvindens ret til selv at træffe valg i spørgsmål om seksualitet og familiedannelse.
Nordentoft fødte en datter i marts måned 1946. Tre fjerdedele af forældrene til børnene i hendes skole udtrykte deres opbakning til hende, og hun forblev i sin stilling.
(Kristeligt Dagblad den 10. maj 2019)

Fagforeningerne og helligdagslovgivningen

Bestemmelser om at der skal være en dag i ugen, hvor visse aktiviteter ikke tillades, går tilbage til Moselovene. Men det er i ældre dansk lovgivning ikke helligdagen selv, der er beskyttet, men den gudstjeneste, som hører til dagen.

I Danske Lov fra 1683 forbydes det under bødestraf at arbejde, sælge varer eller foretage udskænkning i kirketiden. Denne bestemmelse hang sammen med, at der var tvungen kirkegang, og menigheden måtte altså ikke distraheres fra denne pligt. Den tvungne kirkegang, der aldrig var blevet overholdt eller håndhævet med synderlig nidkærhed, blev afskaffet i 1845 ved ”Forordning angaaende Søn- og Hellig-Dagenes vedbørlige Helligholdelse”. Hovedformålet med denne lov var stadig at forbyde unødvendigt arbejde søndag formiddag, så alle, ”der have Myndighed over en Andens Person give deres Læredrenge, Tyende eller andre Underordnede Tid og Leilighed til flittig at kunne besøge Gudstjenesten”. Det betød også, at ”Kjøben og Sælgen saavel paa Gader og andre offentlige Steder, som i de Handlendes og andre Næringsbrugeres Boutiker” ikke kunne finde sted i kirketiden. Dog var salg af enkelte fødevarer tilladt indtil kl. 9, men ingen udskænkning, forlystelse eller i det hele taget støjende adfærd måtte finde sted. Allerede i 1845 gjaldt der dog også et hensyn til dagen som fridag i det hele taget, fordi det var formålet ”at bruge Søn- og Helligdagene i Overensstemmelse med deres velgjørende Øiemed, at give Menneskene den Hvile fra deres Hverdagsarbeide, hvortil de trænge, og hendrage Sindet til Gud og hans hellige Ord, og at de saaledes flittigen og med christeligt Sind ville samles i Herrens Huus.”

Kræmmersjæle har altid følt sig fristet til at tjene en skilling ved at overtræde loven. I december 1896 skrev en forarget læser til Kristeligt Dagblad og gjorde opmærksom på, at Københavns hovedkirke forbrød sig mod helligdagsloven, idet ”der hidtil har fundet den forargelige Uskik Sted i Frue Kirke paa de store Helligdage og Juleaften, at man falbyder Teksten til Litaniet, som synges i Kirken, ved denne Indgangsdør”. Indtægten tilfaldt kirkens kantor.

I 1904 blev der vedtaget en lukkelov, der overhovedet forbød butikker at holde åbent på søn- og helligdage. Den var imidlertid ikke tænkt som en helligdagslovgivning. Hensynet bag den lov gjaldt personalets ret til fritid. Den blev revideret i 1908 til også at omfatte butikkers åbningstider på hverdage.

Helligdags- og lukkeloven blev revideret både i 1922 og 1936. I 1963 blev der indført en bestemmelse, der direkte forbød forstyrrelse af gudstjenesten. Det var en liberalisering i den forstand, at profane aktiviteter – 1845-loven forbød f.eks. jagt i kirketiden – nu principielt var tilladte, så længe de ikke greb direkte ind i gudstjenesten. Denne lov fastholdt dog forbud mod offentlige forlystelser på enkelte helligdage, Juledag, Pinsedag, Langfredag og Påskedag. Siden er lukkeloven blev revideret adskillige gange, og dispensationerne er blevet stadig flere. Den nugældende lov er fra 2005, revideret i 2012. Gudstjenesten er i dag beskyttet af forsamlingsfriheden og de mere generelle bestemmelser om den offentlige orden.

Der har altid været stærk modstand mod helligdagsbestemmelser fra liberale politikere, mens kirkelige og i nogen grad også politisk konservative kredse har forsvaret dem. Det kirkelige argument er imidlertid i dag sjældent den beskyttelse af gudstjenesten, som var begrundelsen i ældre lovgivning, men typisk mere generelt hensynet til den betydning som en fælles hviledag har, en slags funktionalistisk tolkning af det tredje bud. Den mest effektive beskyttelse af søndagen som hvile- og helligdag er dog kommet fra decideret kirkefremmede kredse, nemlig fagforeningerne, der i forlængelse af ideen fra 1904 har haft magten til at gøre arbejdskraften på helligdage så dyr, at det kun for de færreste arbejdspladser kan betale sig at holde åbent om søndagen.

(Kristeligt Dagblad 15. jan. 2019)

Amdi bliver 80

Mogens Amdi Petersen blev født den 9. januar 1939 i Tønder og er vokset op i Ringe på Fyn, hvor hans far var en respekteret skoleinspektør, der stod for sin tids mere autoritære pædagogiske idealer. Nogle har villet tolke Amdi Petersens levnedsløb som resultat af et opgør med faderen og en vilje til at forny pædagogikken. De mener også gerne, at der oprindeligt var noget sundt og noget rigtigt i Amdi Petersens bestræbelser, og at det først sidenhen gik galt for ham og hans projekt, Tvind.

Vigtige episoder i Amdi Petersens liv understøtter denne tolkning. Han gik på Odense Katedralskole, hvor han oplevede at en dygtig lærer blev afskediget for sine venstreorienterede synspunkters skyld. Sidenhen blev han selv uddannet lærer fra Haderslev Seminarium. Efter endt værnepligt søgte han stilling på Kroggårdsskolen nord for Odense, hvor inspektøren, Henrik Sidenius, var erklæret venstreorienteret. I 1965 havde Amdi Petersen været ansat i 2 år på skolen, og dermed udløb hans aspiranttid, og Næsbys skolekommission skulle tage stilling til, om han kunne fastansættes. Det blev en skelsættende begivenhed i dansk skolehistorie, da formanden for skolekommissionen, malermester Helge Andersen, kunne meddele, at Mogens Amdi Petersen ikke kunne fortsætte som lærer i kommunen, fordi han var langhåret. Det var den udtrykkelige begrundelse.

Sagen blev landskendt, fordi den allerede dengang forekom så åbenlyst uretfærdig, og skolekommissionen i Næsby havde dermed foræret Mogens Amdi Petersen et martyrium og en platform for hans fremtidige virksomhed. Hans afskedigelse var for mange et bevis på, at systemet var grundlæggende fejlbehæftet, og at der var brug for en ny begyndelse. Mogens Amdi Petersens karriere bygger på den omstændighed, at det lykkedes ham at iscenesætte sig selv som den, der kunne iværksætte denne fornyelse, fordi han havde oplevet systemets uretfærdighed på egen krop. Problemet er, at der er lidt mere ved den historie end som så.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. november 2007 kunne Ole Hansen og Carsten Ringsmose, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, imidlertid afsløre, at der var en anden grund til, at han blev nægtet fast ansættelse. Han ”plejede meget nære personlige relationer til de piger, han underviste”, som Hansen og Ringsmose skriver. Det var bare ikke en grund, som man kunne offentliggøre dengang, og derfor måtte man hjælpeløst ty til hårlængde som begrundelse.

Mogens Amdi Petersen er også en pioner. Han var medstifter af Danmarks første kollektiv, ”Huset” på Hunderupvej i Odense, flere år før nogen fik ideen til ”Maos Lyst” på det ydre Østerbro i København. Han var med på ideen om en jordomsejling som dannelsesprojekt, længe før Troels Kløvedal tog den op. På det grundlag skabte han Den rejsende Højskole i 1970. I 1972 oprettede højskolen hovedkvarter i nærheden af Ulfborg i Vestjylland, et sted kaldet Tvind. Herfra voksede Amdi Petersens imperium inklusiv en læreruddannelse under navnet Det nødvendige Seminarium. Her står også et af Tvindkoncernens væsentligste monumenter, Danmarks første megawatt-vindmølle. Hvad Tvind selv ofte fortier er, at den aldrig ville være kommet i drift uden bistand fra Danmarks Tekniske Højskole, og at det dér med megawatt nok mest er en brøk af samme.

Mogens Amdi Petersen er nærmest definitionen på en karismatisk leder. Han kan få folk til at gøre det mest utrolige i tillid til hans personlige egenskaber. Det er en væsentlig forklaring på den bemærkelsesværdige succes, som Tvindkoncernen har haft. Mange har ladet sig forføre af ham. Mange har også gerne villet læse de bedste intentioner ind i projektet, således at det forstås som godt nok fra begyndelsen, men at det med tiden løb af sporet. Den teori kan næppe opretholdes. Der var noget anløbent ved det fra begyndelsen.

Den retssag, der nu næsten på tyvende år føres mod Tvinds ledelse, herunder Amdi Petersen, og som stadig afventer sin afslutning, har afdækket en økonomisk struktur, der er bygget på en systematisk udnyttelse af offentlige tilskud, love og regler til Tvinds fordel. Dokumenter, der er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved ikke mindst Frede Farmands mellemkomst, viser, at det er en struktur, som har været på plads fra begyndelsen. Amdi Petersen har systematisk udnyttet ikke alene lovgivningen, men alle, der har været indfanget af hans tryllekreds. Det er ikke det økonomiske aspekt, der vil fylde i Amdi Petersens eftermæle. Indtil videre er han endda frikendt i byretten for de anklager, der er rettet imod ham. Det væsentlige er, at han altid skamløst har udnyttet de mennesker, hvis tillid han så dygtigt har vundet.

(Indlæg på Facebook 8. januar 2019)

Julelandene

I 1990erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.

Norden er en enhed bestående af mindst fem undtagelser. Her grafisk fremstillet af JFM. 

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og har derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til NATO. Vi har f.eks. for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succés? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er f.eks. kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800 års fødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.

(Kristeligt Dagblad 27. dec. 2018. Jeg forsømmer i klummen at nævne, at Estland i modsætning til Finland og Sverige er medlem af NATO. Ilves' synspunkt kan fx findes her: https://vm.ee/en/news/estonia-nordic-country)

Identitetspolitik som aristokratisk princip

Interviewet med Tara Skadegaard Thorsen i avisen onsdag den 12. december er tankevækkende, fordi hun er en renlivet og velartikuleret repræsentant for det identitetspolitiske synspunkt, som er rundet af den erfaring, at ens rolle og placering i samfundet i hovedsagen er afgjort af nogle afgørende identitetsmarkører, især køn, etnicitet og religiøs bekendelse. Selv om samfundet officielt kun anerkender den individuelle præstation uden persons anseelse som grundlag for tildeling af status og stilling, viser det sig, at især kønnene er mere ulige repræsenteret jo længere op i samfundshierarkiet man kommer. Det er en ubetvivlelig kendsgerning, og der hersker også en relativ bred enighed om, at det er et problem. Det er løsningen på dette problem, der er uenighed om.

Et moderne samfund som det danske bygger på et meritokratisk ideal. Det vil sige, at al legitim forskelsbehandling skal bero på, hvad den enkelte vil, kan og gør. Hvis man har evnen og viljen, kan enhver blive folketingsmedlem, minister eller højesteretsdommer. Danmark udmærker sig i international sammenligning ved meget tidligt at have givet kvinder adgang til magten. Elna Munch (1871-1945) blev det første kvindelig medlem Folketinget i 1918. Nina Bang (1866-1928) blev den første kvindelige minister i 1924. Bodil Dybdal (1901-1992) blev den første kvindelige højesteretsdommer i 1953. Men i det store regnskab er kvinder stadig i betydeligt mindretal, når det handler om højere embeder.

Overfor det meritokratiske ideal står det aristokratiske, ifølge hvilket ens stilling i samfundet afgøres af den identitet, der er givet i kraft af fødslen. Det identitetspolitiske synspunkt identificerer det aristokratiske princip som et problem, men vanskeligheden opstår, når dette problem forsøges løst ved hjælp af aristokratiske principper. Identitetspolitikken giver nemlig fortolkningsretten af givne forhold til de i kraft af fødslen særligt privilegerede. Kvinder forstår kvinder bedst. Afrikanere forstår afrikanere bedst. Kan en midaldrende etnisk dansk mand f.eks. undervise i en tekst skrevet af en kvinde, der har ikke-europæiske rødder? Thorsen svarer:

"Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvind. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand."

Det identitetspolitiske synspunkt nyder fremme, fordi det kan markedsføre sig som en kulturpolitisk Robin Hood, der tager fra de privilegerede og giver til de underprivilegerede. Det er al ære værd. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der bag dette anerkendelsesværdige formål også ligger en magtstrategi.

Det er ikke kun retfærdighed de søger. De søger magten til at definere, hvad vi f.eks. på Københavns Universitet kan og må ud fra forudsætninger, som vi ikke selv er herre over, nemlig herkomst og køn. Det vil sige, at helt så enkelt er det ikke. Identitetspolitikken har indrømmet sig selv et interessant råderum. Afstamning synes at være determineret, så race er en given sag. Er man brun, er man brun. Køn derimod synes at være mere valgfrit. Det vil sige, at også mænd gives muligheden for at nyde offerollens privilegier, hvis vi er villige til at påtage os en af de mange alternative kønsidentiteter.

Hvis identitetspolitikerne har held med deres forehavende, kan de omgå samfundets meritokratiske systemer og skaffe sig selv privilegeret adgang til status og stilling alene i kraft af deres fødsel og/eller selverklærede identitet. Det er en akut udfordring for f.eks. Københavns Universitet. Identitetspolitikerne har peget på et reelt problem. Det må anerkendes. Men det betyder ikke, at deres løsning er den rigtige.

(Kristeligt Dagblad den 15. december 2018)

Når afviste asylansøgere indtager Lindholm, lukkes et kapitel

Som et led i den netop vedtagne finanslov er det blevet besluttet, at øen Lindholm, der ligger mellem Sjælland og Møn, skal være hjemsted for afviste, kriminelle asylansøgere. Sidst øen var på forsiden af avisen, var i sommeren 1938, da en epidemi af mund- og klovesyge hærgede landbruget. Øen husede det, der dengang hed Statens veterinære Forsøgsstation for Virussygdomme. Kristeligt Dagblad bragte en reportage fra øen den 6. juli 1938. Journalisten kunne berette, at øen var delt i to dele, et iagttagelsesdistrikt og et afspærringsdistrikt. På iagttagelsesdistriktet boede medarbejderne med deres familier og man holdt også nogle køer dér for at iagttage, om at der fra afspærringsdistriktet udgik smitte. I afspærringsdistriktet blev der arbejdet med smittede dyr. Avisen var imponeret over forholdsreglerne:

”Til Afspærringsomraadet er der kun een Indgang. Enhver, der passerer den, maa klæde sig af til Skindet. Ikke engang et Armbaandsur eller en Ring maa han beholde paa sig. Nøgen maa han gennem Badeværelset begive sig ind i Afspærringsomraadets andet Rum. Straks han har passeret Badeværelset, ifører han sig et specielt Sæt Laboratorietøj. Og så kan Arbejdet begyndes. Naar Manden atter skal forlade Laboratoriet, tager han Laboratorietøjet af, desinficerer Hænder og Arme ved at dyppe dem i Citronsyre og afsæbes endelig under et Brusebad, inden han igen kan trække i sine Gangklæder og begive sig ud i Iagttagelsesdistriktet.”

Lindholm indtager i ældre tid en temmelig beskeden rolle i Danmarks historie, ja slet ingen faktisk. Den er ikke identisk med den ø af samme navn i Smålandsfarvandet nord for Lolland, der lagde grund til Jakob Ellehammers berømte forsøg med en flyvemaskine i 1906. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var øen ubeboet, og man må formode, at den har været anvendt til græsning eller høslæt. En driftig skibsinspektør, A.C. Brorsen erhvervede øen i 1913, gravede en brønd, plantede træer og byggede en villa.  Han solgte øen til staten i 1925. Her grundlagdes de følgende år et forsøgslaboratorium til bekæmpelse af smitsomme sygdomme blandt dyr. Forbilledet har antagelig været det i 1910 grundlagte tilsvarende institut på øen Riems ved Greifswald. Danmark havde med jævne mellemrum været ramt af mund- og klovesyge, og det havde kostet landbruget store millionbeløb. Forsøgsstationen på Lindholm blev blandt de førende i Europa i udviklingen af en effektiv vaccine mod den frygtede husdyrsygdom, og netop i 1938 indledte man også en egentlig produktion af vaccine.

Fra forsiden af Kristeligt Dagblad den 6. juli 1938

Seneste udbrud af mund- og klovesyge i Danmark var i 1983, og vaccination mod sygdommen blev forbudt i 1992. På Statens veterinære Institut for Virusforskning, som det nu hedder, er der også blevet forsket i mange andre sygdomme som f.eks. rabies. I 2007 blev forskningen på øen lagt under Danmarks Tekniske Universitet. Men nu er det altså slut. En institution, der har været afgørende for bekæmpelse af sygdomme i dansk landbrugs husdyrbestand og væsentlig for udviklingen af fødevaresikkerheden lukker. Det skal ses i sammenhæng med den omfattende omlægning af forskningen i og kontrollen med husdyrs sygdomme og fødevaresikkerhed, der har fundet sted siden årtusindskiftet, og som blev beskrevet af professor i veterinærmedicin Jens Laurits Larsen i en kronik her i avisen den 1. november 2016. Han konkluderede, at vi i modsætning til andre EU-lande ikke har et sammenhængende og samarbejdende veterinærområde til skade for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden. Man kan så håbe, at det beredskab, som nu ikke længere skal være at finde på Lindholm, opbygges andetsteds.

(Kristeligt Dagblad 4. december 2018)

Monarkiernes fald for 100 år siden

Da Muren faldt i 1989 forekom det umiddelbart indlysende at gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie. Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da den nazistiske anti-semitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden. Krystalnatten selv fandt sted på 20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.

Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med hård hånd.

Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det tyske Forbund, der blev stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i hans egenskab af hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det tredje – og regnede med, at det ville bestå i tusind år.

Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.

Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt opbygget. Der var f.eks. ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i 1. Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun marinen var kejserlig og dermed fællestysk.

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da han afskedigede Bismarck.

Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I 1895 åbnede Kielerkanalen, officielt opkaldt efter kejserens farfar, der også hed Wilhelm, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i eksil i Nederlandene, hvor han plejede sine fritidssysler til sin død i 1941.

Relief fra Kaiser-Friederich-Gedächtniskirche i Berlin forestillende 

Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II, der modtager forskellige tegn på

hyldest og hengivenhed. Året 1888 var det såkaldte Dreikaiserjahr,

da Wilhelm I døde og hans søn kun godt tre måneder senere. (Eget foto)

Historikernes vurdering af betydningen af den 9. november 1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige. Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og Untertanentum (undersåtlig autoritetstro) kimen til Hitlers diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige, europæiske udvikling. Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var bevaret i en eller anden form i Tyskland. Under alle omstændigheder ville det på grund af Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.

(Kristeligt Dagblad den 8. nov. 2018. Enkelte variationer i forhold til den trykte version)